Hvordan ser dit fodspor ud?

Som kristne er vores fodspor aldrig ensomme, men altid i følgeskab med Guds – og andre kristnes.

”Hvordan ser dit fodspor ud? Må jeg ikke se din sko nedenunder?” Det ivrige spørgsmål med tilhørende tryglende øjne var et tilbagevendende fænomen på legepladsen, da jeg år tilbage arbejdede i en børnehave. Det var en klar statusmarkør, hvilket aftryk der blev efterladt i sandet.

Fra sandkassens statusmarkør til en kompliceret metafor

Jeg tror, glæden ved skos seje fodspor gradvist erstattes af et mere kompliceret forhold til de metaforiske fodspor, vi sætter i livet.

Der kan hurtigt ryge en nattetime eller to med spørgsmål som: Hvilke fodspor sætter jeg i andre menneskers liv? I verdens? Efterlader jeg overhovedet nogle fodspor, eller lister jeg så let rundt i tilværelsen, at jorden under mig ikke efterlader bevis på, at jeg har været der?

Jeg tror, at refleksioner som disse er gode og vigtige at udfordre sig selv med en gang imellem. Det giver mulighed for at blive bevidst om, hvordan man kan leve mere intentionelt i sin hverdag og i sine relationer.

Ofte oplever jeg dog, at tankestrømmene kan blive svimlende, svære og navlebeskuende og ende med, at mit ego indtager den afgørende plads.

En bøn om herlige fodtrin

Den engelske oversættelse af Salme 119,133 er en bøn, jeg bruger, når mit fokus har brug for at blive kalibreret: ”Establish my footsteps in Your Word.” Det er en bøn om, at de fodspor, jeg sætter, skal etableres hos Gud, i hans ord. Derfor skal de i bund og grund slet ikke vidne om min færden i livet, men om Jesus – hvilken frihed!

Samtidig er bønnen også en udfordring for et moderne, vestligt menneske, som er vokset op i en kultur, der i årtier har sat ”selvet” som den vigtigste aktør i livet.

Men mine fodspor som kristen bliver altså etableret i Bibelen. Det, som Gud har sagt. Der er noget fast og urokkeligt over salmistens bøn, som jeg har brug for at synge med på. Og når jeg gør det, bliver lyden af disse fodtrin herlige, fordi de forkynder fred, bringer godt budskab og forkynder frelse (Es 52,7).

Tænk, at vi som kristne får lov til at gå rundt i verden med herlige fodtrin!

Bønnesvar på bjergtoppen

Mange kristne er formentlig stødt på det lille, fine digt om kvinden, der går i sandet ved siden af Gud og ser sit liv udfoldet i deres to fodspor. Da hun ser, at der i de svære faser i hendes liv kun er ét sæt fodspor, konfronterer hun Gud med hans tilsyneladende fravær. Hertil svarer han: ”Aldrig nogensinde har du vandret alene gennem prøvelser og fristelser. De gange, du kun så ét sæt fodspor, var, da jeg bar dig”.

Dette billede blev jeg mindet om, da jeg nogle år tilbage stod magtesløs på en bjergtop på den anden side af jorden.

Min veninde og jeg havde vandret flere timer i varieret terræn på vej mod en fantastisk udsigt. Vi havde for længst mistet signalet på vores telefoner og havde endnu ikke mødt andre mennesker på ruten. Fulde af forventning fortsatte vi opstigningen, men da vi nåede toppen, indtraf katastrofen.

Min venindes hop fra en lille klippesats endte i smerteskrig og kaos. Den ene fod var slemt forstuvet, og det stod klart, at hun på ingen måder ville kunne gå ned igen. Jeg kiggede rundt på den øde bjergtop og min signalløse telefon, mens panikken begyndte at brede sig. Fuldstændig magtesløs bad jeg til Gud, selvom jeg ikke kunne se, hvordan selv han kunne redde denne situation.

Men ud af det blå dukkede et ungt ægtepar op. Jeg forklarede dem hurtigt vores uheld. Efter kort at have vurderet situationen sagde manden, der var høj og tynd af statur, at han ville bære min veninde hele vejen ned ad bjerget. Og det gjorde han.

Jeg gik bagved og var vidne til, hvordan der hele vejen ned ad bjerget kun var ét sæt fodspor, selvom der burde have været to – et fra min veninde og et fra vores redningsmand.

Jeg blev mindet om Guds løfter om at bære os i livet (Es 46,4), og at der i de svære faser kun er Guds fodspor. I vores tilfælde opstod pludselig en meget konkret opfyldelse af dette løfte.

Et nysgerrigt spørgsmål

I virkeligheden har Jesus allerede sat et uudsletteligt fodspor i verden, som vi er sat til at vandre i: ”Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor” (1 Pet 2,21).

Jeg er som kristen kaldet til at sætte fodspor i verden. Det kan jeg gøre gennem mine passioner, relationer, visioner, arbejde – kort sagt: dér, hvor Gud har sat mig i verden, og med de evner, han udruster mig med.

Som kristne er vores fodspor aldrig ensomme, men altid i følgeskab med Guds – og andre kristnes.

Fodspor, der vidner om Jesus, kan variere i høj grad. Jeg tror derfor, det ville være både spændende og opmuntrende, hvis vi begyndte at blive nysgerrige på hinandens fodspor. Det er muligvis svært at mønstre samme begejstring som et børnehavebarn, men måske kunne du alligevel, næste gang du taler med en anden kristen, indlede samtale med et fordomsfrit: ”Hvordan ser dine fodspor ud?”

 

Artiklen er fra Budskabet 04-2023. I samme nummer kan du bl.a. læse om, hvad det betyder at have Jesus som sin hyrde.

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook
Andre BUDSKABET artikler: