Jeg ser ofte Harry Potter-film i juletiden. Her er et af temaerne venskaber mellem folk, som ellers ikke burde være venner. Et af de venskaber er mellem den bedrevidende Hermione og den lidt kiksede Ron. De bliver først venner efter at have bekæmpet en trold, for som forfatteren siger: “Der er visse ting, man ikke kan gå igennem sammen uden at blive venner for livet – og besejringen af en stor, grim bjergtrold er en af dem.”
Selvom man godt kan være venner uden at kæmpe mod trolde, så tror jeg stadig, at venskaber kræver noget, man er fælles om. I sit essay om venskab siger forfatteren C. S. Lewis også at: “Venner [står], side om side, optaget af en fælles interesse.” Betyder det så, at man ikke kan være venner, hvis man ikke har noget til fælles?
Jesus blev menneske i julen blandt andet for at løse det problem. Han kom nemlig for at skabe et fællesskab, der handler om ham. Derfor kan vi i kirken have venskab med hinanden, lige meget hvor dårligt vi passer sammen, for vi har Jesus til fælles.
Rasmus Vævest Nymann Eriksen, stud.theol.
Følg med i Dansk Bibel-Instituts julekalender her på TilLiv.dk. I andagtsstykkerne gribes fat i julens stemninger og følelser, og de sættes i forbindelse med det, som julen handler om.
Dansk Bibel-Institut ønsker at give en faglig bibeltro uddannelse og dannelse, sådan at evangeliet om Jesus Kristus forkyndes for mennesker.