Tilværelsen omkring os kræver at vi igen og igen tager stilling til en række spørgsmål. Hvordan navigerer vi som kristne i det? Hvordan kan vi skønne i de etiske spørgsmål, som måske ikke er helt sort-hvide?
For tiden er det mest oplagte eksempel formentlig debatten om aktiv dødshjælp. Jeg forholder mig ikke til alle de komplekse aspekter i den debat her.1Helt kort: Jeg er modstander af en lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Hør evt. mere i to afsnit af podcasten Røst, hvor jeg er medvært: Et spørgsmål om liv og død og Et spørgsmål om liv og død – anden runde. I stedet vil jeg blot benytte anledningen til en kort refleksion.
Mellemregninger…
Indledningsvis vil jeg bemærke, at der er en masse mellemregninger, vi skal tage alvorligt.
For det første handler kristendom ikke om moral eller etik! Kristendommen har moralske og etiske konsekvenser! Men at være kristen handler ikke først og fremmest om at have en bestemt etik, men om at modtage Guds nåde og tilgivelse. Og så kommer etikken (med nødvendighed) bagefter.
Dernæst må vi skelne mellem personlig etik og samfundets ageren. Et klassisk eksempel er brugen af vold. Den enkelte må ikke gribe til vold – men politiet må gerne (de har ’voldsmonopol’ i samfundet).
For det tredje er der i Bibelen selv også en frelseshistorisk udvikling, der blandt andet betyder, at gammeltestamentlige love ikke længere gælder for kristne.
De mellemregninger – og man kunne have nævnt mange flere – er vigtige; men også temmelig omfattende at forholde sig til. Så her vil jeg blot nævne to ting, jeg personligt har hjulpet mig til at navigere i etiske spørgsmål: Kirkens historie og gavnlige retningslinjer i fortolkningen af Bibelen.
Vi lever ikke i et vakuum
Kirken har en historie. Vi lever ikke et i vakuum. Der levede vise mennesker før os – og vi gør ofte klogt i at lytte til dem. Det betyder, at mange etiske spørgsmål egentlig ikke kræver nye vurderinger.
For eksempel er det meste af kirkens historie i det store og hele entydig i den seksualetiske vejledning.
Vi må så nogle gange vurdere på ny, hvordan vi bedst håndterer nogle gråzoner i denne etik, eller hvordan vi bedst kan formidle den. Men grundlæggende er der en basal etik på plads, som ikke kræver ny stillingtagen, højst nuanceringer. Det er for mig at se en stor hjælp; vi skal ikke opfinde den dybe etiske tallerken i hvert eneste tilfælde, men kan lytte ydmygt til tidligere generationers visdom.
Bibelfortolkning
At vi er en del af kirkens historie, negligerer dog ikke behovet for også at begrunde etikken med bibelske argumenter. Særligt når det drejer sig om problemstillinger, vi ikke genfinder i kirkens historie (AI-teknologi, genforskning osv.).
For nogle år siden hørte jeg en dygtig bibelforsker angive nogle retningslinjer, når man skal fortolke Bibelens etiske vejledning. Jeg har siden justeret det til fire spørgsmål, jeg stiller mig selv, når jeg læser en given bibeltekst. Er der tale om:
- Enkeltstående befalinger? (fx Noas ark!)
- Regler og love? (fx ”Du må ikke slå ihjel”)
- Principper? (fx ”Du skal elske din næste som dig selv”)
- En udfoldelse af det bibelske verdensbillede? (fx at Gud har skabt alle mennesker)
Jo længere vi kommer ned ad listen, jo mere grundlæggende er spørgsmålet, for hvordan vi som kristne skal tænke og leve. Men jo længere nede vi befinder os på listen, jo mere må vi også være varsomme i vores vurderinger, og hjælpe hinanden med at skønne fra sag til sag.
At skønne – altså at opøve evnen til at vurdere selvstændigt – er ikke fremmed for Bibelen. Paulus skriver: ”tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.” (Rom 12,2).
Når vi lytter til kirkens historie, og er opmærksomme på hvad der tales om i de bibelske tekster, tror jeg det kan hjælpe os til at foretage kvalificerede etiske skøn.
‘Aktuelt’ er synspunkter, holdninger og refleksioner med udgangspunkt i noget aktuelt. ‘Aktuelt’ kommer én gang om måneden og er skrevet af redaktionsmedlemmer på TilLiv.dk.
Denne måneds ‘Aktuelt’ er skrevet af Lars Malmgaard Jensen.
Fodnoter:[+]
↑1 | Helt kort: Jeg er modstander af en lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Hør evt. mere i to afsnit af podcasten Røst, hvor jeg er medvært: Et spørgsmål om liv og død og Et spørgsmål om liv og død – anden runde. |
---|