Hvad siger Bibelen om homoseksualitet?

Spørgsmålet om sex er sjældent bare enkelt. For nogle er sex først og fremmest en kilde til glæde og er måske ikke mere kompliceret end andre områder af livet. For andre er det et område, som kan være tæt forbundet med afvisning, usikkerhed, skam, smerte – ja, ligefrem med overgreb og ondskab. I en falden verden lever vi alle med sår på forskellige områder, og det gælder også seksualiteten.

Så snart vi begynder at tale sammen om etik og sex – altså om, hvad der er rigtigt og forkert på seksualitetens område – vil samtalen få vigtige personlige og sjælesørgeriske dimensioner. Hvert menneskes historie må tages alvorligt; hvert menneske må værdsættes som menneske.

Begge de to sider, de principielle etiske spørgsmål og de personlige forhold, som angår den enkeltes personlige livsvandring, må sammenholdes. Det vil ofte gå galt, hvis kun den ene side bliver berørt. Samtidigt må de to sider undertiden diskuteres hver for sig, så vi kan få større forståelse og opnå større klarhed om specifikke spørgsmål.

Denne artikel begrænser sig helt bevidst til de principielle spørgsmål: Hvad siger Bibelen?

Syv tekster med direkte relevans

I Bibelen er der kun et fåtal tekster, som direkte taler om homoseksuelle forhold. Alt i alt handler det om syv tekster, fire i Det Gamle Testamente og tre i Det Nye Testamente. Det drejer sig om to historiske fortællinger: 1 Mos 18 og 19 om synden i Sodoma og Gomorra og Dom 19 om voldtægten i Gibea. Endvidere to lovtekster fra Sinajpagten: 3 Mos 18,22 og 20,13. Hos Paulus finder vi to såkaldte lastekataloger: 1 Kor 6,9-10 og 1 Tim 1,10. Endelig er der en længere undervisende tekst hos Paulus, Rom 1,18-32, en tekst, som vi om lidt vil analysere nærmere.

Det bliver ofte påpeget som en pointe, at der ikke er tale om et overdrevent stort tekstmateriale; Bibelen er åbenbart mere interesseret i andre ting! Men bemærk, at selv om antallet af tekster ikke er stort, så hører flere af dem til blandt de mere centrale dele af det bibelske materiale. Sinajpagten og Paulus’ undervisning af de kristne menigheder kan næppe karakteriseres som noget perifert i Guds ord. Romerbrevet er desuden Det Nye Testamentes måske mest omfattende læreskrift.

Alle veje fører til Romerbrevet – om Paulus og homoseksuelle forhold

Der er ingen tvivl om, at Bibelens direkte tekster udtaler sig negativt om homoseksuelle forhold. Men hvad er det, der afvises? Den traditionelle tolkning siger, at teksterne – ikke mindst de afsnit i Romerbrevet, som vi nu skal studere – handler om en principiel afvisning af alle seksuelle relationer mellem personer af samme køn.

Nu mener mange, at det, som afvises, ikke er homoseksualiteten i sig selv, men noget andet. Pointen i de forskellige nytolkninger er, at Paulus ikke sigter til trofaste, kærlige homoseksuelle relationer, men det er noget andet og mere specifikt, han afviser, noget, som vi også må afvise i dag. Så hvis konteksten og formen er rigtig – det vil sige, hvis det virkelig handler om kærlighed og troskab – så er homoseksuelle forhold ifølge denne forståelse lige så velsignede af Gud som det ægteskabelige samliv mellem mand og kvinde.

Det grundlæggende spørgsmål, som vi må undersøge nærmere, er derfor: Afviser Paulus homoseksuelle relationer som sådan, eller er det noget andet, han afviser, som i den konkrete situation var forbundet med homoseksuelle relationer? Kendte Paulus overhovedet til det, vi i dag betegner som kærlige, homoseksuelle forhold?

Argumenter for at Paulus afviser homoseksuelle relationer

Efter min opfattelse findes der et antal argumenter, der sammenlagt taler for, at Paulus afviser homoseksuelle relationer som sådan. Det er en argumentation, som tager udgangspunkt i Romerbrevet som helhed, og som siden gradvist zoomer ind på og får sit centrum i vores tekst og særligt det omdiskuterede afsnit i Rom 1,24-28, for til sidst at zoome ud igen og betragte forfatteren Paulus og den viden, han på den tid havde adgang til.

For det første strukturen i Romerbrevet.

Enhver læser af Romerbrevet kan let konstatere, at der er tale om mere, end hvad vi i dag forstår ved et brev. Paulus begynder i de første sytten vers i typisk brevstil med hilsener til og forbøn for de kristne i Rom. Han giver udtryk for sin længsel efter dem, og han sætter ord på sin iver efter at få lejlighed til at dele evangeliet med flere. Men efterfølgende sker der noget. Fra Rom 1,18 til 15,13 er tekstens fokus på en udførlig præsentation af det evangelium, som Paulus prædiker. Fra Rom 15,14 bliver teksten igen mere brevlignende med afsluttende instruktioner og mange hilsener. Hoveddelen af brevet udgøres altså af en systematisk og principiel lærefremstilling af Paulus’ budskab.

For det andet argumentet i Rom 1,18-3,20. 

Hele afsnittet – sammenlagt 64 vers – udgør én lang, sammenhængende argumentationsrække. Paulus vil bevise, at hele menneskeheden står med skyld over for Gud og derfor fuldt retfærdigt befinder sig under Guds vrede. Argumentationen leder frem til Paulus’ konklusion: »Vi har jo allerede anklaget både jøder og grækere for alle at være under synd … for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud« (Rom 3,9 og 19). Perspektivet er ikke lokalt og partikulært, men universelt og principielt.

For det tredje logikken i Rom 1,18-32.

Paulus vil ikke alene fastslå, at hele menneskeheden står med skyld over for Gud; han vil også vise, hvordan vi er havnet i den situation. Vores problem er, at vi »undertrykker sandheden med uretfærdighed« (Rom 1,18). På trods af at kundskaben om Gud har været tilgængelig, har mennesket ikke tilbedt og æret Gud som Gud, men har tjent det skabte i stedet for Skaberen.

Menneskets grundlæggende problem er ifølge Paulus, at vi har vendt op og ned på virkeligheden. Eller med et andet ord: Vi har perverteret – forvrænget – virkeligheden. Vi har ombyttet sandheden med løgnen, Skaberen med det skabte, det uforgængelige med det forgængelige. Alle områder af det menneskelige liv er blevet forvrænget.

Vi, som er kaldede til et liv i kærlighed, er blevet »upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige«. Vi, som er kaldede til retfærdighed, godhed og fred er i stedet fyldt af »uretfærdighed, ondskab, griskhed«. Alt går tilbage til vores foragt for Gud og vores undertrykkelse af sandheden om ham.

Når Paulus skal beskrive denne proces, begynder han med homoseksuelle relationer. Ikke fordi de er mere syndige end de 21 synder, som siden bliver nævnt. Han begynder med dem, fordi de så godt illustrerer det, som er hans overordnede pointe: at vi vender op og ned på tilværelsen. Skabelsen i stedet for Skaberen, homoseksuelle forhold i stedet for mand-kvinde-relationer, uretfærdighed i stedet for retfærdighed.

For det fjerde referencerne til skabelsen i Rom 1,18-23.

I dette afsnit høres tydeligt en genklang af 1 Mos 1. Det er, som om Paulus sidder med den græske oversættelse af Bibelens majestætiske indledning foran sig, når han skriver. Han taler om »Skaberen«, og om hvordan kundskaben om Gud har været tilgængelig for mennesket »siden verdens skabelse« (Rom 1,25 og 20). Paulus taler om mændene (arsen) og kvinderne (theleiai) og anvender således ord, som findes i den græske oversættelse af 1 Mos 1,26-27: »som mandligt [arsen] og kvindeligt [thelu] skabte han dem«.

Men der er mere at sige. Referencen til skabelsesteksten er endnu tydeligere i Rom 1,23, som i vores oversættelse lyder: »De skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr.« Teologen Preston Sprinkle forklarer:

[D]e skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder [eikonos], som ligner [homoiomati] forgængelige mennesker [anthropou], fugle [peteinon], firbenede dyr og krybdyr [herpeton]. Dette vers anvender samme fem græske ord, som anvendes i den græske oversættelse af 1 Mos 2,26: »Gud sagde: ‘Lad os skabe mennesker [anthropon] i vort billede [eikona], så de ligner os [homoiosin]! De skal herske over havets fisk, himlens fugle [peteinon], kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr [herpeton], der kryber på jorden.’«

Sprinkles egen konklusion på det er følgende:

Det må være bevidst. Paulus skriver Rom 1,23 med 1 Mos 1,26 i tanke. Hans ræsonnement ligner langt på vej ræsonnementet i Første Mosebog, hvor Gud giver mennesket (mand og kvinde) til opgave at herske over jorden. I Rom 1 siger Paulus, at de i stedet for at dyrke Gud ved at herske over jorden har dyrket jordiske ting og vendt deres skaber ryggen. Mennesket har svigtet Guds oprindelig plan, da han skabte dem som mand og kvinde. Læg mærke til »udskiftningsmønstret« i Rom 1. Mennesket udskiftede Skaberen med skabelsen, kvinderne udskiftede seksuelle relationer med mænd med kvinder, mænd udskiftede seksuelle relationer med kvinder med mænd. Alt dette synes at have sin rod i, at mennesket har opgivet den måde, hvorpå Gud har skabt os, som den er omtalt i 1 Mos 1-2.¹Preston Sprinkle, People to Be Loved: Why Homosexuality Is Not Just an Issue (Grand Rapids: Zondervan, 2015), 92-93.

For det femte beskrivelsen af relationerne i Rom 1,24-27.

Der er flere ting, som er vigtige at notere sig i beskrivelsen af de homoseksuelle forhold, som Paulus skriver om.

Paulus nævner for det første både kvinder, som har sex med kvinder, og mænd, som har sex med mænd. Han kan altså ikke kun hentyde til mænds overgreb mod eller udnyttelse af unge mænd og slaver. Nej, det handler om homoseksuelle relationer, uanset om det er kvinder eller mænd, der er involverede.

Paulus skriver for det andet, at de fulgte »deres begær«, og at de »optændtes af deres begær efter hinanden«. Han kan altså ikke alene hentyde til prostitution eller til relationer, som er en følge af ulige magtrelationer. Nej, det handler om gensidige seksuelle relationer.

Paulus hævder for det tredje, at de »udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige«, og at det handler om »vanærende lidenskaber«. Han kan altså ikke udelukkende hentyde til konteksten for handlingerne, at de skulle være forbundet med afgudsdyrkelse eller kejserkult. Nej, det er de seksuelle handler som sådan, som er problematiske: »så at de indbyrdes vanærede deres legemer«, og de »gjorde det, som ikke sømmer sig«. Paulus ser det som »urenhed« og »vildfarelse«.

Paulus lader for det fjerde ræsonnementet om homoseksuelle relationer fortsætte uden afbrydelse i form af et katalog over 21 andre synder, som intet menneske kan sige sig fri for: »… uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud, farer med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige.«

Dette handler ikke om neutrale handlinger, som blot optræder i en forkert kontekst eller kan sammenkobles med noget andet, der moralsk set er ondt. Nej, det handler om noget, som i sig selv er forkert – noget, som »ikke sømmer sig«, fordi det bryder med, hvem Gud er, og hvad der er hans vilje med mennesket. Det vil være inkonsekvent at læse vers 24-27 på anden måde, end man læser vers 28-32.

For det sjette forfatterens identitet.

Den person, som har skrevet Romerbrevet, er velkendt for os. Saulus fra Tarsus, senere kendt som apostlen Paulus, har givet os oplysninger om sin egen baggrund. Vi har et omfattende tekstmateriale, som afspejler hans overbevisninger og hans tænkning. Der findes altså et baggrundstæppe, som hjælper os til at forstå Romerbrevet.

Paulus var en skrifttro jøde med en baggrund som farisæer. Som han selv siger: »De ved om mig … at jeg som farisæer har levet efter den strengeste retning i vor religion« (ApG 26,5). Hans møde med den opstandne Jesus forandrede hans liv radikalt, men der findes ingen som helst indikationer på, at hans bekendelse til Jesus som Israels Messias ændrede hans overbevisning i seksualetiske spørgsmål, som naturligvis udgik fra Israels hellige skrifter.

Vi har også et solidt kendskab til, hvordan jødedommen på den tid så på homoseksuelle relationer, og hvordan man tolkede sine hellige skrifter. Man var uden undtagelse afvisende over for homoseksuelle relationer. Det giver os en ramme for, hvad der må være en rimelig tolkning af Paulus, nemlig, at han deler sin samtids jødedoms konsekvente afvisning af homoseksuelle relationer.

For det syvende kundskaben i antikken.

Det hævdes undertiden, at Paulus ikke kendte til trofaste kærlighedsrelationer mellem voksne af samme køn. Det eneste, han kendte til, skulle således være den promiskuøse, pædofile eller påtvungne homoseksualitet. Man mener, at vore dages homokærlighed – inklusive ægteskab – slet ikke var inden for hans horisont. Derfor kunne han heller ikke udtale sig om sådanne relationer.

Dette er historisk set fejlagtigt. Allerede i antikken kendte man til forskellige former for homoseksuelle relationer, inklusive hengivne kærlighedsrelationer. En af Platons mest kendte dialoger er Symposion. Det emne, som behandles, er Eros, kærligheden, og Aristofanes’ tale er et af flere eksempler, som viser, at man kendte til den trofaste homokærlighed.

Tilsammen bekræfter disse syv perspektiver det rigtige i den traditionelle tolkning af teksten: Paulus tager principielt afstand fra homoseksuelle relationer.

Afslutning

Hvad er det, der gør, at vi som bibellæsere kommer frem til så forskellige tolkninger, uagtet at vi læser den samme tekst?

Selv har jeg fulgt den teologiske debat om homoseksuelle relationer helt fra begyndelsen af 2000-tallet, hvor spørgsmålet for alvor dukkede op på den svenske kirkes bord. Gradvist har nytolkningen af Bibelen vundet indpas i den svenske kristenhed, først i Svenska Kyrkan og siden også gradvist i frikirkerne.

Drivkraften har hele tiden været omsorgen for det enkelte menneske, en ædel og vigtig drivkraft, som vi alle bør kunne dele. Men det problematiske er, at denne omsorg lidt efter lidt har ført os bort fra de bibelske tekster. Dermed bliver det et spørgsmål om bibelsyn og ikke kun et spørgsmål om bibeltolkning.

Og bibelsynet er et afgørende spørgsmål for den kristne tro. Findes der noget, som står over mig, og som kan tale autoritativt ind i mit liv – og også vejlede kirken, fællesskabet af alle dem som tilhører Jesus Kristus?

Findes der en autoritet over mig, som kan forkynde håb og fremtid, men også udfordre, vejlede, korrigere og kalde til omvendelse?

Det, mener jeg, er kernen i den debat, som i den grad deler vandene blandt kristne i dag.

For et stykke tid siden holdt jeg et foredrag om kristen tro og homoseksuelle relationer. Efterfølgende kom en mand hen til mig, præsenterede sig og fortalte, at han var kristen og homoseksuel. Helt fra sine tidlige teenageår havde han være helt afklaret om, at hans seksualitet udelukkende var rettet mod personer af samme køn. Han takkede mig for foredraget og ønskede at stille mig et spørgsmål: »Hvorfor henviste du ikke til Matt 10? Det har for mig som kristen været de vigtigste ord, når jeg som kristen og homoseksuel har besluttet mig for, hvordan jeg skal leve mit liv.«

I det kapitel siger Jesus:

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det (Matt 10,32-39).

For ham var dette en central del af discipelskabet.

Troen på Jesus kan for en, der er født som muslim, indebære, at han eller hun mister sin familie. Troen på Jesus kan for en heteroseksuel person, som ikke finder en at indgå ægteskab med, indebære et kald til at leve i cølibat.

Troen på Jesus kan for den, som lever i et middelmådigt ægteskab, og som bliver passioneret forelsket i en anden person, indebære et kald til at afstå fra forelskelsen for i stedet at begynde vedholdende at arbejde på sit ægteskab.

Troen på Jesus har for nogle, der oplever seksuel tiltrækning mod personer af ens eget køn, betydet, at de »(…) har givet afkald på et sexliv, fordi de vil tjene Gud fuldt ud« (Matt 19,12, Bibelen 2020).

Jesus gør krav på at være vores Herre, og det vil for os alle få nogle konsekvenser i retning af at miste noget i vores liv for at tage vores kors op og følge ham. Hvad det konkret vil betyde kan være radikalt forskelligt fra person til person, og der kan være himmelvid forskel på den pris, man må betale.

Men kaldet til efterfølgelse er det samme – og det fremtidige håb er det samme.

Som Thomas Moore har sagt: »Jorden rummer ingen sorg, som himlen ikke kan helbrede.«

 

Artiklen er et forkortet uddrag af bogen Nøgne uden skam (Credo, 2022), s. 199-229. Bogen kan købes på lohse.dk