Ifølge Det Nye Testamente er alle kristne præster for Gud.
I Johannes’ Åbenbaring 1,5f omtales Jesus Kristus således som ”Ham, som elsker os og har løst os fra vores synder med sit blod, og som har gjort os til et kongeligt folk, til præster for Gud, sin fader, ham være ære og magt i evighedernes evigheder.”
I kraft af at Jesus har løst os fra vores synder med sit blod, har han altså gjort os til ”præster for Gud.”
Derfor kan apostlen Peter også skrive: ”Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud ”(1 Pet 2,4f).
For som Peter nogle få vers senere gør gældende: ”I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, I som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed (1 Pet 2,9f).
Peter bruger her fire udtryk – en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk – om den kristne menighed i den nye pagt, som i GT bruges om Israels folk i den gamle pagt.
Om Israels folk læser vi f.eks.: ”I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig” (2 Mos 19,6). Og: ”For du er et helligt folk for Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt af alle folk på jorden som sit ejendomsfolk ”(5 Mos 7,6).
Alt det, Gud i den gamle pagt kaldte Israels folk til at være, det bruger Peter altså her i sin omtale af kirken som Guds folk, bestående af både Jesus-troende jøder og hedninger, i den nye pagt.
Vi vil her koncentrere os om udtrykket ”et kongeligt præsteskab,” som svarer til det, vi kalder ”det almindelige præstedømme.” Hvad ligger der i dette?
Virkeliggørelsen af et ideal
Allerede i GT var hele folket ideelt set kaldet til at være præster for Herren (2 Mos 19,6). Ideelt set indebar denne præsteværdighed delagtighed i det privilegium at have adgang ind i Guds nærhed.
Men virkeliggørelsen af dette ideal var endnu ikke mulig på grund af folkets syndighed.
På grund af synden blev der således også, som en midlertidig ordning, indstiftet det levitiske præstedømme. De levitiske præsters hovedopgave var offertjenesten, som gav dem det særskilte privilegium at have adgang til Gud. Alene præsterne havde adgang til det helligste i helligdommen, og alene ypperstepræsten havde, én gang om året, på den store forsoningsdag, adgang til det allerhelligste, idet han bar det sonende offerblod ind for den hellige Guds ansigt.
Men hele det levitiske præstedømme, der hørte den gamle pagt til, nåede sin opfyldelse, da Jesus bragte sig selv som et eviggyldigt offer for vores synder og med sit eget blod én gang for alle gik ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom og vandt evig forløsning (jf. Hebr 9,11f. 24-26; 10,11-14). Derfor er der ikke mere brug for det levitiske præstedømme, en ypperstepræst eller flere, for Jesus er den fuldkomne ypperstepræst, der én gang for alle bragte det fuldkomne offer for synden.
Og dermed kunne GT’s ideal om det almindelige præstedømme (at hele Guds folk er præster for Gud) virkeliggøres fuldt ud, som Profeten Esajas også havde forudsagt, det ville blive: ”Men I skal kaldes Herrens præster, vores Guds tjenere skal I hedde” (Es 61,6).
Derfor kaldes alle kristne i NT præster for Gud, for det er den nye pagts virkelighed. Hvad ligger der i det, og hvori består den præstetjeneste, alle kristne har del i?
Har adgang til Gud
Essensen i det almindelige præstedømme er, at alle kristne i kraft af Jesu blod har adgang til det allerhelligste, ind i Guds nærhed.
Efter udførligt at have udfoldet Jesu ypperstepræstelige tjeneste for os, siger Hebræerbrevets forfatter: ”Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus. Lad os derfor træde frem …” (Hebr 10,19-22).
Tilsvarende siger Paulus: ”I ham og ved troen på ham har vi frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud” (Ef 3,12).
Dette store privilegium gælder alle kristne! Fordi Jesus har åbnet vejen for os, har vi alle adgang ind i den hellige Guds nærhed og lever hele vores liv dér, for hans ansigt, og dér udfører vi alle en præstetjeneste for ham.
Bringer ofre
Denne præstetjeneste består, som apostlen Peter udtrykker det, i at bringe ”åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud” (1 Pet 2,5). Her er der naturligvis ikke tale om at bringe ofre for synden! Det har Jesus jo gjort én gang for alle! Men i og med at Jesus har skaffet os renselse for vores synder (jf. Hebr 1,3), og at vi ved troen på ham står rene for Guds ansigt, kan vi nu bringe åndelige ofre, der er til behag for Gud!
Går vi igen til Hebræerbrevet, uddybes her, hvad disse ofre åndelige eksempelvis består i: ”Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn. Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud finder behag i” (Hebr 13,15f).
Apostlen Paulus hjælper os endvidere til at se, at det dybest set handler om alle sider af vores liv: ”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag — det skal være jeres åndelige gudstjeneste” (Rom 12,1).
På evangeliets baggrund kaldes vi altså til at bringe os selv som et offer til Gud og således leve hele vores liv som en gudstjeneste – en tjeneste for Gud!
”Gudstjeneste” er – i bibelsk forstand – altså ikke begrænset til noget, vi samles til nogle få timer én dag om ugen, men omfatter hele vores liv, alle ugens dage, hvor vi i alt, hvad vi gør, i hjemmet, på arbejdet, i skolen, i fritiden, og når vi er sammen i menigheden, alle er kaldet til at udføre en præstetjeneste for Gud, ved at bringe os selv som et offer, der behager Gud.
Forkynder hans guddomsmagt
Tilsvarende er alle kristne kaldet til at tage del i forkyndelsen over for verden. For det er til hele den kristne menighed, det siges: ”I er … et kongeligt præsteskab … for at I skal forkynde hans guddomsmagt (1 Pet 2,9).” Denne forkyndelsesopgave er alle kristne, både mænd og kvinder, som præster for Gud, kaldet til at være med i.
Bibelens sprogbrug
I NT bruges ordet præst (hiereús) – når der er tale om den nye pagts virkelighed – i ental kun om Jesus og i flertal kun om alle troende. Aldrig om en særskilt gruppe i menigheden. I den nye pagt findes der intet særskilt præstedømme (som levitternes), kun det almindelige præstedømme.
Dette står på ingen måde i et modsætningsforhold til, at NT også taler om, at nogle (mænd) i menigheden skal kaldes til at være menighedens ældste/hyrder/tilsynsmænd og lærere, som bl.a. skal varetage den læremæssige undervisning over for hele menigheden.
Men når disse personer i gængs dansk sprogbrug ofte kaldes ”præster,” er det altså ikke i overensstemmelse med den sprogbrug, vi finder i NT.
(Baggrunden for forvirringen er, at det danske ord for ”præst” kommer af det græske presbýteros, som faktisk betyder ”ældste.” Men deri ligger der altså noget helt andet, end når vi i vores danske bibel læser ordet ”præst.”)
I bibelsk forstand er hele menigheden præster for Gud, hver dag og alle steder – og dét er en virkelighed, Jesus døde for at realisere og fortjener al vores tak og tilbedelse for (Åb 5,9f):
Du er værdig til at få bogen
og bryde dens segl,
for du blev slagtet, og du købte med dit blod
mennesker til Gud
af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag
og gjorde dem til et kongeligt folk
og til præster for vores Gud,
og de skal være konger på jorden.
Artiklen er oprindeligt udgivet i Budskabet
