Det blev bælgmørkt midt på dagen. Et voldsomt jordskælv fik selv klipperne til at revne. Døde gik ud af deres grave. I templet blev det store forhæng revet itu – oppefra.
Det var ikke en almindelig dag – den dag Jesus blev korsfæstet. Disse hændelser giver en antydning af det drama, der ligger i Jesu kors.
De bibelske forfattere bruger et vidtforgrenet sprog for at tolke og forklare korsbegivenheden. Det er som om, selve begivenheden er så altomfattende, at der skal trækkes på mange forskellige billeder for bare at forsøge at dække den. I Jesu død og opstandelse finder vi det afgørende klimaks og hjertet i troen for alle kristne.
Der er gjort forskellige forsøg på at sammenfatte og systematisere de bibelske beskrivelser af korsbegivenheden. Denne artikel tager udgangspunkt i fire ”modeller” for forståelsen af Jesu korsdød og viser hvilket gudsbillede, der ligger bag dem. De fire modeller: offermodellen, genløsningsmodellen, kamp-sejr-modellen og forsoningsmodellen, er hentet fra Agne Nordlanders bog Korsets mysterium.
Når Gud ofrer
Det er godt nok ikke så moderne i vestlig religiøsitet, men hvis vi ser globalt og historisk på sagen, er offer-tanken almindelig i mange religioner. Typisk er det sådan, at mennesker ofrer et eller andet værdifuldt til en guddom, for at stille gudens vrede eller opnå hans gunst.
De nytestamentlige forfattere er dristige. Der bruges offersprog, når korsets betydning skal udlægges. Ofte spiller de på GT’s offerlovgivning. Hebræerbrevet udlægger i særlig grad denne sammenhæng. Andre steder kaldes Jesus ”Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29) og ”et sonoffer for vore synder” (1 Joh 4,10).
Men betydningen af Jesu død som sonoffer bliver en helt anden end den almindelige religiøse. Det er nemlig ikke mennesker, der ofrer for at stille Guds vrede og opnå hans gunst. Rollerne er byttet rundt. På korset er det Gud, der ofrer – sig selv – til sig selv.
Paulus skriver i Rom 3,25: ”Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede.” Vægten er altså på, at det er Gud, der handler i Jesu korsdød.
Mange opfatter gudsbilledet bag denne udlægning af korset som barbarisk. Man kan for eksempel høre Jesu død omtalt som ”kosmisk børnemishandling”. En gud, der kræver blodoffer for synd, virker ikke sympatisk i vores kulturelle klima.
Det bunder dog i en overfladisk forståelse af de bibelske tekster. Bibelen præsenterer ikke Gud som en blodhungrende og hævnsyg despot. Pointen med offermodellen er at understrege alvoren i menneskets synd og radikaliteten i Guds kærlighedshandling på korset: ”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder” (1 Joh 4,10).
Når Gud betaler
Genløsningsmodellen er hentet fra det juridiske område og spiller på forskellige former for frikøbelse fra Det Gamle Testamente. Man kan også tage retfærdiggørelsesterminologien med under denne model, selvom Nordlander ikke gør det. Grundtanken er, at mennesket i sin synd står i et håbløst skyldforhold til Gud. Ved sin død fjerner Jesus dette skyldforhold. Hans død bliver en ”løsesum”. Mark 10,45: ”For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”
Paulus knytter talen om genløsning sammen med retfærdiggørelse i Rom 3,24: ”og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.” Retfærdiggørelsen har samme skyldforhold og fjernelse af skyld, som talen om genløsningen. Men scenen er lidt anderledes, idet vi må forestille os Gud som en dommer, der erklærer den skyldige retfærdig på grund af Jesu død.
Ligesom offertanken er heller ikke tanken om Gud som dommer unik for kristendommen eller bibelen. Den findes både i andre religioner og i almenreligiøse udgaver.
Men der er alligevel noget unikt ved den bibelske dommer-gud. Her tager dommeren nemlig selv straffen. Vi skylder, men han betaler – med sig selv – til sig selv.
Også den juridisk inspirerede tale om Jesu død, vækker modstand i dag. Nogle oplever det teoretiserende og livsfjernt, andre kan ikke forlige sig med billedet af en Gud, der ikke bare kan tilgive uden at kræve betaling/offer.
De juridiske billeder har netop deres styrke i at understrege Guds suverænitet i det, han gør. Det har stor sjælesørgerisk værdi, fordi fokus bliver flyttet fra mit følelsesliv over på den sikre grund, som Gud har lagt i Kristus. Men dette objektive skal spille sammen med det subjektive (tilegnelsen), for at det kan få værdi for det enkelte menneske. Der hvor den store sandhed, at Gud suverænt og egenhændigt har taget sig af verdens største problem, går op for et menneske og bliver til en personlig lille sandhed (en sandhed der gælder ”for mig”), der rummer talen om retfærdiggørelsen og genløsningen en mægtig befriende kraft, der langt fra er teoretisk eller livsfjern.
Forestillingen om en tilgivelse uden betaling eller soning virker måske umiddelbart tiltrækkende, men det er kun på overfladen. En sådan form for tilgivelse bliver nemlig til en bagatellisering af overtrædelsen. Den type tilgivelse er i sidste ende en hån mod den overtrædelsen går ud over.
På korset tager Gud anderledes fat om syndens problem – både fra gerningsmandens og offerets perspektiv. Han fjerner skylden fra gerningsmanden, og han identificerer sig med offeret helt ind i døden.
Når Gud kæmper
Kamp-sejr-modellen er hentet fra det politisk/militære område. Vi ser denne model udfoldet i evangeliernes beskrivelse af, hvordan Guds rige er kommet nær i Jesus og hans virke med helbredelser (sejr over sygdom), dæmonuddrivelser (sejr over satan/åndemagter), dødeopvækkelser med mere. Jesu død og opstandelse er kulminationen af denne kamp. Her vandt han den afgørende sejr over døden og djævelen. Den totale sejr skal blive en realitet ved genkomsten.
Paulus udlægger en form for ”indre dynamik” i denne kamp i Kol 2,14-15: ”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.”
Sejren over magterne og myndighederne sker ved at Kristus har fjernet deres våben, nemlig gældsbeviset, der anklager os. Dette våben er ellers stærkt, fordi anklagerne bygger på noget så skønt og helligt som Guds egen lov – det er i forhold til den gældsbeviset anklager os. Dette er noget af baggrunden for at Luther kan tale om, at Kristus sejrer – ikke bare over døden og djævelen – men også over loven. Her er vi inde ved noget af det paradoksale i kamp-sejr-modellen. Gud kæmper i en vis forstand med sig selv, og vinder over sin egen lovs ødelæggende konsekvenser i vores liv på grund af synden.
Vi genfinder det paradoksale også på de andre kamp-områder: Sygdom og lidelse er både livsødelæggende kræfter – men kan også være redskaber i Guds hånd; Satan er Guds fjende – men han virker indenfor de rammer Gud selv sætter; døden er den sidste store fjende – men samtidig er den døren ind til den evige herlighed for den troende. Når Gud kæmper mod ”fordærvsmagterne”, kæmper han også mod sig selv – og vinder.
Det er vigtigt at fastholde dette paradoks for at undgå en ”herlighedsteologisk” grøft i forståelsen af kamp-sejr-modellen. Sejren betyder ikke, at vi i dette liv bliver immune overfor sygdom, lidelse, nederlag eller død.
Men samtidig skal sejren fastholdes som en virkelig sejr. Det gælder både de herlige konsekvenser, det får for os allerede i dette liv, når vi ser Guds rige bryde igennem med helbredelse, befrielse, tilgivelse osv. Og det gælder de sande herlighedsteologiske konsekvenser i evigheden, hvor død, sorg og smerte ikke skal være mere.
Når Gud forsoner
Forsoningsmodellen bruger billeder fra mellemmenneskelige forhold. Forsoning bruges her i snæver betydning om det at genoprette forholdet imellem to parter efter en konflikt. Denne model bruges forholdsvis sjældent i NT (og det græske ord for forsoning er oversat med ”forligelse”), men alligevel er modellen blevet en slags samlebetegnelse, så man kan beskrive læren om Jesu død som ”forsoningslæren”.
Rom 5,10-11 fokuserer på kernen i denne model: ”For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever.”
Udgangspunktet er en konflikt: der er fjendskab mellem Gud og mennesker. Mennesket er under Guds vrede på grund af synden. Men vi blev ”forligt med Gud, ved at hans søn døde.” Det oprindelige gode forhold bliver genoprettet ved Jesu død.
I 2 Kor 5,19-20 udfolder Paulus nærmere, hvordan det går for sig: ”For det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!”
Forligelsen udfoldes altså med det juridiske udtryk, at Gud ”ikke tilregnede dem deres overtrædelser” – forligelse og retfærdiggørelse flettes her sammen. Gud griber ind i konflikten og forhindrer, at mennesket rammes af hans vrede – ikke ved at han ”dæmper sig ned” (vreden er nemlig stadig udtryk for Guds hellige kærligheds reaktion mod uretten), men ved at han fjerner årsagen til vreden fra menneskers liv. Her ser vi igen, hvordan billedet bliver sprængt af korsets afgørende og altomfattende betydning. Der er ingen andre relationer, hvor forsoning/forligelse bliver etableret på denne måde.
Bønnen fra 2 Kor 5,20 understreger det subjektive aspekt ved forsoningen. Det er ikke et spørgsmål om gold retorik og himmelsk matematik; det er afgørende, at modtagelsen bliver personlig. Derfor den indtrængende bøn: ”Lad jer forlige med Gud!”
Korsets gudsbillede
De fire modeller er ikke udtømmende for, hvad NT har at sige om betydningen af Jesu kors. Dertil kommer, at de nytestamentlige forfattere bevidst fletter modellerne sammen, når de forkynder om Jesu død. Alt må i spil for bedst muligt at formidle evangeliet.
Samlet set tegner de fire modeller et billede af Gud, der handler i hellig kærlighed på korset. Det Nye Testamente beskriver jo igen og igen korset som en kærlighedshandling! (Fx Rom 5,8: ”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.”).
Sammenhængen mellem Guds hellighed og kærlighed er vanskelig at fastholde. Hvor tidligere tider så Guds hellighed som det indlysende og kærlighedshandlingen som det overraskende, er Guds kærlighed i vores tid blevet en næsten triviel selvfølgelighed. Tilsvarende er opfattelsen af Gud som hellig trængt i baggrunden.
Evangeliet er, at Gud på korset handler i hellig kærlighed.
Korset forkynder dermed også ”evangeliet” om Guds hellighed. Her sker retfærdigheden fyldest for den, der er blevet uskyldigt offer for andres forbrydelse. Så alvorligt tager Gud den krænkelse, jeg er ramt af! Her bærer Gud min skam.
Samtidig er korset tilgivelsens sted for forbryderen. Her tager Gud straffen i synderens sted – så højt elsker han sin fjende. Her bærer Gud min skyld.
Artiklen er oprindelig udgivet i Budskabet
