Ordløs lovsang

Som regel forbinder vi lovsang med det at tilbede Gud sprogligt og musikalsk gennem ord, vi synger, men Bibelen gør det klart, at der fra alt det skabte også stiger en ordløs lovsang til Gud - en lovsang som vi inviteres til at tage del i.

For et års tid siden læste jeg Fjodor Dostojevskijs magnum opus, Brødrene Karamazov, hvor en af bogens karakterer, den gamle munk, fader Zosima, et sted i sine erindringer beretter følgende: 

“Det var en lys, stille, varm julinat, foran os lå den brede flod, den lette tåge fra den stiger op og køler os, en fisk slår i vandskorpen, fuglene har endt deres sang, alt er stille, vidunderligt, alt beder til Gud. Kun vi to, den unge knøs og jeg, sover ikke, og vi kommer i samtale om denne Guds verdens skønhed og dens store mysterium. Hvert lille græsstrå, hvert lille skaldyr, hver bille og larve, hver guldglinsende bi – alle kender de, uden forstandens hjælp, ufattelig sikkert deres vej; alle bærer de vidnesbyrd om Guds mysterium og legemliggør det selv til stadighed.”

Da jeg i sin tid læste denne passage, kom jeg til at tænke på de mange steder i Salmernes bog, hvor det beskrives, hvordan hele skaberværket, både naturen og mennesket, skal forenes i en fælles lovsang til Gud. Her et eksempel fra salme 148: 

“Lovpris Herren på jorden, alle I havdyr og store dyb, ild og hagl, sne og røg, du stormvejr, der udfører hans befaling! Alle I bjerge og høje, alle I frugttræer og cedertræer, alle I vilde dyr og alt kvæg, alle I krybdyr og vingede fugle! Alle jordens konger og folk, alle jordens stormænd og dommere, unge mænd og piger, gamle og unge!”.

Hvordan skal vi forstå vers som disse? Hvordan kan den døde materie, som er uden bevidsthed og sprog, tilbede Gud? Jeg er ikke sikker på, at jeg kender svaret på disse spørgsmål, men skriftsteder som dette minder mig om øjeblikke, hvor jeg selv har oplevet at blive overvældet af skaberværkets skønhed. I den slags øjeblikke har jeg af og til følt en form for samhørighed med naturen, som en forundret glæde over at få lov til at være en lille del af det skaberværk, der var så smukt, at Gud i tidernes morgen måtte udbryde: “Det er godt!”.

Jeg tror måske, at denne følelse af samhørighed med alt det skabte, som jeg af og til kan erfare, bunder i at jeg ligesom resten af skaberværket afspejler noget af min skabers væsen. For ligesom den blødende aftensol, der for tiden fylder Aarhus med et særligt oktoberlys, og røllikerne, som får mine forældres have til at dufte af barndomsminder, bærer også jeg på et vidne om min skaber. I kraft af dette vidne priser jeg Herren bare ved at eksistere, og før jeg overhovedet har åbnet min mund, synger jeg allerede med på den ordløse lovsang, der hele dagen lyder fra alt det skabte, som også bærer på vidnesbyrdet om universets skaber. Og jeg mærker, at det er godt.

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler