”Næst efter Guds ord er musikken det, som mest fortjener at prises”. Sådan lyder ordene fra Martin Luther i et forord til musikeren Georg Rhaus ”Skønne symfonier” fra 1538. Sang og musik har altid fyldt noget hos Guds folk, både før og efter Det Ny Testamente. Men hvorfor synger vi kristne egentlig? Hvad siger Bibelen om det? Og hvilke overvejelser skal vi have i vores brug af sang til gudstjenester og lovsangaftener? Det vil jeg prøve at undersøge i denne artikel.
Bibelens første sange
Hvornår møder vi den første sang i Bibelen? Jeg vil mene, at det er i 1 Mos 2,23, hvor Adam ser Eva og udbryder: ”Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget”. Den næste sang er i 1 Mos 4,23, hvor Kains efterkommer Lemek siger til sine koner: ”Ada og Silla, hør på mig. Lemeks koner, lyt til mine ord. Jeg dræber en mand for en flænge, et barn for en skramme. Hævnes Kain syv gange, skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange”. Man kan diskutere, om det er sange, men det er i hvert fald poesi, og det viser en vigtig pointe fra start. Kunst – deriblandt sang og musik – kan bruges både godt og ondt. Det kan bruges til at udtrykke glæde og lovprisning, som det ses i Adams sang om Eva. Men det kan også bruges til at udtrykke hævn og brutal undertrykkelse, som det sker i Lemeks sang til Ada og Silla.
En af de næste sange, der optræder i Bibelen, er sejrssangen i 2 Mos 15. Det er den første sang, der eksplicit er rettet til Gud som en ”sang for Herren” (15,1), og den opstår som reaktion på, at Gud lige har ført israelitterne gennem havet og befriet dem fra slaveriet i Egypten. Udfrielsen fra Egypten er den store frelsesbegivenhed i Gamle Testamente, og sangen fortæller i poetisk form, hvordan Gud har gjort det, både ved at synge om Gud i tredje person, for eksempel i vers 2; ”han blev min frelse”, og til Gud i anden person, for eksempel i vers 11; ”Hvem er som du blandt guder, Herre?”.
Sang er reaktion på Guds handlen
At bryde ud i sang som reaktion på, at Gud har grebet ind til frelse, er i det hele taget et gennemgående tema i Bibelen. I 2. Sam 2 bryder Hanna ud i en lovsang til Gud, fordi hun har fået drengen Samuel. Sangen omtales som en bøn (2,1) og handler om, hvordan Gud tager sig af de svage. I Luk 1-2 hører vi om, hvordan både Maria (1,46-56), Zakarias (1,67-80) og Simeon (2,29-32) bryder ud i lovsang som en reaktion på, at Gud har grebet ind ved at sende Johannes Døberen og Jesus.
Lovsang kan også være reaktion på Guds handlen i skaberværket, som det ses i Sl 104. Det er også en sang, der er rettet til Gud i anden person, og som handler om Gud i tredje person. Sangen fortæller om, hvordan Gud skabte hele skaberværket og fortsat opretholder det. Ligesom de sange der sker på baggrund af Guds frelse, er sangen dog stadig en reaktion på hvem Gud er, og hvad han har gjort.
Her ser vi den første vigtige grund til, hvorfor vi kristne synger: Fordi Gud har handlet.
Nogle gange sker denne reaktion også på baggrund af en oplevelse af, at Gud har handlet på en ubehagelig måde eller slet ikke har handlet. Det ses for eksempel i Sl 88, som er en klagesalme. Den udtrykker intet håb, men i stedet en ambivalent oplevelse af, at Gud er fraværende og samtidig nærværende i sin vrede. Også denne sang virker til at være tænkt som en kollektiv sang til brug i menigheden. Bibelen viser os dermed, at det er godt at have sange, der giver udtryk for forskellige reaktioner på og oplevelser af Guds handlen.
Sang er både lovprisning og undervisning
Hos apostlen Paulus finder vi særligt to vigtige udsagn om lovsang. I Ef 5,19 skriver Paulus: ”…tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn”. I Kol 3,16 skriver han: ”Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud”. Læg mærke til, hvordan Paulus tænker, at sangen er rettet mod både mennesker og Gud. Den er rettet mod os kristne som tale, undervisning og formaning, og så er den rettet mod Gud som tak. Her udtrykker Paulus det, vi også så i 2 Mos 15 og Sl 104: at sangen både handler om Gud og er rettet til Gud. Sang er lovprisning, samtidig med at den er undervisning. Her ser vi altså endnu en vigtig grund til, hvorfor vi kristne synger: Vi gør det for at takke Gud som lovprisning, og vi gør det for at undervise os selv og hinanden om, hvem han er.
Bibelens sidste sange
I Bibelens sidste bog finder vi også flere sange. Én af dem er i Åb 4,8, hvor der synges ”Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige, han som var og som er og som kommer” i døgndrift foran Guds trone. En anden er sangen til Lammet i Åb 5,9, hvor vi hører om en ny sang, der synges til Jesus: ”Du er værdig til at få bogen og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte med dit blod alle mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag og gjorde dem til et kongeligt folk og til præster for vor Gud, og de skal være konger på jorden”. Læg mærke til, hvordan denne sang både er en lovprisning til Jesus, der sker som reaktion på, hvad han har gjort, og er undervisning, der giver os begrundelsen for lovprisningen, nemlig at Jesus er blevet slagtet og har samlet sig et folk på tværs af folkeslag. Samme mønster går igen i Åb 19,2-8, sangen om lammets bryllup og Babylons fald.
