Indimellem hører vi noget, som får os til at standse op og undres. Det kan være en spækhugger, som er kommet helt ind i Øresund, en ny verdensrekord i stangspring eller det første menneske på månen. Vi havde ikke ventet det, og det er bare for vildt. Så vi undrer os, og vi snakker med andre om det. Sådan var det også, da Jesus blev født. Det var uventet og overraskende. Hyrderne kunne knap tro deres egne øjne og ører, og de fortalte vidt og bredt om det, de havde oplevet, så endnu flere blev forundrede. Hvad var det for et særligt barn, der var født i Betlehem?
Jesus fortsatte med at skabe forundring, da han cirka 30 år senere stod frem på den offentlige scene i Israel. Han underviste om Gud på en måde, så folk undrede sig. Han helbredte syge og gjorde andre mirakler, og rygtet spredte sig fra by til by. Mest af alt blev mange forundret på en helt personlig måde, når han var sammen med dem, ingen andre ville være sammen med. Mange kom frem til, at han ikke bare var forunderlig, men vidunderlig. Er der noget ved Jesus, som du undrer dig over?
Henrik Nymann Eriksen, rektor
Følg med i Dansk Bibel-Instituts julekalender her på TilLiv.dk. I andagtsstykkerne reflekteres over hvert enkelt led i beretningen om den første jul.
Dansk Bibel-Institut ønsker at give en faglig bibeltro uddannelse og dannelse, sådan at evangeliet om Jesus Kristus forkyndes for mennesker.