Den globale Luther – Globaliseringens udfordringer til lutherske kristne

10 minutters læsning

Hvad kan lutheranere lære af andre kirkeretninger? Og hvad har den lutherske tradition at give til de andre? Vil alle lutherske menigheder og kristne ligne dem, der er her i Skandinavien?

Da jeg for en del år siden studerede ved et universitet i USA, kom jeg i den lokale ’KFS’-gruppe, og var der en del af et både tværkirkeligt og tværkulturelt fællesskab.

Jeg oplevede her det, som mange – ikke mindst unge – kristne ofte kommer ud for i dag. Man kommer i nær kontakt med kristne fra andre dele af verden og fra mange forskellige kirkesamfund. Det sker, fordi vi selv rejser og – i kortere eller længere tid – bosætter os i andre dele af verden, og fordi andre gør det samme. Samtidig modtager vi gennem de forskellige medier impulser, også kristne, fra hele verden. Alt sammen aspekter af det meget omfattende fænomen, vi kalder globalisering.

De amerikanere, som kom i ’KFS’-gruppen, vidste godt, hvad det ville sige at være luthersk: En lutheraner var høj, blond, blåøjet og fra Minnesota – eller en anden af de amerikanske stater, hvor skandinaviske og tyske indvandrere typisk havde slået sig ned. (Nogle sagde, at de ved mødet med mig havde oplevet luthersk kristendom som en skuffelse, når det gjaldt højden.) De, som var mere inde i sagerne, kunne også beskrive en typisk luthersk kultur – med mange træk fælles med skandinaviske eller tyske landbokulturer.

Luthersk i en større verden

Dette er sikkert en oplevelse fra mødet med kristne fra andre kirkesamfund i andre dele af verden, som mange fra vores hjemlige lutherske sammenhænge kan nikke genkendende til: Det lutherske synes at være geografisk og kulturelt bestemt. Man er luthersk, fordi man er født og opvokset i en bestemt kultur i Danmark. Og sammenlignet med andre protestantiske retninger – især dem med pentekostalt tilsnit – som fremstår mere internationale og globaliserede, forekommer luthersk kristendom mærkeligt sted- og kulturbundet. Det hænger bl.a. sammen med det historiske forhold, at lutherdommen hurtigt blev begrænset til bestemte, afgrænsede områder og kulturer i Europa – modsat f.eks. baptismen. Lutherske kristne kan derfor nogle gange få en mærkelig mindreværdsfølelse i mødet med de mere globaliserede protestantiske retninger og føle sig både provinsielle og subkulturelle.

Hvad stiller vi op med det, hvis vi mener, at luthersk kristendom er et af de mest direkte udtryk for bibelsk kristendom? Og når det at være luthersk for os først og fremmest er ensbetydende med at fastholde centrale bibelske anliggender.

Den afrikanske Luther

Det billede, som er tegnet ovenfor, nuanceres heldigvis, når vi bevæger os uden for USA og Europa, f.eks. til en af de hurtigst voksende kirker i verden: den lutherske Mekane Yesus Kirke i Etiopien. Samtidig mødes vi her som lutherske skandinaver af nye udfordringer. For lytter vi til forkyndelsen og det, man vidner om som årsagen til ens omvendelse, er det ikke de typiske lutherske anliggender – centreret omkring ’synd’ og ’nåde’ – som dominerer. Der tales ikke meget om synden, som har gjort os skyldige over for Gud og ført os ind under hans vrede, og om Kristi død som betalingen af vores skyld og soningen af Guds vrede. I stedet fremhæves det, at synden har ført os ind under Djævelens og hans dæmoners magt og herredømme, men at Kristus netop gennem sin død og opstandelse har besejret Djævelen og alle onde magter, så han nu kan befri os fra dem.

Kan vores brødre og søstre i den etiopiske Mekane Yesus kirke så virkelig betegnes som lutherske? Har de overhovedet forstået evangeliet? Eller må vi opgive vores forståelse af synd og nåde som afgørende og uopgivelige bibelske sandheder og i stedet betragte det som nordeuropæiske specialiteter, udviklet i vores typiske skyld-kultur? Så vi heller ikke automatisk kan forvente, at begreber som synd og nåde siger mennesker noget, som er opvokset i andre kulturer, hvor f.eks. ikke skyld men skam er menneskers største problem.

Går vi på ægte luthersk vis til Skriften, vil vi finde både vores og de etiopiske lutherske kristnes fremstilling af syndens problem og Kristi gerning – side om side og vævet ind i hinanden. Tag f.eks. Kol 2,14f: Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus. Kristus døde for vore synder, siger Paulus i 1 Kor 15, når han skal koge evangeliet ned til én sætning. Synden som vores grundlæggende problem har imidlertid mange sider: Den gør os skyldige og vækker Guds vrede. Men den giver også Djævelen magt over os og fører os ind under hans herredømme. Og alle disse følgevirkninger af synden måtte Jesus gøre noget ved gennem sit liv, sin død og opstandelse. Derfor havde det, Jesus gjorde, også flere forskellige virkninger: Djævelen blev besejret, Guds vrede sonet og vores skyld blev betalt.

Hvilke af syndens følgevirkninger, vi oplever stærkest, kan imidlertid være afhængig af kultur og livssituation. I vores kulturkreds er det måske specielt syndens skyld, som fremstår som vores største problem, mens det i en afrikansk sammenhæng snarere er slaveriet under Djævelen og de onde ånders magt. Derfor kan det også være forskelligt, hvilke aspekter af evangeliet dvs. hvilke virkninger af Jesu død og opstandelse, der vækker størst genklang – og bevirker, at man tager imod Kristus. Det afgørende er, at man kommer til tro på Kristus og forbindes med ham. For dermed får man del i alt det, han har skaffet til veje ved sin død og opstandelse. Også selvom man ikke fra starten erkender alle konsekvenser af det, han har gjort, og forstår alt det, man har fået del i.

At de typisk lutherske temaer som ’synd’ og ’nåde’ er udtryk for centrale bibelske anliggender modsiges altså ikke af, at vores fremhævelse af dem også er bestemt af den kultur, vi er udrundet af. Nøjagtig ligesom den anderledes betoning i etiopisk forkyndelse og vidnesbyrd hænger sammen med deres kultur.

Vi kan så heller ikke bryste os af at være mere lutherske eller bibelske. Vores etiopiske brødres fremhævelse af magt-aspektet, både ved synden og Kristi gerning, er jo heller ikke fremmed for luthersk teologi – tænk blot på to så centrale lutherske salmer som ’Vor Gud han er så fast en borg’ og ’Nu fryde sig hver kristen mand’. Det er kun i vores lutherske tradition, at disse aspekter ikke er blevet betonet særlig meget.

Noget andet er så, at vores forkyndelse af Kristus som den, der har betalt vores skyld og sonet Guds vrede, faktisk har noget vigtigt at bidrage med i f. eks. en etiopisk sammenhæng. Hvis magt-aspektet rendyrkes, kan det – i alt fald på sigt – føre til en ansvarsfraskrivelse: Det onde, som jeg i kraft af min synd påfører andre, er Djævelens skyld. Modsat den lutherske – og bibelske! – fremhævelse af, at synden er min egen skyld, som jeg behøver – og kan få! – Guds tilgivelse for. Spørgsmålet er imidlertid, om vi ikke også har noget at lære af etiopisk forkyndelse og vidnesbyrd. Vil fremhævelsen af Kristus som sejrherren over Djævelen og alle onde magter ikke få større og større betydning også i vores del af verden?

Mødet med de etiopiske lutherske kristne viser tre ting, som gælder generelt, når vi som danske lutheranere møder kristne fra andre dele af verden, også fra andre protestantiske kirkesamfund:

Tilbage til Skriften

Mødet med kristne fra andre dele af verden og andre kirkesamfund tvinger os til at begrunde det, vi står for, både indadtil og udadtil. Og her nytter det ikke noget at henvise til det lutherske i sig selv. Det vil bare bekræfte opfattelsen af luthersk kristendom som sted- og kulturbundet. I stedet må vi tilbage til Skriften, når vi skal overveje og begrunde vores egenart, så vi kun mener det, vi mener, i den grad der er tale om bibelske sandheder.

Beriget af de andre

Vi er mange, som er blevet beriget af mødet med kristne i andre dele af verden – også fra andre kirkesamfund.

Gennem forkyndelsen har vi fået åbnet øjnene for nye sider af Guds ord. Det kan f.eks. ske, når man hører en nytestamentlig tekst udlagt af etiopiske prædikanter, der jo kommer fra en kultur, der ligger nærmere den bibelske end vores kultur, og som derfor ser nogle ting i teksterne, vi har sværere ved at få øje på.

Også en anderledes måde at forkynde på kan være berigende. Det gælder f.eks. det, man inden for den evangelikale verden kalder ’expository preaching’. Der er tale om en tekstnær forkyndelse, som samtidig ikke kun bliver tekstgennemgang men i høj grad formår at anvende teksten – ned i detaljerne – på tilhørernes situation. En sådan forkyndelse kan virke meget fornyende for os fra en luthersk tradition, hvor forkyndelsen af og til kan blive meget dogmatisk og bevæge sig i bestemte læremæssige skemaer – eller også kan blive tekstudlægning uden anvendelse.

Noget tilsvarende gælder mødet med andres kristenliv og menighedsarbejde:

Jeg er selv blevet meget udfordret gennem det konsekvente kristenliv, jeg så hos de unge kristne i Etiopien. Deres understregning af, at vi som kristne er kaldet til at leve et anderledes liv, var tankevækkende for en tilpasningsdygtig dansk kristen. Vi henter også i disse år megen inspiration ude i verden til vores menighedsliv, hvad enten den kommer vestfra med søgervenlige gudstjenester og alfakurser eller østfra med retræter, liturgi, tidebønner og Kristuskrans.

Meget at bidrage med

Endelig har vi virkelig noget at give kristne i andre dele af verden og fra andre protestantiske kirkesamfund – ikke i kraft af vores skandinaviske baggrund og kultur, men gennem den fremhævelse af centrale bibelske anledninger, vi finder i vores lutherske teologi. Vi behøver slet ikke have kristelig mindreværdsfølelse i mødet med de andre. Det vil jeg give et konkret eksempel på:

En af studenterne på Dansk Bibel-Instituts tværkulturelle missionsuddannelse var på et 2-årigt TKM-praktik ophold i en luthersk menighed i Peru. I den forbindelse skulle han skrive en praktikopgave, hvor han ville fokusere på, hvad man kan bidrage med som luthersk mission i en sydamerikansk sammenhæng. Den var baseret på undersøgelser, især interviews, ude i marken. Man kunne måske have forventet, at svaret på den formulerede problemstilling ville være en fremhævelse af det, man har at komme med som luthersk i en typisk katolsk sammenhæng. Og at svaret havde indeholdt noget af det, som er udtrykt med de reformatoriske slagord: Troen alene og nåden alene. Men som noget meget overraskende – også for TKM-praktikanten selv – ender opgaven med, at en luthersk forkyndelse har meget at give dem, som kommer fra andre protestantiske – især pentekostale – kirkesamfund. TKM-studenten havde her mødt mange, som ikke kunne ”stå distancen”, fordi de ikke magtede at opfylde alt det, de skulle som kristne. Det skyldtes – fandt han ud af – at selve frelsen blev opfattet som det at holde op med at synde, og troen var lig med at gøre gode gerninger. Og dermed blev kristentroen for mange deres eget projekt – som ikke alle lykkedes med. Hvad hjælper det, at vi er enige om princippet ’troen alene’, hvis vi forstår noget helt forskelligt med ’troen’? Hvad hvis selve forståelsen af frelsen genindfører gerningsretfærdigheden? Her bliver talen om troen som Guds ånds værk gennem evangeliets forkyndelse og fremhævelsen af frelsen som det at blive taget til nåde af Gud for Kristi skyld ikke støvet luthersk dogmatik, men befriende sandheder.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook