I Job 39-41 tager Gud sin lidende tjener Job med på en zoologisk rundrejse til forskellige dyr, som han har skabt, og han spørger Job, om det er ham, som styrer disse dyrs adfærd og særlige egenskaber. Denne rundrejse slutter med, at Gud stiller ham over for to skrækindjagende individer fra dyreverdenen, Behemot og Livjatan (Job 40,15-24 og 40,25-41,26). Pointen er, at ingen overhovedet er i stand til at fange disse to dyr.
Hvad er Behemot og Livjatan for nogle størrelser, og hvad skal denne forevisning tjene til?
Behemot
Gud beder Job om at lægge mærke til Behemot (40,15-16). Ligesom han skulle iagttage stenbukke, vildæsler, strudse, heste og høge i kap. 39, skal han nu fæste blikket på Behemot og lægge mærke til dens udseende og adfærd. Behemot er skabt af Gud ligesom Job selv. Den er en umådelig stærk græsæder, som henter sin føde i “bjergene” (v 20). Samtidig gemmer den sig i sivene og står uforfærdet de steder i Jordanfloden, hvor kaskader af vand fosser i hovedet på den. Intet menneske kan fange Behemot eller tæmme den (v 24).
Livjatan
er en endnu mere frygtindgydende skabning. Ingen vil nogensinde bare lege med tanken om at tage den til fange (40,25-30), og ingen tør give sig i kamp med den (40,31-41,3). Dens udseende er skrækindjagende, og der står ild ud af dens næsebor (41,4-16). Alle typer angrebsvåben, der bruges mod den, smuldrer og knækker, og når den rejser sig på bagbenene, bliver selv “guder” (formentlig et ord for helte i krig) lammede af frygt (41,17-26). Livjatan er det mest skrækindjagende vilddyr, som Gud har skabt.
Mens Job skal betragte Behemot og dens udseende, dens levesteder og dens uforfærdethed, beskriver Gud Livjatan for ham. Job får ikke forevist dette dyr, men dens frygtindgydende udseende bliver indgående udmalet for ham.
Udbredte identifikationer
Meget ofte bliver Behemot identificeret med flodhesten, jf. noten i vores aut. Bibel til 40,15: “Behemot er her formodentlig betegnelse for flodhest”. Denne forståelse genfinder vi i de fleste nyere oversættelser og kommentarer. Den nye oversættelse Bibelen 2020 gengiver med “bøffel”.
Livjatan bliver ofte forstået som “krokodille” eller et fabeldyr med krokodillelignende træk. Den aut. oversættelse siger i en note til 40,25: “Livjatan er her formodentlig betegnelse for krokodille”. Bibelen 2020 har dog valgt at sige “havuhyret Livjatan”.
Ikke nogen flodhest
Det er rigtigt, at Behemot har meget kraftige lår og spiser græs som en flodhest. Men mange andre træk ved det dyr, som Gud viser Job, passer slet ikke på flodhesten. En flodhest har f.eks. ikke en hale som en cederstamme (40,17). Dens hale er ganske lille og kun få cm lang. Flodhesten er meget kraftigt bygget, men dens knoglestruktur er ikke synlig (40,18). Den får ikke sin føde fra de øde “bjerge”, hvor vilde dyr tumler rundt uden at blive forstyrret (40,20). Flodheste kan fanges og holdes i fangenskab. Det gjorde man allerede i antikken. Men det er kendetegnende for Behemot, at den netop ikke lader sig fange (40,24). Og skulle man endelig få den i en fælde, er det umuligt at sætte et reb i dens næse. Behemot er noget mere vildt og farligt end en flodhest.
Den er heller ikke en bøffel. En bøffel har ikke en hale, der er tyk og stiv som stammen på et cedertræ (40,17). Den står ikke uforfærdet i fossende floder, hvor vandet tordner mod dets hoved (40,23). Desuden er det muligt at fange bøfler og tæmme dem, imod v 24.
Ikke nogen krokodille
Endnu vanskeligere end at se en flodhest bag dyret Behemot, som Job går rundt om, er det at forstå uhyret Livjatan som en krokodille. Krokodiller er absolut farlige og skræmmende dyr; men mennesker i oldtiden kendte til at fange dem med kroge og holde dem i reb. En gammel egyptisk papyrus fra ca. 1420 f.Kr. har en tegning af en mand, der trækker en krokodille med et reb i snuden. Gud siger til Job, at det kan slet ikke lade sig gøre med Livjatan (40,25-30).
En krokodille rejser sig ikke op på sine bagben, så dyr og mennesker bliver lammede af skræk, når den ser ned på dem (41,17), og den trækker ikke et spor i sandet som efter en tærskeslæde med tænder (41,22). En krokodille bringer heller ikke oceanet i kog som en gryde (41,23).
Et mytologisk dyr?
Livjatan synes at være et usædvanligt stort og skræmmende havuhyre. Sl 104,26 taler om, at Gud skabte Livjatan til at lege i oceanerne.
Er der tale om et mytologisk uhyre? Det er Livjatan et par steder i GT. I Sl 74,13-14 beskrives, hvordan Gud knuste dragehovederne og smadrede Livjatans hoveder på vandene. Ud fra sammenhængen er det billedlige udtryk for Egyptens stærke hær, som Gud lod drukne i Sivhavet, da han befriede sit folk fra Egypten. I Es 27,1 bruger profeten ordet “Livjatan” som et billede på ondskabens kræfter i endetiden, som Gud vil besejre definitivt. GT kan undertiden bruge mytologiske forestillinger som billeder på Guds kamp og sejr.
I Job 40,25-41,26 fører Gud dog ikke nogen kamp mod Livjatan. Den er skabt af ham (41,25), og alene Gud er i stand til at styre dens vildskab.
Det er muligt, at i det lange afsnit om Livjatan og dens skræmmende magt får Job ikke dyret at se, sådan som han gør det med Behemot. I stedet giver Gud ham en indgående beskrivelse af dens frygtelige styrke. Job har kendt til forestillingen om et drabeligt uhyre ude i havet (sml. 3,8; 7,12), og i Job 40-41 tegner Gud så et detaljeret billede af Livjatan, som ingen tør kaste bare blikket på (41,2). Det kunne forklare skildringen af dyret med flammer ud af den åbne mund (41,10-13).
Fortidsøgler?
En mulig forståelse kan også være, at Behemot og Livjatan er fortidsøgler, som Job har iagttaget (Behemot), og som han har fået beskrevet (Livjatan). Meget i Job 40-41 leder tanken i retning af dinosaurer. Behemot minder om den gruppe af øgler, som kaldes for sauropoder, der var store, planteædende dinosaurer med lang, kraftig hale og en lang hals. Og billedet af Livjatan minder i nogen grad om Tyrannosaurus Rex, mens andre sider ved den ikke matcher T. Rex overhovedet (f.eks. vv 22-24).
Der er dog den vanskelighed, at det er en udbredt antagelse, at fortidsøglerne uddøde for ca. 65 millioner år siden, og at der aldrig har levet dinosaurer samtidig med mennesker.
På den anden side er der arkæologiske spor, som stærkt antyder, at mennesker og dinosaurer har levet samtidig. I et flodleje i USA er der fundet fodspor i forstenet mudder efter en fortidsøgle, hvor sporene går hen over fodaftryk sat af mennesker i det samme mudder. Enkelte dinosaurer kan have overlevet op i nyere tid, inden de uddøde helt. Behemot og Livjatan er skildret så detaljeret i Job 40-41, at de minder stærkt om fortidsøglerne.
Budskabet
Hvad vil Gud med at lade Job kigge på Behemot og orientere ham om Livjatans forfærdende styrke?
Job var gået stærkt i rette med Gud, fordi han lod den uhyre sum af lidelser ramme Job (Job 29-31). Gud viser nu sin lidende tjener, at selv de største skabninger er i Guds magt, og at han styrer deres færd. På samme måde er lidelsen i Guds hånd. Selv om Job ingen forklaring får på, hvorfor han må lide så meget, forstår Job nu ud fra den zoologiske rundrejse, fra mødet med Behemot og fra billedet af Livjatan, at intet er umuligt for Gud (42,1). Gud er langt større, end han forestillede sig det, da han slyngede sine anklager mod Gud.
