Hverdag med Jesus – om kald og afkald

12 minutters læsning

Hvad betyder det at være koblet sammen med Jesus i hele livet? Hvad vil det i praksis sige at være engagerede i og forpligtede på at være Jesus-efterfølgere på fuld tid?

En af de vigtigste tekster om kristen identitet og selvforståelse finder vi i Joh 15,1-8, hvor Jesus udfolder billedet om vintræet og grenene.

“15 Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.” (Joh 15, 1-8)

Identitet i Jesus

Jeg bliver aldrig helt færdig med denne tekst. Min identitet som en ’Jesus-gren’ er ikke noget, jeg bare sådan lige bliver færdig med at forstå og bliver udlært i at leve i. Der er simpelthen så meget identitet og selvforståelse gemt i dette billede af mit Jesus-liv, at jeg igen og igen må lade mig standse og korrigere.

Billedet har en fantastisk kraft i sig til at vise mig, hvad det virkelig betyder, at jeg er helt filtret sammen med Jesus og hans liv – organisk, åndeligt og eksistentielt. Det er et konkret liv, der leves og udfoldes i dyb enhed med og afhængighed af Jesus.

Jesus-identitet – at være en gren!

Hvad er det vigtigste, som Jesus siger om os i de her vintræs-vers– om din og min identitet? Hovedsvaret finder vi i v.5, hvor Jesus siger: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre”.

Vores primære identitet og selvforståelse som kristne er, at vi – før alt andet – bliver båret af Jesus. Vi er ét med ham i tro og liv. Vi er dermed ikke sat til at skulle bære os selv og vores liv og identitet. Vi er i stedet kaldet til først og fremmest at være grene på vintræet. Jesus-grene, som bæres af Jesus, og som er podede ind på det livstræ, som han er.

Altså: Det er Jesus, der bærer os og giver vores liv mål, retning og et værdimæssigt udgangspunkt. Det er Jesus, der giver os vækst og modning i livet. Han giver saft, kraft og næring til at bære værdifulde frugter, som Gud (vingårdsmanden), vil bære ud i verden.

Hvad tænker du lige nu om dig selv og din egen identitet som Jesus-gren? Måske kan du være med på følgende tanker om gren-identiteten:

  • ”Jeg har det rigtig godt med at være en Jesus-gren! Det er Jesus, som skal have lov til at bære mig og mit liv – ikke omvendt. Jeg skal ikke sørge for i kraft af mig selv at holde min tro flot og levende. Og det er utrolig godt og befriende at vide dét og hvile i dét”.
  • ”Jeg er Jesus-gren, fordi Jesus har gjort mig til det ved dåb og tro. Jeg hverken kan eller skal gøre mig selv til en levende og flot Jesus-gren. Enten er jeg en Jesus-gren, eller også er jeg det ikke. Der findes ingen mellemformer, og alt afhænger af, om jeg hænger på Jesus og er ét med hans liv og frelse eller ej”.
  • ”Jeg er totalt afhængig af Jesus. Som han selv siger: ’Skilt fra mig, kan I slet intet gøre’. Jeg er hverken den retfærdiggørende eller frugtavleren i mit eget liv. Gud er frugtavleren/gartneren i mit liv. Jeg skal lade Gud lede mig, opdrage mig, revse mig, opmuntre mig, opbygge mig … Jeg skal blive i Jesus, så han kan avle frugter gennem mit liv. Jeg skal lade Jesus varme mit kolde hjerte op igen og igen, så han er igangsætteren og drivkraften i mit liv”.

Kald indebærer afkald

Alle de ovenstående tanker er vigtige og rigtige. Det er fuldstændig afgørende for os, at vi er helt skarpe på, hvad og hvem vi er i troen på Jesus og i livsfællesskabet med ham. Men jeg er overbevist om, at alt dermed ikke er sagt om vores identitet som kristne. Der er mere at sige!

Jeg oplever, at vi i vores tid egentlig er gode til at fokusere på, hvad og hvem vi er i Jesus. Til gengæld oplever jeg, at vi ret ofte er knap så gode til at praktisere og være i det, vi tror og klynger os til hos Jesus.

Det virker som om, at vi ikke altid rigtig vil være helt ved, at det kald, som vi har til at være Jesus-grene, også har et indbygget kald til at give afkald på noget andet i sig. Der er et kald til at praktisere afkald. Konkret afkald på at ville være noget andet end en Jesus-gren.

Kikker vi ind bag ved Jesu ord, ser vi hurtigt, at der sammen med kaldet til at være Jesus-grene samtidig ligger et kald til os om at give afkald på også at ville være alt mulig andet end ”bare” en Jesus-gren.

Sat på spidsen: Når jeg siger ja til at være en afhængig Jesus-gren og have min fulde identitet i det, så siger jeg samtidig også nej til, at jeg vil være et selvstændigt og uafhængigt voksende træ ved siden af Jesus.

Jeg siger nej til at ville være et jeg-centreret træ, som har rødderne plantet selvstændigt i den her verden. Jeg siger nej til at ville være autonom og selvbygger i mit eget liv. Jeg siger nej til at dyrke den form for selvrealisering og selvudvikling, som verden tilbyder mig og nærmest kræver af mig. Jeg siger fx nej til at indrette mig efter, at det er mine materielle goder, mine pæne vandkæmmede børn, min flotte uddannelse og karriere, mine succes-oplevelser og alt muligt andet, der giver mig min sande identitet og mine holdepunkter her i livet.

Autonom og Guds barn?

Mange af os er mere eller mindre udfordrede på det her punkt. Vi véd godt, at det er totalt uholdbart at ville være et selvstændigt træ uden for Guds have, ude i vildmarken/syndens verden, hvor alle vildskuddene gror på syndens præmisser. Vi ved godt, at man går fortabt af at indrette sig helt på verdens præmisser.

Men! – til gengæld ser det ud til, at nogen af os ofte aser og maser for at få lov til at være små, selvstændige træer inden for i Guds have, hos gartneren. Vi vil så gerne have lov til at være selvstændige træer hos Gud. Vi vil bevare vores eget vækstpotentiale og selv kunne fikse og håndtere livet. Vi vil gerne være autonome og uafhængige, fordi det ligger så dybt i os, som de syndere, vi er.

Vi vil så gerne bevare vores fulde selvstændighed og selvbestemmelsesret i livet – være ’herre i eget hus’. Vi vil rigtig gerne have gartnerens hjælp, når tingene kører skævt for os, men det er svært at acceptere, at jeg har brug for at blive båret hele tiden.

Vi vil egentlig rigtig gerne være i Guds have, i Guds nærhed og under Guds omsorg. Men det må bare helst ikke koste ’for meget’. Nåde og omsorg fra Gud er en god ting … bare ikke hele tiden. ’Alt af nåde’ – altid og hele tiden – midt i alle forhold! – Dét er for meget (eller for lidt!) for farisæeren i os. Det jo ydmygende. Nåden tager alt mit eget fra mig.

Vi vil egentlig helst bare kunne være Guds børn uden at miste for meget af vores ret til selv at definere tingene og være autonome. Vi vil kort og godt så gerne redde så meget af os selv og ’Gamle Adam’ som muligt, så vi kan blive ved med at være og leve, som vi er.

Jeg er herre – og Gud yder service!

Problemet er bare, at dén mulighed ikke findes. Jesus har ikke kaldet os til at være små selvstændige træer inden for i Guds have, men til at være grene på ham. At ville være et selvstændigt træ ved siden af Jesus inde i Guds have er lige så meget et liv i fortabelsen uden livsforbindelse med Gud, som det at plante sig selv uden for Guds have.

Det er det, fordi jeg i bund og grund ’glider af’ på Jesu invitation til at blive helt ét med hans liv og frelse. Jeg ’glider af’, når jeg fx siger eller tænker:

  • ”Jeg vil godt have al din nåde og tilgivelse, Jesus, når jeg synes, at jeg har behov for det. Men jeg vil ikke lade dig være helt og fuldt Herre i mit liv, for det vil jeg selv være”.
  • ”Jeg vil have lov til at være den synder og det menneske, som jeg altid har været. Du må acceptere mig, som jeg er, og lade mig leve, som jeg har lyst til”.
  • ”Din opgave, Gud, er at bære over og være tilgivende og forstående over for os mennesker. Det siger du jo selv, at du er, så lad være med at stille umenneskelige krav til mig. Lad være med at tage min selvbestemmelse fra mig. Lad mig dog bare få lov til at være det selvstændige træ, som du selv har skabt mig til at være. Så skal det nok gå alt sammen – hvis du altså servicerer mig ordentligt med alle dine guddommelige serviceydelser”.

I teksten om ’Vintræet og grenene’ er Jesus helt tydelig. Der er ikke frelse noget andet sted end på Jesus-træet. En Jesus-gren kan vælge at hoppe ned fra træet og slå rødder uden for Jesus. Et menneske kan vælge at leve for sig selv, i sig selv og ved sig selv uden for Jesus-træet. Men: Jesus kæder dette fuldstændig sammen med fortabelsen: ”Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden” (vers 6). En Jesus-gren har alt; en selvstædig ’træmand’ har i virkeligheden intet.

Kaldet til at være Jesus-gren har altså et meget konkret indbygget kald i sig til at give afkald på at ville være alt mulig andet samtidig. Kaldet til at være Jesus-gren og Jesus-efterfølger har et indbygget kald i sig til at være ét med Jesus i alt.

Fornægt dig selv!

Et andet sted siger Jesus noget lignende. Matt 16,24-26 handler om gren-identitet i praksis – eller hverdagsefterfølgelse:

“Da sagde Jesus til sine disciple: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?”

Hvad har Jesus lige gang i her? Strammer han ikke efterfølgelses-livet lidt meget? Bliver der overhovedet plads til at være det menneske, jeg er i efterfølgelsen af Jesus? Skal jeg virkelig fornægte mig selv fuldstændig som kristen?

Ja, det skal du – i hvert fald fornægte en vigtig og meget styrende del af dig selv! Det er helt tydeligt, at Jesus virkelig mener, at der er noget, der skal fornægtes og siges fuldstændig fra over for hos os. Og jeg er overbevist om, at vi skal forstå det meget konkret: Det er nemlig konkret synderen i mig, som Jesus beder mig om at fornægte og sige fuldstændig fra over for.

Synderen i mig skal ikke have lov til at leve, herske og regere. Han skal dødes, slås ihjel igen og igen. Sagen er jo, at når vi siger ja til Jesu kald om at følge ham, tro på ham og være bundet til ham, så siger vi også samtidig ja til hele tiden at være i åben kamp mod synden og Gamle Adam/Eva, som stadig bor i os, og som på mange måder kæmper for at få lov til at overleve og styre.

Jesus siger ikke, at vi som kristne skal udradere os selv og være totalt selvudslettende og selvfornægtende som Jesus-efterfølgere. Tværtimod! Det er synden i os, han tager livtag med – ikke vores sande og fulde identitet.

At redde sig selv er at miste sig selv

Pointen er: I fællesskabet med Jesus bliver vi til identitetsfulde mennesker, der kender forskel på godt og ondt hos os selv, og tager konsekvensen af det. Vi har vores primære identitet i, hvad Jesus siger, gælder om os. Vi kan på én gang hvile i Jesus og hvile i os selv. De to ting kan bibelsk ikke adskilles. Det sande vil Jesus kalde frem og forfine; det falske skal dræbes. Som Jesus-efterfølgere går vi efter dét, som er sandt, ret og godt og i livet. Samtidig er vi i åben kamp mod dét, som er falskt, ondt og forkert, især i vores eget liv.

Hovedmeldingen fra Jesus er, at dét menneske, som vil frelse og redde sit gamle syndige liv, ender med at miste selve livet, livet med Gud, og går fortabt af det.

Men omvendt: den, der sætter sin lid til Jesus og hans frelse, finder det sande, virkelige liv i gren-identiteten. Han/hun giver slip, giver afkald på bare at leve på syndens præmisser.

Kald og afkald går hånd i hånd hos en kristen.

 

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook