Troen sidder i hjertet

Kristendom handler i høj grad om noget, der kan erfares. Gud har åbenbaret sig, så han kan erfares som den levende Gud. Det kristne liv under lovens dom over synden og under evangeliets nåde og tilgivelse af synderen er en erfaringsbar virkelighed.

Først skal vi se på, at Gud først og fremmest har afsløret sig selv for os (åbenbaret sig) inden for grænserne af almindelig erfaring og sansning. Dernæst skal vi se på, at Guds åbenbaring er henvendt til hele mennesket – ikke bare til fornuften eller til følelserne. Endelig skal vi se, hvordan livet i troen på Gud er en udvikling, en vækst, der giver den kristne erfaringer med i bagagen.

Erfaringens grundlag

Der findes spekulative, filosofiske, religiøse strømninger, som primært foregår i tanken og på det teoretiske plan. Kristendommen står i stærk modsætning hertil, for Gud har åbenbaret sig i denne verden for synet, hørelsen og de andre sanser, så han kan erfares.

Det understreger Johannes, når han skriver om Jesus: ”Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord” (1 Joh 1,1).

I Bibelen henviser ”Guds ord” på én gang til det talte ord og til Jesus som Guds ord. Det ses bl.a. af ovenstående citat, hvor Jesus netop kaldes for ”Livets ord”. Ligesom Jesus levede på jorden (og lever i dag!), sådan er der også liv i hans ord, i Guds ord. Jesus siger: ”De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv” (Joh 6,63b).

Selvom kristendom også kaldes en religion, giver det mening at skelne mellem religionerne på den ene side, hvor det handler om at arbejde sig op til Gud, og kristendommen på den anden side, hvor Gud er kommet til os, fordi vi ikke kunne komme til ham.

Det beskriver vi bl.a. med, at Gud har åbenbaret sig for os. Han måtte afsløre sig for os, fordi vi ikke selv kunne finde ham. Og denne åbenbaring er afgørende for, at Gud kan erfares. Johannes beskriver det således: ”– og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os –” (1 Joh 1,2).

Forskellige fejlopfattelser

Denne åbenbaring og erfaring af Gud gennem hans ord (Jesus, Skriften), er blevet fordrejet på forskellige måder gennem tiden.¹Aksel Valen-Sendstad: Troens fundamenter – Dogmatiske hovedspørsmål i lys av bibelsk ontologi, Forlaget Kolon, Århus 1996, s.224–227

Nogle (f.eks. Immanuel Kant) har talt om erfaringen af Gud og hans eksistens gennem hans ord som en subjektiv forestilling, hvormed Guds ånd og liv er pillet ud af Guds ord (modsat Joh 6,63b ovenfor).

Andre (f.eks. Karl Barth) har talt om, at Gud er skjult i sit ord på en sådan måde, at åbenbaringen gennem ordet reelt ikke længere er en afsløring, en afdækning og en erfaring af Gud. Gud har rigtig nok sat grænser for sin åbenbaring, men det er vigtigt at holde fast ved, at han virkelig har afsløret sig selv i sit ord (Jesus, Skriften).

Andre igen (f.eks. Paul Tillich) har forsøgt at gøre Guds åbenbaring til noget symbolsk og uvirkeligt, og benægter dermed i bund og grund, at Gud har åbenbaret sig.

Men ud fra Bibelen kan vi sige: Gud erfares. Jesus erfares. Fællesskabet med ham erfares. Det vidner Johannes om, og det kan kristne i dag også bevidne på forskellig vis – også selvom vi i dag ikke møder Jesus i skikkelse af et menneske, men møder ham i Skriften og har fællesskab med ham i bønnen. Gud erfares, når han åbenbarer sig for os, og når vi lever i fællesskab med ham gennem hans Søn. Det er en sanselig virkelighed, og det er desuden også en åndelig virkelighed (jf. Joh 6,63b ovenfor).

På grundlag af Guds åbenbaring i sit ord (Jesus, Skriften) er den kristnes liv i høj grad fyldt af erfaringer i livet med Gud – og der er desuden masser at tænke over, undersøge dybere og blive klogere på.

Hjertet = hele mennesket

Guds åbenbaring er møntet på hele mennesket – både det indre og usynlige og det ydre og handlingerne.

