Som blot 38-årig forlod Mathias Secher Rom arbejdsmarkedet for at gå på førtidspension. Tilbagetrækningen var egentlig sket over mange år, hvor en kronisk sygdom langsomt fortærede arbejdskapaciteten. For sytten år siden begyndte han at studere på nedsat tid, og til sidst arbejdede han blot fire timer i ugen som præst. Når man ikke længere er præst eller arbejdskraft, hvad er man så? Det reflekterer Mathias Secher Rom over i sin nye bog Tilbagetræk.
Bogen er med forfatterens egne ord en form for kriseturisme, og min første reaktion var da også en dyb medlidenhed, hvilket den knugende fornemmelse i maven bekræftede. Den anden reaktion var, om jeg overhovedet kan tillade mig at være medfølende, fordi der jo er tale om en smerte, jeg måske godt kan forstå med tanken, men som jeg med erfaringen aldrig har grebet om. Hvad skal man egentlig stille op i mødet med andres smerte og lidelse?
At forstå uden at begribe
Jeg har stået i situationen tit. Et møde med en person, der oplever frygtelig smerte – et mistet barn, et pinefuldt selvhad, et traumatiseret sind. Smerten forstår jeg udmærket med tanken, med logikken. Jeg kan sådan set også føle medlidenhed. Men eftersom jeg ikke har erfaret noget, der bare minder om, er det begrænset, hvor meget af smerten jeg egentlig kan begribe. Jeg forstår det uden rigtigt at begribe det.
Man kan møde et lidende menneske med i hvert fald tre tilgange: passivitet, projicering og ”engageret ydmyghed”.
Passiviteten er let. Man lægger ikke ord i munden på den anden eller foregiver at kunne begribe den andens smerte. Men den manglende erfaring af smerten lader man blokere for at lytte eller blot at være. Problemet ved passiviteten er, at man ikke rigtigt er til stede i samtalen eller relationen.
Projiceringen er ofte velment, men tit for letkøbt. Man tror måske, at man har begrebet smerten, blot fordi man med tanken forstår den. Resultatet bliver hurtigt, at man projicerer sin egen forestilling om, hvordan det må være, over på den anden. Projiceringen kan ledsages af velmenende, men halvnaive, råd. Problemet er ikke, at man ikke er til stede og engagerer sig. Problemet er, at man ikke lader den anden være til stede med sin smerte.
Engageret ydmyghed
Den tredje måde at håndtere mødet på er den engagerede ydmyghed. Det er den sværeste. Man anerkender, at man godt kan forstå smerten med tanken, uden at man har grebet den med erfaringen. Man indgår på en måde i et lyttefællesskab med den anden med bevidsthed om, at man ikke har fuldstændigt erfaringsfællesskab. Den bevidsthed er faktisk også fin at italesætte. På den måde giver man sig selv lov til blot at forstå uden at skulle begribe. Og samtidig sættes den anden også fri til at være til stede med sin smerte og selv have ”definitionskrav” på, hvordan personen har det. Man er altså engageret, men forbliver ydmygt på sin egen banehalvdel.
Det er ikke altid let at være engageret ydmyg. Man skal kunne være i det foreløbige, det uafsluttede, det smertefulde. Ofte skal man også have selvindsigt og mod til vurdere, hvor længe, hvor ofte og hvor intenst man kan og vil være i den andens smerte. Der tappes altså energi fra de mentale batterier. Til gengæld er det langt bedre for begge parter i samtalen. Blot det at være der og lytte kan være til stor hjælp for den anden. Og det kan også give én selv noget: refleksioner, modenhed, horisontudvidelse. Der er noget ærefuldt over at være noget for et andet menneske. Det er næstekærlighed for fuld udblæsning.
Tilbagetræk. Essay om blafrende mening
Mathias Secher Rom
Logosmedia 2024
‘Aktuelt’ er synspunkter, holdninger og refleksioner med udgangspunkt i noget aktuelt. Aktuelt kommer én gang om måneden og er skrevet af redaktionsmedlemmer på TilLiv.dk.
Denne måneds ‘Aktuelt’ er skrevet af Anders Landkildehus.
