Jeg (vi) tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber.
Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne og opfor til himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.
Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne. Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke. Jeg (vi) bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.
Den evangelisk-lutherske kirke har som sit grundlag fem bekendelsesskrifter: To fra reformationstiden og tre fra oldkirken. To af de oldkirkelige skrifter bruges også i gudstjenesterne i dag. Særligt den apostolske trosbekendelse, der bruges ved dåbshandlinger og ved de fleste gudstjenester.
Men vi har også en lidt længere trosbekendelse, der officielt har det lange navn: den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse. Navnet skyldes, at den går tilbage til to store kirkemøder, der afholdtes i byerne Nikæa og Konstantinopel i det nuværende Tyrkiet i hhv. år 325 og 381. Det er altså i år netop 1700 år siden, at det vigtige møde i Nikæa fandt sted.
Mødet i 325
I år 325 var den kristne kirke i en krisesituation. Der var nemlig en egyptisk præst, Arius, som havde fået stor tilslutning til sin nye lære. Han prædikede om Jesus og kunne godt kalde ham for Guds Søn, født af jomfru Maria. Men Arius mente bare ikke, at Jesus var Gud i egentlig forstand. Derfor samledes den kristne kirkes ledere i Nikæa for at fastholde det, som man hele tiden i kirken havde bekendt: At Jesus Kristus ikke bare var en profet, men Herre og Frelser. Han var ikke bare Guds søn, sådan som vi andre er Guds sønner og døtre, men han var virkelig Gud. Trosbekendelsen fra Nikæa slog dette fast på en særlig måde, og selvom den også taler om troen på Faderen og Helligånden, så fik den sit tyngdepunkt i bekendelsen til Jesus Kristus. Det afgørende led i trosbekendelsen er, at Jesus Kristus er: “Sand Gud af sand Gud, …af samme væsen som Faderen”.
Siden krisen omkring år 325 har kirken fastholdt læren om Kristus som sand Gud og sandt menneske. I Konstantinopel i år 381 tilføjede man nogle led til trosbekendelsen vedrørende læren om Helligånden, men det afgørende lå allerede klart i Nikæa. Dengang havde man, midt i krisen, fået udtrykt troens indhold mere klart i form af en fast formuleret trosbekendelse, som blev til stor hjælp. I virkeligheden var der intet nyt i bekendelsen, for de kristne havde altid troet og bekendt, at Jesus var Guds Søn.
Allerede før Arius
Sommetider møder man den opfattelse, at troen på Jesu guddommelighed var noget, man nærmest ”opfandt” ved mødet i Nikæa. Det gælder f.eks. hos thriller-forfatteren Dan Brown, der i sin roman ”Da Vinci Mysteriet” præsenterer en teori om, at Jesus ikke er Guds søn, men bare var et menneske. Denne ”viden” om Jesus, skulle angiveligt være blevet undertrykt af den katolske kirke på et kirkemøde, hvor man ”erklærede” Jesus til Guds søn. Men sådan er det ikke.
For længe før mødet i Nikæa bekendte de kristne Jesus som Herre og Gud, jf. kirkefaderen Ignatius, der omkring år 100 skrev sådan om Jesus: “Der findes én læge, som er kød og ånd, han er født og ikke født, Gud som blev menneske. Gennem døden blev han det virkelige liv, han er både af Maria og af Gud, først en der led, og dernæst en der ikke kunne lide, Jesus Kristus vor Herre.”
Apostlen Thomas sagde selv til den opstandne Jesus: “min Herre og min Gud” (Joh 20,28) og Paulus skrev om Jesus: “Derfor har Gud også højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne … og hver tunge skal bekende: Jesus Kristus er Herre” (Fil 2,9f)
De kristnes første modstandere bekræftede også, at dette var de kristnes tro. I et brev til den romerske kejser Trajan, der regerede fra år 98-117, sagde man om de kristne, at de “plejer at mødes før daggry på en bestemt dag og med hinanden at synge en hymne til Kristus som til en Gud”.
Denne kristne tro på Jesus som Gud blev udfordret indefra af præsten Arius omkring år 318. For ham var Gud én og ophøjet, og dermed kunne Jesus ikke være Gud i egentlig forstand. Arius satte nok Jesus højt, men han mente at Jesus hørte til på skabningens side af skellet mellem Gud og skabning. Han var den mest ophøjede skabning, men altså dermed ikke Gud. Gud var, for Arius, ikke i sit væsen både Fader, Søn og Ånd, men kun Fader.