I vores tid adskilles fornuft og følelse ofte skarpt. En følge er, at troen på Gud og hans åbenbaring i Jesus afvises med, at det er uvidenskabeligt, ulogisk, ubeviseligt, uhåndgribeligt, følelsesbaseret m.m. Og afvises det ikke ligefrem, havner det i hvert fald på et andet niveau af accept i samfundet.²Visse af indvendingerne er saglige, men det er en fejlslutning at rangere kristen tro lavere af den grund. Kristen tro overholder f.eks. ikke moderne videnskabelige præmisser om efterprøvning m.m. og kan opfattes som ulogisk – men det gør ikke troen mindreværdig.

Med andre ord: alt det, vi i dag forbinder med fornuften, er accepteret og agtet, mens det, som forbindes med følelserne, nedskrives i værdi. Med andre begreber er det hjernen, der forbindes med viden, sikkerhed og beviser, mens det er hjertet, der forbindes med føleri, overbevisning, tro osv.

Samtidig med den følelsesfri videnskabelighed blomstrer den spirituelle søgen, hvor følelserne er i højsædet. Givetvis som en (forståelig!) modreaktion. Kristeligt set er det imidlertid et spring fra den ene grøft til den anden. For det sunde liv – åndeligt og menneskeligt – har fornuft og følelse i samme livsrum.

Adskillelsen af fornuft og følelse i samfundet kan få os til som kristne at opfatte den bibelske tale om hjertet som noget, der kun vedrører følelserne. Dermed sniger opfattelsen af Bibelen og kristendommen som en modsætning til fornuft og forstand sig ind på os.

Men Bibelen forholder sig i høj grad til tanker, forstand, fornuft osv. – men disse ting placeres typisk i hjertet sammen med følelserne. Denne kombination skal vi være opmærksomme på, for ellers opstår der en spænding mellem tro som det at holde en tør teori for sand og tro som noget omskifteligt føleri. Og tro er ingen af delene. Guds åbenbaring skaber nemlig en tro, som omfatter hele mennesket.

Denne tro er tillid til Gud. Og dens objektive grundlag – Bibelens ord, dåben og nadveren³Bemærk også dåben og nadveren! – er det eneste sikre sted at forankre den, så man kan komme gennem livet, uanset om troens erfaringer, handlinger og følelser bliver mange eller få og hvilken vej, de går.

Skriften ser menneskets personlighed under ét, hvor tanker, følelser, sanser, vilje, handlinger osv. forbindes med hjertet.

I Ordsp 27,19 står der: ”Som vandet spejler ansigtet, sådan spejler hjertet mennesket.” Hjertet er med andre ord et udtryk for hele personligheden.⁴I NT bruges også et ord (nous), som alt afhængig af sammenhængen oversættes med bl.a. tanke, forstand og sind. Se f.eks. Rom 7,25; 12,2. 1 Kor 2,16; 14,15. Fil 4,7. Det ses også af de mange ting, hjertet forbindes med:

Hjertet rummer evner, følelser, vilje, tro, tvivl, tanker, viden, visdom, forstand m.m.⁵Se f.eks. 2 Mos 31,6. 5 Mos 28,65.67. 2 Kg 22,19. Es 29,13. Rom 10,9f. Mark 11,23.  Sl 19,15. Jos 23,14f. 1 Kong 3,12; 10,24. Ordsp 2,2. Hjertet har del i menneskets handlinger, for man skal bl.a. søge, frygte, elske, tjene og følge Gud af hele sit hjerte, og af hjertet gøre Guds vilje.⁶Se f.eks. 2 Mos 31,6. 5 Mos 28,65.67. 2 Kg 22,19. Es 29,13. Rom 10,9f. Mark 11,23.  Sl 19,15. Jos 23,14f. 1 Kong 3,12; 10,24. Ordsp 2,2. At man kan gøre disse ting af hjertet viser, at hjertet besidder vilje. Hjertet er en del af mundens udsagn, for det, som hjertet er fuldt af, løber munden over med⁷Matt 12,34. (se mere herunder).

Når Gud åbenbarer sig for mennesket i sit ord, er det således for hele mennesket, dvs. både det, mennesket rummer, gør og siger.

Erfaringernes forskellighed

Med forskellig personlighed vil mange oplevelser og erfaringer dog være forskellige for os, men grundlæggende vil enhver kristen have en dobbelt erfaring i mødet med den åbenbarede Gud. Denne dobbelte erfaring hænger sammen med, at Guds ord er en kombination af krav, afsløring, dom og straf på den ene side og gave, retfærdighed, nåde og frifindelse på den anden side. Det er den skelnen, som også betegnes som lov og evangelium. Herunder skal vi se på nogle fællestræk ved erfaringen af Gud.

Det knuste hjerte…

Forud for modtagelsen af retfærdigheden fra Gud går Guds dom over hjertets syndige tanker og meninger (Hebr 4,12), så mennesket bøjes, ydmyges og knuses i sin selvtilstrækkelighed og syndighed (Sl 34,19; 51,19) – og netop dette knuste hjerte bliver en bolig for Gud (Es 57,15)!

David, Salomo og Jesus ser på hjertet fra tre forskellige vinkler.

Jesu vinkel (om det gamle hjerte) er: Ondt hjerte giver ond tale. Jesus understreger, at de onde ting kommer inde fra det onde hjerte og ud – ikke omvendt (Matt 12,34; 15,18ff jf. Luk 6,45).

Davids vinkel (om det nye hjerte) er: Retfærdigt hjerte giver retfærdig tale. David understreger, at de gode ting kommer inde fra det retfærdige hjerte og ud. (Sl 17,3).

Salomos vinkel (om hykleren) er: Et flot ydre siger intet om det indre – og det er det, Gud kigger på (jf. 1 Sam 16,7). Salomo understreger, at Gud fokuserer på hjertet og ikke på det ydre (Ordsp 21,2).

Det gamle hjertes møde med den knusende lov vil i høj grad påvirke mennesket som helhed, men afhængig af hvordan vores personlighed er skruet sammen, vil vi have forskellige fokuspunkter i oplevelsen.

Nogle vil føle dyb skam og have lyst til at gemme sig. For andre er skylden og ikke skammen i fokus, så de vil mere nøgternt bekende deres synd og komme videre. Nogle vil holde stædigt fast i, hvad Jesus har gjort for os, mens andre i fortvivlelse kommer til at hænge fast i, hvad de selv har gjort mod Gud.

David erfarede Guds ydmygelse (Sl 32): hans manglende syndsbekendelse gjorde, at Guds hånd lå tungt på ham, så han blev fysisk besværet (v.3) og psykisk/mentalt udmattet (v.4). Efter syndsbekendelsen ændrer Davids liv sig til bøn (v.6), jubel, glæde og fryd (v.7.11) og oplevelse af Guds godhed (v.10). Sikke en troserfaring at tage med videre i livet med Gud og mennesker!

… og det nye hjerte

Gud knuser først det onde hjerte for derefter at give et nyt, retfærdigt hjerte. David ved godt, at hans retfærdighed netop kommer fra Gud (Sl 17,2).

Både Davids syndserkendelse, syndsbekendelse, glæde og jubel er udtryk for Guds Ånds gerning i hans liv.

Ånden skal overbevise om synd (Joh 16,9 jf. Sl 32,3f). Ånden skal overbevise om retfærdighed (Joh 16,10 jf. Sl 17,2). Ånden vil bære frugt i det nye liv, som Guds børn lever i fællesskab med Gud (Gal 5,22f jf. Rom 8,16 og Gal 5,25). Som en gren på Jesus, vil man vokse (Joh 15,1ff).

Når Gud tager bolig i det knuste hjerte, er det for at oplive det (Es 57,15). Profeterne i GT så frem mod, at Jesus skulle sende sin og Faderens Ånd til at bo i den troende, og at den troende også skulle få et nyt hjerte af kød i stedet for det gamle stenhjerte, så Guds lov ikke længere var et ydre krav, men en indre vilje (Ez 11,19; 36,26. Jer 31,33).

Lige så tung og udmattende Guds lov kan være, når man overbevises om sin synd, lige så let og livgivende er Guds evangelium, når man overbevises om sin frihed i Jesus og det nye liv, man har fået at leve.

En sund kristen tro lever, vokser og handler på den faste grund: Guds ord, dåben og nadveren. På samme grund gør troen sig sine erfaringer.

Artiklen har tidligere været udgivet i Magasinet Budskabet.