For mange indebærer forsagelsen af Djævelen at udelukke ham af tanke og sind, men det er en farlig form for forsagelse. Det har Djævelen det nemlig rigtig godt med! Han arbejder bedst i det skjulte og er slet ikke interesseret i opmærksomhed.
Nogle kristne er for optaget af Satan. De ser ham i alting, og deres tanker kredser mere om Djævelen end om Ham, der har besejret ham. Men i vore sammenhænge er der langt mellem sådanne kristne. Flere skænker ham ikke mange tanker, og når Paulus siger, at vi ved, hvad Satan har i sinde, så gælder det ikke dem. De ved det ikke, og derfor bliver de så let forført og bedraget af ham.
Hvad vil han?
Djævelen vil, at det skal gå dig, som det er gået ham selv. Han har det til fælles med et Guds barn, at det også en gang var hans lykke at være Gud nær. Der findes ikke større lykke hverken i himmel eller på jord, i tid eller i evighed. Nu er du alene om den – og alligevel ikke. Lykken er også Guds. Han er kærlighed, og den man elsker, ønsker man at være sammen med. Men den glæde under Satan hverken Gud eller dig, for han er ond til det inderste af sit væsen.
Bibelen fortæller, hvordan Satan mistede sit privilegium. Der skete noget i hans hjerte. Der var noget, han sagde ved sig selv. Frafaldet fra Gud skete på den indre front – i tankelivet. Det var hans tanker om sig selv, der blev hans ulykke.
Hvor mange er fulgt i hans spor? Synden taler i vort urene hjerte. Den tale synes vi selv langt på vej er harmløs, men kommer den ikke frem for Herrens ansigt og bekendes i anger og bod, skiller den os fra ham. Når det sker, bliver der glæde i helvede.
Hvad Djævelen ikke kan
Vi kan undre os over, at Satan efter sit fald havde adgang til de himmelske tronsale. Dag og nat anklagede han Guds børn. Men efter at Jesus har båret sit blod ind i himlen, har Satan ikke længere adgang. Han kan nemlig ikke være dér, hvor det blod er, som har besejret ham. Det betyder, at Satan ikke længere kan anklage os over for Gud. Han er forvist til den verden, hvis fyrste han er. Hernede raser han, fordi han ved, at hans tid er kort.
Djævelen er iblandt os. Da han ikke længere kan anklage os over for Gud, anklager han Gud over for os. Han vil have os ind i et oprør mod Gud. Han peger på alt det i livet, der går os imod, og så siger han, at var Gud virkelig så omsorgsfuld og kærlig, som Bibelen siger han er, ville han behandle sine børn anderledes, end han gør.
Hvor mange har ikke inderligt ønsket at finde det menneske, de kunne dele livet med? De har bedt om det, men det er ikke sket. Hvor mange har ikke måttet stå ved en grav med en følelse af, at Gud godt kunne have ladet os beholde hinanden i mange år endnu? Hvad med børns sygdom og død? De frygtelige billeder fyldt af lidelser og gru – hvordan harmonerer de med, at Gud har al magt i himmel og på jord?
Det er ikke svært for anklageren at gøre listen lang. Kan han få den lagt ind i en kristens tanke og sind, forsvinder tro og fortrøstning. Gud bliver en far, man ikke kan stole på og regne med. Hjertet drænes for frimodighed, tillid og glæde. Da bliver man som et svagt dyr, den brølende løve kan kaste sig over og sluge.
Selvbebrejdelser
Et menneske er i bund og grund fortabt. Det kan ikke fremvise noget for Gud, som ikke et eller andet sted er mærket af synden. Det, der er født af kødet, er kød. Det gælder selv det bedste hos os. Den sandhed fremholder Guds ord mange gange. Men der gælder også en anden sandhed, som mange kristne ikke for alvor lukker ind:
Det er, at du er dyrebar i Guds øjne og har en uendelig værdi for ham. Ja, blandt verdens utallige mennesker er der kun ét, der er som du. Gud har skabt dig netop, som du skal være. Han har sat dig et bestemt sted på jorden i en tid og i en sammenhæng, som han har villet. Han har givet dig den familie, du har, dit udseende, dine evner og dit væsen. Fordi det er sådan, lærer Guds ord dig at takke ham for, at du er underfuldt skabt. Men det ønsker Satan ikke. Han prøver på alle måder at gøre dig utilfreds med dig selv. Det er nemlig en af vejene til, at du også bliver kritisk over for andre.
Hvor han får lov til at råde, bliver vi utilfredse med os selv og vore kår, og livet bliver mere og mere gråt.
Troen som skjold
Hvordan skal vi overvinde Djævelens angreb?
Der er tre faser i kampen:
Vi skal gøre os klart, at det er Satan, der angriber. Det er langt fra altid let. Hvor mange tænker på, at det er ham, der står bag de anklager, vi har mod Gud? Hvem forbinder Satan med det at bebrejde sig selv?
Anden fase er tilbagetrækningen til Guds ord. Vi må lære at tænke bibelsk om tingene. Det er ikke noget, man gør i og med, at man er kommet til tro på Jesus. Der må undervisning og oplæring til. Det er gennem den, en kristen forankres i Ordet, og uden en sådan forankring bliver en kristen kastebold for egne tanker og indskydelser.
Tredje fase er angrebet. Da er sværdet og skjoldet af største betydning. Tag ved lære af Jesus. Tre gange mødte han Satan med det samme sværd: DER STÅR SKREVET! Dette våben har Helligånden lagt i din hånd. Han vil, du skal bruge det!
Så har Helligånden også givet dig troen. Det er denne urokkelige tillid til, at kampen ikke er din, men Guds! Du kæmper ikke som om intet var hændt. Nej, du kæmper i Kristi sejr. Det er den, du holder frem. At gøre det er at løfte troens skjold, der ikke slukker nogle af Satans gloende pile, men dem alle!
Evig sejr nu jeg ejer
altid Herre Krist i dig!
Artiklen er oprindelig udgivet i Budskabet