Der var meget på spil i denne strid. Hvis Bibelen har ret i, at mennesket af natur er født i synd og fanget i død og skyld, så har vi brug for en frelser. Ingen skabning kan frelse os, kun Gud. Og hvis Jesus kun var et særligt ophøjet menneske, så havde vi ingen frelser. Men fordi Jesus faktisk var ”sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som faderen”, så både kunne og ville han frelse os mennesker.
Nikæas betydning
Den kristne kirke måtte nu forsvare sin tro på en ny måde over for Arius hans tilhængere. Derfor brugte man det nye udtryk: ”Af samme væsen som Faderen.” Dette virkede som et værn mod mistolkninger af den kristne tro.
Betydningen af den nikænske trosbekendelse kommer frem i dag, hvis man taler med Jehovas Vidner, der også siger, at de tror på Jesus – bare ikke som Guds søn. Så hjælper den nikænske trosbekendelse os til at holde fast i troen på Jesus som virkelig Gud. Når den nikænske trosbekendelse siger: ”sand Gud af sand Gud, født ikke skabt og af samme væsen som Faderen”, så er Jehovas Vidner ikke længere enig med den kristne kirke. Ligesom Arius i sin tid. Det vil altid være udfordrende for den menneskelige fornuft, at Jesus på én gang er sand Gud og sandt menneske. Men sådan taler Bibelen om ham. Det er dybest set uforståeligt for os, men den kristne kirke har altid lovprist og æret Jesus som Gud, både i salmer og ritualer ved dåb og nadver. I Nikæa fastholdt de dengang den kristne tro i form af en trosbekendelse.
Den nikænske trosbekendelse fortæller ikke bare, hvad Jesus gjorde i sit jordiske liv. Den hjælper os også til at fastholde hvem vores Frelser var. Han var Guds søn, som fra evighed var hos Gud og kom herned for at frelse os.
Fælles for alle kristne
Siden år 325 har trosbekendelsen fra Nikæa tjent det formål at beskytte den kristne tro mod misforståelser udefra. Den udtrykker den lære om Jesus Kristus, som alle kristne er enige om, og afgrænser dermed også udadtil, dem som ikke er enige i denne lære. Vi skal overfor både muslimer, Jehovas Vidner og andre huske på, at Gud er den treenige: Fader, Søn og Helligånd. Vi skal synge og undervise om alle tre personer i guddommen. Vores sange og liturgier må gerne være nye, men de må ikke være ensidige i en bestemt retning. Den nikænske bekendelse hjælper os til at huske, at Jesus er virkelig Gud og at Gud er treenig.
Selvom vi i Danmark bruger den kortere apostolske trosbekendelse mest, så er den nikænske trosbekendelse den mest udbredte på verdensplan. Det er det samlende udtryk for ”klassisk kristen tro” på tværs af alle kirkeretninger. Troen på Jesus som ”sand Gud, af samme væsen som Faderen”, definerer den kristne kirke, og adskiller os samtidigt fra verdens religioner og filosofiske opfattelser.
Nikæa og Luther
Martin Luther satte den nikænske trosbekendelse højt, og den kom derfor helt selvfølgeligt til at indgå i den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesskrifter. Ikke fordi trosbekendelsen var blevet vedtaget på et kirkemøde, men fordi Nikæa-bekendelsen var i overensstemmelse med Bibelen.
For Luther og den lutherske kirke er Bibelen den øverste autoritet. Bekendelserne har blot en afledt autoritet, i og med at de ”kun” er den en sammenfatning af hovedpunkterne i Bibelen. Men som sådan er de en god hjælp til at blive bevaret på Bibelens grund.
Trosbekendelserne er pejlemærker, man kan at læse Bibelen efter, så vi ikke kører ud ad én tangent og kun fokuserer på en lille del af Bibelens budskab. For Luther var det afgørende, at kirken ikke har ret til at fremsætte nye læresætninger. Kirken kan kun bekræfte og bekende det, som allerede ligger i de bibelske skrifter og som kirken altid har troet.
Som en bevidnelse og bekræftelse af den bibelske lære om Jesus, og med en afstandtagen fra ubibelsk tale om Jesus, har den nikænske trosbekendelse stadig stor betydning for kirken idag.
