Reformationens venstrefløj
Denne fløj bestod af folk, der oprindeligt havde sympatiseret med Luther, men som efter ret kort tid viste sig at lægge vægten i opgøret med den katolske kirke et andet sted end Luther. For dem handlede det om at rense kirken for alt det udvendige: ceremonivæsenet, de mange ritualer og ikke mindst den (efter deres mening) overtroiske tro på sakramenterne og deres virkekraft. Kirkerummet blev renset for udsmykning. Gudstjenesten blev lavet totalt om, nadveren blev opfattet rent symbolsk, og enkelte grupper afskaffede også barnedåben, fordi den, mere end noget andet, hindrede en afgjort, nytestamentlig kristendom.
I disse folks øjne standsede de lutherske på halvvejen, når de beholdt så meget af den gamle gudstjeneste og ikke mindst stadigvæk gav sakramenterne en fremtrædende plads. Men var det udtryk for, at Luther – af frygt for fyrsten eller af angst for at miste kontakten til folket – alligevel ikke ville gå linen ud? Nej, det var for det første et udtryk for ganske almindelig bibeltroskab: En sådan plads har sakramenterne i NT. For det andet handlede det om at sikre, at troen virkelig forblev tro og ikke lige så stille forvandlede sig til en menneskelig præstation.
Troen gives ved midler
Det er det, artikel 5 i Den augsburgske bekendelse (CA) handler om:
”For at vi kan nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at lære evangeliet og række sakramenterne. For ved ord og sakramenter som midler gives Helligånden, der – hvor og når Gud vil – virker troen i dem, som hører evangeliet: at Gud ikke for vores fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld. Gal 3,14: ’For at vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os’. De fordømmer gendøberne og andre, som mener, at Helligånden kommer til mennesker uden noget ydre ord, ved deres egne forberedelser og gerninger.”
Vi befinder os midt i det, CA har at sige om det helt grundlæggende reformatoriske anliggende, retfærdiggørelsen af tro for Kristi skyld. Hvor art.4 sagde, at det er troen på Jesus, der er vores retfærdighed for Gud, siger art.5, hvordan vi får denne tro. Og det sidste er ikke mindre vigtigt end det første. ”Gendøberne og andre” (samt en del i vores egne rækker) tænker, at det er ved, at vi søger ind i stilhed for Guds ansigt og alvorligt beder til ham, at vi får del i troen. Hvis det var tilfældet, så er der virkelig ikke megen befrielse i budskabet om, at det er troen og troen alene, der er vores retfærdighed for Gud. For så bliver troen pludselig en voldsom præstation.
Det er her, Ordet og sakramenterne kommer ind. Gud har ikke ”bare” lagt grunden for vores frelse ved at sende os sin Søn – og så må vi ellers selv klare resten, nemlig tro på ham. Nej, han træder helt hen til os og rækker os denne tro i synlig skikkelse, ligesom han gjorde, da Jesus vandrede synligt iblandt os. I ordet og sakramenterne rækker han os det hele. Vi skal ikke først mærke efter i os selv, om vi har den rette tro og følelse. Vi skal ganske enkelt tage imod det, han rækker os, ikke fordi vi mærker det, men fordi han siger det.
Luthersk kristendom er nådemiddelkristendom. Det er det, der menes med, at troen gives ved midler.
Ordets embede
Så tales der i denne artikel også om indstiftelsen af et embede. Faktisk kom det til at stå i overskriften for artiklen, da man kort tid efter, at bekendelsen var skrevet, gav de enkelte artikler overskrifter, her: Om det kirkelige embede. Det er alt for ensidig en overskrift. Artiklen handler om andet og meget mere.
Men embedet hører med. Ja, det er Gud, der har indstiftet det (sådan står der i den tyske paralleltekst til den latinske, vi normalt oversætter efter). Basis for at sige det er ifølge CA 28 Jesu udvælgelse af apostlene. I den kristne menighed, som jo ifølge Luther er en menighed af konger og præster, skal nogle udpeges til denne særlige tjeneste. Så vigtigt er det nemlig for troen. Hvor man ikke gør det, eller lader tingene gå lidt på bedste beskub, smuldrer troen alt for let. Og så smuldrer livet også.
Sakramenterne: Dåben
Efter at CA er kommet med disse grundlæggende udsagn om retfærdiggørelsen (art. 4-6), kommer den med to artikler om kirken, hvorefter vi får hele fem artikler om sakramenterne: art.9 Om dåben, 10 Om nadveren, 11 og 12 Om skriftemål og bod og endelig art.13 Om sakramenternes brug. Det siger da noget om deres betydning.
Vi nøjes her med det, der siges om dåben. Art.9 Om dåben er meget kort:
”Om dåben lærer de, at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes gennem dåben, og at børn skal døbes, idet de, når de ved dåben er overgivet til Gud, tages til nåde af ham. De fordømmer gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb.”
Det er selvfølgelig ikke alt, hvad vi som lutherske har at sige om dåben. Det er fx vigtigt, at vi også tager art.13 Om sakramenternes brug med. I denne artikel møder vi nemlig det, som Luther lige fra begyndelsen understregede i opgøret med den katolske dåbsforståelse, nemlig at dåben er givet med henblik på tro. Som det bl.a. hedder:
”(Sakramenterne er) bestemte til at opvække og styrke troen hos dem, som bruger dem. Derfor skal sakramenterne bruges således, at troen kommer til, (den tro) der tror de forjættelser, der tilbydes og vises ved sakramenterne.”
Dåb og tro
I katolsk dåbsforståelse lærte man, at der i dåben skete en indgydelse af Guds nåde, uanset tro, bare man ikke bevidst modsatte sig det (”skød slåen for”). Gud handler suverænt, blot ved at dåben udføres (ex opere operato). Ved dåben får vi da en ny, hellig natur, som gør os i stand til at vokse i hellighed, efterhånden som vi vokser til.
Det lyder jo som en stærk dåbsforståelse. Problemet er bare, at vi mennesker forsat mærker til synden. Hvad så med dåbens gerning? Er den tabt? Her havde katolikkerne i kraft af deres ensidige dåbsforståelse ingenting at komme med.
Det er her, Luther peger på dåben som noget langt mere omfattende og stort. Og det er den i kraft af det løfte, der er knyttet til dåben. I dåben indgyder Gud ikke bare en upersonlig kraft. Igennem dåbens ydre tegn træder han hen til os med et personligt løfte. Et løfte om, at han vil blive ved med at arbejde med os gennem hele livet, trods vores synd. Og allervigtigst: Et løfte om, at han for Kristi skyld vil tilgive os al den synd, som stadig vil være der.
Det er dette løfte og troen på det, der er det altafgørende i dåben. Det løfte kan vi igen og igen vende tilbage til og gribe om i tro. Det er på dette faste grundlag, Gud vil, at vi skal leve vores liv. Det er kun på dette grundlag, at vi kan have vished og trøst i troen.
Som man kan se: I Luthers understregning af troen i forbindelse med dåben ligger der ikke det forbehold, som der sommetider har ligget i visse dele af pietismen: Det er ikke nok at være døbt – du skal også tro. I Luthers understregning af troen ligger der på mange måder det modsatte: Her er der virkelig noget stort og enestående at tro på. Selv om det så også helt klart må siges, at det skal vi så også gøre: tro.
Nødvendig til frelse
Tilbage til art.9 Om dåben, hvor der jo ikke står så meget om tro og løfte. Der står bare ganske kort, at vi som lutherske tror, at dåben er nødvendig til frelse. Den korte begrundelse er, at her træder Gud hen til den enkelte med sin nåde. Her ”overgives vi til Gud” og ”tages ind i hans nåde” (sådan kan udtrykket ”tages til nåde” også oversættes). Så enkelt og stort er det, der sker. Der står ikke, at Gud indgyder sin nåde i os, sådan som katolikkerne siger. For det er jo en personlig ting det her. Det er Gud, der træder hen til os og rækker os det hele – til tro.
At dåben er nødvendig til frelse, virker alligevel provokerende på mange. Hvad så med dem, der ikke når at blive døbt – går de fortabt? Men det er at misforstå hensigten med dette udsagn. Hensigten er at sige, at dåben er det middel, Gud peger på, når vi spørger, hvordan vi skal få del i hans frelse. Her skal vi ikke spille smarte og finde vores egne veje, eller hævde, at vi ikke behøver dåben, når vi har troen. Det er en foragt for de ydre midler, som har mere med ubibelsk åndelighed at gøre end med bibelsk tro på Gud som skaberen også af det ydre. Hvad Gud gør hos dem, der af forskellige grunde ikke er blevet døbt, overlader vi trygt til Gud.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
