Underberetningerne i forkyndelsen

Hvis man tæller efter, er der i omegnen af 100 underberetninger i Det nye testamente. Hvad skal vi bruge dem til?

I folkekirkens tekstrækker skal der forkyndes over underberetninger 16 gange på to år. Så der er god grund til – både bibelsk og kirkeligt – at spørge: ”Hvordan prædiker vi sundt over disse tekster?”. Ikke mindst vores nuværende åndelige situation inviterer til, at denne forkyndelse kan få overbalance: Herlighedsteologiske tendenser kan friste til, at vi taler om undere som noget, ethvert kristent menneske skal forvente til enhver tid.

Den almindelige videnskabstro kan derimod friste til, at vi gør dem til rene symboler og poesi. Jeg skal ikke skjule, at jeg synes, at mange prædikener om underberetninger – også fra såkaldt bibeltro forkyndere – har en tilbøjelighed til den sidste afvej.

Denne artikels påstand er, at der altid i underberetningerne er tre perspektiver, som vikler sig ind i hinanden. Ofte på en måde, så det er vanskeligt at sige, hvor det ene ender, og hvor de andre begynder: Det er 1) et realistisk, 2) et kristologisk og 3) et eskatologisk perspektiv.

Jeg vil illustrere min pointe ved at bruge ét af Jesu undere som model og så udfordre læseren til selv at gå på jagt i andre underberetninger efter lignende perspektiver. Der er nok at tage af.

Modeltekst: Markus evangeliet 7,31-37

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. 32 Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. 33 Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; 34 og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: ”Effatha!” – det betyder: ”Luk dig op!” 35 Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. 36 Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. 37 Og de var overvældede af forundring og sagde: ”Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.”

Det realistiske perspektiv

Det lyser ud af denne tekst, at det virkelig skete!

Tid: På Jesu udenlandsrejse

Sted: Dekapolis

Personer: Jesus og en døvstum

Og så er der for øvrigt sluppet en aramæisk glose – effatha – med over i den græske tekst. Et lille træk, der dufter af virkelighed: Enkelte ord på fremmede sprog er noget, man husker og genbruger, fordi de har gjort stort følelsesmæssigt indtryk.

Det korte af det lange er, at sådan fortæller man ikke eventyr eller lignelser. I dem kan man til nød kan nævne et navn eller et sted; men aldrig sætte det ind i det historiske forløb.

Dette får følger for vores forkyndelse om underne: Vi prædiker ikke bibelsk, hvis vi ikke holder fast i, at det skete i den virkelige verden, og det kan ske igen i vores verden. I dette perspektiv bliver der i teksten en opmuntring til at bede dristigt for vores syge og bringe dem til Jesus. Og undervise om forbøn for syge.

Hvis vi skal gøre os håb om selv at være trofaste og flittige i vores forbøn for de syge – i menigheden og personligt – og hvis vi skal gøre os håb om, at både salvning af syge (Jak 5,13ff) og nådegaverne til at helbrede (1 Kor 12,9) skal være virksomme hos os, så bør der jævnligt prædikes i vores forsamlinger om underne ud fra dette perspektiv.

En målsætning kunne være, at der undervises og prædikes om dette mindst en gang om året i hver forsamling. Ved at gøre det, når der ikke er et aktuelt dramatisk sygdomstilfælde, skabes der også en fælles baggrundsforståelse for både at bede og salve den syge, når det er aktuelt.

Jesus- perspektivet

Kirkefaderen Augustin har engang sagt: ”Vi kan spørge hvert eneste under, hvad det har at sige os om Kristus. For eftersom Kristus er Guds ord, er hver gerning af dette ord et ord til os”.

Altså: Der føjes nye streger til vores Jesusbillede, hver gang vi læser en underberetning. Hvis man nu spørger, hvilke streger modelteksten føjer til Jesusbilledet, kommer der en række motiver frem:

  1. Jesus hører menneskers bøn (v.32).

Interessant nok er det ikke den syges egen bøn, men hjælpernes, der udløser underet. Det er for øvrigt et påfaldende træk, at der ofte henvises til nogle hjælperes tro. Et træk, som i sig selv udfordrer os til at bede for vores syge. De syge kan ikke altid selv. De er for rystede eller for svækkede, men omkring dem er der andre, der kan bringe en syg til Jesus. Beretningen om den syge i Kapernaum, som fire venner bringer til Jesus (Mark 2,1ff) er et kendt eksempel på en sådan hjælpende tro.

Det korte af det lange er: Jesus kunne dengang ikke gå forbi et menneske i nød uden et hjælpe det. Og han er den samme i går og i dag, ja til evig tid (Hebr 13,8). Hvilket perspektiv kaster det ikke ind over vores sygdomme og vores bønner!

  1. Ved at optræde som lægen, der helbreder, placerer Jesus sig i en rolle, som Det gamle testamente alene tildeler Gud (fx Sl 103,3).

Dette træk er meget hyppigt i underberetningerne. Underne antyder i handling gang på gang, at det menneske fra Nazareth i virkeligheden er Gud. Det er, som om der bliver sagt: Når der nu så tit sker noget, der ligner Gud, mon det så ikke skulle være fordi, …?

Beretningen om stormen på søen (Matt 8,23ff) er et andet eksempel på dette. Og det spørgsmål, der blev stillet af disciplene: ”Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?” (v.27) har et underforstået svar: Gud!

Spørgsmålet fra disciplene er et ekko af Salme 107, v.24-29. I det hele taget kan man overveje, i hvor høj grad Jesu undere er en opfyldelse af det Gudsbillede, der tegnes netop i Salme 107. En nøje gennemlæsning af den salme giver mange associationer til Jesu undere.

I en vis forstand er det nemlig ligegyldigt for os, at nogle fiskere blev reddet fra druknedøden engang i det første århundrede. Masser af andre mennesker er jo ikke blevet reddet i mellemtiden. Men her får vi at vide, hvordan den Jesus er, som vi tilhører: Han ser vores nød, og han er ikke begrænset af naturlovene.

  1. Jesu bruger ydre virkemidler – i dette tilfælde: spyt (v.33).

Der er ingen modsætning mellem bøn til Jesus og ydre virkemidler, som for eksempel medicin. For øvrigt trak han manden væk fra skaren. En nærliggende tanke er, at underet gøres til et anliggende mellem Gud og den enkelte, ikke en fælles sag.

Dette fører videre til det mærkelige forbud mod at tale om det der er sket (v 36):

  1. På den ene side er underne én stor demonstration af, hvem Jesus er. På den anden side ønsker Jesus ikke, at mennesker skal blive hans disciple, for at han skal gøre undere for dem.

Vi kan gå til en lang række andre undere og få øje på samme – eller andre – sider ved personen Jesus.

Nogle gange gør Jesus selv udtrykkelig opmærksom på den pointe, han vil demonstrere ved sit under. Og den kan mærkelig nok ligge ganske langt fra det konkrete under: Som når han – da han helbreder en lam mand i Kapernaum – siger, at det sker, ”for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt til at tilgive synder på jorden (Mark 2,10)”.

Andre gange – ofte – forbliver underets Kristusforkyndelse i antydningerne og kropssproget. Måske fordi det mennesker selv indser, synker dybere i sindet end det, vi får at vide.

Jeg kunne ikke drømme om at prædike over alle disse temaer i én prædiken. Det ville formodentlig pædagogisk overbelaste den. Nogle temaer må vælges ud og andre gemmes til en anden god gang. Det er nemlig karakteristisk for evangelieteksterne, at de – i langt højere grad end brevtekster – stritter i flere forskellige retninger. På den måde bliver der flere forskellige prædikemuligheder i hver tekst.

