Sjælesorgen i ceremonierne

Gud har altid et ord netop til mig i min situation, ind i det, der lige netop er mit hovedproblem.

Læg i øvrigt mærke til, at der efter hver ceremoni står: ”så er han ren”. Det samme budskab måtte formidles ad flere omgange og på forskellig måde.  Det minder os om, at vi også har brug igen og igen at høre ordene om, at vores synd er sonet af Jesus – og prædiket med de forskellige vinkler, som også NT lægger op.

Hvilke skatte finder vi så i disse ceremonier? Flere ting. Ceremonierne var forkyndelse for både ører, øjne og de øvrige sanser af:

• Syndens alvor og betydning
• Guds hjertelag mod os
• Guds kærligheds pris (om end kun i billedlige og foreløbige termer)
• Hvad det betyder at være Guds børn, hans folk
• Hvad det betyder at være med i Guds folks fællesskab

Nogle af disse skatte vil vi forsøge at kigge på nu.

Udelukket fra fællesskab

Baggrunden for de omtalte ceremonier om genoptagelse i menigheden er, at hvis man var spedalsk, skulle man udelukkes af lejren og havde derfor ingen adgang til tabernaklet eller templet, og de spedalske skulle advare folk om deres tilstedeværelse og råbe ”uren, uren” (3 Mos 13,1-46).

Den spedalske var altså både udelukket fra fællesskab med Gud og med andre mennesker. Spedalskhed er derfor også et billede på synden, der ødelægger fællesskabet med Gud og andre mennesker.

Gik der melding om, at en spedalsk evt. var blevet helbredt, skulle han undersøges. Undersøgelsen foregik ved, at præsten gik uden for lejren for at undersøge den spedalske. Det er et billede på, hvordan Jesus kom til den fortabte menneskehed – til vores verden – i stedet for, at vi skulle søge efter ham i himlen. Ifølge Hebræerbrevet 13,12 led Jesus ”uden for byporten”.

Hvis den spedalske var helbredt, skulle der gennemføres adskillige ceremonier for renselse og genoptagelse i menigheden/lejren. Det hele tog otte dage. Budskabet i de enkelte ceremonier er nogenlunde det samme (dog er der en form for fortælling eller progression i rækkefølgen), men det bliver forkyndt med forskellige vinkler og over tid.

Pointen er, at Gud ordnede det sådan, fordi han ved, at et så stort budskab, som det er, at den spedalske bliver erklæret renset for sygdom, ren for Gud og har adgang til at komme hans ansigt nær, kræver tid at kapere. Det kræver forkyndelse ad flere omgange og med forskellige vinkler, så alle har mulighed for at gribe dette evangelium.

Ceremonierne kan kategoriseres i fem dele.

Fuldkommen ren

Første ceremoni (første dag, v. 1-7) går ud på at slagte en fugl over et lerkar med kildevand. I dette kar med vand og blod tilsættes:

• Cedertræ – et billede på styrke og bestandighed
• Isop-gren – formodentlig det samme som den isop, der blev brugt til at smøre påskelammets blod på dørstolperne ved udgangen af Egypten
• Karminrødt garn – garn, som er indfarvet med blodets farve, og som indgår i tabernaklets teltduge og i præstedragten

En levende fugl dyppes i skålen med vandet og blodet samt de tre øvrige elementer og stænkes syv gange på den helbredte. De syv gange svarer til at forkynde: Han er fuldkommen ren.

Den levende fugl, dyppet i blod, vand, karminrødt garn, cedertræ og isop, slippes derefter fri. Der er to mulige tolkninger, som dog ender med det samme budskab:

1) Det minder om syndebukken, der slippes løs i ørkenen med de af ypperstepræsten bekendte synder (3 Mos 16,22): Den spedalskes synder er fjernet, borte med fuglen.

2) Fuglen er et billede på den spedalske selv. Dvs. han er dækket af blodet og vandet, og dermed renset/fri fra sine synder. Cedertræet forkynder for den rensede spedalske: Din status som ren kommer jo fra Gud, så den er bestandig, trods det, du føler.

Det karminrøde garn kunne jo både minde om forsoningen med den røde farve, men kunne også forstås som et pant på eller løfte om, at ceremoniernes endemål er fællesskab med tabernaklets Gud. Det kunne være her, Paulus har hentet udtrykket om Helligånden, der er ”pantet på vor arv” (Ef 1,14).

Født på ny

Den anden ceremoni (første og syvende dag, v. 8-9) går ud på, at den spedalske skal vaske sit tøj, rage alt sit hår af og bade sig i vand. Derefter må han, for første gang siden han blev udstødt pga. sin sygdom, komme ind i lejren. Han skal dog sidde uden for sit telt.

Efter en uge skal han igen vaske sit tøj og rage alt sit hår af, ja endog øjenbryn og skæg.

Der er tre ting at bemærke:

1. Han kommer til at ligne en nyfødt, der jo heller ikke har meget hår på hovedet. Her kan vi tænke på den, der er født på ny, der (igen) har opnået adgang til Guds nådetrone.
2. ”vaske sit tøj” er et billede, der også kendes fra Ny Testamente, hvor vores tøj vaskes i Lammets blod (Åb 7,14; 22,14).
3. Det kan være så voldsom en følelsesmæssig oplevelse at krydse grænsen til lejren, at der mentalt kan være brug for en langsom tilvænning. Derfor de syv dages ”karensperiode”. Også vi kender til, at den nye fødsel eller det fornyede forhold til Jesus ikke altid sker som en enkel og kort proces. Der kan være gamle synder, der plager, svære minder, eller det kan bare være alt for stort til at kunne fattes.

Indviet til Gud

Den tredje ceremoni (ottende dag, v. 10-18) er skyldofferet, og den består af tre dele. Nu er den helbredte klar til at møde op for Herrens ansigt. Han er ikke bare i lejren, accepteret af mennesker, men nu skal han møde Herren selv og høre, se og mærke, at han er et fuldgyldigt medlem af Guds menighed. Han kommer til at opleve, hvordan han modtages og skænkes syndernes forladelse af Herren selv.

Ceremonien foregår derfor ved indgangen til Åbenbaringsteltet og består af følgende elementer:

1. Skyldofferet ofres (v. 11-13)
2. Skyldofferblodet kobler alteret (Gud) og den rensede sammen (v. 14)
3. Indvielsen til det nye liv med olie (v. 15-18)

Skyldofferet er beskrevet i Tredje Mosebog 5,14-26 og kapitel 7. Senere møder vi syndofferet i fjerde ceremoni. De ligner hinanden meget. Relationen imellem dem vil jeg kommentere i den forbindelse.

Nu møder den rensede for alvor den personlige tilsigelse af syndernes forladelse, og hvor den kommer fra. Den er ikke bare fra mennesker. I forbindelse med skyldofferet blev blodet stænket hele vejen rundt om alteret (3 Mos 7,2). Skyldofferets blod er vel modtaget af alteret (Gud selv), og bekræfter derved, at det fjerner skylden. Når blodet er stænket hele vejen rundt, fortæller det også, at skylden er fjernet hele vejen rundt, totalt. Og Gud har ingen blinde vinkler, hvor han overser noget.

Men det blod, der fjerner skylden, skal kobles sammen med den skyldige. Gud er forsonet, men tilgivelsen skal relateres til det enkelte menneske. Det sker herefter:

Blodet fra skyldofferet stryges på højre øreflip, højre tommelfinger og højre storetå på den, der er erklæret ren. I øvrigt gjorde man også dette ved indsættelsen af ypperstepræsten (3 Mos 8,23). Det var den samme nåde, som gjaldt for den hellige præst som for den udstødte spedalske.

Blodet på højre øreflip kan minde os om, at det, vi hører, ser og oplever, må under det rensende blod. Blodet på højre tommelfinger fortæller, at det, vi gør, må under det rensende blod. Blodet på højre storetå fortæller, at de steder, vi bevæger os hen, må under det rensende blod. Det handler vel også om viljen; hvor vil jeg hen med mit liv?

Også det blod, der i dag renser os, har været en tur på alteret, billedligt talt. Jesus ofrede sit eget blod som den himmelske ypperstepræst. Jesu død blev godtaget af himlen. Jesus stod op igen og lever i dag.

Den rensede er ikke bare lige akkurat accepteret af Gud. Han helliges eller indvies til at tilhøre Gud. Også olien stænkes syv gange for Herrens ansigt for på den måde at koble Herren sammen med den, der nu igen får adgang for Herrens ansigt.

Gud helliger det samme øre, den samme tommelfinger og den samme storetå med olie, som blev renset ved skyldofferets blod.

I udgangspunktet var der en log (½ liter) olie. Der er ikke brugt meget, så det meste er tilbage. Det hældes over den, der er erklæret ren. Han bliver nærmest helt klistret til i olie. Han bliver billedligt talt dækket af indvielsens olie. Her kan vi tænke på Salme 103,1: ”Alt i mig skal prise hans herlige navn”! Intet er undtaget.

Personlig adresse

Den fjerde ceremoni (ottende dag, v. 19a) ligger i forlængelse af det foregående. Nu ofres syndofferet (beskrives i 3 Mos 4,1-5,13).  Syndofferet skaffer soning for synden.

Som nævnt ved skyldofferet hører de to ofre sammen. Desuden bruges udtrykkene synd og skyld i flæng ved beskrivelsen af skyld- og syndofferet. Hvad er pointen? Hvorfor to ceremonier for noget, der ikke er så nemt at adskille, og som hører uløseligt sammen?

En mulig forklaring kunne være, at selv om skyld og synd hører uløseligt sammen (jf. at de to ofringer udføres sammen), er vi mennesker forskellige. For nogle er hovedproblemet: Mit handlingsmønster er imod Guds vilje; ham, jeg elsker – eller burde elske! Det gør ondt i samvittigheden (det er syndeproblematikken). For andre kan hovedproblemet opleves: Jeg står strafskyldig overfor den hellige Gud! Det er erkendelsen af, at jeg aldrig kan sone min egen synd og gøre Gud tilfreds. Skylden er i bund og grund en juridisk term.

Selv om der i praksis ikke er forskel på konsekvensen: Jeg har med den vrede, anklagende Gud at gøre – så må de to tilgange eller mennesketyper føre til to ceremonier, to ofringer. Gud har nemlig altid et ord lige netop til mig i min situation, ind i det, der lige netop er mit hovedproblem.

Måske er det noget, vi godt kunne være mere opmærksomme på, så vi ikke er så smalsporede, at vi kun har et ord til den ene og ikke den anden.

Gud vil menneskers frelse. Derfor indretter han sig efter, hvor vi er, for at nå os netop der.

Taknemmelig overgivelse

I den femte og sidste ceremoni (ottende dag, v. 19b-20) bringes brændofferdyret, som er et heloffer (3 Mos 1 og 6), og afgrødeofferet (3 Mos 2 og 6) på alteret.

Brændofferet har dels soningskarakter, men handler ellers primært om overgivelse til Herren og taknemmelighed. Afgrødeofferet er en frivilliggave og handler ligeledes om taknemmelighed.

Afgrødeofferet kaldes for et ”duftoffer til Herren, en liflig duft” (3 Mos 6,8). Det er dette billede, der bruges i NT om de helliges bønner (Åb 8,1ff).

Det, vi møder her til sidst, er taknemmeligheden for soningen, indvielsen og tjenesten for Gud og bønnen, ja, det inderlige fællesskab med Gud.

Pointer i lyset af ny pagt

Nogle tilsyneladende uforståelige ceremonier i Tredje Mosebog kan altså også lære os, der lever i den nye pagts tid, noget væsentligt:

1. Spedalskheden udelukker mennesker fra fællesskab med hinanden og Gud. Sådan er syndens natur også.
2. Gud viser sin kærlighed mod os ”uden for lejren”, altså mens vi endnu er syndere.
3. Gud forkynder tilgivelse, soning og fjernelse af skyld på flere måder, alt sammen for at vi kan gribe det på den ene eller anden måde.
4. Gud tager sig tid, så vi kan nå at gribe det og fastholde det.
5. Soningen er ”for mig” – alteret og den enkelte kobles sammen.
6. Soningen bygger ikke på noget i mig, men på noget, der skete med andre. I Tredje Mosebog 3,14 var det dyr, der skulle ofres, mens det i den nye pagt er Guds egen søn, Jesus, der måtte dø for at skaffe soning (Hebr 9,11-14; 10,1-18).
7. Fællesskabet med Gud fører til troens gensvar: taknemmelighed, tjeneste og bøn.

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.