5. DECEMBER

Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde. Lukasevangeliet 2,6

Det var nok ikke en del af planen. Det var faktisk temmelig upraktisk. At Josef og en højgravid Maria absolut skulle til Betlehem på grund af den fjollede folketælling. Og mens de var der – langt væk hjemmefra – så skulle hun føde. Hvis det stod til forældrene selv, var det nok blevet tilrettelagt anderledes. Men når Maria fødte netop dér i Betlehem, så betød det, at de gamle profetier om fredsfyrsten fra Betlehem kunne opfyldes. Og så var det måske alligevel en del af planen.

Måske er du også et sted i dit liv, som ikke er en del af planen. Et sted, som virker temmelig upraktisk eller ubehageligt – og som faktisk også er det! I dag vil jeg udfordre dig til at tænke – om muligt med en lille smule nysgerrighed: Gad vide hvilke planer Gud har for mig, mens jeg er her?

Det var næppe fedt for Maria at skulle føde så langt væk hjemmefra, men sådan havde Gud altså lagt det til rette. Måske har Gud også lagt noget til rette for dig, mens du er dér, hvor du er nu?

Chris Lindeskov Rasmussen, cand.theol. og rejsesekretær

 

Følg med i Dansk Bibel-Instituts julekalender her på TilLiv.dk. I andagtsstykkerne reflekteres over hvert enkelt led i beretningen om den første jul.

Dansk Bibel-Institut ønsker at give en faglig bibeltro uddannelse og dannelse, sådan at evangeliet om Jesus Kristus forkyndes for mennesker.

No items found

Del:

Twitter
Facebook
Relaterede artikler