Den-nye-jord-perspektivet

Pointen i dette perspektiv er, at Jesus med sine undere tegner et billede af den verden, han vil skabe ved verdenshistoriens afslutning.
Man kan på mange måder betragte visionen af ørkenen, der blomstrer (Es 35), som den gammeltestamentlige baggrundstekst for denne dimension af Jesu undere. Modelteksten kan fx bringe v. 5-6 op i hukommelsen:

Da skal blindes øjne åbnes
og døves ører lukkes op;
6
da springer den halte som hjorten,
den stummes tunge bryder ud i jubel.

Underet med den døvstumme i Markus 7 giver således et lille glimt af den kommende verden. Dels i rent fysisk forstand: den handicappede bliver befriet for sin lidelse. Vi venter en verden uden smerter, tårer, lidelse og død (Åb 21,1ff). Og dels i social forstand: Den nye jord bliver genoprettelsen af alle et menneskes relationer. Når en døv kan høre og en talehandicappet tale, genoprettes relationen både til Gud, næsten og personen selv. Nu kan Guds ord igen høres og bønner formuleres, nu kan samtaler føres mellem mennesker, og nu genoprettes et menneskes funktioner og værdighed.

I det hele taget kan man overveje, i hvor høj grad underne prædiker genoprettelse af de smerter og forbandelser, menneskeheden pådrog sig i syndefaldet.

Hvis vi læser Første Mosebog 3,15ff finder vi fem forbandelser, som på mærkelig vis passer sammen med fem typer af Jesu undere:

V 15: Fjendskabet mellem kvinden og Slangen får sit modbillede i dæmonuddrivelserne

V.16: Fødselssmerten – i helbredelserne

V.17 Jordens forbandelse – i naturunderne

V.18 Arbejdets og madens forbandelse – i bespisningsunderne

V.19 Døden – i dødeopvækkelserne.

Perspektiverne smelter sammen

Der kan være grund til igen at understrege, at det realistiske, kristologiske og eskatologiske perspektiv på underne ikke er tre adskilte temaer. Det er langt snarere tre sider af samme sag.

Ved helbredelsesunderet i Dekapolis prædikes 1)den historiske virkelighed, 2) Jesu væsen og 3) den kommende verden i én og samme enkle og dramatiske begivenhed. Og det bliver muligt for den enkelte læser, prædikant og tilhører at hæfte sig særligt ved den side, han har brug for at møde lige nu.

Og det er nærmest sådan, at hvis det ene tema forsvinder, så bliver de andre også væk:

Da Jesus oprejste Lazarus fra de døde (Joh 11), havde det sammenhæng med, at han elskede sine venner i Bethania. Han savnede Lazarus, og han så Maria og Martha sørge.

Sådan var Jesus på et bestemt sted og en bestemt tid i Judæa (det realistiske).

Sådan er han også i dag (det kristologiske).

Og han brugte underet til at vise, hvordan den verden bliver, som han vil oprette ved sin genkomst: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør” (det eskatologiske). Vi ser små glimt af den nye jord, når sultne bliver mætte, lamme går, blinde ser, stumme synger lovsange, og når dæmoner følger med grisene i afgrunden.

Sådan bliver den verden, vi skal bo i, nemlig engang.

I en af Bibellæserringens børnepublikationer læste jeg engang DBI-lærer Birgitte Kjær sammenholde disse tre temaer, så det blev både enkelt og dybt. Hun forholdt sig til den anfægtelse, som både børn og voksne får i forbindelse med sygdom:

Spørgsmål: Kan Jesus helbrede?

Svar: Ja!

Spørgsmål: Vil Jesus helbrede?

Svar: Ja

Spørgsmål: Hvornår?

Svar: Ved ikke – senest ved Jesu genkomst!

 

 

Litteratur:

Ole Øystese: Forenklingens kunst (Universitetsforlaget 1988)

F. Nørager Pedersen: Prædikenens idéhistorie (Gyldendal 1980)

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler