For et par år siden havde jeg en oplevelse, som åbnede mine øjne. Jeg var til et møde i missionshuset, og der blev givet mulighed for at dele bedeemner. Det var en af de aftener, hvor rigtig mange fandt frimodighed til at dele svære ting, som vi sammen lagde i hænderne på Gud. Det øjenåbnende for mig var, at der samlet set vel ikke var nogen i fællesskabet, der ikke var berørt af meget tunge omstændigheder. Sygdom, økonomiske problemer, mistrivsel, åndelig krise. Enten hos dem selv eller deres nærmeste.
Min erkendelse var, at jeg nu er trådt ud af ungdommens uskyldige tro på, at mennesket magter det hele, og ind i voksenlivets hårde erfaring af, at livet for langt de fleste rummer stor lidelse.
Bibelen er bekendt med den smerte. Lidelsen er ikke skjult i Bibelen; vi møder den mange steder. Og det har altid været en kamp for kristne at finde ud af, hvor Gud er i lidelsen, og hvilken rolle han spiller.
Men der er også nogle underkategorier af lidelsen, som skiller sig lidt ud fra det overordnede spørgsmål om, hvorfor en kærlig og almægtig Gud tillader lidelse. Det handler for eksempel om prøvelser og fristelser, og jeg tror, det er afgørende at forstå de temaer bedre, også når vi erfarer, at livet møder modgang.
To sider af samme mønt
I første omgang er prøvelser og fristelser to sider af samme mønt. Varianter af det græske ord »peirazo« anvendes f.eks. i Jak 1,12-14 som både »prøvelse«, »prøve« og »friste«. Når man alligevel bruger begge ord på dansk, skyldes det nok, at der helt tydeligt er forskel på, hvem der er ophav til prøvelsen, og med hvilken hensigt prøven finder sted.
Gud kan prøve et menneske ved at sætte det i situationer, der tester karakteren af ens tro. Det sker med en god hensigt for at styrke og bevare troen og afhængigheden af Gud. Satan kan også prøve et menneske, men det sker med en ond hensigt om at få det til at falde i synd og vende sig bort fra Gud.
Gud er almægtig, og Satan er blot en skabning, så Satans onde fristelser sker kun efter tilladelse fra Gud (Job 1,6-12). Det giver skellet mellem de forskellige typer af prøvelser et lidt dunkelt skær, og måske derfor understreger Bibelen flere gange Guds løfter og angiver en vej ud af fristelsen, når Satan får et vist spillerum (1 Kor 10,13; 2 Pet 2,9). Dermed betoner Bibelen, at selvom vi ikke forstår alting, så kan vi have tillid til Gud.
Gud frister ingen
Selvom det måske ikke er helt korrekt rent sprogligt at lave et skel, mener jeg, det er nyttigt at skelne mellem prøvelser og fristelser.
Sagt helt direkte, så prøver Gud os. Han tester os og udfordrer os. Men Gud frister ingen. Satan frister os, og vores syndige natur frister os. Det er et naturligt skel at lave, fordi det markerer forskellen i hensigt, som er det, Bibelen virker optaget af.
Menneskets synd spiller desværre også en rolle i dette tema. For ikke nok med, at vores syndige natur frister os til at gøre onde gerninger, vi fristes også til den grundlæggende synd at sætte os op imod Gud. Vi prøver Gud. Bibelen er fuld af eksempler på mennesker, der sætter Gud på prøve med det formål, at han skal bevise sin godhed (2 Mos 17,2; 4 Mos 14,22; Mal 3,15; ApG 5,9; ApG 15,10). Gud forbyder selv, at mennesker prøver ham på den måde (5 Mos 6,16), for Gud har lovet sin skabning sin godhed, og menneskets kald er at stole på og håbe på Gud, ikke at udfordre ham.
Prøvelsens formål er frelsen
I et af folkekirkens bekendelsesskrifter, Luthers Lille Katekismus fra 1529, skriver Martin Luther om bønnen i fadervor »led os ikke ind i fristelse«: »Gud frister vel ingen, men vi beder i denne bøn, at Gud vil beskytte og bevare os, således at Djævelen, verden eller vores kød ikke skal narre os og forføre os til mistro, fortvivlelse og anden stor skam og last og, selvom vi bliver angrebet, at vi da endelig må vinde og beholde sejren.«
I Katekismus Updated forklarer Carsten Hjorth Pedersen Luthers ord og binder det fint sammen med den udlægning, jeg har præsenteret indtil videre: »Ordet ‘fristelse’ kan også betyde prøvelse, og Bibelen rummer en del eksempler på, at Gud lader sine børn komme ud for prøvelser. Den sjette bøn kan derfor forstås nogenlunde sådan: ‘Gud, når du lader os komme ud for prøvelser, så styrk os, at prøvelserne ikke bliver til fristelser, som vi falder i, men hjælp os at stå fast, så prøvelserne bliver til en styrkelse af vores tro!’«
Men hvad vil Gud, når han prøver os? Hjælper Bibelen os med at forstå det? Ifølge Carsten Hjorth Pedersen er målet, at prøvelsen bliver til en styrkelse af troen. Han peger på Jak 1,12-15 som et nøglested. Jeg mener, det er rigtigt set. Når Gud prøver, har det en god hensigt. Gud vil hærde vores tro. Trykteste den.
Et andet ord for prøvelse er »trængsel«. I Rom 5,3 skriver Paulus, at »vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb«. Der er altså et klart formål med prøvelsen fra Gud, nemlig at den skal gøre vores tro moden, så vi ikke glider væk fra håbet. Lidt ligesom elitesportsfolk, der af deres trænere bliver presset i træningen, for at de kan blive hærdede og holde håbet om succes ved konkurrencen i live.
Peter er inde på noget lignende i sit første brev, når han skriver: »Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares« (1 Pet 1,6-7). Jeg lægger mærke til, at Peter skriver »hvis det skal være«. Dermed også sagt, at prøvelserne kommer med forskellig frekvens, styrke og varighed. Gud doserer, netop som vi har behov for det. Som Lina Sandell skrev: »hver en dag jo også sende vil, mig den lille del af fryd og smerte, som jeg netop trænger til.« Alt står i Guds faderhånd, hvilken trøst! Og så skriver Peter også ordene »for at«, som angiver begrundelsen, og den er så, at troen må blive renset og styrket, så den fører til herlighed.
Gud går med i prøvelsen
Der er tilsyneladende en hel del ting, vi ikke kan lære uden at blive prøvet af Gud. Der er en modningsproces, en vækst, en renselse, som ikke kan blive os til del, hvis ikke Gud sender os igennem ilden. De mange vidnesbyrd om hårde prøvelser, som jeg har hørt, er altså ikke en fejl eller et udtryk for, at Gud er fjern.
Bibelen er ærlig om, at prøvelserne er nødvendige, og den er også ærlig om, at de kan føre til frafald. Derfor advarer Bibelen også mod at lade prøvelsen blive til en fristelse for os, der leder os væk fra Gud. Hans Erik Nissen sagde engang: »Enhver hændelse, der fører mig tættere på Jesus, er god, selvom den i første omgang opleves som ond«. Men det er ikke noget, vi alene skal holde for sandt i teorien. Det må vi også tilegne os i vores eget trosliv med Gud. Og derfor er det så trøstende at vide, at det hårdtprøvede liv i denne verden sker under overskriften: Hele vejen går han med mig!
Artiklen er oprindelig bragt i Impuls 21-2024
