Byen Korinth
Hvordan kan menigheden opleve vækst og succes? Det spørgsmål var de kristne i Korinth optaget af. For dem var det vigtigt, at menigheden var populær, så den kunne trække folk til sig.
For at forstå, hvordan de kristne i Korinth tænkte, er det nyttigt at være opmærksom på hvilken baggrund de havde. Byen var blevet jævnet med jorden i det andet århundrede f.kr. og grundlagt igen af Julius Cæsar i 44 f.kr. De, som bosatte sig i den nye by, var folk som ikke havde dybe rødder andre steder, slaver som for nylig havde fået sin frihed og andre mennesker, som var relativt fattige.
Ligesom nu lå Korinth dengang hvor halvøen Peloponnes knyttes sammen med resten af Grækenland. Beliggenheden gjorde den til en vigtig havneby, et knudepunkt mellem Asien og Europa. Økonomien voksede stærkt, og mange af indbyggerne tjente godt.
Det førte til en form for usikkerhed omkring status. Som frigjorte slaver eller efterkommere af slaver og fattige havde de fleste korinthere en lav position i samfundet. Men eftersom mange af dem havde en god økonomi, kunne de alligevel gøre krav på en vis status. Og det var noget, de ønskede at udnytte. Det var vigtigt for dem at fremvise deres rigdom. De lagde også stor vægt på uddannelse; ikke først og fremmest for at lære noget, men for at demonstrere, at de var lærde, og at de virkelig tilhørte de højere sociale lag.
Begrebet “nyrig” og udtrykket “glamour” dækker over den mentalitet, som kendetegnede korintherne. De var dybest set usikre og havde behov for at vise sig frem og få deres nye status bekræftet.
Paulus og korinthermenigheden
Da Paulus skrev 1. Korintherbrev, sandsynligvis i år 50 e.Kr., var det ca. fem år siden han havde grundlagt menigheden (jf. ApG 18,1–18). Selv om menighedsmedlemmerne var kommet til tro på Jesus, var de fortsat præget af mentaliteten og tankegangen, som var almindelig i den kultur, de var en del af.
Status var vigtigt, og ikke mindst var det vigtigt at vise, at man havde status. De troende forventede, at menigheden skulle fungere som et netværk, der kunne hjælpe dem til en bedre status. For at kunne lykkedes med det, var det vigtigt at have de rette ledere; ledere som nød respekt i samfundet, ledere som var anerkendt for deres uddannelse, lederegenskaber, og ikke mindst blændende talegaver.
Mens Paulus var i Efesos (ApG 19,1–41), hørte han om tilstanden i korinthermenigheden (jf. 1 Kor 16,8). Der var kommet splittelse og partivæsen i menigheden. Splittelsen drejede sig tydeligvis om, hvilke ledere menigheden skulle have, og hvad der skulle kræves af dem.
I 1 Kor 1,11–12 fortæller Paulus, hvad der var en del af baggrunden for, at han nu skrev et brev til dem: “For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus.”
Nu var der næppe fire klart definerede partier i den unge menighed. Det, Paulus skriver, er formentlig et eksempel på, hvordan korintherne diskuterede hvilken prædikant, der var bedst. Vi kan godt forestille os, at en mand som Apollos, som “havde ordet i sin magt og var stærk i Skrifterne” (ApG 18,24), kunne have fremstået som en mere imponerende taler for korintherne end Paulus, selv om Apollos ikke selv havde sat sig for at konkurrere med apostlen. Det kan tænkes, at Apollos’ forkynderstil havde mere til fælles med den form for veltalenhed, som korintherne forventede. Nogle af dem tænkte måske, at hans forkyndelse var bedre egnet til at give menigheden en bedre status i byen. Med stjerneprædikanter som Apollos kunne de være stolte af deres menighed!
I tillæg til rapporten fra Kloes folk, havde Paulus også fået et brev fra menigheden (jf. 1 Kor 7,1). Brevet indeholdt forskellige spørgsmål om ting, der var strid om blandt menighedsmedlemmerne.
Korinthernes hovedproblem: splittelse
Før Paulus svarer på spørgsmålene, begynder han imidlertid med det, som var hovedproblemet i menigheden: splittelsen. Hensigten med at han skrev, kommer klart frem i 1,10: “Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind.”
For at få bugt med splittelsen må Paulus tale med korintherne om problemet, der ligger under: Menigheden var fortsat meget præget af den korinthiske kultur, og de havde ikke ladet evangeliet forvandle deres opfattelser og holdninger.
De vurderede menighedslivet på samme måde som man ville vurdere ikke-kristne foreninger i Korinth. Var de imponerende? Kunne de hjælpe medlemmerne til at øge sin status? Kunne talerne imponere tilhørerne med sin fremvisning af blændende retorik? Viste lederne sig som stærke og handlekraftige mænd?
Målt med disse kriterier var Paulus selv faldet smerteligt igennem. Han fortæller selv: “Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven” (2,1–3).
Det var imidlertid ikke manglende evner som gjorde, at Paulus havde optrådt sådan. Han var en godt uddannet mand, men han vogtede sig for at bruge sine kundskaber til at imponere folk. Da han kom til Korinth, havde han gjort nærmest nøjagtig det modsatte af det, som var forventet af ham.
Han valgte at fremstå i svaghed og skrøbelighed, for det var sådan en fremtoning, som passede sammen med det budskab, han havde at forkynde. Som han selv siger, “min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft” (2,4–5).
Korsets omvendte virkelighed
Korintherne måtte forstå, at Gud vurderer alle ting helt anderledes end mennesker gør. Jesu Kristi kors bytter op og ned på alt det, som verden tænker. Korsfæstelse var den mest ydmygende henrettelsesmetode, man kunne forestille sig. En korsfæstet mand var selve symbolet på nederlag. Budskabet om at den korsfæstede Jesus Kristus var verdens frelser fortonede sig derfor som det rene vanvid for korintherne!
Paulus’ budskab var ganske enkelt: Ordet om korset viser, at I skal tænke helt modsat af det I gør. Det, I opfatter som svaghed, er i virkeligheden Guds kraft. Og det, I opfatter som dårskab, er i virkeligheden Guds visdom (1,18–25).
Dette får konsekvenser for, hvordan man forstår, hvad en menighed er. Den er ikke en forsamling af det bedste, verden har at byde på, men det værste. For sådan viser Gud sin kraft og sin visdom (1,26–31). Derfor må korintherne ikke tænke, at menighedens succes afhænger af fremragende talekunst, når den i virkeligheden baserer sig på budskabet om den korsfæstede Jesus Kristus (2,1–5).
Korintherne tænker helt forkert om, hvad det vil sige at besidde visdom og at være fuldkommen eller åndelig. Det handler ikke om imponerende færdigheder, men om at have fået alt af Guds nåde (2,6–3,4). Forskellige forkyndere skal ikke vurderes ud fra præstationer, men anses som forvaltere af den nåde, de er givet af Gud (3,5–4,13).
Konkrete problemer #1: Retssager og seksualmoral
På denne baggrund kan Paulus så begynde at tage sig af de konkrete problemer i menigheden. Nogen af disse problemer handler om seksualetiske spørgsmål (5,1–13; 6,12–7,40), og mange af dem lader til at have sammenhæng med, at menigheden består af nogle få medlemmer med relativt høj status i samfundet, mens de fleste har lav status (jf. 1,26–31).
Domstolene ville i udgangspunktet være partisk indstillet til fordel for dem, som var rige, som havde forbindelser og som havde midler til at bestikke dommeren. I retssager mellem menighedsmedlemmer (6,1–11) var det derfor de rige, som mest sandsynligt ville tjene på det. Når Paulus råder korintherne til at finde en troende, som kan være dommer (6,5), ændrer han i realiteten på magtbalancen, da det var de fattige, som var i flertal i menigheden. Men først og fremmest formaner han dem til at forkaste den verdslige holdning, der går ud på at skaffe mest mulig til sig selv. En kristen bør i stedet være rede til at give afkald på sine egne rettigheder (6,7).
Konkrete problemer #2: Kød
Konflikten om afgudsofferkød (8,1–11,1) har sandsynligvis også sin bakgrund i de sociale forskelle i menigheden. For de fattige ville det som regel bare være muligt at spise kød i forbindelse med store offentlige højtider, hvor myndighederne sørgede for kød til alle indbyggerne i byen. Sådanne højtider var af religiøs karakter, og kødet som blev serveret, var kød, der var blevet ofret til hedenske guder. De kristne deltog selvfølgelig ikke i den slags højtider, og for de fattige betød det, at de afstod fra at spise kød.
For de rige var det anderledes. De havde råd til at købe kød, og de kunne blive inviteret af deres venner til selskaber, hvor der blev serveret kød. Kødet kunne muligvis være blevet brugt i en religiøs sammenhæng, før det havnede på det bord de rige spiste af (jf. 10,27), men det generede dem tydeligvis ikke. Da der ikke findes nogen afguder, var det ikke noget problem at spise det.
Det er tydeligt, at Paulus er enig i teologien hos dem, der mente, at det var helt okay at spise den slags kød (8,4; jf. 10,25–27, 30), men igen var det noget andet, der var vigtigere for Paulus: sammenholdet i menigheden og hensynet til de svage. Hans entydige råd var derfor endnu en gang at give afkald på sine rettigheder (8,13–9,27), i dette tilfælde retten til at spise kød, af hensyn til dem, som ikke var i stand til at skelne mellem kød og afgudsdyrkelse. I de tilfælde, hvor forbindelsen mellem kød og afgudsdyrkelse var klart udtrykt, var han endnu mere kategorisk (10,1–11,1).
Konkrete problemer #3: Gudstjenesten
Nogle problemer gjaldt også livet i menigheden, og endnu en gang lader det til, at nogen af korintherne var optaget af at vise sig frem, hvad enten det gjaldt kvinder som ville bede uden at dække hovedet (11,2–16), eller nogen som så på nådegaverne som et middel til at demonstrere sin åndelighed (12,1–14,40). Det værste var, at korintherne gjorde forskel på folk, når de holdt nadver (11,17–34). De som havde anledning til at tage god mad og drikke med sig, ydmygede de fattige, der ikke havde noget (11,20–22). Alt sammen var en trussel mod enheden i menigheden. Midlet til at overkomme problemerne er ifølge Paulus kærligheden (13,1–13).
Indflydelsen fra tidsånden havde tydeligvis også ført til, at nogen af korintherne var kommet i tvivl om troen på legemets opstandelse (15,12). Måske var det Platons tanker om, at frelsen består i sjælens frigørelse fra legemet, som havde påvirket dem.
I sit svar giver Paulus en mægtig udlægning af Kristi legemlige opstandelse og dens betydning (15,1–58). For Paulus må alle ting forstås i lyset af Jesus Kristus, hans kors og opstandelse. Det nye liv som de troende har fået del i, er et liv, hvor de bliver forenet og ligedannet med ham. Hans kors betyder, at alle verdens værdier byttes om – vendes op og ned! Vi foragter det, som verden værdsætter, og vi værdsætter det, som verden foragter. Jesu opstandelse betyder, at vi også skal stå op fra de døde, på samme måde som ham.
Artiklen er oversat af Lars Malmgaard Jensen