For nogle år siden så jeg en stofpose med teksten: ”Hygge is a feeling you can’t explain” – hygge er en følelse, du ikke kan forklare. Det er nok rigtigt, for hygge er en atmosfære, en særlig stemning på et sted, som ikke lader sig koge ned til en simpel årsag. I tv-julekalenderen Alletiders jul synger arkivnisserne: ”Når man er flere, der har det rart, på samme tid, det samme sted, i ro og fred. Så mærker man en lille smule lykke. Bare et lille stykke. Det er hygge.” En flig af lykke, man deler med andre i en særlig situation – dét er hygge! Hvis det er rigtigt, tror jeg, der var hygge i den stald, Jesus blev født i. Maria og Josef, hyrderne, de vise mænd – de delte en unik oplevelse med hinanden, hvor de fik et glimt af det helt store mirakel: Gud var blevet menneske for at frelse. Vi tænker måske ikke på det som en hyggestund, men jeg tror, det betyder noget overraskende: at den flig af lykke, vi kan mærke i decembers mange hyggestunder med nære venner og familie, faktisk er et spejl af den lykke, vi kan opleve, når julens budskab bliver tydeligt for os: Gud har grebet ind for at frelse os.
Michael Agerbo Mørch, underviser
Følg med i Dansk Bibel-Instituts julekalender her på TilLiv.dk. I andagtsstykkerne gribes fat i julens stemninger og følelser, og de sættes i forbindelse med det, som julen handler om.
Dansk Bibel-Institut ønsker at give en faglig bibeltro uddannelse og dannelse, sådan at evangeliet om Jesus Kristus forkyndes for mennesker.