This little light of mine… I’m gonna let it shine?

Ordet parallelsamfund er efterhånden vidt udbredt i den politiske debat i Danmark i dag. Ofte med et negativt lys på ghettoer, indvandring osv. Denne debat skal jeg ikke gå ind i, men jeg kan nogle gange overveje om mit eget liv lidt foregår i en lukket boble.

Hvis man tager en hverdagsuge i mit liv, står den på studie, studiearbejde, fodbold, venner, LMU og kirke. Foruden mit kristne fællesskab kan en sådan uge ligne mange andre studerendes hverdag, men når fodboldholdet udelukkende består af kristne og langt flertallet af mine venskaber har samme ståsted som mig, så er det dejligt trygt. Og måske for trygt?

Allehelgens søndag var prædiketeksten et uddrag fra Bjergprædiken, hvor der står:

I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene. Matthæusevangeliet 5,13-16

De fleste der er kommet i kristent børnearbejde har skrålet med på ”det lille lys jeg har”. En dejlig børnesang om, at vi frimodigt skal dele troen på Jesus med vores medmennesker. Her må jeg nok dog erkende, at mit lys ofte skinner for dem, der også selv har et lys. Blandt mine studiekammerater der ikke kender Jesus, synes jeg ofte det er noget sværere at ”lyse op”.

Jeg har (og tænker også du har) hørt et hav af andagter og prædikener eller læst bøger, blogs og artikler om at være hverdagskristen. Og alligevel kan det være så svært og for mit vedkommende ofte forbundet med en dårlig samvittighed. Vores menneskelige ønske, om at passe ind og minde om de andre, bliver udfordret og derfor er det oftest lettest at søge sammen med dem, der minder om os selv. Men uden at være helt sortseer, så må vi nok erkende, at hvis vi ikke får flere med i klubben, så er det nok en stakket frist.

Om dette indlæg blot bliver endnu et stik af dårlig samvittighed, ved jeg ikke. Min tanke (der måske ikke er tænkt helt til ende) er nok vigtigheden i at prøve at overkomme vores ønske om at passe ind. Og uden vi skal gøre en masse, kan vi i det mindste starte med at prøve at lade være med at gemme vores lys væk. Som billedet i bibelteksten siger, så er selv et spinkel lys tydeligt i mørket.

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler