Diakoni – mere end snak

Det er altså en smule underligt. I mange af de gamle vækkelsesbevægelser i Danmark har vi haft et lidt vakkelvornt forhold til sammenhængen mellem mission og diakoni – eller til diakoni i det hele taget.

Der er næppe nogen, der har nedvurderet diakonien til at være unødvendig, men det vigtigste har været missionen. Uden evangeliet ville mennesker ikke blive frelst for evigheden. Hvad gavnede det, at diakonien gav dem brød, hvis de ikke blev frelst og fik del i det evige liv?

Trak på det ene ben

Et af de klassiske eksempler på denne spænding mellem ”ordmission” og ”gerningsmission” har vi i Indre Missions forhold til diakoni i sidste del af 1800-tallet. I Københavns Indre Mission var man meget optaget af diakoni. Det skabte en spænding mellem Københavns Indre Mission og det øvrige Indre Mission, som var mere optaget af ordmissionen. 1Larsen, Kurt Ettrup: En bevægelse i bevægelse. Indre Mission i Danmark 1861-2011, Fredericia 2011, s.109-119; 170-173.

Men ofte har vækkelser gennem ordmission sat gang i gerningsmission. I praksis blev det også tilfældet i Indre Mission. Der blev taget et væld af diakonale initiativer og oprettet mange diakonale institutioner i kølvandet på de åndelige vækkelser før og efter år 1900. Det meste diakonale arbejde var knyttet til vækkelsesmiljøerne. 2Larsen, Kurt E.: Fra Christensen til Krarup. Dansk kirkeliv i det 20. århundrede, Fredericia 2007, s.335.

Ser vi på Luthersk Mission (LM), er det interessant – og også lidt bemærkelsesværdigt. Diakoni blev hurtigt en vigtig del af det internationale missionsarbejde. Eksempelvis børnehjemsarbejdet i Surinam. Der var markant syn for den diakonale indsats internationalt. Men herhjemme var det anderledes. Man skulle snarere passe på, at det diakonale ikke kom til at tage pladsen for det egentlige, nemlig evangeliets forkyndelse. Det bundede næppe i en anden principiel holdning, men i praksis blev det anderledes. Nationalt trak LM på det ene ben. Det havde givetvis flere årsager. Blandt andet vurderede man måske, at det diakonale behov ikke var så åbenlyst herhjemme som i missionslandene.

I dag har LM diakonale institutioner i form af plejehjem, væresteder og specialefterskole. Det siges, at LM i Vestjylland har en vis goodwill i samfundet – og at det skyldes LM’s to plejehjem i Skjern og Videbæk. Den diakonale indsats har øget troværdigheden og respekten.

Talesprog og kropssprog

Lektor og rejsepræst Leif Andersen kalder evangelisation for missionens talesprog, og diakoni for missionens kropssprog. 3Andersen, Leif: I foredrag på Diakonikonference på Diakonhøjskolen i 2010. Foredraget kan høres på www.diakoniliv.dk. Da Jesus gik rundt i Israel, talte han meget. Men det blev ikke kun ved snakken! Han praktiserede ordmissionens kropssprog. Han var opmærksom på folks fysiske og psykiske behov – og gjorde noget. Jesus var diakonal. Vi går altså i Jesu fodspor, hvis vi praktiserer både talesproget og kropssproget.

Men hvad er vigtigst – forkyndelse eller diakoni? På den ene side er svaret meget enkelt: Det højeste mål er, at mennesker skal komme til tro på Jesus og blive frelst. Derfor er det vigtigst at forkynde. På den anden side er det alligevel noget kompliceret. Især hvis vi vil tage det enkelte menneske alvorligt. Vi lever i en tsunami af ord i vores tid. Folk har fået nok af ord. Ord har mistet værdi og autoritet. Det er bare ord, det er kun snak! Tidligere havde kristen forkyndelse større vægt og autoritet i kraft af sit ord. Når vi kommunikerer i dag, skal vi gøre os fortjent til autoritet. Får ordene ikke konsekvenser, fordufter autoriteten.

Ikke kun snak

Helligånden kan til enhver tid give Ordet autoritet i forhold til et menneske og overbevise til tro. Den kendsgerning skal vi holde fast i. Men vi kan komme til at lægge sten i vejen for Helligånden, hvis vi kun snakker og ikke gør noget. Hvis vi ikke bruger missionens kropssprog – diakonien – vil mange mennesker opfatte talesproget som utroværdigt.

Det er alvorligt, hvis vores medmenneske ikke kommer til tro på Jesus, for så går det fortabt. Men vi er ualvorlige, hvis vi ikke tager hele mennesket alvorligt. Guds omsorg gælder hele mennesket. Det må vores omsorg også gøre. Hvilken troværdighed har det, hvis jeg kun ”prædiker” for min genbo, hvis jeg ikke ellers interesserer mig en bønne for hans arbejdsløse kone eller tagpladerne, der røg af i stormen? Så får han let indtryk af, at kristendommen er kropsløs, teoretisk og irrelevant for hans liv.

Det er en af vores store udfordringer i dag. At vi får kombineret talesproget med kropssproget i vores missionsarbejde i Danmark. Troen kommer af det, der høres, ja! Men måske også i en vis forstand af det, der gøres…

Sognepræst Heine Holmgaard skelner i en bog om diakoni mellem skabelsens evangelium uden ord og frelsens evangelium med ord. Han påpeger en nødvendig dobbelthed:

”Diakoniens og al kristen tjenestes kendetegn er altså dette at række skabelsens evangelium med det mål at hjælpe andre bedst muligt her og nu og at række frelsens evangelium med det mål, at det bliver til tro og evigt liv. Et godt liv nu – og siden et evigt liv – er Guds kærligheds vilje og mål! Og ingen af de to kan tages væk, hvis det stadig skal være Guds kærlighed, vi giver videre”.

Vi synes nok, at det er indlysende, at det ikke går an blot at prædike for udsultede maver i Etiopien. De må have hjælp! Men hvorfor er det så ikke så indlysende, at det heller ikke går an ”kun” at prædike for danskere og nydanskere, der er socialt, mentalt eller praktisk ”udsultede”? Det råber på diakoni.

Hvis jeg stod i valget mellem at skulle række et medmenneske evangeliet eller et brød, og alene kunne gøre det ene, ville jeg ikke være i tvivl. Jeg ville give det evangeliet. Og dog: Tvivlen presser sig stærkt på. Ville det ikke virke som en hån, hvis det virkelig var et sultende menneske? Måske ligefrem ukærligt? Her bliver det kompliceret. Men det er heller ikke det valg, vi står i. Vi har mulighed for at gøre begge dele: Give åndelig hjælp gennem evangeliet, og menneskelig hjælp gennem diakonien.

Selvstændig værdi

Jeg har mistanke om, at der lever en bestemt holdning i de missionske miljøer: Mennesker bliver ikke frelst for evigheden af diakoni – derfor er diakoni mindre værd end direkte forkyndelse. Det første er rigtigt, men det er overlogik at slutte derfra til det andet. Diakoni har værdi i sig selv.

Ofte hjalp Jesus mennesker diakonalt uden hensyn til deres åndelige tilstand. Når Jesus sagde: ”Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 22,39), tror jeg ikke et øjeblik på, at han kun tænkte på det åndelige. Hvis vi vil tage den menneskelige tilværelse alvorligt på skabelsesplanet, kommer vi ikke uden om, at diakoni har værdi i sig selv. Ægte og selvstændig værdi. Jakobs Brev anfører skarpt, at ”ren og ægte gudsdyrkelse” er at tage sig af de svage (Jak 1,27). Leif Andersen mangler heller ikke skarphed i følgende formuleringer: ”Havde Jesus kun haft øje for det evige, havde han afsløret sig selv som en falsk Messias. En kirke, der kun har øje for det evige, afslører sig selv som falsk”. 4Andersen, Leif: Teksten og tiden, bind 1, Fredericia 2006, s.272.

Diakoni er kristnes eller kirkens livshjælp. Det, der gør forskellen, er ”bagtanken”.5Udtryk hentet fra Leif Andersen, se note 3. Ikke en bagtanke om, at vi altid vil prøve at få listet evangeliet med ned i den sultnes tomme mave. Men en tanke om, at mennesker altid gerne skal møde evangeliet. I fuld respekt for medmennesket og dets integritet hjælper vi diakonalt – og tænker: Bare han også kunne møde Jesus. At hjælpe medmennesket diakonalt har selvstændig og høj værdi, ja! At hjælpe mennesker åndeligt til tro på Jesus og evigt liv er det højeste mål, ja! Jesus kalder os til at gøre begge dele.

Det er derfor ikke alene usmageligt, men også ukristeligt, hvis vi hjælper mennesker diakonalt med den eneste hensigt, at de skal møde Jesus. Det bliver respektløst – med en uærlig, skjult dagsorden. Men fører det diakonale til, at mennesker møder Jesus, er det højeste mål nået. En diakonal indsats kan tø den frosne jord op og bane vej for evangeliet. Den kristne næstekærlighed bliver en Kristi velduft.

Desuden kan diakonien give en god kontakt med mennesker. I forbindelse med socialreformer i 1930’erne var der faktisk i kirkelige kredse frygt for at miste denne kontaktflade til den brede befolkning, hvis de diakonale institutioner og organisationer blev afløst af offentlig socialhjælp. 6Larsen, Kurt E.: Fra Christensen til Krarup. Dansk kirkeliv i det 20. århundrede, Fredericia 2007, s.331.

Spontant eller organiseret

Min klare fornemmelse er, at mange kristne tidligere var mere diakonale i deres hverdag, end vi er i dag. Der var større netværk i det lokale samfund, og man hjalp hinanden spontant, hvis der var behov. Jeg tror, at for mange kristne i vores tid er diakoni blevet noget, som menigheden organiserer – og at vi dermed på en mærkelig bagvendt måde er kommet til at nedprioritere diakonien.

I denne sammenhæng har kirkehistoriker Kurt E. Larsen en interessant bemærkning. Om det danske kirkeliv i det 20. århundrede skriver han:

”Hjælp og kristen omsorg på tomandshånd har altid været det primære i kirkens diakonale indsats, men der er ingen modsætning mellem den spontane og den organiserede hjælp. Hjælp fremmes bedst, når det forkyndes, vises i praksis af andre og organiseres i menigheden”. 7Ibid. s.337.

Jeg er overbevist om, at der er diakonale udfordringer, vi som organisationer og menigheder bør overveje at gå ind i. Hvad med noget så enkelt som organiseret besøgstjeneste? Der sidder mange ensomme mennesker rundt omkring i landet. I dagens Danmark ligger den diakonale udfordring ikke mest i den fysiske overlevelse. Det handler nok mere om psykisk og social overlevelse. En diakonal indsats over for dem, der har ondt i livet. Tilbud om ægteskabskurser, kurser om børneopdragelse og lignende kan være en relevant diakoni.

Luft til diakoni

Men der ligger helt klart også en udfordring i den spontane diakoni. Hvor vi som almindelige kristne mennesker prøver at være ”diakoner” for mennesker omkring os. Hvis vi har antennerne ude, er der helt sikkert masser af mennesker, som har brug for en stor eller lille håndsrækning i vores geografiske eller sociale nærmiljø. For ikke at tale om de nærmeste i familien! Og det er dér, tingene for alvor kan rykke, tror jeg. Hvis vi vil. Der er næppe økonomi til at ansætte en mindre hær af diakonale medarbejdere rundt omkring. Ansættelser kan også let blive en flugt-parkering af den spontane diakonale indsats.

Men hvis vi prioriterer mere luft i vores liv til at være noget for andre, er mulighederne mange og behovet stort. Skal vi styrke diakonien for alvor, handler det først og fremmest om at være og gøre noget for andre. Dem, vi har ved hånden. Vi er blevet meget ord-fromme. Måske skal vi kaste os mere ud i missionens kropssprog, blive mere handlings-fromme. Det kunne være med til at styrke både evangelisationen og diakonien. Vi må proklamere evangeliet med ord og demonstrere evangeliet med handlinger. 8Tidsskriftet Ny Mission nr. 20, temanummer om Lausanne III i Sydafrika i 2010, Dansk Missionsråd 2011, s.38f.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:

1 Larsen, Kurt Ettrup: En bevægelse i bevægelse. Indre Mission i Danmark 1861-2011, Fredericia 2011, s.109-119; 170-173.
2 Larsen, Kurt E.: Fra Christensen til Krarup. Dansk kirkeliv i det 20. århundrede, Fredericia 2007, s.335.
3 Andersen, Leif: I foredrag på Diakonikonference på Diakonhøjskolen i 2010. Foredraget kan høres på www.diakoniliv.dk.
4 Andersen, Leif: Teksten og tiden, bind 1, Fredericia 2006, s.272.
5 Udtryk hentet fra Leif Andersen, se note 3.
6 Larsen, Kurt E.: Fra Christensen til Krarup. Dansk kirkeliv i det 20. århundrede, Fredericia 2007, s.331.
7 Ibid. s.337.
8 Tidsskriftet Ny Mission nr. 20, temanummer om Lausanne III i Sydafrika i 2010, Dansk Missionsråd 2011, s.38f.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook