For nogle år siden aflagde Svend Brinkmann et visit på et toilet i Københavns lufthavn. Det var der egentlig ikke noget særligt ved, men alligevel stillede en skærm ham spørgsmålet: ”How was your bathroom experience?” Spøjst. For som Brinkmann fortæller, var han blot trådt af på naturens vegne og havde vasket sine hænder. ”Hvorfor skulle et toiletbesøg dog kvalificeres som en oplevelse?”
Psykologiprofessorens toiletbesøg er et meget godt eksempel på det, han kalder oplevelsessamfundet, og som hans seneste bog giver en præcis og velformidlet analyse af.
I bogen Oplevelsessamfundet peger Brinkmann på en større tendens i vores samfund. I stedet for at omtale en begivenhed, en hændelse eller en handling (fx toiletbesøget), omtales det som en oplevelse. I stedet for at fokusere på vores ydre, fælles virkelighed, vægtlægges den indre reaktion på, følelse eller oplevelse af virkeligheden.
Pointen er, at når i udbredt grad taler i oplevelseskategorier, begynder vi også at tænke og forstå i oplevelseskategorier. Det gælder i mellemmenneskelige relationer, i politik, i etiske diskussioner, osv. For eksempel:
- Når danskerne objektivt set aldrig har været tryggere i hverdagen, men oplevelsen af utryghed stiger.
- Når identitet handler mere om, hvad jeg selv identificerer mig som, og mindre om ydre rødder og forbindelser.
- Når kærlighed i højere grad er en indre subjektiv følelse, fremfor en ydre forpligtelse og handling.
Og hvad så?
Tidsånden blæser som regel også i kirken, og derfor kan Brinkmanns bog være en god anledning til refleksion. Giver oplevelseskategorierne en fokusforskydning væk fra den ydre virkelighed til fordel for de indre oplevelser? (Selvfølgelig er det stadig vigtigt at tale sundt om oplevelser og følelser, sådan at de ikke undertrykkes og bagatelliseres)
Jeg vil komme med to overvejelser. Selvom de nok ikke opleves (ups…) relevante for alle læsere, kan de forhåbentlig være springbræt for flere tanker.
Discipelskab
I de senere år har der været lidt af en discipelskabsbølge på den kirkelige højrefløj i Danmark.
Jeg tror grundlæggende, det er sundt og godt, at kristne ønsker at leve som Jesu disciple, for det er vi kaldede til. Samtidig overvejer jeg, om der er et ubevidst autenticitetskrav indbygget i noget af discipelskabsbølgen. Et krav/ønske om at discipellivet bør kunne erfares, mærkes, føles, opleves. Altså at det ikke bare er autentisk og ægte, men simpelthen også opleves sådan.
Har oplevelsessamfundet sneget sig ind i vores måde at tænke om discipelskab på?
Bønslivet
I mange år havde jeg en ret overfladisk og forsimplet forståelse af bøn. Min bøn var nærmest en slags overtalelsescentral, og jeg håbede, at Gud ville handle efter min vilje.
Senere lærte jeg at bruge Salmernes Bog til bøn. Her fandt jeg utallige formuleringer, udtryk og ord, som passede til min bøn. Det var fantastisk, men i min brug af Salmernes Bog var det faktisk stadig mig, mine følelser og mine oplevelser, der var styrende.
Men bøn handler ikke først og fremmest om at fortælle Gud, hvordan jeg oplever tingene og så bede ham indrette sig selv og verden efter det. Bøn handler om at underordne sig Gud, og lade ham forme mit hjerte og min vilje.
Svend Brinkmann
Samfundslitteratur, 2023
Aktuelt er synspunkter, holdninger og refleksioner med udgangspunkt i noget aktuelt. Aktuelt kommer én gang om måneden og er skrevet af redaktionsmedlemmer på TilLiv.dk.
Denne måneds Aktuelt er skrevet af Anders Landkildehus.
