Her står jeg nu som så mange gange før. Med et papkrus med kaffe-to-go på en grå tirsdag eftermiddag med støvregn i vinterkulden, klar til at gå en tur sammen med min medvandrer i en park i København. Arbejdsdagen har været hektisk, og jeg kom for sent ud ad døren og op på cyklen. Ærligt talt havde jeg ikke rigtigt overskud, trængte mest til en eftermiddagslur. Men nu hvor jeg er her, kan jeg glæde mig over en af hverdagens diamanter: min relation til min medvandrer.
Vi begynder gåturen og finder ind i samtalen, i det rum, som er vores. Et rum, hvor vi kan tale om livet som Guds barn. Vi har begge sagt ja til at involvere os i hinandens liv og være sparringspartnere, være opmuntrende og udfordrende for hinanden. Som dem, vi hver især er, har vi lovet at støtte og udfordre hinanden i livet som kristne. Vi prøver at finde balancen mellem at lytte og støtte på den ene side og at udfordre og rådgive på den anden.
Vi taler sammen om livet, som det er. Det er længe siden, vi sidst satte tid af til medvandring. I løbet af gåturen og samtalen mærker vi begge, at vi nok trængte til hinandens stemmer og til de særlige rammer, vores medvandringsrelation giver; hjælp til at leve livet som kristen i den kontekst og hverdag, vi nu engang er sat i. Når vi taler sammen, bruger vi de resurser, vi nu engang har, og vi har efterhånden lært, at vi ikke altid kan se den store plan, og hvad det næste skridt skal være. At være medvandrer handler ikke om at have regnet det hele ud, og finde alle svarene og løsningerne. Det handler om at følges ad og være sammen om det, der er betydningsfuldt.
Vision i hverdagen
Da jeg var yngre, sang jeg ofte med på sangen “Hverdagskristen vil jeg være”. Den er stadig at finde i sangbøger, men jeg må indrømme det er mange år siden, jeg sidst sang den. Dog er der en enkelt strofe, der ofte vender tilbage til mig: “Samklang mellem liv og lære, det er himmelsang på jord”. Sproget klinger højtideligt, men strofen siger noget enkelt og hverdagsnært om mit håb for hverdagen, nemlig at min tro og alt det, jeg regner for sandt og meningsfuldt, må være omdrejningspunktet for min hverdag. Hvordan ser det ud i min hverdag? Gennem årene har jeg måtte stille mig selv det spørgsmål flere gange, efterhånden som mine livsomstændigheder har ændret sig. Hvordan ser samklang ud?
Samklang mellem liv og lære så ud på én måde i gymnasietiden og på en anden måde, da jeg var færdiguddannet og skulle finde mit første job.
Når jeg slår op i Bibelen for at finde vejledning, giver den mig et klart svar: Jeg skal leve helligt i verden, og mine venner, familie, naboer, chef og kollegaer skal kunne kende på mig, at mit liv tilhører Jesus, og at jeg er hans discipel. Paulus siger det så klart i Galaterbrevet 2,20: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.”
Men igen og igen må jeg vende tilbage til spørgsmålet om, hvordan det liv ser ud i min lille hverdags-verdens kontekst? Her oplever jeg gang på gang, at min medvandrer er en uvurderlig støtte og sparringspartner for mig.
Gentagelsens nødvendighed
Jeg tror, mange kristne kender oplevelsen af at genhøre og genopleve noget af Guds budskab, måske gennem forkyndelse, salmer, lovsange eller en god samtale. Måske genopdagede dine øjne på ny en sandhed eller pointe, som var gledet til side og skjult af to-do-lister og en travl hverdag?
Den oplevelse har jeg haft mange gange, og hver gang tænker jeg ved mig selv, at nu må det snart være printet permanent på lystavlen. Men jeg må konstatere, at det ikke forholder sig sådan i min hverdag med Jesus. Jeg har gang på gang brug for at forholde mig til ham, og lade hans sandhed gennemlyse og afsløre, hvordan det står til i mit eget liv. Også her er min medvandrer en hjælp og støtte til gentagne gange at tage livtag med det, der står i vejen for Guds vilje med mit liv.
Påvirkning
I relationen til en medvandrer siger vi ja til at lytte og tale med vores medvandrer, både når der er sejre og glæder at fejre, og når der er svære ting, der skal afsløres og tages livtag med. I medvandrerrelationen giver vi hinanden taleret og talepligt. Når min medvandrer ser, at der er noget der står i vejen i min relation til Gud, måske uden at jeg opdager det, har jeg brug for kærlige og ærlige ord, der viser mig vej.
I daglig tale oplever jeg ofte, at ordet “påvirkning” bliver brugt med mere eller mindre negative undertoner. I medvandrerrelationen forholder det sig anderledes, fordi vi netop opsøger og ønsker den andens syn, holdning og tanker. Og her må vi vove at træde tæt nok på den anden til både at forstå, tiltale og udfordre. Medvandringsrelationen er dog ikke et fripas til at tromle hen over den anden. Det skal ske i en respektfuld og venlig ånd, og min erfaring er, at det er muligt at gøre på en god måde, også selvom der skal tales om svære ting. Og når grundtonen i relationen er gensidighed, glæde og omsorg, er jeg overbevist om, at medvandring er frugtbar.
Modeller for medvandring
Der er overordnet to måder at være medvandrer på: den symmetriske og asymmetriske. I den symmetriske er begge medvandrere typisk det samme sted i livet, og man kan i høj grad relatere til de livserfaringer og udfordringer, livet indeholder.
Den asymmetriske er kendetegnet ved, at en yngre og ældre vandrer sammen. Det vil ofte være den yngre, der er i fokus, og den ældre, der lytter og deler livserfaringer, men relationen er fortsat kendetegnet af gensidighed. Ligeværdigheden i relationen giver en ægthed, som kan være utroligt givende for både den yngre og ældre, og netop ligeværdet gør, at medvandringsrelationen adskiller sig fra “coaching” eller “mentorskab”.
Jeg ønsker at opmuntre til både symmetrisk og asymmetrisk medvandring – begge dele er kilde til stor glæde og opmuntring!
Du kan spørge en bekendt eller en ven om at være medvandrer. Det kan være én, du har god kemi med og gerne vil tale mere med. Det kan også være, du tænker, det er rarest, at relationen til din medvandrer mest skal fokusere på medvandringen, og at det er en fordel, at I ikke kender hinanden i øvrigt.
Der er mange måder at være medvandrere på. Det væsentligste er, at I sammen beslutter og overvejer, hvad der fungerer bedst for jer. Det er vigtigt, at I afstemmer forventninger og aftaler, hvordan I vil gøre medvandrerskabet til jeres eget. Jeg holder selv af at tale sammen i løbet af en gåtur, men man kan også mødes over en kop kaffe, en fisketur eller et puslespil. Aktiviteten er underordnet, så længe I skaber plads til samtalen.
Når I mødes, kan der være mange måder at gribe samtalen an på. Et enkelt spørgsmål som “Hvad fylder?”, kan være et godt startskud for en samtale. Det kan også være rart at tage udgangspunkt i nogle faste spørgsmål eller emner, og på den måde strukturere samtalen. Jeg vil anbefale de gratis og lettilgængelige resurser på medvandring.kfs.dk.
Medarbejdere på hinandens glæde
Som medvandrere går vi ved siden af hinanden på livets vej. Vi giver det videre, som vi selv er blevet givet. Ikke fordi vi står på toppen af livet og har regnet det hele ud, men som mennesker, der gennem følgeskab vil være medarbejdere på hinandens glæde i troen på Jesus og i livet med ham.
