Vi, som har taget vor tilflugt til at gribe det håb, som ligger foran os. Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og række ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis. (Hebræerbrevet 6,18b-20)
Dette bibelvers giver en vældig god forklaring på, hvad tro er. Samtidig giver det også en god forklaring på, hvad det indebærer at leve som en kristen. Vi skal se nærmere på dette i det følgende, og jeg vil begynde med at sige noget mere om troen. For en kristen er troen altså som et reb, der er fæstet til et anker. Du ved sikkert godt, at når søfolk skal sikre deres båd, så kaster de ankeret ud. Det skal helst finde fæste i noget på havbunden, som er fast og urokkeligt. Sker det ikke, kan ankeret ikke hjælpe. Med andre ord; en tro som ikke er fæstet i noget, der holder fast i liv og i død, er ikke til hjælp for nogen. Troens anker må fæstes i Jesus Kristus. Finder den ikke fæste i ham, har den ingen værdi eller nytte. Jesus er den eneste, som er sikker og fast både her i livet og i døden.
Grunden til dette er, at han har gjort alt det, Gud kræver skal gøres, for at du og jeg skal blive frelst. Han har opfyldt Guds lov i stedet for os, og han har taget imod Guds straf over vores synder. Derfor kræver Gud ikke mere, end at vi tror på Jesus. At tro på ham er det samme, som at regne med det han har gjort for os og tage sin tilflugt til det. Ved denne tro på Jesus alene er du et frelst menneske.
Ankeret fæstes eller ikke
Billedet af båden med ankeret siger en del om, hvad det indebærer at være en kristen, og hvad det indebærer ikke at være det. Mennesker, som ikke lever i troen på Jesus Kristus, får et liv, der ligner en båd, som ikke er forankret. Mens livet er stille og roligt, ligger de også i ro. Men hvis der kommer strømninger i livet, driver de med uden at tænke over det. Når der kommer storm og vanskeligheder, bliver de fortvivlede, fordi de ikke har noget, som giver en sikker forankring. I livets sidste strid når døden kommer, går det evigt galt.
Sådan er det ikke med den, der har Jesus som ankerfæste. En kristens liv er anderledes – ikke fordi man undgår strømme, storme eller vanskeligheder, men fordi man har et sikkert fæste, når stormene og vanskelighederne kommer. Også en kristen vil kende sliddet og slæbet, når der kommer storme og vanskeligheder i livet. Han eller hun har alligevel et sikkert fæste. Selvom der kommer storme og store bølger, som river i båden, driver man alligevel ikke bort fra stedet, hvor ankeret er fæstet. Og i den sidste strid bliver udgangen evig frelse og liv. Hvorfor er det sådan? Det skyldes ikke det, de kristne er i sig selv men troen alene. Troen som er fæstet i Jesus Kristus.
Samtidig med at Bibelen lærer os, at troen altid forholder sig til Jesus Kristus, siger den også, at troen er alene. Det er vigtigt at vide, hvad dette betyder. Troen er alene i en ganske bestemt betydning, nemlig som den eneste subjektive forudsætning for, at et menneske kan kalde sig Guds barn. Når Bibelen forklarer dette for os, sætter den tro og gerninger op mod hinanden og siger, at mennesket bliver frelst ved tro og ikke ved gerninger. Det var på dette punkt, de lutherske reformatorer blev uenige med den katolske kirkes lære. Her læres det nemlig endnu, at mennesket bliver frelst ved tro og gerninger, som er formet af tro. Bibelen taler imidlertid anderledes om denne sag.
Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed (Rom 4,4-5). Denne sandhed har uendelig stor betydning for os som kristne. Den viser os, hvordan vi kan få vished om, at vi virkelig er frelst. Der findes jo nogle, også i vores tid, som måske føler sig usikre med hensyn til frelsen. Sådanne tanker kan komme både til dem, som har levet et langt liv med Jesus, og dem som er helt unge. De fanger os og får os til at tænke, at jeg må finde noget i mig selv, som virkelig beviser, at jeg er en kristen. Hvad søger vi efter?
Hvad bygger vi på?
Nogle vil fremvise deres gerninger og præstationer og tænke, at de er bevis for, at de virkelig er kristne. Nogle har klare strategier for, hvordan de skal udvikle sig og vokse som kristne. Når de synes, at det ikke lykkes, bliver de ulykkelige og tænker, at de ikke kan være virkelige kristne. Andre er optaget af store oplevelser. Det gælder om at tænke rigtigt om oplevelserne. At Gud giver os oplevelser og erfaringer i kristenlivet er jo bare godt, og noget vi skal takke for. Men vi må ikke gøre oplevelserne til det, vi viser hen til, når vi skal sige, om vi er kristne eller ej.
Der er kun ét ankerfæste, som holder, når det gælder spørgsmålet om, hvad der gør, at jeg kan kalde mig en kristen. Ikke oplevelserne, men Jesus alene. Dette hviler troen i. Så må vi også gøre det klart for os, at Gud ikke bare giver os gode oplevelser, men også sender det som smerter ind i vores liv. De tunge og vanskelige oplevelser i livet kan let få os til at tro, at Gud er imod os. Men Bibelen siger noget andet. Gud bruger trængsel og smerte til at styrke vores tro og til at gøre os mere lig Jesus. Så hvis du for tiden har det svært, så kap ikke ankerkæden til Jesus, men hold fast ved ham. Det er hans nåde alene som frelser dig.
I mødet med alt det vi her har nævnt, må vi puste støvet af den gamle bibelske lære om, hvad det indebærer at være frelst ved troen alene. Det betyder faktisk, at de gerninger jeg gør som kristen ikke bidrager til at frelse mig. Også her vil jeg henvise til et ord i Bibelen, som giver klarhed, nemlig det vi finder i Rom 5,9: Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden. Dette er et af de ord som sætter tingene på plads for os. Jeg kunne pege på mange flere, fx Hebr. 7,25 og 1. Joh 2,1. Disse bibelvers viser os, at så længe vi lever i troen på Jesus Kristus, så er det ikke de gerninger, vi gør som kristne, der frelser os. Bibelen siger, at vi skal blive frelst ved Jesus, fordi vi er blevet retfærdiggjort, altså fordi vi er kommet til tro på ham.
Varig glæde
Når nu dette er sagt, har vi lagt et grundlag for at sige noget om sand kristen glæde. For vi skulle jo også sige noget om glæden. Hvad er det vi glæder os over som kristne? Det kan selvsagt være meget, og vi har også i vores tid virkelig meget at glæde os over. Men vi kan også komme til at tale forkert om det at være glad, sådan at man nærmest fornægter helt menneskelige følelser som sorg og tungsind. Lad det være sagt en gang for alle: Kristne mennesker er ikke i stand til at glæde sig konstant. De kan som alle andre mennesker rammes af sorg, eller de kan hjemsøges af tunge tanker. Alligevel skaber evangeliets budskab en glæde, som kan være der, også når vi synes, at livet er tungt. Hvad er det for en glæde?
Jo, det er den som kommer, når det virkelig går op for mig, at det ikke er mine gerninger som afgør, om jeg er frelst, men kun det som Jesus har gjort. Når vi indser dette, bliver vi glade. Vi får del i den største glæde et menneske kan have. Samtidig findes der en glæde, som er næsten lige så stor. Det er den glæde, vi fyldes af, når vi får at vide, at andre også får del i den samme glæde.
Af og til når jeg har forsøgt at forklare, at Jesus har gjort alt det, Gud kræver, for at vi kan kalde os Guds børn, har jeg oplevet, at nogle virkelig har taget det til sig. Nogle gange er mennesker også kommet hen til mig og sagt, at de blev så glade, da de forstod det, Bibelen lærer os om disse ting. Det er så stort at tænke på, at Jesus har levet det liv, jeg ikke magter at leve. Det er godt at vide, at Gud lader hans renhed og retfærdighed gælde, som om det var min. Det betyder jo, at jeg er fri fra alle anklager, fra en dårlig samvittighed og fra Guds dom.
Artiklen er oversat fra norsk af Anna Muldbjerg Christensen