Evangeliet i snæver og bred forstand

Forståelsen af evangeliet, af Guds rige og af kristen mission er i krise. Mange forlag, teologer og missionærer blander ting sammen, som Bibelen skiller ad. Så hvad er op og ned i evangeliet? Og hvad er det, vi ikke må blande sammen?

”Forskellen mellem loven og evangeliet er et særligt herligt lys, som tjener til, at Guds ord bliver ret delt, og de hellige profeters og apostles skrifter bliver rigtigt forklaret og forstået”. Sådan står der i Konkordieformlen (SD 5,1), som er en luthersk trosbekendelse fra 1577. 1Bekendelsen kan læses på norsk i Jens Olav Mæland red.: Konkordieboken, Lunde Forlag 1985 (se s.472).

Gud taler til os på to helt forskellige måder i den hellige skrift. Hvis vi ikke er opmærksomme på det, vil vi uvægerligt komme til at misforstå Guds ord. På den ene side forklarer Gud os, hvad vi skal gøre, og hvad vi ikke må gøre, ligesom Han truer os med dom og død, hvis vi handler i strid med hans vilje. Dette budskab kalder vi loven. På den anden side forklarer Gud os, hvad han selv har gjort til vores frelse. Han tilsiger os syndernes forladelse og barnekår for intet. Dette budskab kalder vi evangeliet.

Sand lære, god forkyndelse, sjælesorg og mission forudsætter altid, at der bliver skelnet ret mellem lov og evangelium. Langt det meste af den vranglære, som den kristne kirke har måttet kæmpe med i tidens løb, har haft den årsag, at nogen har optrådt som forkyndere i menigheden, men uden dette klargørende lys over Guds ord.

Evangeliet i egentlig forstand og evangeliet i bred forstand

Konkordieformlen præciserer samme sted, at evangeliet i egentlig forstand er ”et godt og glædeligt budskab om, at Gud ikke vil straffe synden, men tilgive den for Kristi skyld”. Men, siger Konkordieformlen, i Det nye testamente møder vi også evangeliet i bred forstand. Det er hele budskabet om, hvad Jesus gjorde og sagde, mens Han levede her på jorden.

Evangelisten Markus indleder sin beretning om Jesus sådan: ”Begyndelsen til evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn” (Mark 1,1). Alt det, vi derefter læser hos Markus – og i øvrigt også hos Matthæus, Lukas og Johannes – er evangelium, men i meget bred forstand. Forstået på denne måde dækker ’evangelium’ både det, der i egentlig forstand er lov, og det, der i egentlig forstand er evangelium.

Når Jesus beskriver Guds almindelige omsorg for sit skaberværk, er der tale om evangelium i den brede betydning af ordet. ”Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige… Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden” (Matt 5,45; 6,26). Guds almagt og gode forsyn når ud til alle mennesker, ja, til hele skaberværket. Denne kærlighed har vi gavn af, uanset om vi kender Gud eller ej.

Men Guds kærlighed udfolder sig på to forskellige måder, som vi ikke skal blande sammen. NT giver os også en mere begrænset eller snæver definition på Guds kærlighed: ”Deri består kærligheden: … at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder” (1 Joh 4,10; jf. Rom 5,8).

Evangeliet i egentlig forstand er, at Guds søn døde som et stedfortrædende sonoffer for os, idet Han tømte bægeret med Guds vrede. 2Matt 20,22; 26,39; jf. Es 51,17 og Åb 14,10. Det gjorde han, for at vi ikke skulle tømme dette bæger. Det kostede Gud dyrt at frelse os fra dommen, og Jesus gik frivilligt ind under denne dom i stedet for os. Han gjorde det af kærlighed til os, for at vi ikke skulle rammes af Guds vrede, men ”opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os” (1 Thess 5,9-10).

Evangelium i egentlig forstand er budskabet om Guds historiske indgreb på bestemt tid og sted. Fordi der er tale om historiske hændelser, har Gud givet os øjenvidner, som skulle bevidne, hvad de så og hørte. 3Luk 24,48; Joh 15,27; 19,35; ApG 1,8; 2,32; 3,15; 4,33; 5,32; 10,39-41; 13,31; 1 Pet 5,1; 1 Joh 1,1-3. Apostlene skiller sig ud fra alle senere kristne dels ved deres fuldmagt til at tale på Jesu vegne og dels ved, at de var øjenvidner til Jesu liv, død og opstandelse. Historiske hændelser kan man ikke læse om i naturen. Den fortæller os intet om Ham, der døde for vores synder på Golgata en fredag eftermiddag omkring år 30 e.Kr. Det ved vi ingenting om, hvis ingen fortæller os det. Derfor er evangeliet i egentlig forstand en fortælling om, hvad Gud har gjort til vores frelse, da han lagde synden og dommen over på en stedfortræder. Og så er evangeliet for det andet tilsigelsen af dette til den enkelte: ”Han gjorde det for dig! Dine synder er dig forladt for Jesu skyld!”

Så længe vi ikke har sagt dette til mennesker, har vi ikke forkyndt evangeliet i egentlig forstand.

Evangeliet forkyndes med ord

Tiggermunken Frans af Assisi (1182-1226), citeres ofte for dette: ”Forkynd evangeliet; brug om nødvendigt ord!” Meningen er, at vi skal forkynde Guds kærlighed uden ord ved at lade mennesker se vores gode gerninger. Og så langt kan ingen kristen være uenig i dette citat. Men der er to problemer med det alligevel; et lille og et stort.

Det lille problem er, at Frans af Assisi aldrig sagde sådan. Det findes ikke i nogen af hans skrifter, og vi skal meget langt op i tid, før nogen fandt på at tillægge ham denne udtalelse.

Det store problem er, at det egentlige evangelium kun kan forkyndes med ord. Det skyldes, at det frelsende evangelium er fortællingen om Guds konkrete indgreb i historien. Dette evangelium kender ingen af os til, med mindre vi hører eller læser øjenvidnernes beretninger.

Det er ikke nok til frelse på dommedag, at vi i dette liv har erfaret Guds almindelige kærlighed i form af sol og regn, mad og tøj eller helbredelse for sygdom. Selv om Gud har vidnet om sig selv for alle mennesker ved at give dem ”regn fra himlen og frugtbare årstider” (ApG 14,17), skal det alligevel forkyndes med ord, at Gud har sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Den, der ikke møder dette budskab, lærer derfor ikke det egentlige evangelium at kende og kommer ikke til frelsende tro på Jesus.

Vi kan ikke selv vælge vores budskab. Jesus har sendt os ud som vidner både om Guds almindelige kærlighed; altså evangeliet i bred forstand, som mennesker kender fra naturen, og om det egentlige evangelium, som mennesker intet kender til på forhånd. Hvis vi kun vil fortælle om Gud med vores gerninger, uden ord, så forholder vi mennesker det eneste budskab, der kan frelse dem. Desuden falder vi ind under den dom, som Jesus fælder i Mark 8,38: ”Den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle”. Hvis vi skammer os over ordene om den korsfæstede og opstandne, så vi ikke lader mennesker møde disse ord, vil han skamme sig over os på dommedag.

Skal vi forstå Bibelens missionsbudskab rigtigt, er det afgørende, at vi gør os dette klart. Det er ikke kærligt at forholde sig tavs om det eneste budskab, hvorved mennesker kan blive frelst. Det svarer til at sende nødhjælpsarbejdere ud til en hungerkatastrofe med denne besked: ”I skal brødføde de sultende. Brug om nødvendigt mad!”

Scot McKnight om evangeliet

Forudsætningen for at forkynde det egentlige evangelium er selvfølgelig, at man selv har lært det at kende. Men når man læser nyere litteratur om evangeliet, om Guds rige og om mission, kan man få den fornemmelse, at forfatterne ikke selv er klar over, hvad det handler om. I hvert fald har mange en beklagelig tendens til at sammenblande evangelium i bred forstand og evangelium i egentlig forstand.

Den amerikanske teologiprofessor Scot McKnight (f.1953) kan tjene som eksempel. Han siger: ”Evangeliet i egentlig forstand er de gode nyheder, at Jesus er Herre og konge, og vi er Hans undersåtter”. 4”’The gospel’, strictly speaking, is the narrative proclamation of King Jesus… the gospel is the good news that Jesus is that Messiah, that Lord, and that King. We are his subjects… the gospel is all about the Story of Israel coming to its resolution in the Story of Jesus and our letting that story become our story” (Scot McKnight (2011): The King Jesus Gospel. The Original Good News Revisited, Grand Rapids, MI: Zondervan, 58; 141; 153). McKnight er meget populær blandt evangelikale på begge sider af Atlanten, også i Danmark. På SommerOase 2007 underviste han om forståelsen af Guds nåde.

Adam og Eva skulle have levet i lydighed mod Gud, men vendte ham ryggen. Så valgte Gud et helt folk, for at de skulle virkeliggøre Guds rige. Men også Israel vendte ham ryggen. Til sidst sendte han sin søn, for at vi skal bøje os for ham som Konge og Herre. Når vi gør det, sætter Guds rige sig igennem med fred og retfærdighed til alle. Evangeliet er meget omfattende, siger McKnight. Derfor er det umuligt at give en kort og enkel præsentation af det. Evangeliet inkluderer nemlig alt, hvad Gud gør i denne verden. 5”There is also no way to sketch the gospel in a minute or two. To grasp the gospel we have to grasp what God is doing in this world” (ibid, 148).

I McKnights beskrivelse rummer det egentlige evangelium også alt det, som vi skal gøre for Gud.

Han afviser ikke syndernes forladelse. Det er bare alt for snævert at forstå evangeliet sådan, mener han. Evangeliet i egentlig forstand er – ifølge McKnight – at få Jesus som Herre og Konge, så man lever i efterfølgelse af ham.

Faren for almenreligiøs mission

Men i virkeligheden er dette evangeliet i bred forstand. Problemet med McKnights store vision er ikke, at den er forkert, men at han gør alt til evangelium. Han roder ting sammen i stedet for at skelne og skabe klarhed. Men troen lever af klarhed, og den dør, når klarheden forsvinder.

Derfor skal det siges klart: Evangeliet i egentlig forstand er budskabet om, hvad Jesus har gjort for at frelse os fra Guds vrede og dom. Vores kærlighedsgerninger er ikke evangelium, men lov. Når vi kommer til tro på syndernes forladelse, skaber Guds hellige ånd en ny vilje i os til at leve efter Guds lov. Men kærlighed er en konsekvens af evangeliet. Den er udtryk for loven, ikke for evangeliet i egentlig forstand.

Også i Danmark breder den tendens sig, at evangeliet i bred forstand bliver forvekslet med evangeliet i egentlig forstand. Det ’evangelium’, som en del forlag og teologer præsenterer os for i dag, er en sammenblanding, hvor lov bliver til evangelium og evangelium til lov. Tilsvarende bliver den kristne mission almenreligiøs, hvis vi ikke forkynder det egentlige evangelium. Dermed føres mennesker bort fra Jesus.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:

1 Bekendelsen kan læses på norsk i Jens Olav Mæland red.: Konkordieboken, Lunde Forlag 1985 (se s.472).
2 Matt 20,22; 26,39; jf. Es 51,17 og Åb 14,10.
3 Luk 24,48; Joh 15,27; 19,35; ApG 1,8; 2,32; 3,15; 4,33; 5,32; 10,39-41; 13,31; 1 Pet 5,1; 1 Joh 1,1-3. Apostlene skiller sig ud fra alle senere kristne dels ved deres fuldmagt til at tale på Jesu vegne og dels ved, at de var øjenvidner til Jesu liv, død og opstandelse.
4 ”’The gospel’, strictly speaking, is the narrative proclamation of King Jesus… the gospel is the good news that Jesus is that Messiah, that Lord, and that King. We are his subjects… the gospel is all about the Story of Israel coming to its resolution in the Story of Jesus and our letting that story become our story” (Scot McKnight (2011): The King Jesus Gospel. The Original Good News Revisited, Grand Rapids, MI: Zondervan, 58; 141; 153). McKnight er meget populær blandt evangelikale på begge sider af Atlanten, også i Danmark. På SommerOase 2007 underviste han om forståelsen af Guds nåde.
5 ”There is also no way to sketch the gospel in a minute or two. To grasp the gospel we have to grasp what God is doing in this world” (ibid, 148).

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook