“[GT’s] fortællinger fører os ind i et Narnia, i en fantasiverden, hvor vi får lov til at leve og finde føde. Det er en verden, der eksisterer i teksterne, og kun i teksterne, og vi behøver ingen hjælp udover teksterne selv til at komme ind i denne verden. Det eneste, vi skal gøre, er at tro på, at denne fantasiverden eksisterer, og bliver til virkelighed for os i dag, når vi vælger at gå ind i den.”
Thomas L. Thompson i The Origin Tradition of Ancient Israel.
“Bibelens billede af Israel kan på ingen måde forenes med regionens historie … Det er simpelthen en opdigtet historie med nogle få referencer til virkeligheden. Fra en historikers synspunkt er det gamle Israel et monster, som er skabt af de bibelske forfattere og deres moderne efterplaprere…”
Niels Peter Lemche i Prelude to Israel’s Past.
Skal man tage disse påstande for pålydende, så smuldrer fundamentet under det gamle Israel altså i øjeblikket mellem fingrene på bibelarkæologer og bibelforskere. Med vidtrækkende konsekvenser ikke bare for vores syn på det gamle Israels historie, men også for de politiske og religiøse ‘overbygninger’ på det bibelske Israel, som staten Israel og den kristne læsning af GT er et udtryk for. I nærværende artikel skal vi se lidt nærmere på, hvad en sådan minimalistisk eller skeptisk læsning af GT bygger på, og hvilke konsekvenser den har for den almindelige bibellæser, hvis ikke den bliver imødegået. Først en kort præsentation af den såkaldte Københavnerskole, som ovennævnte to professorer, har lagt navn til.
Fra en historikers synspunkt
Med den hellige historievidenskab i ryggen burde sagen vel være afgjort. For det er netop med henvisning til historievidenskaben, der argumenteres for en sådan skeptisk holdning til GT’s historiske troværdighed. Men graver man i skeptikernes eget fundament, viser det sig hurtigt, at det er hér slaget om GT’s pålidelighed skal stå. Det, som gør københavnerskolen til skole, er nemlig dens syn på de gammeltestamentlige teksters historiske kildeværdi, hvor teksterne først og fremmest anses for at være kilder til den tid, de stammer fra.
Eftersom de ældste hebraiske og græske bibelhåndskrifter skal dateres til det andet århundrede før Kristus kan Københavnerskolen med en vis ret hævde, at de gammeltestamentlige tekster er fra hellenistisk tid (332-27 f.Kr.). Det springende punkt er imidlertid, om de tillige er at betragte som afskrifter af langt tidligere originaler og dermed pålidelige kilder til de langt tidligere begivenheder, de angiveligt beskriver. Hér pålægges teksterne af minimalisterne en slags omvendt bevisbyrde, hvor de er skyldige i historisk utroværdighed indtil det modsatte er bevist.
En nedvurdering, der i praksis betyder, at vi kun kan stole på de ‘historiske’ oplysninger i GT, hvis de kan bekræftes eksplicit og utvetydigt af samtidige, arkæologiske kilder. Og skeptikerne er uhyre konsekvente: Eftersom nordriget Israel først nævnes i de ikke-bibelske, arkæologiske kilder i.f.m. assyrerkongen Salmaneser III’s slag mod bl.a. Israels kong Akab i 853 f.Kr., så vægrer minimalisterne sig ved at tale om et Israel før dette tidspunkt.
Endnu værre står det til med sydriget Juda, der først er eksplicit bevidnet i en reference til Juda’s kong Akaz i en inskription fra assyrerkongen Tiglath-pileser III’s tid (ca. 732 f.Kr.). Al tale om et forenet kongerige under David og Salomo bør derfor ifølge minimalisterne forstumme, og den del af den bibelske israelshistorie, der ligger før ovennævnte bevidnelser, må følgelig betragtes som fantasier, der er blevet til på et langt senere tidspunkt af ideologiske, politiske eller religiøse grunde.
Dobbelte standarder
Nu kan der ikke herske tvivl om, at de gammeltestamentlige tekster har indgået i den politiske diskussion
i Palæstina på fx makkabæertiden i det 2. årh. f.Kr. Ej heller, at vi først og fremmest har at gøre med religiøse tekster, hvor guddommelig indgriben spiller en reel rolle. Men skal spørgsmålet om, hvorvidt de tillige er pålidelig historieskrivning besvares, må svaret hentes i den moderne historievidenskab, så der ikke indføres dobbelte standarder, én for Biblen og en anden for alle andre tekster. Vurderingen af GT som historisk kilde må altså med andre ord foregå på samme måde, som historikere indenfor fx egyptologien og assyriologien vurderer deres kilder.
Og skeler vi til disse områder, tages der nok forbehold for de religiøse eller politiske motiver – propagandaen, om man vil – som præger teksterne, men grundlæggende betragtes teksterne som uskyldige i historieforfalskning indtil det modsatte er bevist. Og underkastes teksterne en analyse ved hjælp af en sådan opdateret, historievidenskabelig tilgang til teksterne, så er det helt anderledes åbne og nuancerede spørgsmål, der stilles, end dem, skeptikerne stiller.
En kopi er en kopi er en kopi
Minimalisterne har selvfølgelig ret i, at det udgør et problem, at vi ikke har de originale bibeltekster, men kun en række sene, overleverede kopier. Men i stedet for i udgangspunktet at afvise disse tekster som pålidelige kilder, så stiller den moderne historievidenskab en række afklarende spørgsmål til teksterne. Når en kilde giver sig ud for at være en kopi af en betydeligt ældre original, så er et af de afgørende spørgsmål om det er sandsynligt, at den er blevet overleveret gennem så mange århundreder, og i givet fald hvor nøjagtigt den er blevet overleveret eller kopieret. Eller for at blive lidt konkret, når Kongebøgerne i GT beretter, at kong Salomo byggede et tempel til Herren, er det så sandsynligt, at en skriver i det 1. århundrede f.Kr. havde adgang til en pålidelig beretning om dette byggeri? Vi taler trods alt om en begivenhed, som ligger omkring 800 år tilbage i tiden i forhold til det ældste eksisterende manuskript?
For at besvare spørgsmålet, må man nødvendigvis overveje en lang række forhold. Men skeler vi til hvordan andre værker fra den samme periode i den samme kulturkreds er blevet overleveret, viser det sig hurtigt, at hvis vi overhovedet skal anse nogen håndskrifter fra denne periode for at være pålidelige kopier af originalen, så må det i hvert fald omfatte de bibelske skrifter. Der er relativt mange eksempler fra oldtiden på skrifter med samme tidspand mellem tidspunktet for den formodede tilblivelse af originalen og den ældste eksisterende kopi. Og mens der i mange tilfælde er ganske få eksisterende kopier af andre skrifter, så skiller både de gammeltestamentlige skrifter og de nytestamentlige skrifter sig ud ved at foreligge i et stort antal kopier.
Ser vi dernæst på dateringen af kopierne, så kunne man jo forvente, at der over en periode på omkring 1000 år ville være sket store fejl i kopieringen, så der var stor forskel på de forskellige afskrifter. Tager vi fx Shakespeares forfatterskab, så er der i forskellige kopier af hans 37 værker hundredvis af variable læsninger, som stadig diskuteres indædt af historikere og litterærkritikere med hang til Shakespeare. Da man fandt en fuldstændig kopi af Esajas’ Bog blandt Dødehavsrullerne – og dermed fik en kopi, som var 1000 år ældre end den hidtil ældste kopi – var mange overbevist om, at et lignende antal alternative læsninger, ville komme for dagen, og at man dermed kunne mane al tale om en pålidelig eller ‘kanonisk’ bibeltekst i jorden. Også her er det imidlertid slående, hvor få ‘varianter’ der i virkeligheden er.
Efter omhyggelige sproglige analyser har det nemlig vist sig, at over en kopieringsperiode på næsten 1000 år, så er over 95% af teksten i overensstemmelse med den tidligste kopi. Dertil kommer, at de sidste 5% mestendels består af ord, der er stavet forskelligt, åbenlyse skrivefejl eller andre forskelle, som ikke har med selve indholdet at gøre. I parentes bemærket kan vi nævne, at det tilsvarende tal for Ny Testamentes vedkommende er ikke mindre end 99,5%, mens tallet for Homers Illiade er 95%. Ser vi derfor på antallet af manuskripter, dateringen af manuskripter og antallet af variable læsninger, er både GT og Ny Testamente blevet overleveret med en nøjagtighed, som er uden sidestykke for den pågældende periode.
Hvis vi dernæst kigger på hvilken type information, vi har overleveret i fx Kongebøgerne, så finder vi et måske endnu stærkere argument for, at overleveringen er pålidelig. Studier af både mundtlig og skriftlig overlevering blandt Israels nabofolk i den gamle Orient har nemlig vist, at når det drejer sig om det, vi kunne kalde identitetsrelateret viden, så var man meget omhyggelige med ikke at forvanske informationerne. Informationer, der betød noget for ens selvforståelse, værnede man om! I det gamle Mesopotamien finder vi således en litterær kanon med tekster, der blev overleveret næsten uden variationer gennem mere end 1000 år.
Når det gælder mundtlig overlevering i den gamle Orient har vi af indlysende grunde ikke adgang til den i dag, men eftersom studier i mundtlig overlevering i moderne, analfabetiske stammesamfund – fx blandt Balqa-bedouiner i Jordandalen – har vist, at man er i stand til pålideligt at huske informationer op til 13 generationer tilbage, så må den samme vilje og evne til at huske slægtstavler, begivenheder m.m., som var af stor betydning for selvforståelsen, i endnu højere grad have været til stede i det gamle Israel.
Lakmusprøven
Når det er sandsynliggjort, at fx Kongebøgerne indeholder pålideligt overleverede historiske informationer, så er det tid til at udsætte dem for historikerens ultimative lakmusprøve: Indeholder teksterne anakronismer i forhold til den tid og de begivenheder, de beretter om, eller falder oplysningerne i tråd med det, vi i øvrigt ved om denne tid og disse begivenheder? Også hér består teksterne prøven! For det første optræder både de egyptiske og mesopotamiske konger i præcis den rækkefølge og i den tid, som vi véd fra andre kilder, de skal placeres i. For det andet kan det påvises, at de assyriske kongers navne er stavet på præcis den måde, de blev stavet på i deres egen samtid.
Pointen er her, at en forfatter i det 2. århundrede f.Kr. ikke ville have en kinamands chance for at vide, hvordan disse kongers navne skulle staves på en assyrisk dialekt, som var århundreder gammel og som ingen længere kendte noget til, og at teksterne med disse navne derfor må være blevet overleveret pålideligt fra gammel tid. De kan simpelthen ikke være blevet fabrikeret af en litterær fantast på så stor afstand af begivenhederne. Lægger vi dertil det faktum, at en række oplysninger i fx Kongebøgerne direkte bekræftes af såvel egyptiske som assyriske og babyloniske kilder, så bliver det efterhånden historievidenskabeligt uholdbart at opretholde en grundlæggende skepsis overfor de oplysninger i Kongebøgerne, som ikke bekræftes direkte af eksterne kilder. Med andre ord: Når så meget i Kongebøgerne synes at passe med hvad vi i øvrigt ved, så er det højst sandsynligt, at også resten holder stik! Fra en metodisk opdateret historikers synspunkt!
En akademisk diskussion?
Nu kan det jo så anføres, om ikke en sådan akademisk diskussion er temmelig irrelevant for den almindelige bibellæser, men af flere grunde tror jeg vi skal passe på med at tage for let på den ovennævnte skepsis. Det er rigtigt, at historicitet i sig selv kan ikke skabe tro. Troen skabes alene med “Ånds og magts bevis” (1 Tim 4,9). Alligevel har vi Ny Testamentes ord for, at det kan høvle nogle knaster af tvivlens bræt, hvis det, som betragtes som åbenbare modsigelser eller uden rod i virkelighed, kan forklares eller forsvares historisk. For når historiciteten betvivles falder grundlaget for sammenhængen mellem historie og teologi jo sammen.
Når Paulus bruger det meste af kapitel 15 i sit første brev til de kristne i Korinth på at referere til mennesker, som har set den opstandne Jesus, så er det uden tvivl for at rydde enhver umiddelbar, intellektuel mistænksomhed af vejen hos korintherne, så de kan høre hans budskab. “For at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i”, skriver Lukas indledningsvis til modtageren af sit evangelium, Theofilus. “For at også I kan have fællesskab med os; og vores fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus”, skriver Johannes indledningsvis i sit første brev.
Selvom vi ikke tror på GT som bog eller – ret forstået – på historiciteten i dets beretninger, så er der altså alligevel rige perspektiver forbundet med at beskæftige sig med teksternes historiske forankring. Men det er mere end trosforsvar, der står på spil. Meget mere. Ifølge Paulus’ argumentation, er frelsen nemlig alene mulig på baggrund af visse historiske handlinger. “Er Kristus ikke opstået”, argumenterer Paulus overfor de kristne i Korinth, “så er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vores håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker” (1 Kor 15,14-19).
Og argumentet kan skærpes yderligere. Frelsen består nemlig ikke kun i, at Kristus ved sin opstandelse har sejret over døden som vores stedfortrædere, men også i, at han levede sit liv stedfortrædende, så hans retfærdighed kan tilregnes os. Og hvis Kristi retfærdighed består i hans syndfrie liv, så må det også indebære, at alt, hvad han sagde og gjorde, var sandt og syndfrit. Og eftersom Kristus baserede hele sin identitet på, hvad Gud gennem fædrene og profeterne havde åbenbaret og profeteret, vil det have skæbnesvangre konsekvenser for teksternes indhold, hvis de fra at være forankrede i virkelige historiske begivenheder gøres til litterære fortællinger. De mister nemlig intet mindre end deres virkekraft, sandhed og autoritet. Hvis Kristus ikke blev oprejst fra de døde, så bliver evangeliet uden reel virkning, når vi forkynder Kristi stedfortrædende død og opstandelse.
Hvis Kristus ikke triumferede over synd, død og djævel, så er det uden reel virkning, at vi forkynder det nye liv, som Kristus har frikøbt os til. Tilgivelse erstattes af fortrængning, og opstandelseshåbet af håbløshed. Ved at forkynde Kristus som opstået fra de døde, uden at han i virkeligheden er opstået fra de døde, gør vi os endvidere til vidner imod Gud, og vi berøver dermed også evangeliet dets sandhed. Og hvis vi forkynder et evangelium, som ikke har rødder i virkelige historiske begivenheder, så mister evangeliet også dets autoritet.
For hvis vi er falske vidner i vores forkyndelse af hvad Gud har gjort til vores frelse, er der jo ingen tvingende grund til at andre mennesker skal lade sig sige af det såkaldte Guds ord. Det mister sin autoritet og bliver blot i virkeligheden intet andet end et bestemt fortolkningsfællesskabs kære klenodie i en pluralistisk verden med andre fortolkningsfællesskaber med andre værdier og overbevisninger. Relativismen har sejret.
Der kan siges meget godt om de såkaldt litterære eller narrative læsninger af bibelteksterne, og vi må virkelig glæde os over, at det igen er ved at blive legitimt på både universiteter og seminarier at læse bibelteksterne, som de foreligger, i stedet for at dissekere dem i oprindelige og selvmodsigende kilder. Men hvis det sker på bekostning af den historiske forankring af den bibelske frelseshistorie, så er en gammel bibelkritisk front blot blevet erstattet af en ny.
Så må troens folk insistere på, at den bibelske virkelighedsopfattelse ikke er et fantasiens Narnia, som folk med hang til overtro går ind i, som om det var et andet garderobeskab. Og på at den bibelske forståelse af verden ikke har mennesket og det menneskeligt mulige som centrum og udgangspunkt, men Ham, som er himmelens og jordens Skaber, som har grebet ind til menneskets frelse og som har lovet en dag at nyskabe himmel og jord, så mennesket kan få lov til virkelig at leve livet, som det blev skabt til at skulle leves.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
