Det, som kan beskrives som kernen i den bibelske tanke om ægteskabet, er fra indstiftelsesordene i Første Mosebog: at blive »ét« og offentligt indgå en pagt, hvor fællesskabet med vores mand eller hustru kan blomstre (se 1 Mos 2,24, jf. Matt 19,4–6).
Samtidig har jeg i mange sammenhænge mødt argumenter for, at Guds ord ikke er så tydeligt, når det gælder disse spørgsmål. »Står der virkelig i Bibelen, at sex kun hører hjemme inden for ægteskabets rammer?« har jeg hørt folk spørge. »Og hvordan kan vi være sikre på det med indgåelsen af ægteskabet – der findes jo ikke noget egentligt ægteskabsritual hverken i Det Gamle eller Det Nye Testamente?«
Disse spørgsmål fortjener et svar. Et første forsøg på et sådant har jeg i og for sig allerede givet i de to første kapitler (i bogen Gud och sex, som denne artikel er et uddrag af). Samtidig er det sandt, at det ikke er helt så enkelt, som man nogle gange har ønsket at få det til at fremstå – i hvert fald fra konservativt kristent hold.
Der findes ingen bibelsk bestemmelse for, hvordan udformningen af en vielse skal se ud, og heller ingen bibelvers, der ordret siger: »Du må ikke have sex med nogen, du ikke er gift med.«
Men normen er der stadig. Og vi har flere bibeltekster, der understøtter den. Paulus’ ord til de ugifte og enkerne forudsætter for eksempel en sammenhæng mellem sex og det at være gift:
Det er bedre at gifte sig end at brænde af begær. (1 Kor 7,9)
For slet ikke at tale om Hebræerbrevets skarpe formaning:
Ægteskabet skal holdes i ære af alle og ægtesengen være ubesmittet; for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere. (Hebr 13,4, jf. 1 Thess 4,2–8)
Jesus selv taler om et vedvarende seksuelt forhold som noget andet end ægteskab, når han siger:
Du har haft fem mænd, og den, du nu har, er ikke din mand. (Joh 4,18)
Også det bibelske billede af himlen som »Lammets bryllup« (Åb 19,7.9) understreger dette. Beskrivelsen af relationen mellem Gud og hans folk som et ægteskab forekommer både i Det Gamle og Det Nye Testamente (se Hos 2,19–20; Ef 5,32 m.fl.), og ud fra denne symbolik kan vi se, at Bibelen flere gange sammenligner himlen med et fuldbyrdet ægteskab – altså en seksuel forening.
Og hele tanken om, at Jesus skulle have haft sex før ægteskabet med sin kommende brud, holder ikke på grund af sin egen urimelighed (jf. 2 Kor 11,2)!
Her kan man også tilføje nogle mindre kendte vers fra Højsangens afslutning. Det er brødrene til en ung pige, som konstaterer:
Vi har en lille søster, hun har endnu ikke bryster; hvad skal vi gøre med vores søster, den dag der bliver friet til hende? Er hun en mur, bygger vi en murkrans af sølv på hende; men er hun en dør, stænger vi for hende med en cedertræsplanke. (Højs 8,8–9)
Som moderne mennesker kan vi naturligvis have meninger om den kulturelle sammenhæng, disse ord er blevet sagt i. Men i store dele af verden er det stadig sådan, at hvem man gifter sig med, ikke kun er ens eget anliggende, men hele familiens.
Højsangens budskab er tydeligt: at være en »mur« er billedsprog for at leve seksuelt afholdende, mens at være en »dør« står for det modsatte – at være seksuelt løsagtig. Både her og andre steder i Bibelen fremhæves seksuel afholdenhed uden for ægteskabet som noget godt og velsignet.
Ud over disse direkte henvisninger findes der i hele Guds ord et stort antal advarsler mod »utugt« eller »seksuel umoral« (græsk porneia, se 1 Kor 6,18 m.fl.) og mod »ægteskabsbrud« (græsk moicheia, se Matt 5,27–28 m.fl.). Den mest almindelige forståelse er, at »utugt« er et generelt udtryk for seksuel synd, som i praksis omfatter al seksuel udfoldelse uden for det monogame, heteroseksuelle ægteskab, mens »ægteskabsbrud« sigter til den konkrete handling at være utro mod sin mand eller hustru.
Endnu en gang mindes vi altså om hensigten med den seksuelle forening: at bekræfte og fordybe ægteskabspagten og at sikre slægtens fortsættelse. Alle andre seksuelle eventyr betragtes af de bibelske forfattere som vildspor (jf. Ordsp 5,15–20).
Men hvad med samliv uden ægteskab?
Hvor passer samliv uden ægteskab så ind i billedet? Personligt kan jeg ikke forstå det anderledes, end at samliv – altså at leve som gift uden offentligt at have indgået et ægteskab med sin partner – ifølge Bibelen må betragtes som at leve i utugt.
Det er uden tvivl også et brud på Hebræerbrevets opfordring om at holde ægteskabet i ære. Man kan ikke holde noget i ære, hvis man ikke engang praktiserer det!
Faktisk findes der også måder at problematisere samliv uden ægteskab på, selv hvis man bevæger sig uden for det direkte bibelstudium. Juridisk set er der for eksempel væsentligt ringere beskyttelse for samboende end for gifte. Sammenlignet med ægteskabet har man ikke samme gensidige forsørgerpligt, man ejer ikke nødvendigvis boligen sammen, og man arver heller ikke automatisk fra hinanden, hvis den ene dør.
Også samfundsmæssigt er det tydeligt, at samliv betragtes som en lavere grad af forpligtelse end ægteskab.
Den tidligere generalsekretær for Svenska Evangeliska Alliansen, Stefan Gustavsson, skriver:
»Hvorfor bliver man samboende i stedet for at gifte sig? Der findes flere grunde. Tilbage i de røde 70’ere var det almindeligt at kritisere ægteskabet som institution; det blev set som en del af den borgerlige undertrykkelse. I dag har ægteskabet en positiv klang; for LGBT-bevægelsen var det enormt vigtigt netop at få adgang til ægteskabet og gøre lovgivningen kønsneutral.
Kritikken af ægteskabet bygger i dag ofte mere på negative personlige erfaringer end på institutionens egentlige svigt. Man har set dysfunktionelle ægteskaber på tæt hold.
De mest almindelige argumenter for samliv er pragmatiske: Det er billigere med én lejlighed end med to, vi vil have et sommerbryllup og bor sammen indtil da, vi vil se, hvordan det er at dele hverdagen, vi vil vide, om vi passer seksuelt sammen, vi lever allerede seksuelt sammen – så kan vi lige så godt bo sammen. Argumenterne er fuldt forståelige, men ikke overbevisende set fra et kristent perspektiv.
For det første er samliv en ægteskabslignende samlivsform uden at være et ægteskab. De fleste samboende par, som bliver sammen, gifter sig efter nogen tid. Samliv kan derfor ikke sidestilles med ægteskab; var det et ægteskab, ville man jo ikke senere kunne gifte sig! Og det er ægteskabet – ikke samlivet – som Gud har skabt til seksuelt samliv.
Nogle hævder, at samfundet konstituerer ægteskabet, og at mennesker, der lever seksuelt sammen, derfor skal betragtes som gifte. Men den tanke er uholdbar af flere grunde. Praktisk ville det skabe kaos i et land som Sverige, hvis alle seksuelle relationer automatisk indebar et ægteskab. Bibelsk holder det heller ikke. Sex før ægteskabet betragtes som utugt – ikke som en vielse.«
Flere argumenter
Til disse argumenter vil jeg selv tilføje to perspektiver. For det første det at være forbillede. Jeg tror ganske enkelt, at ægteskabet tydeligere end nogen anden samlivsform signalerer det, vi som kristne ønsker, at vores relationer skal være præget af: kærlighed, troskab og overgivelse.
Hvis vi i en seksuelt forvirret tid vil signalere dette, findes der derfor ingen bedre måde end at gifte sig. Selv hvis intentionen er at leve i kærlighed og troskab, er det ikke det signal, man sender til omgivelserne, når man lever som samboende.
For det andet problematikken med »kærlighed på prøve«. De fleste kristne samboende par planlægger at gifte sig på et tidspunkt, men deler i mellemtiden det seksuelle fællesskab. Personligt har jeg svært ved at frigøre mig fra tanken om, at man her går ind i en relation, som bedst kan beskrives som kærlighed på prøve.
Man tester, om man fungerer sammen – både seksuelt og relationelt. Det bibelske ideal for kærlighed og relationer staves t-j-e-n-e-n-d-e. Og det at tjene kan ikke ske på prøve. Det forudsætter en dybere overgivelse – netop den, som ægteskabet er udtryk for.
Stefan Gustavsson igen:
»[Samboerskab indebærer] en lavere grad af overgivelse – det er selve idéen bag samliv. Man har ikke helt besluttet sig for hinanden; døren står stadig på klem. Det seksuelle fællesskab er ifølge kristen tro tegnet på forening, manifestationen af den ubetingede overgivelse til hinanden. Samliv adskiller derfor tegnet på forening (det seksuelle fællesskab) fra selve foreningen (ægteskabet).
Samliv indebærer, at man udvælger ægteskabets fordele uden fuldt ud at træde ind under forpligtelserne. Grundspørgsmålene er: Har I besluttet jer for hinanden – hvorfor gifter I jer så ikke? Har I ikke besluttet jer for hinanden – hvorfor lever I så, som om I tilhører hinanden?
Hvis vi har besluttet os for ægteskab, og brylluppet er fastlagt, betyder det så noget, om vi flytter sammen et halvt år før? Spørgsmålet bygger på en misforståelse. Man har ikke besluttet sig endeligt, før man har sagt JA. Det er netop pointen med spørgsmålene ved vielsen.
Indtil begge parter offentligt og juridisk bindende har sagt deres ja, er man ikke gift. Begge har stadig moralsk frihed til at bryde relationen. Ordene ved vielsen har en performativ karakter – de skaber noget: en ægteskabspagt, som ikke fandtes, før ordene blev udtalt. Derfor siger den, der forretter vielsen efter løfterne: ‘Hermed erklærer jeg jer for rette ægtefolk.’«
Er det så ikke vigtigt at vide, hvordan man fungerer seksuelt sammen, før man beslutter sig for ægteskab? Kristen tro vender perspektivet om. Sex er en stærk, sammenbindende kraft, som kan forgylde en relation. Et forhold, der i sig selv mangler forudsætninger for dybde og udvikling, kan i en periode holdes sammen af det seksuelle samliv. Uden den seksuelle relation kan man tidligere indse det uundgåelige – og dermed såre hinanden mindre.
Hvis forelskede par i stedet venter med sex, bliver det lettere at vurdere, om de passer godt sammen som personer på andre områder, og om de kan forme et langsigtet fællesskab. Når de senere gifter sig, får de det seksuelle fællesskab som en gave, der forgylder den relation, som allerede er stærk.
Det er en gave, de elskende sammen kan udforske og vokse i.
Artikel er et kapitel fra Olof Edsingers bog Gud och sex (Evangelie Förlag, 2015). Teksten er hentet fra foross.no. Oversat af redaktionen vha. AI. Bragt med tilladelse.
