Overlevelsesstrategier i Coronatiden

Coronakrisen har taget hverdagen fra os. Hvordan overlever man denne unormale situation i noget, der synes at kunne vare adskillige uger? Her er syv overlevelsesstrategier.

Coronavirussen og de nødvendige tiltag for at bekæmpe den har taget hverdagen fra os. Dette efterlader næsten alle i en ny, fremmed situation, som for flere betyder mindre overskud, lavere energiniveau, dårligere humør, mere træthed og andre ting i den dur. Hvordan overlever man den slags, når tilstanden synes at kunne vare adskillige uger? Her er syv forslag til overlevelsesstrategier.

1. Lad som om, du er flyttet

At flytte er noget af det mest mentalt belastende, man kan opleve. Det er det, fordi en helt ny hverdag og et nyt sæt af vaner skal opbygges: Morgenrutinen skal lægges om: Skal jeg gå i bad først og så spise morgenmad eller skal jeg spise morgenmad og så gå i bad? Selv kaffekoppen skal stilles et nyt sted! Også arbejdsdagen skal både starte og forløbe anderledes. Når man har fri (man skal første finde ud af hvornår), skal man beslutte hvad man skal lave først, hvor man handler ind og hvor meget handler ind. Angående det sociale liv skal man undersøge hvem man kan ses med, hvornår, hvordan, hvor længe og hvor tit.

Det er alt sammen ret belastende for de fleste, og det er jo faktisk mange af de samme elementer, der går igen i coronatiden: En ny hverdag skal opbygges. Lad derfor være med at sammenligne situationen med en midlertidig krisetilstand, man lige med nød og næppe skal klare nogle få dage endnu. Indret i stedet et liv, som du tænker, du kan leve fint med i flere måneder, og vær bevidst om, at der skal findes nye, holdbare vaner. Vaner fritager os for den konstante stillingtagen og beslutningstagen. De automatiserer vores hverdag, og vi er faktisk dybt afhængige af dem.1Læs mere klogt i dette blogindlæg

2. Skab et coronafrikvater

Find nogle aktiviteter, som er fuldstændigt identiske med hvad de ville være, hvis der ikke var coronakrise. Det kan være en fisketur: At stå på en havn og fiske mens man lytter til vinden og havet og tankerne er på standby, er helt samme oplevelse nu som til enhver anden tid. Det kan også være at se en film, spille computer og se en sjov youtube-video. Eller at smide høretelefonerne i ørene og lytte til en prædiken (fx en her fra siden).

3. Læs færre nyheder

Det kan føles næsten uudholdeligt at læse for mange nyheder i disse tider. Som om at coronatavlen, der allerede er skrevet fuld, bare bliver overskrevet endnu mere. Så drop det og læs nyheder højst to gange dagligt. Mere er ganske enkelt ikke nødvendigt.

4. Forsød tilværelsen

Gør noget, du synes er lækkert og hyggeligt. Ryg en cigaret mere, spis lidt ekstra chokolade, tænd stearinlys (også selvom du er for mandig til det). Sæt noget god musik på, drik en cola til aftensmaden. Og nyd det!

5. Besøg Ring til din gamle mormor

Nej, man skal jo nok ikke besøge sin gamle mormor, men man kan jo ringe til hende. I det hele taget er det fuldstændig legitimt at smide ”coronakortet” i sit behov efter social kontakt. Vi har alle brug for nogle at tale med, så udnyt at andre har det ligesom dig og grib frimodigt knoglen eller hvad man nu gør for at komme i kontakt med folk.

6. Læs den kristne bog, du engang købte, men aldrig fik læst

Mon ikke vi alle har nogle eksemplarer af sådan en bog? Den gode bog, som en ven prakkede dig på engang og som du netop denne gang helt sikkert ville læse, men som alligevel endte på hylden sammen med de andre gode, ikke-læste bøger. Tip: Læs den nu.

7. Sænk de fromme ambitioner

Dette råd er lidt kontroversielt og går imod trenden. Trenden er, at det jo er nu bibellæsning, bøn og fordybelse skal boostes. Hvis du har overskuddet til det, og hvis det ikke stresser dig, så gør det! Brug eventuelt siden her og fordyb dig i nogle af temaerne. Men hvis du ikke magter de høje ambitioner, så vær realistisk og sænk ambitionen til ”bare” at få et almindeligt andagtsliv til at køre. Hvis det er dér din kamp står, så er det dén kamp, du skal vælge. Få en god vane med daglig bøn og bibellæsning. Se en online gudstjeneste om søndagen og lyt til en prædiken på en gåtur (igen: her kan du jo bruge Tilliv.dk).

Tip til bønslivet: Du behøver ikke bede langt, bare bed kort og enkelt. Brug evt. Salmernes bog til hjælp. Man kan fx skimme nogle salmer indtil man finder én, der sætter ord på noget rammende. Læs den, bed den og fortsæt næste dag indtil du rammer den næste “bedeværdige” salme. En salme kan bedes ordret, den kan omformuleres lidt og den kan også bruges som “disposition” for bønnen.2Hvis Salmernes bog er for uoverskuelig at give sig i kast med, så start med disse: Salme 6, 25, 42, 51, 63, 77, 84, 86, 88, 90 og 119 (OBS: Salme 119 skal tages i bidder – otte vers af gangen).

Tip til bibellæsningen: Find en bibellæseplan. Her kan du bruge google.

Fodnoter:

1 Læs mere klogt i dette blogindlæg
2 Hvis Salmernes bog er for uoverskuelig at give sig i kast med, så start med disse: Salme 6, 25, 42, 51, 63, 77, 84, 86, 88, 90 og 119 (OBS: Salme 119 skal tages i bidder – otte vers af gangen).

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler