Andet Timotheusbrev – brevet fra dødsgangen i Rom

Bliv klogere på brevets baggrund, inddeling og tema. Du guides også igennem brevet hoveddele.

Paulus skrev sit andet brev til Timotheus kort før sin død. ”Mit blod skal snart udgydes”, siger han. Nu skriver han til sine nærmeste ven og medarbejder i håb om, at denne i al hast vil rejse til Rom, så de kan ses en sidste gang. ”Skynd dig, kom snart”, skriver han. Det er altså en døende mand, der en sidste gang griber pennen. Hvad har han på hjerte at sige til Timotheus og til os i dag?

Hvor og hvornår blev brevet skrevet?

Apostlenes Gerninger slutter med at fortælle, at Paulus sidder i en slags husarrest i Rom og venter på at få sin sag prøvet hos kejseren. De sidste tre breve, vi har fra Paulus’ hånd, er skrevet, efter at Paulus blev frigivet. Han har haft en kort virketid, hvor han er rejst rundt og forkyndt evangeliet. Det er her, han skriver sit første brev til Timotheus, for at denne skal bringe orden i nogle sager i Efesos. Og han skriver til Titus, som skal gøre tilsvarende i de kristne menigheder på Kreta. Efter en tid er Paulus igen blevet fængslet. Nu sidder han lænket i et fangehul (2,9) og venter på de forhør, der vil ende med martyriet (4,6). Sandsynligvis er vi i efteråret 64. Paulus beder to gange Timotheus at skynde sig at komme inden vinteren (4,21), hvor det er svært eller umuligt at sejle. Han fryser, fordi det begynder at blive efterår og kulde (4,13).

NT fortæller ikke noget om Paulus’ død. Men kirkefædrene fortæller, at Paulus år 65 led martyriet ved at blive halshugget ved en offentlig henrettelse i Rom. Samme år led også apostlen Peter martyriet i Rom. De to hovedpersoner i Apostlenes Gerninger dør altså samme år.

Inddeling af brevet

Udover en indledning og taksigelse (1,1-5) samt en afslutning (4,21b-22) er brevet bygget op af en række udsagnsord i bydemåde. Det giver et godt overblik over indholdet:

  • Opflam den nådegave, du fik ved din kaldelse (1,6-7)
  • Skam dig ikke ved at vidne (1,8-18)
  • Hent kraft fra nåden (2,1-13)
  • Afvis de tåbelige stridsspørgsmål (2,14-26)
  • Forbered dig på vanskelige tider (3,1-13)
  • Bliv ved det, du har lært (3,14-17)
  • Prædik ordet (4,1-5)
  • Skynd dig at komme til mig (4,6-21a)

Brevet betoner altså, hvad Timotheus skal gøre. Men det vil være forkert at forstå brevet som en ”peptalk” til Timotheus, som vil opildne ham til frimodigt at tage over, når han ikke længere kan ligge i læ af personligheden og apostlen Paulus. Paulus er som altid omhyggelig med at indflette evangeliet om, hvad Gud har gjort, når han skriver, hvad Timotheus bør gøre. Når han fx skriver, at Timotheus skal bevare ”den skønne skat” (1,12), så udfolder han skatten, dvs. evangeliet om Jesus, med klare og præcise ord.  Brevet giver os dermed et indblik i, hvad evangeliet om Jesus går ud på, samtidig med at det kalder Timotheus og os andre til at integrere evangeliet i vores hverdag, sådan at det giver sig udslag i ord og handling.

I resten af artiklen vil vi se nærmere på hver af brevets dele.

1,1-5: Indledning og tak

Det er ikke blot en privat korrespondance mellem Paulus og Timotheus, der er blevet en del af det nye testamente. Nej, selv om dette brev er mere personligt end alle øvrige Paulusbreve, er det fortsat apostlen og ikke privatpersonen Paulus, der skriver. Selv om han skriver til en enkeltperson, skriver han også til de menigheder, Timotheus har et særligt ansvar for (bemærk det sidste ord ”jer” i 4,22). Fordi Guds Ånd stadig virker, når vi andre tolker og videregiver budskabet i brevet, har de fire kapitler en fortsat virkningshistorie i den kristnes og i de kristne menigheders liv i dag (jf. 3,14-17). Paulus’ ord er Guds ord på samme måde, som profeternes ord er Guds ord. Derfor er apostlens ord levende og virkende i dag.

Vi hører en interessant bemærkning om Timotheus i det indledende afsnit. Timotheus ved, hvem han har lært evangeliet af (3,14). Det har han nemlig fra to navngivne kvinder, hans mor og mormor (1,5). Timotheus har gået i ”søndagsskole” hjemme ved køkkenbordet, hvor to kvinder har genfortalt Det gamle testamente for ham, så han er blevet grundigt oplært i det. Det er blevet kombineret med beretningen om Jesus som Messias og opfyldelsen af GT, sådan som de havde hørt og modtaget det efter pinse. Når Timotheus skal tegne en vedvarende streg i sandet i forhold til forførelse og forfølgelse i de sidste tider, så skal han ”bare” holde fast ved det, som to navngivne kvinder har lært ham i hans barndom.

1,6-7: Opflam din nådegave

Paulus beder for det første Timotheus om at huske på, hvad Gud har givet ham. Som helt ung teenager blev Timotheus opfordret af Paulus til at rejse med ham og blive missionær på fuldtid (ApG 16,1-3), og her blev hans liv lagt i Guds hånd gennem en forbønshandling i menigheden (1 Tim 1,18; 4,14). Det var ikke blot Paulus eller Timotheus personlige idé eller indskydelse, men Gud kaldte Timotheus og stadfæstede kaldet gennem menighedens forbøn under håndspålæggelse. Nu skal Timotheus ikke blot leve videre på egne resurser, men på Guds kald og udrustning. Timotheus blev kaldet til at være evangelist ved at forkynde evangeliet for sine omgivelser og til at være lærer i menigheden ved at opbygge og styrke dem. Gud, som har kaldet, vil igen udruste ham til at fortsætte. Det skal han hvile i.

1,8-18: Skam dig ikke ved at vidne

Da Paulus første gang forkyndte evangeliet i Korinth, optrådte han ” i svaghed og med megen frygt og bæven”. Paulus kunne udadtil virke frimodig og uforfærdet, men i virkeligheden var det en kamp hver gang, han skulle forkynde evangeliet om en korsfæstet Messias. Hans frimodighed er ikke en iboende egenskab eller en særlig udadvendt natur. Men han er båret af, at han er budbringer for en anden, og at det budskab, som har frigjort ham selv også kan være til evig gavn for andre. Da han fortæller om sit første forhør (4,16), er han ensom og en svækket mand. Men Gud gav ham de ord, der skulle siges, sådan at han en sidste gang fik lov at forkynde evangeliet om Jesus, som helt uden menneskes egen indsats skænker evigt liv.

Nu skal Timotheus gøre det samme. Han skal ikke have sin identitet i sine egne resurser, men i det budskab, som har båret ham og Paulus i to årtier. Paulus minder Timotheus om Guds evige beslutning forud for verdens skabelse, om Kristusbegivenheden i tidens fylde, om evangeliets forkyndelse i verden og om Kristus, som engang kommer i herlighed. Dette fundament skal Timotheus hvile i, midt i sin egen usikkerhed og uro over, at han snart skal klare sig uden Paulus.

2,1-13: Hent kraft fra nåden

Timotheus vil uden tvivl svigte i fremtiden. Presset til at tie vil være stort. Forførelsen af menighederne uoverskuelig. Kærligheden vil blive kold. Men der er en stabil faktor, som han altid kan læne sig opad: Nåden. At han er elsket og frikendt for skyld på baggrund af Jesu gerning og derfor en værdig borger i Guds evige rige. På den baggrund skal han være målrettet og dedikeret til sin tjeneste. Paulus vælger tre sammenligninger. En soldat i krig, en eliteløber på idrætsbanen og en bonde, der høster. Ligesom de er målrettede, skal Timotheus målrettet satse sit arbejdsliv på at udbrede evangeliet for de næste generationer. Timotheus skal ikke blot selv udbrede evangeliet, men han skal finde en flok, han kan uddanne, sådan at de også kan give evangeliet videre.

2,14-26: Afvis de tåbelige stridsspørgsmål

Paulus har tidligere nævnt den omsiggribende vranglære, som hærger menighederne i Efesos-området. Timotheus skal være hård og kontant over for dem, som fremturer med ubibelsk lære. Dem skal han blankt afvise og sørge for, at menighederne ikke lytter til dem. Indadtil i menighederne er der en gruppe, som er påvirket af den falske lære. Her skal Timotheus med mildhed og tålmodighed forklare, hvad der er sandt og sundt, sådan at de lærer at elske sandheden. Endelig skal han ved at tage vare på skiftlæsningen, formaningen og undervisningen give menighederne fortrolighed og modenheden, sådan at den enkelte selv kan sondre mellem sandt og falsk, rigtigt og forkert, væsentligt og uvæsentligt.

Alt dette skal Timotheus gøre i ord, men også i handling. Han skal være et personligt forbillede med sit liv på en række indre egenskaber: kærlighed, troskab og renhed (1 Tim 4,12). Det er kombinationen af Timotheus fortrolighed med evangeliet og hans villighed til at omsætte evangeliet til handling i hverdagen, der skal gøre ham til en god lærer og et godt forbillede. Ikke at han skal være fuldkommen eller syndfri, men midt i sin skrøbelighed har menighederne brug for at møde et menneske, der i sin egen svaghed lever af evangeliet.

3,1-13: Forbered dig på vanskelige tider

Vranglæren, som hærger menighederne i Efesos, er begyndelsen på et større frafald i tro og liv, som vil følge menighederne frem mod Jesu genkomst. Det bliver ikke bedre efter Paulus’ død. Tværtimod. Det vil gå værre og værre, så længe jorden står. Forfølgelse og forførelse vil ikke være en undtagelsessituation, men en normalsituation i menighedernes liv.

3,14-17: Bliv ved det, du har lært

I den situation har Timotheus og eftertiden et bolværk og et fundament, som står fast. Det er Guds åbenbaring i de hellige skrifter i Det gamle Testamente og Jesu åndudrustede vidner og apostle i Det ny Testamente. Ordets iboende kraft gør, at det kan føre mennesker fra vantro til tro, kan lære det at skelne mellem sandt og falsk og kan skabe modne og velovervejede kristen, der ikke lader sig rive med af al mulig forførelse.

Hvad er den vedvarende streg i sandet, som gør, at Timotheus og vi andre kan se alle mulige farer i øjnene uden at frygte? Det er søndagsskolelærdommen, som Timotheus modtog i sit hjem af to kvinder. Denne bibelske frelseshistorie er nemlig ikke blot en god fortælling. Det er ord, som er udåndet af Gud og som ejer en iboende virkekraft, sådan at det kan skabe tro og skabe modne kristne.

4,1-5: Prædik ordet

Man kunne forestille sig, at Paulus vil bede Timotheus om at holde lav profil, indtil de voldsomme kristendomsforfølgelser under den grusomme kejser Nero er klinget af. Det gør han ikke. I stedet skal Timotheus vænne sig til, at han lever i en normalsituation. Han skal fortsætte med at forkynde evangeliet, indsætte ældste i menighederne, leve i kristent liv i tro og lydighed og evangelisere udadtil. Indimellem vil det være ubelejligt for ham selv og hans egen menneskefrygt. Men han skal gøre det i tillid til ordets virkekraft.

4,6-21a: Skynd dig at komme til mig

Paulus er langtfra uberørt af sin pressede situation og han ønsker at møde Timotheus en gang til, inden han dør. Derfor beder han om, at Timotheus smider, hvad han har i hænderne og skynder sig at rejse til Rom. Når Paulus skildrer sin situation, minder den om de forhør, Jesus måtte igennem og de personlige svigt, Jesus oplevede. Paulus identificerer sig så meget med Jesus, at han låner ord fra evangeliernes beretning om Jesu lidelse og død. Nu skal Paulus’ blod udgydes. Men der er forskel på Paulus’ blod og Jesu blod. Jesu blod er et stedfortrædende offer, som kan rense samvittigheden og åbne himlen. Paulus’ blod er hans ultimative tak for, at han fik lov at være tjener for Guds Søn og alles Herre.

Paulus og Timotheus

Jeg har altid haft let ved at identificere mig med Timotheus. Troen på Jesus blev fra min barndom en del af mit liv. Når jeg er helt ude ved kanten, hvor jeg er total hjælpeløs, så griber jeg tilbage til Guds ords forkyndelse gennem min barndom og tidlige ungdom. Jeg har selv brug for alle de formaninger, Paulus på dødsgangen giver til sin medarbejder Timotheus. Det med at sætte sin lid til sig selv og sin egen frimodighed og talegaver er ikke blot noget, som Timotheus kæmpede med, men også noget, som mange af os andre kæmper med. Jeg ønsker ligesom Timotheus at bevare den skønne skat, som jeg har fået betroet.

Del:

Twitter
Facebook