Uden mad og drikke duer mor og far ikke

For omtrent et år siden kom vores datter Emilia til verden. Hun er vores første barn, så i tiden op til fødslen var der mange forestillinger om, hvordan det ville blive at være forældre, og mange spørgsmål, som vi måtte lade tiden besvare. Nogle af vores venner var blevet forældre året forinden, og vi spurgte dem, om de havde nogle gode råd til os. De gav os en masse brugbare råd, men særligt et råd er jeg dem meget taknemmelig for.

Sørg for stadig at have personlig tid med Gud

De rådede os til at Filip, min mand, og jeg skulle hjælpe hinanden med at afsætte tid til, at vi hver især kunne have personlig tid med Gud. Det har været guld værd, at det var noget vi helt eksplicit blev rådet til. Både fordi man kan have opgivet det på forhånd, men også fordi andagtslivet ubevidst kan glide ud i boblen af barselsbesøg, amninger, bleskift og ”dikke-dikken” med den lille.

Til dig, der snart bliver beriget med et lille barn i familien, dig, der allerede har en lille stump, og også til dig, der har en hel lille søskendeflok og er kommet ud af en god rutine, eller aldrig har fundet ind i en, er det gode forældreråd hermed givet videre.

Det er ikke ment som en opsang. Eller et tag-dig-nu-sammen fornemmelse, jeg ønsker du skal sidde tilbage med. Men det er en opfordring til at prioritere noget, der er sundt for dig. I Matt 4,4 står der: ’Mennesket skal ikke leve at brød alene, men af hver ord der udgår af Guds mund’.  Vi har brug for Guds ord lige så vel, som vi har brug for mad. Tid med Gud giver perspektiv, trøst, håb og vejledning, der former os. Bibelen er Guds talerør til os, hvori vi finder frelse, fred og frihed. Derudover ærer vi Gud, ved at bruge tid med ham.

En af mine veninder sagde på et tidspunkt: ’Hvordan skulle jeg være mor uden at have Gud at lægge mine bekymringer over til?’ Det spørgsmål kan jeg kun selv istemme, for hvor er det en stor velsignelse. Det er et privilegie at kunne lægge alt det over til Gud, som fylder mit hoved og mine følelser i bøn.

Jeg må i den grad erkende, at jeg ikke har fået mindre brug for Gud efter at være blevet forældre. Alligevel er det ikke fordi, jeg nødvendigvis søger ham mere. Der er kommet endnu et element, der kan føre Gud længere ud i periferien. Jeg vil selvfølgelig også anerkende, at det indimellem, og også i længere perioder, kan opleves tørt, og at den gode rutine bliver brudt.

Et sidste perspektiv, jeg har på hjerte, er, hvilken betydning det har for børn, at de ser, at mor og far rent faktisk udlever i handling, og ikke bare ord, at Gud er en del af deres liv. Ikke kun om søndagen, eller når man er i missionshuset, men også alle de andre timer af ugen. Jeg har efterhånden hørt mange kristne, der fortæller om hvordan det var deres fars og mors tro, der havde afgørende betydning for deres egen. At se ens far stå tidligt op, fordi han må være sammen med Gud, før dagens arbejde begynder. En mor, der fortæller bibelhistorier, så det bliver levende for børnene. En mor, der beder om alt lige fra stort til småt. En far, der finder trøst i Bibelen, når det er svært.
Jeg tænker på hvad mit liv afspejler i takt med at Emilia bliver ældre…

Så… Hvordan skal du og din ægtefælle hjælpe hinanden helt lavpraktisk med dette?

Blogindlæg på TilLiv.dk afspejler ikke nødvendigvis redaktionens synspunkter.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler