Kapitel 1
En evangelisk prædikant bør straks fra starten forkynde loven og synden, for at fordømme alt det som synd, der ikke sker ved Åndens hjælp og i tro på Kristus. Mennesker må bringes til erkendelse af sig selv og sin elendighed, så de ydmyges og søger hjælp. Derfor begynder Paulus også i første kapitel med at straffe de grove synder og den vantro, der er åbenlys. Det gælder hedningernes synder både før og nu.
Paulus lærer, at evangeliet åbenbarer Guds vrede fra Himmelen over alle mennesker på grund af deres gudløse væsen og uretfærdighed. Selv om de ved og daglig kan se, at der er en Gud til, så er deres natur, som den er i sig selv uden nåden, dog så ond, at de hverken takker ham eller ærer ham. Tværtimod narrer de sig selv og fordærves mere og mere uden ophør. Det går så vidt, at de foruden afguderi også begår de mest forfærdelige synder og umoralske handlinger uden at skamme sig. Ja, de mener end ikke at det er forkert, at folk lever sådan.
Kapitel 2
I kapitel 2 udvider han fordømmelsen til også at omfatte dem, der er fromme udadtil, men synder hemmeligt, sådan som jøderne var, og som alle hyklere er. De lever tilsyneladende smukt, men gør det uden lyst og kærlighed. I hjerterne er de fjender af Guds lov, og vil alligevel gerne være dommere over andre. Sådan er alle de skinhellige, at de regner sig selv for rene og dog er fulde af havesyge, had, hovmod og al slags urenhed, Matt 23. Det er netop sådanne, der foragter Guds godhed og ved deres hårdhed nedkalder Guds vrede over sig.
Som en ret forkynder af loven lader Paulus således ingen være uden synd. Han forkynder Guds vrede for alle, som af egen natur eller vilje forsøger at leve et ordentligt liv, og lader dem ikke være bedre end dem, der er åbenlyse syndere. Ja, han kalder dem for forhærdede og ubodfærdige.
Kapitel 3
I det tredje kapitel samler han dem alle i én bunke og siger, at de alle sammen er syndere for Gud. Den eneste forskel er, at jøderne har haft Guds ord, selv om kun få har troet på det. Det rokker dog ikke ved Guds trofasthed og pålidelighed, som han viser ud fra Salme 51, 6: ”Du er retfærdig, når du anklager, og ren, når du dømmer.” Derefter beviser han ved hjælp af Skriften, at alle er syndere, og at ingen bliver retfærdige ved lovens gerninger. Loven er kun givet til erkendelse af synden.
Dernæst begynder han at lære den rette vej til at blive from og frelst. Han lærer, at vi alle er syndere og ikke har noget at rose sig af over for Gud, men at vi bliver retfærdige ved troen på Kristus uden nogen fortjeneste. Kristus har nemlig ved sit blod fortjent det til os. Han er blevet os en nådestol fra Gud, hvor alle vores synder bliver tilgivet. Hermed viser han, at Kristi retfærdighed, som skænkes i troen, er vores eneste hjælp. Det er nu blevet åbenbaret ved evangeliet, men er forud bevidnet ved loven og profeterne. Selv om lovens gerninger og al ros dermed afskaffes, så bliver loven altså stadfæstet ved troen.
Kapitel 4
Efter at Paulus nu gennem de tre første kapitler har åbenbaret synden og lært troens vej til retfærdighed, begynder han nu i det fjerde kapitel at imødegå nogle indvendinger og modargumenter. Han starter med den indvending, som alle sædvanligvis kommer med, når de hører, at troen retfærdiggør uden gerninger: Skal man så ingen gode gerninger gøre? Som svar henviser Paulus til Abrahams eksempel. Hvad opnåede Abraham med sine gerninger? Var de alle forgæves? Var hans gerninger til ingen nytte? Og han drager den konklusion, at Abraham blev retfærdig alene ved troen, uden nogen som helst gerninger. Ja, Bibelen proklamerer, at han var retfærdig alene for sin tros skyld endog før han lod sig omskære, l Mos 15, 6. Men når omskærelsen intet har bidraget til hans retfærdighed, så er der sandelig heller ingen andre gode gerninger, der gør det. Omskærelsen var jo befalet ham af Gud og var en god gerning, der skete i lydighed mod Gud.
Ligesom Abrahams omskærelse var et ydre tegn, hvorved hans retfærdighed i troen kom til udtryk, sådan er alle gode gerninger blot ydre tegn, der følger troen. Som gode frugter viser de, at mennesket allerede i sit indre er retfærdigt for Gud.
Sådan beviser Paulus med et tungtvejende eksempel fra Skriften sin lære om troen i det foregående kapitel. Han henviser til endnu et vidne, nemlig David, som ud fra Salme 32 ligeledes lærer, at mennesket bliver retfærdigt uden gerninger. Dog bliver vi ikke ved med at være uden gerninger, når vi først er blevet retfærdige.
Dernæst udvider Paulus eksemplet til også at omfatte alle andre lovgerninger. Han drager den konklusion, at jøderne ikke kan være Abrahams arvinger alene på grund af afstamning, og langt mindre på grund af lovens gerninger. De må arve Abrahams tro, hvis de vil være rette arvinger. Abraham blev nemlig retfærdig ved troen og blev kaldt far til alle troende, før både Moseloven og budet om omskærelsen kom. Desuden virker loven snarere vrede end nåde, fordi ingen overholder den af lyst og i kærlighed. Lovgerninger skaffer os snarere unåde end nåde. Det er derfor alene troen, der modtager den nåde, som blev lovet Abraham. Disse eksempler er jo skrevet for vores skyld, for at også vi skal tro.
Kapitel 5
I det femte kapitel kommer Paulus til troens frugter og gerninger, som fred, glæde, kærlighed til Gud og næsten. Hertil kommer vished, tillid, fortrøstning, mod og håb i trængsel og lidelser. For alle disse ting følger, hvor troen er ret. Det skyldes den overstrømmende godhed, Gud har vist os i Kristus, at han lod ham dø for os, før vi kunne bede om det, ja, mens vi endnu var fjender.
Altså retfærdiggør troen uden nogen som helst gerninger. Men heraf følger ikke, at man ingen gode gerninger skal gøre. Tværtimod udebliver de rette gerninger ikke. Disse rette gerninger er ukendte for de gerningshellige, og i stedet for opdigter de deres egne gerninger. Men i dem er der hverken fred, glæde, vished, kærlighed, håb, tillid eller noget af det, der hører til de kristne gerninger og troens væsen.
Dernæst bryder Paulus af og foretager en spændende vandring, hvor han viser, hvorfra synd og retfærdighed, død og liv kommer. Meget lærerigt sammenligner han Adam og Kristus. Han viser, at Kristus måtte komme som den anden Adam for at skænke os sin retfærdighed gennem en ny, åndelig fødsel i troen, ganske som den første Adam havde givet os sin synd i arv gennem den gamle, kødelige fødsel.
Dermed bliver det klart og står fast, at ingen kan hjælpe sig selv ud af synden til retfærdighed med gerninger, lige så lidt som man kan bestemme sin legemlige fødsel. Det bevises også derved, at den guddommelige lov, som dog rimeligvis skulle være en hjælp, om noget ellers kunne hjælpe til retfærdighed, ikke alene er kommet uden at være til hjælp, men endog har øget synden. For vores onde natur bliver endnu mere fjendsk, når loven forbyder os noget, og vil hellere følge sin egen lyst. Loven gør altså Kristus endnu mere nødvendig og gør behovet for nåden endnu større, som hjælp for vores natur.
Kapitel 6
I det sjette kapitel tager han troens særlige gerning for sig. Det er Åndens strid mod kødet, for fuldstændig at døde de tiloversblevne synder og lyster, som er blevet tilbage efter retfærdiggørelsen. Han lærer os, at vi ved troen ikke er blevet så befriede fra synden, at vi kan være uvirksomme, dovne og sikre, som om der ikke mere fandtes nogen synd i os. Synden er der stadig, men den regnes os ikke til fordømmelse på grund af troen, der strider mod den.
Derfor har vi hele livet nok at gøre for vort eget vedkommende med at tæmme vores legeme, døde dets lyster og tvinge dets lemmer, så de er lydige mod Ånden og ikke mod lysterne. Sådan bliver vi ligedannet med Kristi død og opstandelse, og fuldender vores dåb, som netop betegner syndens død og et nyt liv i nåden. Indtil vi helt rene for synd også opstår legemligt med Kristus og lever evigt.
Det kan vi gøre, fordi vi er under nåden og ikke under loven, siger han. Men det at være uden lov vil ikke sige, at man ingen lov har og derfor kan gøre, hvad man lyster, pointerer han. Men at være under loven vil sige, at vi omgås lovens gerninger uden nåden. Da hersker synden virkelig ved loven, fordi ingen af naturen er loven venlig stemt. Og det er en stor synd. Nåden gør derimod loven positiv for os. Så er der da ikke mere nogen synd, og loven er ikke længere imod os, men er blevet ét med os.
Men netop dette er den rette frihed fra synden og loven, som Paulus skriver om i slutningen af dette kapitel. Det er en frihed til at gøre godt, fordi man har lyst til det, og at leve ret uden lovens tvang. Derfor er denne frihed en åndelig frihed, som ikke ophæver loven, men giver os det, loven kræver af os, nemlig lyst og kærlighed. Med dette tilfredsstilles loven, så den ikke mere kræver og befaler.
Ganske, som hvis du skylder en person penge og ikke kan betale. Denne gæld kan du komme ud af på to måder. Enten ved, at han opgiver sit krav og river regningen itu. Eller ved at et venligt menneske betaler for dig, ved at give dig så mange penge, at du kan betale din regning. Det er på den sidste måde, Kristus har frigjort os fra loven. Derfor er vores frihed ikke en løssluppen, kødelig frihed, som intet skal udrette, men en frihed, der gør mangt og meget, dog fri fra lovens krav og skyld.
Kapitel 7
I det syvende kapitel bekræfter Paulus dette med et eksempel fra ægteskabet. Når en mand dør, er hustruen fri, og de er således løst fra hinanden. Det er således ikke forbudt for hustruen at gifte sig med en anden, men hun er ikke tvunget til det. Men først nu er hun fri til at tage en anden. Det kunne hun ikke tidligere, før hun var fri fra sin første mand.
På samme måde er vores samvittighed bundet til loven under det syndige, gamle menneske. Når dette bliver dræbt ved Ånden, er samvittigheden fri og løst fra loven. Dog ikke sådan, at samvittigheden intet skal gøre, men først nu er det hos den anden mand, Kristus, og bærer livsfrugt.
Dernæst forklarer Paulus syndens og lovens væsen nærmere, hvordan synden ved loven for alvor rejser sig og bliver mægtig. Det gamle menneske bliver nemlig blot endnu mere fjendtligt mod loven, fordi det ikke kan yde, hvad loven kræver. Dets natur er at synde, og det kan af sig selv ikke andet. Derfor betyder loven død og alle slags plager for det gamle menneske.
Det skal ikke forstås sådan, at loven skulle være ond, men den onde natur kan ikke lide det gode, fordi det gode derved fordres af den. Det er ligesom når en syg ikke kan tåle, at man kræver løben og springen og andre ting af ham, som et rask menneske kan gøre.
Derfor drager Paulus her den slutning, at hvor loven erkendes ret og forstås på rette måde, gør den ikke andet end at minde os om vores synder. Den dømmer os til døden og gør os skyldige til den evige vrede. Det læres og erfares alt sammen klart i samvittigheden, når den virkelig rammes af loven. Derfor må man have noget andet og mere end loven for at gøre et menneske fromt og saligt. Men de, der ikke erkender loven ret, er blinde og tror i deres hovmod, at de kan tilfredsstille loven med gerninger. De forstår nemlig ikke, hvor meget loven kræver, nemlig et frit, villigt, glad hjerte. Derfor ser de ikke Moses ret i øjnene, han er tildækket og skjult.
Derefter viser han, hvordan Ånd og kød kæmper mod hinanden i os. Han bruger sig selv som eksempel, så vi lærer ret at erkende den gerning at dræbe synden i os. Han kalder imidlertid både Ånd og kød for en ”lov”. Ligesom det nemlig er den guddommelige lovs væsen at drive og kræve, sådan driver, kræver og raser også kødet mod Ånden og vil have sin vilje opfyldt. På den anden side driver og kræver også Ånden mod kødet og vil have sin vilje opfyldt. Denne kamp fortsætter i os, så længe vi lever. Hos nogen går det hurtigere, hos andre langsommere, eftersom Ånden eller kødet bliver stærkest. Imidlertid er hele mennesket både Ånd og kød, som kæmper med sig selv, indtil det bliver helt åndeligt.
Kapitel 8
I det ottende kapitel trøster Paulus dem, der kæmper, med at deres kød ikke skal fordømme dem. Endvidere viser han, hvori kødets og Åndens væsen består. Han lærer, at Ånden kommer fra Kristus, der har givet os sin Helligånd, som gør os åndelige og dæmper kødet. Ånden forsikrer os om, at vi, uanset hvor hårdt synden raser i os, dog er Guds børn, så længe vi følger Ånden og strider imod synden for at døde den.
Men da intet er så godt til at undertrykke kødet som kors og lidelse, så trøster han os i lidelsen med den hjælp, vi får fra Åndens kærlighed og alle skabninger. Dette sker ved, at både Ånden i os sukker og at skabningen længes sammen med os efter at blive befriet fra kødet og synden.
Så ser vi da, at disse tre kapitler, 6, 7 og 8, handler om den ene troens gerning, som kaldes at døde den gamle Adam og undertvinge kødet.
Kapitel 9, 10 og 11
I det niende, tiende og ellevte kapitel lærer Paulus os om Guds evige udvælgelse, hvoraf det følger, hvem der skal komme til tro, og hvem der ikke skal, hvem der kan blive løst fra synden, og hvem der ikke kan. Hermed tages det fuldstændigt ud af vores hænder og lægges alene i Guds hånd, at vi skal blive frelst. Det er også i allerhøjeste grad nødvendig. Vi er så svage og usikre, at hvis det stod til os, ville intet menneske blive frelst. Djævelen ville ganske sikkert vinde over os alle sammen. Men da Gud er trofast, så hans udvælgelse ikke slår fejl og ingen kan forhindre ham i noget, så har vi endnu håb imod synden.
Men her må de højtflyvende og hovmodige ånder bremses. De blander deres forstand ind i det, som er oventil og forsøger at udforske den guddommelige udvælgelses dybder. De bekymrer sig forgæves med at finde ud af, om de er udvalgte. Derved styrter de sig selv i ulykke, så de enten fortvivler eller bliver ligeglade.
Den rette fremgangsmåde er imidlertid, at du læser dette brev i den rigtige rækkefølge. Koncentrer dig først om Kristus og evangeliet, så du erkender din synd og hans nåde. Kæmp derefter mod synden, som de første 8 kapitler lærer det. Når du så i kapitel 8 kommer under kors og lidelser, vil du rigtig kunne forstå, hvor trøsterig udvælgelsen er i kapitel 9, 10 og 11. For uden lidelse, kors og dødsangst kan man ikke beskæftige sig med udvælgelsen uden skade og hemmelig vrede mod Gud. Derfor må Adam først for alvor være død, inden man kan tåle disse ting og drikker denne stærke vin. Se derfor til, at du ikke drikker vin, når du endnu er et spædbarn. Enhver lære har sin måde, tid og alder.
Kapitel 12
I det tolvte kapitel lærer Paulus om den rette gudstjeneste og kalder alle kristne for præster. De skal ikke ofre penge eller kvæg som i loven, men deres egne legemer ved at døde de syndige lyster.
Dernæst beskriver han de kristnes ydre færd i det åndelige regimente, hvordan de skal prædike, styre, tjene, give, lide, elske, leve og handle mod ven, fjende, ja, hvem som helst. Det er de gerninger, en kristen gør, for troen er som sagt aldrig uvirksom.
Kapitel 13
I det trettende kapitel lærer han os at ære og være lydig mod det offentlige styre. Skønt dette styre ikke gør mennesker retfærdige over for Gud, så er det dog indsat for at sørge for, at de fromme har ydre fred og beskyttelse, og at de onde ikke uden frygt eller frit i fred og ro kan øve det onde. Derfor skal også de fromme ære de offentlige myndigheder, skønt de egentlig ikke selv trænger til det.
Til sidst sammenfatter han alt i kærligheden og slutter med Kristi eksempel. Ligesom han har gjort mod os, sådan skal vi også gøre og efterfølge ham.
Kapitel 14
I det fjortende kapitel lærer Paulus, hvordan man forsigtigt skal lede og skåne de skrøbelige samvittigheder i troen. Man skal ikke bruger den kristne frihed til at skade, men til at styrke de svage.
Hvor man ikke gør det, følger splid og foragt for evangeliet, som dog er det ene fornødne. Derfor er det bedre at vige en smule for de svagttroende, til de bliver stærkere, end at evangeliets lære skal gå helt til grunde. Det er en kærlighedsgerning, som ikke mindst er nødvendig nu, hvor man med hensyn til at spise kød og andre friheder frækt, udisciplineret og unødvendigt ryster de svage samvittigheder, inden de har forstået sandheden.
Kapitel 15
I det femtende kapitel viser Paulus med Kristus som eksempel, at vi også skal bære over med andre svage, der falder i åbenlys synd, eller har upassende vaner. Dem må man ikke forskyde, men bære over med, indtil også de forbedre sig.
Sådan har Kristus også gjort mod os og gør det endnu dagligt. Han bærer over med mange umoralske ting og onde vaner foruden al vores ufuldkommenhed, og han hjælper og støtter os uden ophør.
Som en afslutning beder Paulus for menigheden, roser den og befaler den til Gud. Han viser hen til sit embede og sin forkyndelse og beder forsigtigt menigheden om en gave til de fattige i Jerusalem. Han er fyldt med kærlighed i alt, hvad han siger og gør.
Kapitel 16
Det sidste kapitel er fyldt med hilsener. Men ind imellem blander Paulus en oprigtig advarsel mod menneskelærdomme, som trænger ind ved siden af den evangeliske lære og vækker anstød. Det er, som om han havde forudset, at det netop var fra Rom og ved romerne, at alle de forføreriske og anstødelige kirkelige love og ritualer ville komme. Og hele den sværm og vrimmel af menneskelige love og bud, som nu oversvømmer hele verden. De har opslugt dette brev og hele Den hellige Skrift samt Ånden og troen, så at der ikke er mere tilbage end bugen som afgud, den, hvis tjenere Paulus her skildrer dem som. Gud fri os fra dem. Amen.
Afslutning
Altså finder vi i dette brev i rigeste mål, hvad en kristen skal vide, nemlig hvad lov, evangelium, synd, straf, nåde, tro, retfærdighed, Kristus, Gud, gode gerninger, kærlighed, håb og kors er. Desuden, hvordan vi skal forholde os over for enhver, enten han er from eller en synder, stærk eller svag, ven eller fjende og over for os selv.
Det hele er solidt begrundet i Skriften, bevist med eksempler fra ham selv og fra profeterne, så man ikke kan ønske sig mere. Derfor ser det også ud, som om Paulus i dette brev i korthed har villet fremstille hele den kristne og evangeliske lære og åbne en indgangsdør til hele det Gamle Testamente. For den, der af hjertet har tilegnet sig dette brev, har uden tvivl det Gamle Testamentes lys og kraft hos sig. Derfor skal enhver kristen gøre sig fortrolig med Romerbrevet og stadig beskæftige sig med det.
Dertil give Gud sin nåde.
Uddrag fra Fortalen til Romerbrevet (Martin Luther 1522, oversat af Finn B. Andersen 2004). Bragt med tilladelse.
Billede: Saint Paul Writing His Epistles af Valentin de Boulogne. Fri for ophavsret. Hentet fra Wikimedia Commons.