Hvad betyder det for os?
Hvad skal alt dette betyde for vores måde at bruge musik og sang i de kristne menigheder i dag? Jeg vil forsøge at give tre perspektiver. Det er vigtigt for mig at understrege, at dette er mine tanker, og at jeg ikke skriver som musiker, men som fast kirkegænger i en sognekirke, der er glad for musik og sang og som tænker en del over, hvad og hvordan vi synger.
Sang er reaktion
Som vist er det helt centralt at forstå sangen som en reaktion på det, Gud har gjort især på hans frelse. Det tror jeg, at man rent liturgisk kan understøtte ved at tænke over hvilke sange, man lægger hvornår i gudstjenesten eller til en lovsangaften. Jeg synes, at der er en tendens til, at især mange nyere lovsange er mere enkle lovprisningssange, der ikke altid giver en særligt tydelig eller lang begrundelse på, hvorfor vi skal prise Gud, men som blot fortæller, at vi gør det eller skal gøre det. Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Læs fx Sl 150, der gentagende siger: ”lovpris ham”. Jeg tror dog, at der er en grund til, at Sl 150 er placeret som den sidste salme i Salmernes Bog, nemlig for at understrege, at den er en reaktion på alt det, vi har hørt om Gud og hans gerninger i de foregående 149 salmer. Derfor tænker jeg også, at det er oplagt at lægge disse mere enkle lovprisningssange efter prædikenen og – hvis det er en gudstjeneste – eventuelt også efter nadveren, da det tydeligt understreger, at det er en reaktion på det, Gud gør i nådemidlerne (ord, dåb og nadver). Dette kan også understreges ved at lægge sange af mere undervisende karakter i starten af gudstjenesten/lovsangsaftenen, som tydeliggør, hvorfor vi synger.
Spændingen mellem undervisning, poesi og oplevelse
Som nævnt tænkte Paulus, at lovsange havde en undervisende funktion. Det ser vi også eksempler på gennem kirkehistorien, hvor både den lutherske reformation og den rosenianske vækkelse blev sunget ind i hjerterne gennem Luthers og Lina Sandells sange. Derfor må vi også være utroligt opmærksomme på, om de sange, vi synger, formidler sund teologi eller ej. Jeg vil anbefale, at man i udgangspunktet ikke synger sange fra kirker, der virker både menneskeligt og åndeligt usunde, som for eksempel Bethel Church.1Bethel church er en central del af den hyperkarismatiske bevægelse ”New Apostolic Reformation.” Læs mere her
I en teologisk bedømmelse af sange oplever jeg imidlertid, at der er en potentiel spænding. For sange er også poesi, og det betyder, efter min mening, at nogle udtryk godt kan bruges om Gud i en sang, men vil være mindre passende i en prædiken eller en troslærebog.
En yderligere spænding kommer af, at vi også har brug for sange, der formidler vores oplevelser af Gud og livet, som i eksemplet fra Sl 88. I én forstand er det jo teologisk forkert, når salmisten i Sl 88,15 siger, at Gud har forstødt ham og skjult ansigtet for ham. For Gud har jo lovet altid at være hos os. Men samtidig er det sandt i den forstand, at det er salmistens oplevelse af Gud – og den oplevelse skal den kristne menighed også have et sprog for. Hvad denne spænding betyder for, om man synger en sang eller ej, skal afgøres fra sag til sag, men det viser i hvert fald, at vi har brug for at tale om de sange, vi synger.
Giv plads for forskellige sange
De bibelske tekster viser os, at sange om og til Gud kan se ud på mange forskellige måder og omhandler mange forskellige temaer. Det tror jeg er vigtigt at understrege. Lovsange behøver ikke altid at omhandle det mest centrale ved kristendommen. Nogle gange er det noget andet, der skal betones, for eksempel Guds handlen i skaberværket. Omvendt omhandler de fleste sange i Bibelen Guds frelseshandlinger, og derfor er det også vigtigt, at vi har mange sange, der taler tydeligt om hans ultimative frelseshandling, nemlig Jesu død og opstandelse.
Jeg tror desuden, at hver tid og kultur har nogle sider ved det bibelske gudsbillede, som vi fremhæver mere stærkt end andre, og det påvirker også vores valg af lovsange. Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at vi vælger sange fra mange forskellige tider og med mange forskellige tematikker for dermed at få et mere sandt og helt billede af Gud. Også formmæssigt er det vigtigt med variation. Jeg er ikke selv stor fan af meget gentagende sange, men den evige lovsang ved Guds trone i Åb 4,8 viser altså, at gentagelsen har sin plads. Ligesom lange sange uden gentagelser også har deres plads, som i Sl 37.
Tal og syng videre
Jeg tror, at vi, i vores kristne sammenhænge, har brug for at tale endnu mere om, hvordan sang og musik skal fylde. Derfor håber jeg også, at du selv vil tænke videre – og snakke videre. Dyk selv ned i Salmernes Bog og andre tekster i Bibelen, der omhandler lovsang. Læg mærke til teksterne i de sange, I synger i dit kristne fællesskab og overvej, hvad der egentlig står. Tal med dine medkristne om det. Og tag selv del i sangen, så den også for dig kommer til både at være undervisning om og lovprisning til den Gud, der har grebet ind og derfor skal lovprises af hele jorden.
