To svar på knuste drømme

Livet former sig ikke altid efter vores planer. Men følger vi Jesus, så lykkes hans plan for vores liv.

Måske sidder du lige nu i en situation, du ikke havde regnet med. Eller håbet på. Måske blev du ikke optaget på drømmestudiet? Måske er du lige blevet fyret? Eller har fået en ubehagelig diagnose?

Vi kan lægge planer, uddanne os, passe på os selv og tænke os om. Og det skal vi. Alligevel går det ikke altid, som vi drømmer om, og så bliver vi frustrerede. Eller det, der er værre. Og så er det nærliggende at spørge: Hvor er du, Gud? Er du ligeglad? Eller har du slet ingen magt?

Mange mennesker har stillet de spørgsmål i vrede. Og brugt dem som undskyldning for at vende Gud ryggen og tage livet i egen hånd. Men stiller vi spørgsmålene oprigtigt til Gud, fordi vi faktisk ønsker et svar, så vil han også svare!

Helst medvind til mig, tak!

Svaret er ikke altid, hvad vi forestiller os. Ikke altid det svar, vi håber på. Ikke altid et feel-good-svar. Men det er et svar. Et svar fra en far og en frelser, som vil os det bedste. Og som i langt, langt højere grad end os ved, hvad der er vores bedste.

Men vi tror, vi er så kloge. Og hvis klaveret ikke spiller på vores måde, bliver vi fornærmede som forkælede pattebørn. Tænk ærligt over det – er det ikke lige præcis, hvad der sker for dig, når der ikke hele tiden er medvind på dine cykelstier?

Sådan er det i hvert fald for mig, må jeg bekende. Jeg vil så gerne have kontrol over mit liv. Gøre det gode og det rigtige og det, der giver mening. Og det skal helst være så behageligt som muligt.

I de sidste cirka 5 år har jeg famlet rundt rent arbejdsmæssigt. Kortvarige ansættelser og freelance hist og pist. I skrivende stund er jeg stuepige for sæsonen på et bornholmsk hotel. Hvor er den store forkromede plan med min universitetsuddannelse og mit ønske om at gøre en forskel? Tja, det har jeg tit spurgt Gud om. Så sent som i dag, faktisk.

Tjen Gud under alle forhold

Det svar, jeg oftest har fået, er ”Luthers svar”: Du skal tjene din Gud i kald og stand.

Det betyder, at jeg skal vidne om Jesus i ord og i gerning i whatever arbejde, jeg har eller ikke har, og jeg skal indordne mig med glæde i de relationer, jeg lige nu er en del af. Gøre mig umage med de ting, jeg foretager mig. Tjene min familie, mine venner og min menighed med hvad de nu har brug for. Vise den respekt, som fortjener respekt. Vise den omsorg, der har brug for det. Græde med de grædende og glæde mig med de glade.

Det er også et svar til dig, som ikke blev optaget på studiet i år. Til dig, som pludselig skal lede efter nyt job. Og til dig, som står overfor langvarig behandling og et smerteligt sygdomsforløb. Lige præcis i den skod-situation, du må stå i nu, er dette også Guds svar til dig på spørgsmålet: ”Hvad nu, Gud?”

Men … hvad med ”Hvor er du, Gud? Er du ligeglad?”

Jesus besejrede døden for mig

I dag læste jeg det afsnit i Bibelen, hvor Jesus forudsiger Peters fornægtelse af ham. Følgende sætning sprang op af teksten og blev Guds svar i dag:

Efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer 1Mark 14,28

Det pudsige i selve tekstafsnittet er, at disciplene tilsyneladende slet ikke hører denne sætning. De er på vej mod Getsemane, og Jesus siger, de alle vil svigte. Så de får travlt med at bekræfte deres loyalitet til ham, især Peter. De hører slet ikke det uhørt overraskende: Jesus skal opstå fra de døde!!

De er bare fokuseret på deres egne præstationer … deres eget mod, engagement, trofasthed, viljestyrke, tro …. Hvordan er det med os? Når Jesus siger, vi svigter – lukker vi så ørene for resten, fordi vi får travlt med at forsvare os?

Jesus går i forvejen, vi skal bare følge efter

Men netop fordi vi alle har svigtet – og gør det igen og igen – måtte Jesus stedfortrædende dø på et kors. Han gjorde det for at vise os sin kærlighed! Hans kærlighed sprængte graven, så han nu lever og siger: Følg mig (i kald og stand)!

På spørgsmålet ”Hvor er du Gud, er du ligeglad?” er svaret i dag også til dig: ”Jeg er opstået, og jeg går i forvejen.”

Følger du Jesus, så er han gået i forvejen for at gøre en plads i Himlen klar til dig. Følger du Jesus, vil du aldrig nogensinde komme ud i så meget modvind, at han ikke også er dér først. For han går i forvejen. Det er trygt at vide – selvom det kan føles angstprovokerende! Især når den vej, vi havde planlagt at gå, pludselig bliver spærret af knuste drømme, og vi tvinges til at skifte retning.

 

 


Læs også:

Ammehjerne er ikke permanent
Fællessangens magi
Den usynlige fjende
Corona betyder krone
Krisens muligheder
Gud er i kontrol, selv når han sover
Hvad hjertet er fuldt af …

Fodnoter:   [ + ]

1. Mark 14,28

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler