Når ikke-kristne prædiker for kristne..

Har du prøvet at sidde på et sæde i en proppet bus, hvorefter en gangbesværet kommer ind? Det er hævet over enhver tvivl, at du bør rejse dig, og alligevel krymper du sammen på sædet (sådan er det selvfølgeligt ikke hver gang – dog har kristne jo også dårlige dage…) i håbet om, at en af de andre gør det? Når så en eller anden (forhåbenligt!) rejser sig, så sidder du tilbage med tanken: “Hvorfor var det ikke mig, den kristne, ham der kappes om at vise andre agtelse (Rom 12,10), der rejste sig først?”

Eller har du gået forbi en hjemløs eller en tigger, hvor du snedigt lod som om du ikke så ham/hende, (det gør du selvfølgeligt ikke hver gang.. Men det kan jo komme over en…) så du kunne gå forbi uden konfrontation? Umiddelbart efter hører du, at en anden straks møder personen med en flad 20’er? Hjertet krymper lidt i dig. Tankerne kæmper om at argumentere for, at det nok var bedst sådan, da 20’eren nok går til øl…

Eller tusind andre tænkelige situationer, hvor du eller jeg, som man kunne forvente meget af, for vi har fået så meget givet. Fx:

  1. Selve livet.
  2. Jesu stedfortrædende død for vores synd.
  3. Vores familie og venner.
  4. Alt vi ejer.
  5. Osv..))

Alligevel blev vi overgået i god opførsel af ham/hende, som ikke kender Gud i Kristus… Sådan bør det selvfølgeligt ikke være. Men når det nu alligevel jævnligt sker, så kan det tjene et godt formål! Det kan nemlig minde os om to sandheder. Se bare Abraham:

Da Abraham, for anden gang(Se 1 Mos 12:10-20!), forsøgte at rede sit eget skin ved ikke at stå ved, at Sara var hans hustru, så står han unægteligt i et meget dårligt lys. Abimelek, kongen i Gerar, som havde taget Sara til sig, da han troede hun var ledig, udbryder følgende til Gud, efter at Gud har truet ham og hele hans folk: “Herre, slår du virkeligt uskyldige mennesker ihjel? Han sagde jo til mig, at hun var hans søster… Jeg gjorde det i god tro, og jeg har rene hænder”, 1 Mos 20:4-5.

Troens far, Abraham, offentligt ydmyget af kongen over et fremmed folk for hans i situationen mildest talt rådne moral. Han gjorde i hvert fald intet i den situation i god tro og med rene hænder. Helt skørt bliver det, når Abraham af Gud kaldes til at gå i forbøn for Abimelek og hans folk, hvorefter Gud skåner dem.

Vi kan lære to ting:

  1. Gud frelste ikke engang patriarken og troens fader, Abraham, for hans høje moral og rene liv. Han havde i den grad også lort på hænderne. Abraham var sikkert et jævnt behageligt menneske, og Guds nåde har, som vi ind i mellem også ser, sat aftryk i hans liv. Han havde momenter hvor troen handlede i lydighed. At Abraham dog frelses, det kan kun være sket ufortjent ved troen på Guds løfter. Derfor er han troens far og patriarken i den kristne tro. Når andre overgår os, så må vi minde os om: “Min frelse består, Gud være lovet, ikke i mit eget liv, men i Kristi retfærdighed udenfor mig!
  2. At den tjeneste Gud kalder os til overfor den vantro verden, den skyldes ikke vores fortjeneste, men den skyldes Guds nåde. Jeg kan folde mine snavsede hænder og bede for mine ikke-kristne relationer. Ikke fordi jeg er overlegen. Ikke fordi jeg har fortjente det. Men fordi Gud har givet mig et ufortjent kald dertil. Specielt når du ser, at du er moralsk underlegen, så har du et kald til forbøn. Specielt når du ser, at dine hænder ikke er rene, så har du fri adgang ind foran nåden trone.

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler