Vi skal i denne artikel se lidt på, hvad der mere er at sige om den kristne menighed, når de blandede erfaringer er kommet på bordet.
Den uperfekte menighed
Den kristne menighed er et fællesskab af syndere. Ingen kan tvivle på det. Det ligger i selve den kristne grundforståelse, at menigheden er en forsamling af tilgivne syndere. Og vi er stadig syndere, for ingen bliver syndfri i dette liv. Så langt så godt.
Problemet kommer, når vi gør erfaringer af, at det ikke bare er fine ord på et stykke papir. Men de andre, – og jeg selv med, hvis ikke den erkendelse ligger i min blinde vinkel, – er syndere i meget konkret forstand. Det viser sig i afstumpet smålighed, udpræget tendens til at omtale andre negativt, kliker, selvgodhed og hykleri. Så er den kække lære om, at vi selvfølgelig stadig er syndere, blevet til en belastende erfaring, der måske ligefrem truer vores glæde ved at være med i fællesskabet.
Vi oplever menighedens ufuldkommenhed på mindst to områder, nemlig i samværskulturen og i erkendelsen af, hvad der er Guds vilje.
Den menneskelige begrænsning og syndens realitet kan komme til udtryk på mange måder i menighedens samværskultur, dvs. den måde vi lever med hinanden på. Det er fx dårlig ledelse, lukkethed over for nye, lav æstetisk sans, ingen kvalitetsbevidsthed, sladder, misundelse, fravær af gæstfrihed og gavmildhed, ringe plads til dem, der er bare en lille smule anderledes.
Den menneskelige begrænsning kan også komme til udtryk i en manglende erkendelse af Guds vilje. Paulus siger jo, at vi erkender stykkevis.11 Kor 13,9 Men det kan være meget svært at forlige sig med, at medkristne er et andet sted i deres erkendelse, end jeg selv er. Endnu værre er det, når de måske har holdninger, som er ubibelske på et mere eller mindre centralt område. Så kan fællesskabet i høj grad opleves ufuldkomment.
Frustrationen over den uperfekte menighed afspejler sig i de utallige samtaler, som føres hver eneste dag via mail og telefon eller hen over spise- eller kaffebordet om tilstanden i det kristne fællesskab, og om de mange forhold, som ikke er i orden. For der er virkelig meget, som ikke er i orden. Frustrationen kan for nogle ende med en lede ved den kristne forsamling, og i sidste ende føre til at man trækker sig helt.
Hvordan håndterer vi denne forstemmende følelse af, at den kristne menighed er (meget) kritisabel og uperfekt? Jeg tror, at der er en hel del at sige om det, men vil her blot gøre opmærksom på et forhold, som vi ofte glemmer, nemlig at rejse spørgsmålet: Hvad ser Jesus egentlig i sin menighed? Den del af svaret, som vi vil se på, er fem aspekter ved menighedens skjulte herlighed.
Det skjulte nærvær
Det vigtigste, der er at sige om den kristne menighed, er, at Jesus selv er til stede: ”For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem”.2Matt 18,20 I den mindste forsamling af troende er Jesus selv nærværende. Han ses ikke og registreres i det hele taget ikke med de almindelige sanser. En udenforstående, der kigger ind, ser ham ikke, og det er heller ikke altid, at de troende selv tænker på eller fornemmer, at han er der. Men det er han!
Det er han også selvom rummet er 80’er-agtigt i sin udsmykning, pianisten spiller dårligt, sangen er langsom og ind imellem falsk, kaffen er tynd og forsamlingen kulturelt set langt fra er blandt frontløberne. Det kan også være, at de er alt for gode til at pege fingre ad andre, at de sætter mennesker i sociale og åndelige båse, og at de på mange måder tilsyneladende ikke afspejler Jesus ret meget i deres fællesskab. Ikke desto mindre har Jesus selv meddelt, at han er dér. Ikke på grund af menighedens kvaliteter, men fordi de er samlet om ham. Dette nærvær af den levende Jesus rykker ethvert kristent fællesskab ud af almindelige kategorier for fællesskab.
Paulus udtrykker sagen på en lidt anden måde over for menigheden i Korinth: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds ånd bor i jer”.31 Kor 3,16 Templet var Guds bolig. Her havde han lovet at være nærværende på jorden. Nu er den kristne menighed Guds tempel. Den, som bevæger sig ind i det kristne fællesskab, befinder sig mit i Guds nærhed. Det er selve Bibelens grundløfte, ”jeg vil være med dig”, som gælder for den kristne menighed uanset, hvor den findes, og hvordan den opleves.
Jesus er nu usynlig for os, og det er han også i menigheden. Det betyder ikke, at menighedens fællesskab ikke kan være en afspejling af ham, tværtimod. Men grundlæggende er han usynlig. Det vigtigste, der er at sige om en kristen forsamling, er dermed noget, vi ikke kan se. Han er til stede ved sin Ånd, i Ordet, dåben og nadveren, men han er skjult tilstede.
Hvis vi skal se på menigheden med Jesu øjne, så skal vi lade denne skjulte kendsgerning spille stærkt med: Jesus er i vores midte!
Den skjulte renhed
Ligesom enhver kristen er ren over for Gud ved troen på Kristus, sådan gælder det også om kirken som helhed: ”Kristus har elsket kirken og givet sig selv hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri”.4Ef 5,25b-27 Det, som gælder for det enkelte kristne menneske, gælder også for den kristne menighed. Ligesom Guds nærvær i den troende også gælder i menigheden, sådan er den kristnes renhed og hellighed i Guds øjne også gældende for menigheden.
Det betyder, at Gud ser sin menighed i Kristus, og dermed skjules alle dens fejl og mangler. Så ser han ikke misundelsen, bagtalelsen, småligheden, lukketheden, hykleriet, klikerne og alle de andre udtryk for synden, som vi kender og selv bidrager til. Han ser et folk på jorden, som er uden fejl og passer perfekt i hans nærhed.
Denne side ved menighedens skjulte skønhed kan være meget vanskelig at fastholde, når man faktisk oplever, at synden er spillevende hos andre i menigheden. Jeg tror ikke, at der er anden vej til at håndtere dette end at tænke om vores medkristne, som vi gør om os selv. Det er en øvelse i ikke bare at se os selv med Guds øjne, som ”ren og retfærdig, Himlen værdig”, men også at se og tænke sådan om de andre. Det er ikke kun mig, der har en usynlig hellighed og værdighed i Kristus. Det har alle mine trossøskende også.
Ligesom det enkelte kristne menneske er kaldet til at lade den usynlige hellighed komme synligt til udtryk i det levede liv, sådan er det også med menigheden. Denne forpligtelse ophæves ikke af den usynlige renhed, men den usynlige hellighed er fuldkommen, det er den synlige aldrig.
Den skjulte enhed
En af de store vanskeligheder ved, at menigheden består af syndere, er, at kirken er blevet splittet i mange fraktioner. Fra ikke-troendes side har det ofte været en anledning til hån og et argument mod kristendommens sandhed, og hos de troende har kirkens splittelse være årsag til stor sorg. Den kristne kirke fremstår i dag ikke som én, men som mange kirker.
Midt i dette synlige fravær af enhed har NT nogle stærke udsagn om, at der er en usynlig enhed. Jesus taler i sin ypperstepræstelige bøn om enhed mellem de troende på et dybere plan: ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét”.5Joh 17,20-22
Jesu disciple til alle tider er forbundet med ham på et dybt plan, der sammenlignes med enheden i treenigheden. Denne forening med Jesus forbinder alle Jesu disciple med hinanden. Uanset, hvor på jorden de er, og i hvilket kirkesamfund de befinder sig, så er alle Jesu sande disciple forbundet i deres forhold til Jesus. Paulus taler ud fra samme sag om at bevare ”Åndens enhed”.6Ef 4,3 Alle Jesu sande disciple har Helligånden. Der er kun én Helligånd, og derfor er vi dybt i hjertet forbundet med alle andre, som har den samme ånd.
Denne enhed ligger neden under alle synlige kirkeskel og er et udtryk for, at Jesus kun har én kirke på jord. Der findes i den forstand ikke konfessioner i Guds rige. Alle sande troende har den samme frelser, den samme barneret hos Gud og den samme Helligånd. Så kan det godt være, at vi på grund af forskellige vigtige uenigheder ikke kan være menighed sammen, og derfor har hvert vores ”hus”. Men i Jesu øjne er hans kirke én, og på dybdeplanet er alle kristne ét.
Det er – ligesom andre sider ved menighedens skjulte herlighed – noget, som vi tror, men ikke kan se.
Den skjulte uovervindelighed
I Vesteuropa har vi de sidste mange år oplevet, at den kristne kirke har været på tilbagetog. Kirken marginaliseres mere og mere, og bibelsk kristendom er ofte under pres inden for de nationale kirker. Denne erfaring giver let en stemning både i samfundet og i menigheden af, at det kun er et spørgsmål om tid, før kristendommen helt har mistet sin betydning.
Over for mismodet og resignationen er det værd at bemærke Jesu ord om sin kirke på jord: ”… dødsrigets porte skal ikke få magt over den”.7Matt 16,18 Dette løfte gælder selvsagt ikke de enkelte kristne menigheder i landsbyer ud over hele jorden op igennem historien. Mange af dem findes ikke mere blandt andet i Nordafrika og Tyrkiet, hvor der tidligere har været mange lokale kirker. Lokale kirker kan lukke, men Jesu kirke, den ene universelle kristne menighed, vil Jesus ikke tillade at gå under på jorden.
Om den så til sidst er trængt op i et sidste hjørne, som den velkendte galliske landsby i Asterix, så vil den altid overleve. Ikke fordi den har en speciel trylledrik eller et andet mirakelmiddel, men fordi Jesus selv bor i sin menighed. Han har overvundet døden og dødsriget, og dødsrigets porte skal ikke igen lukke sig om ham, og derfor heller ikke over hans menighed.
Mod alle odds vil den kristne kirke overleve. Den bærer på en skjult uovervindelighed, nemlig den opstandne Kristus selv. Denne skjulte kendsgerning skal give modløse og opgivende kristne nyt mod. Jesu kirke er uovervindelig, fordi den uovervindelige bor i den.
Den skjulte fremtid
I forlængelse af kirkens skjulte uovervindelighed ligger dens skjulte fremtid. Nu kan den kristne menigheds fremtid se ynkelig ud både lokalt og nationalt, men der er en skjult afslutning på kirkens historie. Den skrives, når Jesus kommer igen og nyskaber verden. Så skal selv det mindste og mest ynkelige hjørne af menigheden samles med ham.
Da skal hele den nye verden være en stor kirke, fyldt med Guds nærvær og gennemsyret af Jesus Kristus, så al ufuldkommenhed i tro og liv er blæst væk. Alle de ting, som ofte skyggede for Kristus, findes ikke mere. Den skjulte herlighed skal blive synlig, og de utallige ufuldkomne kristne fællesskaber skal være fuldkomne i kærlighed.8Åb 21,1-4; 22,22-27 Det er fremtiden for ethvert kristent fællesskab – uanset hvor sort fremtiden kan tage sig ud, når vi regner gennemsnitsalderen ud!
At se det usynlige
Mens vi lever på denne side af Jesu genkomst, vil en væsentlig del af vores erfaringer med den kristne menighed handle om dens ufuldkommenhed. På den ene eller anden måde. Menighedens skønhed vil derimod på lange distancer være skjult for os. Derfor presses troen af erfaringen, og mismodet, frustrationen og resignationen trænger sig på. Da er det tid – og den tid er for mange af os nu! – til at se på menigheden med Jesu øjne. Tid til at tro ordene om menighedens skønhed, at glæde sig over det og at lade det være energien i arbejdet med forandringer i menigheden – fra ufuldkommenhed til ufuldkommenhed, men dog med håb.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
