Ifølge eksperterne lever vi i katastrofernes tid. Klimakrise, finanskrak, krig, truede demokratier. Truslerne er reelle, fremtiden usikker, og vi ængstes af nyhedernes daglige strøm af uro. Nogle vil derfor sige, det er uansvarligt at tale om julefred. For selvom mange oplever en forstærket følelse af fred i julen, snyder vi os selv, lyder det.
Og måske er det rigtigt, at mange sætter verdens larm på pause for at finde julefreden frem. Er det uansvarligt? Måske. Men det afspejler også en længsel efter fred, som er helt i overensstemmelse med julens budskab. Jesus bliver i Bibelens juletekster kaldt Fredsfyrsten. Kongen af fred.
Og selvom der ikke er fred i verden endnu, så ved vi, at den kommer. For en dag kommer Fredsfyrsten tilbage til jorden for anden gang, og så skal han genoprette den fred, der var i Paradiset; uden krig, sygdom, smerte og død.
Så måske er den fred, vi kan opleve i december, en lille lomme af håb, der peger frem. Lige nu mærker vi en lille og kort fred midt i verdens støj. En dag skal vi leve i fuldtonet og evig fred med Fredsfyrsten – Jesus.
Michael Agerbo Mørch, underviser
Følg med i Dansk Bibel-Instituts julekalender her på TilLiv.dk. I andagtsstykkerne gribes fat i julens stemninger og følelser, og de sættes i forbindelse med det, som julen handler om.
Dansk Bibel-Institut ønsker at give en faglig bibeltro uddannelse og dannelse, sådan at evangeliet om Jesus Kristus forkyndes for mennesker.