Bøn og bønhørelse

12 minutters læsning

Bøn og glæde hører sammen ifølge Jesus. Det kender vi godt, men vi kender også til, at bøn og skuffelser hører sammen. Lad os derfor se på, hvad Guds ord siger om bøn, forbøn og bønhørelse.

”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer” (Matt 7,7). Det er Jesu ord til os om bøn og bønhørelse. Løftet er klart og ikke til at tage fejl af. Da Jesus var ved at tage afsked med sine disciple, sagde han: ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. … Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen” (Joh 16,23f).

I Jesu navn

Disciplene kendte godt til at bede til Gud. Men de havde endnu ikke bedt en bøn i Jesu navn. Den bøn skulle de nu lære. Men hvad vil det sige at bede i Jesu navn?

Når jeg beder i Jesu navn, kommer jeg ikke til Gud i eget navn, men i Jesu navn. I mit eget navn kan jeg ikke komme til Gud. For mine synder hindrer mig i at have fællesskab med Gud. Gud tolererer ikke synd af nogen art, og selv i min bøn er der synd. I de mest hellige øjeblikke i mit liv, hvor jeg taler med Gud, dukker synden op. Hvem kender ikke til, at man efter en bøn ved et bedemøde tænker: ”Gad vide, hvad de andre tænkte om min bøn? Mon de lagde mærke til det, JEG bad om?”

Syndens mange ansigter dukker op selv i de hellige øjeblikke og kan tage pippet fra enhver af os. Netop da skal vi huske, at vi beder i Jesu navn. At bede i Jesu navn vil sige, at hele min bøn er dækket af Jesu sonende blod. I Jesu navn løftes min bøn frem for Gud som helliget og renset i hans blod. Bøn i Jesu navn betyder, at evangeliet hviler over mit liv og min bøn.

Jesu navn åbner op for en verden, hvor jeg kan hvile og bede en evangelisk bøn. Det er ikke min bøns renhed og styrke, som åbner op. Når jeg kæmper med urene tanker og mærkelige motiver under bønnen, da må jeg sige til Gud og mig selv: Jeg beder i Jesu navn. Min bøn skrives så at sige i hans navn. Hans navn åbner op for, at jeg må komme helt frem for Guds ansigt og bede til ham.

Vor Far i himlene

Når Jesus underviser om bøn, taler han i samme forbindelse om faderen. Han elskede sin far og ønskede kun at gøre hans vilje. Jesus ville, at hans disciple skulle få det samme forhold til Gud. De skulle lære Gud at kende som deres far.

Jesus forsikrer os om, at vores far i himlene vil give gode gaver til dem, der beder ham (Matt 7,11). Gud er ikke som en far, men han er den fuldkomne far, der er nærværende, elsker os og har magt til at hjælpe under alle forhold. Det giver tryghed midt i bønnen. Jeg er Guds barn, og jeg kan begynde bønnen med at sige: Far, må jeg sidde lidt hos dig.

For et stykke tid siden havde vi familiegudstjeneste i kirken, og temaet var ”Stort og småt”. På et tidspunkt spurgte jeg: ”Er det stort eller småt at sidde hos far og mor i sofaen”? ”Det er da stort,” lød det fra børnene. Det er stort, men børnene taler bare ikke stort om det. På samme måde er det med bønnen.

Det er stort, at vi må sidde og være hos vores himmelske far. Det er stort, men det ikke altid, at vi taler stort om det. Tværtimod viser det sig ofte i løbet af dagens prioriteringer, at vi tænker småt om det. Bønnens fortrolige samtale og samvær med vores far i himlene kommer ofte i anden række. Det må vente. Jeg skal lige nå alt det andet først.

Jesus har lært os, at når vi beder, skal vi sige: ”Vor Fader, du som er I Himlene”. Det er den gave, som vi har fået i bønnen. Men det er samtidig også det, vi går glip af, når vi ikke beder.

Jesu løfte

Jesus giver løfter, der er så store, at de kan tage pusten fra enhver: ”Bed, så skal der gives jer”. Mente Jesus virkelig det? Ja, det gjorde han. Men hvorfor får jeg så ikke det, jeg beder om, er der mange af os, der undrende spørger. Jeg har bedt og bedt, men ikke fået det, jeg beder om. Hvad er der galt? Beder jeg for lidt? Tror jeg for lidt? Er jeg ikke inderlig nok i bønnen? Disse anfægtende spørgsmål er ikke ukendte for bedende mennesker.

For det første vil jeg sige, at vi skal huske på alle de gange, Gud svarede vores bøn og greb ind på underfuld måde. Desværre glemmer vi så let at tænke på og takke for alle de mange bønnesvar, hvor Gud helbredte, trøstede og greb ind. ”Pris Herren, glem ikke hans velgerninger!” (Sl 103,2), siger Guds ord til os.

Dernæst vil jeg også pege på, at Gud er så god og kærlig, at der er ting, han ikke kan give os. Havde han givet os det, så havde han svigtet sin egen godhed og omsorg for os. Noget kan være direkte farligt for os, og andet kan føre til, at vores opmærksomhed vendes bort fra Gud og vores næste. Så bag Guds tilsyneladende tavshed kan der gemme sig den allerstørste og varmeste omsorg for og kærlighed til os.

Endelig må jeg også ærligt erkende, at der er mange situationer, hvor vi ganske enkelt ikke forstår Guds handlemåde. Det er en gåde for os, at Gud ikke har svaret. Svaret på alle vores mange ”hvorfor?” og vores bedeskuffelser ligger hos Gud.

Han har givet løftet, og han ved, hvad der tjener os bedst. Vi er ofte så optaget af, hvordan Gud skal svare os, og hvornår han skal gøre det, så vi slet ikke ser og hører hans svar til os. Gud svarer på sin måde og til sin tid. Lina Sandell udtrykker bønnens glæde og skuffelse på klareste måde: ”Om han tager, om han giver, samme fader han dog bliver, og hans mål er kun det ene, barnets sande vel at tjene”.

Lad os bare indrømme, at det kan være svært at se og forstå, hvor Gud fører os hen i svære tider. Derfor må vi sige det ærligt til Gud, at vi oplever det sådan, at han ikke svarer. Men samtidig kan vi også sige, at vi ved, at han allerede har svaret. Det ved vi – ikke fordi vi nu kan se det – men fordi vi har set ham og set hans kærlighed og trofasthed. Og hans mål er udelukkende det bedste for os. Målet er, at vores glæde skal være fuldkommen. Så kan vi trygt lægge alting frem for ham i bøn.

Bønnesvar

Der er utallige beskrivelser i Guds ord, som vi skal tage ved lære af. Bibelen er dybest set en bønnebog, hvor vi møder mennesker, der i afmagt råber til Gud. I 1Mos 25,20f hører vi om Isak, der bad: ”Isak bad til Herren for sin kone, fordi hun var ufrugtbar. Herren bønhørte ham, og hans kone Rebekka blev gravid”. Det er et af disse herlige og skønne skriftsteder. Man får umiddelbart lyst til at udbryde: ”Halleluja. Herligt. Gud hører bøn”. Det skal vi frimodigt gøre. Men der er mere at sige, for hvis man læser dette stykke i sammenhæng, ser man, at Isak var fyrre år, da han giftede sig (v 20), og Isak var tres år, da børnene blev født (v.26). Meget tyder således på, at de har bedt denne bøn i mange år. I 20 år ventede de på bønnesvar.

Her ser vi dybt ind i bønnens indhold og betydning. Gud hører, og Gud lader os mange gange vente. Vi må vente, så vi kan lære, at vi får svar, når hans tid er inde. Målet og meningen med bønnen er, at vi skal leve Gud nær. Ja, ”bo i Herrens hus, så længe jeg lever” (Sl 27,4).

Bønnen er ikke en automat, hvor jeg automatisk får svar alt afhængig af, hvad jeg ”putter i”. Bøn handler om relationen til Gud. Gennem bøn bliver relationen til Gud styrket, og i det lys er de konkrete bønnesvar, som jeg venter på, af mindre betydning.

Forbøn

Jesus tillader os at bede. Men han befaler det også. Da profeten Samuel skulle tage afsked med sit folk, sagde han: ”Jeg vil da heller aldrig begå den synd mod Herren at holde op med at gå i forbøn for jer” (1 Sam 12,23). Meningen med forbøn er, at vi beder for nogen eller noget.

”Høsten er stor, men arbejderne er få,” konstaterer Jesus, og så fortsætter han: Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9,38). Guds menighed har et kald fra Gud til at bede arbejdere frem. Vi kan også bede for personer i konkrete, svære situationer. Utallige har givet udtryk for, at det var en kolossal hjælp for dem, da de bad andre om forbøn.

Når vi samles til møder og gudstjenester, samles vi et bedehus. Her beder vi for os selv, for andre, og for alt det, som ligger os på sinde. ”Mit hus skal være et bedehus,” siger Jesus. ”Men I har gjort det til en røverkule” (Luk 19,46). Folket havde fyldt Guds hus med det ene og det andet, og derfor måtte Jesus rense templet for alt det, som ikke hørte til der. Har vi mon puttet noget ind i Guds hus, som ikke hører til der? Har vi fjernet gudsfrygten og bønnen, som hører til i Guds hus?

Vi kommer sammen for at høre Guds tale, tilbede ham og bede for os selv og andre. Det er meningen med Guds hus. Bønnen kan ikke spares væk, og den kan ikke udliciteres til andre. Travle kristne med overfyldte kalendere kan ikke bare få andre til at bede i stedet for selv at bede. Bøn er pulsslaget i de kristnes liv og menighedens sammenkomster. Her beder vi for hinanden.

Bønnens kerne

Det er jo ikke bare menighedens bygninger, der er bedehuse, men også vores eget hjem. Vi kan bede mange steder og på mange måder. Det afgørende er egentlig ikke, hvor og hvordan, men at vi beder. Jeg kan bevidne, at den måde, man beder på i Afrika, kan være meget anderledes end den måde, vi beder på i Danmark.

Når vi skræller alle lagene af bønnens mange former, kommer vi helt ind til kernen. Kernen i den kristne bøn handler om at lukke Jesus ind i sit hjerte. ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig” (Åb 3,20).

Jesus banker på. Han vil ind i vores hjerter! Dybest set er det bønnens indhold og kerne. I bønnen åbner vi vores hjerte og sind for Jesus. I en gammel børnesang lyder det sådan: ”Jesus kom ind, Jesus kom ind. Kom ind i mit hjerte Jesus”. Forhåbentlig er det ikke bare børnene, som synger sådan. For her er vi helt inde ved bønnens og kristenlivets pulsslag. Jesus vil bo i vores hjerte.

Om Martha og Maria hører vi, at Maria satte sig ved Jesu fødder og lyttede til Jesu ord. Jesus siger helt klart, at hun valgte” den gode del”, og at ét er nødvendigt. Men lynende hurtigt kommer vi til at ligne Martha. Hun var draget i mange retninger pga. alt det, der skulle gøres, og dermed mistede hun hovedretningen, nemlig at komme til Jesus.

Maria har øjenkontakt med Jesus. Martha ser derimod på Maria og er optaget af, hvad hun skal gøre, og hvad hun ikke får gjort. Bøn handler om at have øjenkontakt med Jesus. Det betyder fortrolighed og nærhed. ”De, der frygter Herren, har fællesskab med ham, gennem sin pagt vejleder han dem” (Sl 25,14). I bønnen skabes den fortrolige nærhed, og der vejleder han os.

Bønnens magt

”Der er magt i de foldede hænder,” synger vi i en sang. Det er en god sang, og den skal synges igen og igen for at minde os alle om, at der virkelig er magt i de foldede hænder. Men pointen ligger egentlig ikke i de foldede hænder. Om de foldede hænder siges det, at ”i sig selv er de svage og små”. De foldede hænder har egentlig ingen magt og styrke, ”men mod almagtens Gud du dem vender. Han har lovet, at svar skal du få”. Bønnens styrke ligger ikke i bønnen i sig selv, men i bøn vender vi os til ham, der har styrke. Hans nåde og kærlighed er stor. Og han har magt. Det er ham, vi beder til. Deri ligger bønnens styrke og hemmelighed.

Igennem Bibelen beskriver Gud bøn, omtaler bedende mennesker og giver kæmpe løfter til os alle.

”Frygt ikke, for jeg er med dig,
fortvivl ikke, for jeg er din Gud.
Jeg styrker dig og hjælper dig,
min sejrrige hånd holder dig fast”
(Es 41,10)

Gennem disse ord taler Gud til alle bedende og siger, at vi ikke skal frygte eller fortvivle. For Gud styrker og holder os fast ved sin sejrrige hånd.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler