Gud har skabt os med både fornuft og følelser. Og derfor henvender han sig gennem Bibelen til det hele menneske. Den taler til både vores følelser og vores forstand. Nogle tekster kan være følelsesmæssigt appellerende (Salmernes Bog for eksempel), mens andre er mere stringent argumenterende og logiske (Paulus’ breve for eksempel). Begge dele kan selvfølgelig også forekomme på samme tid. Paulus’ brev til galaterne er et godt eksempel på enormt følelsesmæssigt engagement, der samtidig fremfører adskillige argumenter til hovedet.
Når nu den dobbelthed præger både menneskelivet og de bibelske tekster, hvordan skal forkyndelsen så se ud?
I første omgang tror vi, det er vigtigt at understrege, at der ikke gives ét rigtigt svar på den balance. Den afhænger af både tid og sted og varierer fra kultur til kultur. At en menighed med danske tilhørere samtidig præges af forskellige kulturer, gør det ikke lettere! Der må derfor være plads til stor variation, både fra menighed til menighed, men også i de enkelte forkynderes stil i samme menighed og sammenhæng.
Dernæst præges vi alle af vores personlige historik. Personligt kan jeg (Cecilie) opleve det grænseoverskridende, hvis der bliver appelleret for meget til mine følelser, da det ofte skete i det internationale kirkelige miljø, jeg oplevede som missionærbarn i min barn- og ungdom – men andre kan tilsvarende opleve forkyndelsen verdensfjern og ligegyldig, hvis der kun tales til hovedet!
På sin vis er det ironisk, at vi som samfund måske mere end nogensinde accepterer og taler om vores følelser, men i det kirkelige miljø – i hvert fald det, vi befinder os i – er forkyndelsen i meget ringe grad følelsesbetonet. Måske i et forsøg på at balancere tidligere tiders tendens, hvor der kunne være en overbetonet appellering til følelser. Eller måske netop fordi tiden er så følelsespræget, så det skaber en (for stor) bekymring for, hvordan tilhørerne oplever forkynderens ord. Dermed holder man sig tilbage, i frygt for at gentage fortidens fejl – og ender så i den modsatte grøft! Penduler har det med at svinge frem og tilbage.
Uanset hvad, kræver alt det ovenstående en bevidst refleksion. Både forkynderne og tilhørerne har et ansvar for at tilstræbe en sund balance.
Forkynderens ansvar
Forkynderens opgave er først og fremmest at give sine tilhørere et møde med Guds ord. Og derfor er en del af opgaven ikke at stå i vejen for det møde! Det kræver, at man arbejder bevidst med form og indhold – herunder også balancen mellem følelser og fornuft. Hvordan undgår jeg som formidler at stå i vejen for mit budskab?
Et par overvejelser kan handle om ens egen personlighed i mødet med bibelteksten. Det er godt at spørge sig selv: Hvad er mine stærke og svage sider? Det skinner igennem, og du skal ikke være en anden på talerstolen end den, du faktisk er.
Men i formidlingen er det som i fitness-
centret: Træn din svage side! Hvis du ved om dig selv, at du hurtigt griber til oplevelser, fortællinger og andre følelsesmæssigt appellerende pointer, så gå måske den ekstra runde.
Kunne det være, at Paulus faktisk har en pointe, der også henvender sig til hovedet? Så gem illustrationen til senere og fokusér på argumentationskæden i teksten. Modsat: Teksten er nu engang Salme 88, der emmer af smerte. Det er måske ikke en tekst, der skal analyseres i detaljer, men hvor din opgave – selvom du måske ikke er tilpas med det – er at hjælpe tilhørerne med at føle dens intensitet?
Sagt på en anden måde: Lad teksten bestemme, hvor vægten skal ligge i tonefaldet. Forfølg det spor, også selvom du personligt oplever det en anelse ubekvemt. I retorikken skelner man mellem brugen af logos (fornuft), patos (følelse) og etos (talerens personlige autoritet).
Målsætningen inden for god retorik er at spille på alle tre strenge. Forkyndelse kan ikke reduceres til retorik! Men den indebærer retoriske elementer, og treklangen mellem logos, patos og etos kan være en hjælpsom guideline til at ramme en bedre balance, når man evaluerer sin egen formidling.
Som forkynder kan du derudover også komme dine tilhørere i møde og hjælpe dem ved eksplicit at italesætte vores forskelligheder. Man kan for eksempel nævne, hvordan man selv reagerer over for teksten – og eksplicit italesætte, at sådan gør alle det ikke nødvendigvis.
En vis grad af metakommunikation kendetegner også en balanceret formidling. Hvad der kan opleves som en overflødig regibemærkning, er for mange tilhørere en stor hjælp: ”Ja, jeg beklager, at jeg sådan bliver våd i øjnene – det går over igen snart!” (Okay, så kan jeg sænke paraderne – han udnytter det ikke!). ”Det næste bliver måske en anelse tungt og mest til hovedet – men Paulus’ argument har faktisk en skøn sjælesørgerisk pointe.” (Okay, nu er jeg da advaret – og der er da en pointe med bøvlet!).
Tilhørernes ansvar
Men det er ikke kun forkynderne, der har et ansvar. Vi lytter med vidt forskellige forudsætninger. Det som bliver for meget af det ene eller det andet for mig, kan være helt okay for den, der sidder ved siden af. At være sig det bevidst, er et første vigtigt skridt, når man skal tage forkyndelsen til sig. Det handler om at tage en del af formidlingsarbejdet på egne skuldre.
Vi har alle en opgave i at ”se forbi” forkynderen (ikke dermed sagt, at det annullerer vedkommendes ansvar!) og forsøge at tage forkyndelsens indhold til os.
Det kræver en aktiv lytten, der forsøger at tage godt imod forkynderens hensigt og ikke lader den umiddelbare reaktion få for meget vægt. Var det et svagt argument? Okay, men hvad var pointen da? Kan den ikke være god nok, selvom vejen dertil var en anelse sjusket? Blev han rørt på talerstolen på en måde, du følte var ubehagelig og grænseoverskridende? Okay, men sådan er vi nu engang forskellige, og nu handlede det jo også om fortabelsen, og det er altså også alvorligt.
Kort sagt: som tilhørere skal vi aktivt tænke med og reflektere! Mit primære og foretrukne erfaringsmønster har også slagsider, jeg bør være bevidst om, og hvor jeg skal træne mine svage sider.
Jeg kan ikke forvente, at forkynderne rammer plet hos mig hver gang – men har også selv et ansvar for at omsætte det i mit eget liv og min egen situation.
Vi lever i en tid, hvor mange af os præges af en forbrugermentalitet, der konstant evaluerer sine omgivelser ud fra egne præferencer. Her må vi huske at være nådige mod hinanden – også de forkyndere, vi ikke synes, altid rammer os perfekt.
Det drejer sig også om at tillægge forkyndelsen – og ikke mindst forkynderne (!) – en sund autoritet. Vi skal tage imod forkyndelsen som ord fra Gud, som Helligånden bruger til at vække, vejlede, opmuntre og trøste os.
Men forkynderens stil og temperament er ikke den hellige Ånds primære redskab; det er derimod hans ord – samklangen mellem forkynderens og tekstens ord! Det er det sagte og det skrevne, vi skal tillægge autoriteten; og dermed i den forstand se forbi budbringeren.
Den bevidsthed bør også give både tilhørere og forkyndere et relativt afslappet forhold til sin egen stil både som lytter og formidler. Balancen mellem fornuft og følelse er ikke uden betydning – men i sidste ende er den heller ikke altafgørende.
Helligånden henvender sig til vores hele person og samvittighed gennem flere forskellige retoriske former; og det kan han også, selv når forkyndelsens balance ikke rammer helt plet.
