Som bekendt findes der forskelle, der er små men temmelig afgørende. Denne artikel handler om én af dem. Det er ikke den mellem piger og drenge, men den mellem katolsk og bibelsk lære om, hvordan et menneske bliver ”retfærdiggjort”. Det er en forskel, der kan forekomme lille og være svær at få øje på, men som ikke desto mindre – ligesom den anden ”lille forskel” – er afgørende. Desværre er den langt mindre morsom.
Læs videre – det er vigtigt!
Den bibelske retfærdiggørelseslære er det allervigtigste for en kristen menighed – og for dens individer. Hvis der går kuk i dén, så falder menigheden med et brag, og mennesker går fortabt. Derfor kom Paulus helt op under loftet, da der var ved at gå kuk i retfærdiggørelseslæren i de galatiske menigheder. Inspireret af Helligånden forbandede han med barske gloser dem, der havde lavet kuk i den (Gal 1,8-9). For deres budskab var ”et andet evangelium” end det, Kristus havde givet Paulus (Gal 1:6-7). Og derfor førte det dem, der troede det, i fortabelse (Gal 5,4). Ligesom vranglærerne, der kom til galaterne lavede kuk i retfærdiggørelsen hos dem, har den katolske kirkes lære om retfærdiggørelsen lavet kuk i den siden middelalderen. Dens lære blev officielt stadfæstet i udtrykt modsætning til den reformatoriske og bibelske ved det såkaldte Tridentinerkoncil, og denne position er der ikke blevet ændret en millimeter ved siden.
Hvad er forskellen?
Det er ret sandsynligt, at galaterne – og måske også de falske forkyndere selv – ikke havde fået øje på den lille forskel, før Paulus mindede galaterne om evangeliets kerne igen. Ikke fordi de var dumme, men fordi de var mennesker ligesom os. Vores hjerter glemmer uhyggeligt let, hvad evangeliet egentligt er. Den lille forskel mellem den katolske lære og den bibelske og reformatoriske kan være svær at få øje på. Det kan den i hvert fald for mig. Ikke mindst fordi den ikke handler om slagord, men om deres betydning. Jeg vil nu forsøge at beskrive nogle af de vigtigste dele af indholdet i ”den lille forskel”.
En forvandlingsprocess inde i os eller en begivenhed uden for os?
Den katolske lære siger, at retfærdiggørelsen er en forvandlingsproces til det bedre inde i os. Den begynder i dåben og fortsætter med, at vi gør vores bedste med den nådekraft, som Gud giver. Hvis processen lykkes godt nok, ender den med, at Gud dømmer os retfærdige (eller næsten retfærdige) på dommedag. Retfærdiggørelsesprocessen afhænger altså delvist af, at vi gør vores bedste, og den består i, at vi bliver bedre. Den bibelske og reformatoriske lære er, at retfærdiggørelsen er en begivenhed, der sker uden for os i Guds hjerte. Begivenheden er selve Guds dommedagserklæring, der så at sige finder sted på forhånd. Og den sker i ét nu i det øjeblik, hvor Helligånden ved Guds Ord skaber troen på Jesus i vores hjerte. Den har intet at gøre med, om vi gør vores bedste. Og den består ikke i, at vi bliver bedre, men i at Gud skifter grundsyn på os – fra vrede til velbehag – på trods af, at vi er ugudelige (Rom 4,5). Retfærdiggørelsen er altså en forandring i Gud, ikke i os.
Hvad gør os retfærdige på dommedag?
Den katolske lære siger, at vores retfærdighed, altså det, der gør os retfærdige, er det, Kristus gjorde for os, og den forbedring, det har resulteret i inde i os gennem retfærdiggørelsens forvandlingsproces. Det, at vi er blevet bedre, er altså med til at gøre os retfærdige på dommedag. Den bibelske og reformatoriske lære er, at vores retfærdighed ene og alene består i Kristus og det, han én gang for alle i sit liv, sin død og opstandelse har gjort uden for os. Det, og kun det, gør os retfærdige. At vi er blevet bedre, siden vi kom til tro, er ikke med til at gøre os retfærdige på dommedag. Vores stolthed er sat permanent uden for døren (Rom 3,21-28; 4,2-12). Selv de bedste gerninger i vores forbedring er besmittet af synd (Es 64,5; Rom 3,11-12; 7,21-25). Derfor kan de aldrig være med til at gøre os retfærdige for Guds domstol. Vi bliver i stedet retfærdige ved, at Gud regner os for at være ”i Jesus” (Fil 3,8-9; Gal 2,17; 2 Kor 5,21), sådan at når Jesus er død i vores sted, så regnes vi for døde (2 Kor 5,14). Og når Jesus har levet et syndfrit liv, så er det liv vores. Og når Gud har oprejst Jesus fra de døde, så har han erklæret os, der er i ham, retfærdige (Rom 4,25). Det hele er sket uden for os. Jesus, og kun Jesus er vores retfærdighed. Vi er retfærdige ved at blive indregnet i ham og hans død og opstandelse (Gal 2,19). Og der bliver intet tilbage af os selv eller den forbedring, der sker i os, i det regnestykke.
’og’-teologi eller ’alene’-teologi?
Den bibelske og reformatoriske lære er kendetegnet ved, at den ser retfærdiggørelse af nåde (altså Guds yndest og velvilje imod os), ved tro og for Kristi skyld som noget, der udelukker, at vores gerninger – også vores helliggørelse – kan være med til at gøre os retfærdige (se f.eks. Rom 4,4-5; 11, 6; Ef 2,10; Gal 2,16, 21). Derfor taler vi om retfærdiggørelse ”af nåde alene”, ”ved tro alene” og ”for Kristi skyld alene” – med tryk på ”alene”. Modsat siger den katolske lære ganske vist, at vi frelses ”af nåde”, ”ved tro” og ”for Kristi skyld”. Men retfærdiggørelsen sker ikke ved nogen af dem ”alene”. Nåden frelser os ved som en kraft at forbedre os; troen frelser først ved at bære frugt i kærlighed og gode gerninger; og vi står retfærdige for Kristi skyld og den retfærdighed, som er inden i os ved forvandlingsprocessen. Vi bliver altså retfærdiggjorte ved nåden og forbedringen, troen og kærlighedens gerninger, Kristus og forvandlingen.
Hvad stoler vi på?
Den katolske lære fører til, at vi satser på Kristus og vores forbedring og gode gerninger som det, der skal klare ærterne på dommedag. Frelsesvished kan man ikke have. Hvad værre er: Sådan en tro frelser ikke. Frelsende tro er kendetegnet ved, at den giver Gud ret i hele hans totale dom over os, inklusive over den syndighed, der besmitter selv vores bedste kristne forbedring. Og den er kendetegnet ved, at den klamrer sig til retfærdigheden i Jesus alene (Rom 3,28; 4,5; Fil 3,7-9; Gal 2,16). Den katolske lære gør ingen af delene. I stedet kalder den indirekte dele af Guds dom for løgn og får os til at stole på noget andet end Guds frelse, sådan som den er åbenbaret i Kristus og hans værk, alene. Det sidste er Bibelens begreb om afgudsdyrkelse i en nøddeskal.
Disse ”små forskelle” kan være svære at få øje på. Men de er altafgørende. De handler om menneskers frelse. Intet mindre. Og de er ikke morsomme.
Artiklen er oprindeligt bragt i DBI-posten 2006