Vi er skabt i Guds billede

Det er ikke let at svare på, hvad det vil sige, at mennesket er skabt i Guds billede.

1 Mos 1,27: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”.

Det er ikke let at svare på, hvad det vil sige, at mennesket er skabt i Guds billede. Men gudbilledligheden er vigtig og vitaminrig. Så lad os gøre et forsøg.

Den oprindelig gudbilledlighed

Hvis vi ser på gudbilledligheden før syndefaldet, altså som den beskrives i Bibelen to første kapitler, kan følgende syv kendetegn nævnes:

  1. Alt det skabte har sit ophav i Gud. Men kun mennesket skabes i Guds billede. Hverken sol, måne eller stjerner, hverken jord, vand eller luft, hverken planter eller dyr omtales som ”skabt i Guds billede”. Ikke engang om englene siges det, at de er skabt i Guds billede.
  2. Der står ikke, at mennesket skabtes som Guds billede, men i Guds billede. Adam og hans kvinde, som senere kom til at hedde Eva, var altså ikke billeder af Gud som sådan en slags omvandrende fotografier af Gud. Men skabt i Guds billede var der dog noget ved mennesket, der umiskendeligt mindede om Gud. De var på en måde af Guds slægt.
  3. Gudbilledligheden knyttes til det relationelle – især til forholdet mellem mand og kvinde; det står i anden sætning af 1 Mos 1,27, som er citeret herover. Men gudbilledligheden knyttes også til relationen til Gud, fordi menneskene er de eneste skabninger (ud over englene), Gud taler personligt med.
  4. Gudsbilledet har desuden med en særlig opgave at gøre, som Gud kun giver til mennesket, nemlig at tage vare på det øvrige skaberværk. Menneskene skulle dyrke og vogte Edens have som Guds vicekonger.
  5. Gudbilledligheden er dermed også en udrustning til at varetage relationerne til andre mennesker og til Gud og til at varetage den store opgave med at dyrke og vogte haven. Jeg tror, den udrustning især består i en unik enhed af krop, sjæl og ånd og af tanke, vilje og følelser hos mennesket samt af førnævnte relationelle udrustning.
  6. Kun mennesket får af Gud et tilbud (”Du må spise af alle træerne i haven”) og et forbud (”Træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø”).
  7. Mennesket drages til ansvar og pålægges skyld for at bryde forbuddet, hvoraf vi ser, at kun mennesket forstås som et moralsk væsen, hvilket også viser sig ved, at mennesket får dårlig samvittighed, da det bryder Guds bud.

Hvad med gudbilledligheden efter faldet?

I kirkens 2.000-årige historie er der blevet svaret forskelligt på det spørgsmål. Alle er enige om, at gudbilledligheden tog skade ved syndefaldet. Men man er uenige om hvor meget og hvordan; lige fra en opfattelse af, at menneskets gudbilledlighed kun er ”lettere skrammet” til, at den helt og aldeles gik tabt ved syndefaldet.

Alligevel er det vigtigt at rejse spørgsmålet, for vi lever efter syndefaldet, så hvis vi skal finde ud, hvilken alvor og glæde det i dag er med vores gudbilledlighed, må vi prøve at svare.

Jeg tilslutter mig Asger Chr. Højlunds[1] svar, som kan sammenfattes i følgende punkter:

  • 1 Mos 9,6: ”Den der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker. For i sit billede skabte Gud menneskesket” nævner ACH som ”et ofte anvendt belæg for menneskets fortsatte gudbilledlighed (s. 258).
  • ”Der er også en gudbilledlighed til stede uden for troen, på skabelsens plan, om end det endnu ikke er i opfyldt forstand, den er til stede” (s. 259).
  • ”Luthers afvisning af talen om det intakte gudsbillede havde i høj grad sin berettigelse, når denne tale blev brugt som den blev brugt af hans katolske modstandere. Og det samme kan siges om Barth i forhold til liberalteologien. Men fører denne afvisning til et manglende syn for det stempel[2], Gud har sat på menneske fra skabelsen af, går det galt” (s. 260).
  • ”Menneskets værd … ligger i den for tanken grænsesprængende (men dog i Jesus synlige) bestemmelse, at mennesket er anlagt på fællesskab med Gud. Og denne bestemmelse gælder også mennesket som synder” (s. 260-61).

I forhold til ovenstående syv punkter betyder det:

Ad 1. Mennesket har fortsat en unik position blandt alt det skabte, men efter faldet indebærer denne position også en særlig alvor og skyld, fordi mennesket – ikke himmellegemerne, elementerne, planterne eller dyrene – er årsag til den destruktion, som nu præger skaberværket.

Men gudsbilledet er ikke totalt udslettet. N.F.S. Grundtvig resonerer som så: Hvis gudsbilledet var helt borte, kunne Gud ikke tiltale Adam og Adam ikke svare Gud. Men Gud og Adam talte jo netop sammen efter faldet.

Ad 2. Mennesket er fortsat i ”Guds slægt” (jf. Ap G 17,29); men vi er bortkomne børn, der kaster skam over vores guddommelige ophav. Dog netop derved – på underlig bagvendt måde – vidner vi om Gud. Men kun ved dåb og tro på Jesus Kristus bliver vi atter Guds sande børn under nåden.

Ad 3. Mennesket står fortsat i fundamentale relationer til Gud og næsten. Men forholdet til Gud er så skadet, at kun gennem Jesus genoprettes det. Forholdet til medmennesket er tvetydigt: Vi kan volde hinanden smerter, som er langt større end dem, skaberværket kan volde. Men vi kan også optræde så solidarisk, godt og kærligt over for hinanden, som intet andet i skaberværket kan.

Ad 4. Gud har ikke annulleret sin opgave til mennesket som hans vicekonger. Men også denne opgave er blevet tvetydig: Vi kan forædle det skabte og værne om det til glæde for mennesker og til ære for Gud, og vi kan med vores teknologi og snilde dæmme op for destruktive kræfter i skaberværket, fx ved at bygge dæmninger og bekæmpe malariemyg. På den anden side misligholder vi opgaven på hovedsagelig to måder: Enten ved at forgribe os på det skabte til egen egoistisk vinding, eller ved at forgude det skabte, hvorved vi abdicerer fra vores opgave.

Ad 5. Mennesket er fortsat relationelt samt en unik enhed af krop, sjæl og ånd og af tanke, vilje og følelser. Det kropslige/fysiske har vi fælles med den øvrige skabning. Det sjælelige kan i en decimeret form også tilskrives dyrene; men menneskets evner til at tænke, ville og føle giver os enorme muligheder – efter faldet ikke blot til at gøre godt, men også ondt. Menneskets åndsrustning, som ingen af de øvrige skabninger har, ytrer sig fx i vores samvittighed, evnen til at skabe kultur og i selvbevidsthed. Den er i særdeleshed en del af gudsbilledet. Men også her på tvetydig vis, fordi mennesket kan stille sig til rådighed for såvel onde som gode åndsmagter.

Ad 6 og 7. Det er også en del af menneskets åndsudrustning, at det er et moralsk væsen med etisk bevidsthed. Vi er for altid mærket af, at Gud kun gav mennesket et forbud, der dybest havde det gode formål, at vi ikke skulle stræbe efter at blive som Gud, men nøjes med at være, hvad vi er: mennesker.

Målt med Guds fuldkomne alen, der er den eneste 100 % rette målestok, kommer vi helt til kort og har kun én chance for at blive retfærdige. Den ene mulighed hedder Jesus Kristus. Målt med menneskers ramponerede alen, lever vi delvist op til kravene. Men vi kan heldigvis klare os med det ufuldkomne. Derfor kan fx en mors ufuldkomne omsorg være tilstrækkelig for hendes barn.

Summa summarum: Alle mennesker er altså fortsat skabt i Guds billede; men i forhold til Gud er billedet totalskadet, mens det i forhold til andre mennesker er voldsomt amputeret.

Dette forhindrer dog ikke salmisten i at beskrive mennesket sådan:

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, men herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder (Sl 8,4-7).

Disse ord er vel at mærke udtalt om mennesket efter faldet.

Gudbilledligheden genoprettes i Jesus Kristus

Gudbilledligheden er uløseligt knyttet til Guds søn, Jesus Kristus, om hvem der står, at ”han er den usynlige Guds billede” (Kol 1,15), Guds ”væsens udtrykte billede” (Heb 1,3) eller slet og ret ”Guds billede” (2 Kor 4,4).

Så selv når vi – som præciseret ovenfor – kan tale om, at mennesket fortsat er skabt i Guds billede, er også dét (som alt andet i tilværelse) forbundet med Jesus Kristus. Alle mennesker skylder derfor Jesus tak for at være skabt i Guds billede.

Når det handler om at genoprette det tabte gudsbillede, har Jesus Kristus endnu større betydning. Som Paulus skriver: ”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus” (Gal 3,26-27). Ved dåben og troen bliver vi iført Kristus. Gud har bestemt os til ”at formes efter sin søns billede” (Rom 8,29), og vi opmuntres til ”at iføre os det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed” (Ef 4,24). Denne genoprettelse sker for de troende ufuldkomment i livet før døden og fulkomment i opstandelsen efter døden.

Vi bliver kort sagt Gud lig ved, at Jesus Kristus blev os lig. Men ”Gud lig” betyder ikke, at vi bliver guddommelige, ”blot” at gudsbilledet genoprettes.

Vi kan med andre ord slå fast, at der er kvalitativ forskel på den medfødte og den genfødte gudbilledlighed.

Den negative følge af dette er, at hvis et menneske – af uransagelige grunde – afviser Guds genoprettelsestilbud i Kristus, går det glip af genoprettelsen såvel før som efter døden. Det sidste kaldes med et andet ord for ”fortabelsen”.

Man kan sige, at menneskets gådefulde gudbilledlighed også viser sig ved, at det på uransagelig vis har mulighed for at svare afvisende på Guds kærlighedserklæring.

Eksempler på gudsbilledets betydning i dag

Jf. ovenstående bør vi skelne mellem gudsbilledets betydning for alle mennesker og for de døbte-og-troende. Blot nogle få eksempler på begge dele:

For alle mennesker:

  • Dyrene kan ikke undres; men det kan vi, fordi vi er skabt i Guds billede. Lad os derfor fremelske undren hos os selv og vores børn. Undren over de sorte huller i universet, over fosterets vækst i mors mave, over poesiens stærke budskab og kærlighedens væsen.
  • Vi står alle til ansvar for Gud. Det lyder måske dystert; men dybest set er det befriende, at vi ikke er alene, og at der er én over os, som taler til os – og som vi skal ”svare an”. For ansvar er dybest set at svare ham, som taler til os.
  • Lad os glædes over og kæmpe for det gode, sande og smukke, og lad os bekæmpe det onde, løgnagtige og grimme. Vi kan ganske vist ikke i alle detaljer blive enige om, hvad det er; men vi kan forenes om, at det findes, og at det første skal fremmes, mens det andet skal hæmmes.
  • Det giver mening at opdrage børn. De er ikke djævle. Der er noget destruktivt i dem, som vi har til opgave at dæmme op for, og – især – lære dem selv at dæmme op for. Og der er noget konstruktivt i alle børn, som vi kan fremelske og appellere til.
  • Når mennesker er skabt i Guds billede, må jeg respektere ethvert medmenneske. Vi kan være rivende uenige, og det vi må tale med hinanden om. Den anden kan mene, at jeg tager grueligt fejl, og jeg skal lade ham fortælle mig det. Men vi øver os på at respektere hinanden. Ægte åndsfrihed har i virkeligheden med menneskelig værdighed at gøre. Det udspringer også af gudbilledligheden.

For de døbte-og troende mennesker:

  • Da det er afgørende for genoprettelsen af gudsbilledet, at vi bliver døbt og lever i troen på Jesus Kristus, må jeg selv søge de midler (dåben, nadveren og Ordet), der skaber og opretholder denne tro, og jeg må gøre hvad der står i min magt for at sætte børn, som jeg har ansvar for, i forbindelse med de samme nådemidler.
  • Når jeg er gået ind i Guds rige, hvor han til stadighed arbejder på at forny sit billede i mig, er der håb – både for dette liv og for evigheden. Og jeg kan frimodigt søge at give andre del i det samme håb.
  • Når nåden er det afgørende for, at jeg er skabt i Guds billede, kan jeg øve mig på at være nådig imod andre, fx at se på andre med et nådigt, ikke-fordømmende blik.
  • Når Gud har sat en kæmpe mission i værk for at forny og genoprette gudsbilledet i mennesker, giver det dyb mening for mig at være redskab for hans mission – i den tid og på det sted, han sætter mig.
  • Når Gud har omsorg for menneskers timelige vel, kan vi også som kristne med frimodighed kaste os ud i opgaver, der har menneskers timelig vel som mål. Socialt arbejde. Naturforvaltning. Nødhjælp. Forbøn.

Kom ikke og sig, at det ikke betyder noget, at vi er skabt i Guds billede!

[1] Asger Chr. Højlund: Hvad er da et menneske? Menneskets gudbilledlighed og synden. I: Johannes Helberg et al. (red.): Fri och bunden. Göteborg: Församlingsförlaget 2013.

[2] Søren Kierkegaard sammenligner gudsbilledet med et usynligt vandmærke i en pengeseddel eller på et frimærke.

Relaterede artikler