Helbredelse ved bøn – et pålideligt løfte

Hvad siger Bibelen om muligheden for helbredelse ved bøn? Hvordan skal løfterne egentlig forstås? Og besvarer Gud altid vores bønner her og nu?

Den nye pagts tidsalder indledes med Johannes Døber. Han taler og agerer som profet og forstår sig selv som én af rækken af gammeltestamentlige profeter. Men han helbreder ikke de syge og gør ikke undere, sådan som nogle – men ikke alle – af GT’s profeter gør. Han er bevidst om, at når Messiastiden kommer, så skal blinde se, døve høre, spedalske blive rene og døde stå op.

Messias helbreder syge

Så træder Jesus frem og forkynder det samme budskab om Guds rige, der er kommet nær. Tiden er inde til at omvende sig og tro på evangeliet. Den markante forskel på Johannes og Jesus er, at Johannes peger på en anden, mens Jesus peger på sig selv som Messias. Et af tegnene på, at han er Messias, er, at han helbreder de syge.

Denne praksis hos Jesus vækker en kolossal opmærksomhed. Vi har en række skildringer af enkeltpersoner, som Jesus helbreder. Men også generelle udsagn om, at Jesus helbreder alle de syge, der blev bragt til ham: ”… han drev ånderne ud ved sit ord og helbredte alle de syge, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger: ’Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme’” (Matt 8,16f).

Da Jesus udsender apostlene og senere en større gruppe til en række byer og landsbyer, giver han dem fuldmagt til at helbrede syge og uddrive dæmoner i Jesu navn. Da disciplene glædestrålende vender tilbage og aflægger rapport, fortæller de, at de ved at bede i Jesu navn har helbredt syge og uddrevet dæmoner.

Og på et tidspunkt giver Jesus de tolv et stort løfte: ”Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen, og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må bliver herliggjort i Sønnen. Beder I om noget i mit navn, vil jeg gøre det (Joh 14,12-14).

I Joh 5,20 tales om, at Jesus skal gøre større gerninger end det at helbrede en lam mand. I sammenhængen er de større gerninger at høre Jesu ord og gennem det gå over fra døden til livet (5,24f). Når Jesus nævner, at disciplene skal gøre endnu større gerninger end han selv, så er det et udtryk for, at de efter pinse skal forkynde evangeliet, sådan at endnu flere går over fra død til liv end under Jesu jordeliv.

Apostlenes Gerninger fortæller om undere og helbredelser ved apostlenes hænder. Her får Peter og Paulus lov at gøre de samme gerninger som Jesus.  Men ikke mindst fortælles der om, hvordan de forkynder for store menneskemængder, og at mange kommer til tro og går fra død til liv. Helbredelserne bliver et synligt tegn på, at Jesus vitterligt er opstået og virker gennem sine udvalgte vidner.

Løfte til alle troende

I sin undervisning betoner Jesus, at det ikke blot er ham selv, der kan helbrede, eller apostlene, der kan helbrede i hans navn. Han giver et meget omfattende løfte om, at den, der beder i Jesu navn, skal få det, han beder om, og at troende kristne til alle tider kan bede om helbredelse og erfare velsignelsen ved at blive helbredt (Joh 16,23f. Mark 16,17f).

Paulus nævner, at visse kristne kan have en særlig nådegave til at bede for syge, sådan at de bliver helbredt (1 Kor 12,28), og Jakobsbrevet 5,14-16 nævner et specielt ritual for salvning og forbøn om helbredelse af dem i menigheden, som får en alvorlig sygdom.

Opsummerende om det bibelske materiale kan vi sige, at NT har et særligt fokus på, at Jesus helbreder syge. Det er et tegn på, at han er Messias og i overensstemmelse med konkrete profetier i GT. Det er også en forsmag på Messiastidens fuldendelse i den kommende verden, hvor sygdom og død endegyldigt skal være fortid.

I Apostlenes gerninger er der et særligt fokus på de helbredelser, der sker gennem apostlene – især Peter og Paulus, og det bekræfter deres særstilling som kirkegrundlæggere.

Endelig er der generelle løfter om, at Gud vil helbrede gennem kristnes bøn i Jesu navn, og der nævnes forskellige former for bøn og forbøn. Vi kan bede om helbredelse for sygdom i vores personlige bøn, når vi er alene. Nogle i menigheden kan have en særlig gave til at bede for syge, og menighedens ledelse kan gennem en særlig sygesalvning bede om helbredelse for alvorligt syge i menigheden.

Bønhører Gud altid her og nu?

Betyder det så, at Gud altid besvarer vores bønner om helbredelse her og nu?

Vi har i de tre første evangelier en beretning om den besatte dreng, hvor besættelsen har en epilepsilignende karakter. Disciplene har prøvet at hjælpe, men har måttet give op. På spørgsmålet om, hvorfor det ikke lykkes, svarer Jesus: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn” (Mark 9,29; Ifølge Matt 17,21: … ved bøn og faste).

Dermed har Jesus sagt, at forbøn for syge og besatte kan være en proces, som strækker sig over tid, og hvor der kræves vedvarende bøn.

I Johannesevangeliet 5 hører vi om, at Jesus kommer til et sted, hvor der ligger mange syge. Men så vidt vi kan se, helbreder Jesus kun én af de syge ved denne anledning. Paulus nævner også en medarbejder, som han har måttet efterlade syg i Milet (2 Tim 4,20). Og Timotheus kæmper selv med et svagt helbred, hvor han ofte er syg. Paulus beder ham ikke gå til forbøn, men anbefaler ham at drikke vin i stedet for vand (1 Tim 5,23)!

Det store perspektiv i Jesu forkyndelse er, at den, som beder, får. Nogle gange får den kristne lov til at erfare en helt naturstridig helbredelse; andre gange helbreder Gud gennem kroppens immunforsvar eller medicinsk behandling og over tid. Enkelte gange helbreder Gud ikke, men gennem sygdom og lidelser lader han os leve i en daglig afhængighed af ham. Vel at mærke med det overordnede perspektiv for øje, at Gud vil helbrede – om ikke før, så på den nye jord.

Et af de markante steder i NT, hvor det omtales, at Gud ikke helbreder her og nu, er Andet Korintherbrev 12,1-10, hvor Paulus omtaler sin torn i kødet. Det er et eksempel på noget meget smertefuldt, som Paulus gennemlever, og hvor han gennem en længere proces erfarer, at han ved ikke at blive bønhørt bliver endnu mere afhængig af Gud.

NT’s tidsalder er fyldt af den slags eksempler. Hvorfor blev Stefanus ikke udfriet af martyriet? Eller Jakob, én af de tolv apostle, ham, som tilhørte den absolutte inderkreds. Hvorfor hjalp den opstandne Jesus Paulus gennem en række farer, men andre gange lod ham gå gennem smertefulde lidelser for evangeliets skyld?

Det er også sådan, vi kender den troendes liv både gennem GT’s klagesalmer og gennem de historiske skildringer, vi har i GT og NT. I Jesu bjergprædiken skildres Jesu disciple som fattige, sørgende, hungrende og tørstende. Sådan er den kristnes jordiske liv fortsat. Samtidig er disciplene og vi andre i og med relationen til Jesus salige, men det er altså en salighed midt i svaghed og afhængighed.

NT skildrer tre svarmuligheder på vores bøn om helbredelse:  1) Gud kan helbrede her og nu, 2) Gud kan helbrede over tid eller 3) Gud kan sige nej. Den iagttagelse får Luther til at komme med en vigtig sjælesørgerisk regel. Han siger i en prædiken, at når vi som kristne beder Gud om timelige ting, for eksempel helbredelse fra sygdom, så siger vi til Gud, hvad vi ønsker, men tilføjer: Guds vilje ske!

På den måde overlader vi det til Guds styre og forsyn at helbrede eller at føre os gennem lidelser og sygdom, og vores bøn bliver en måde at flytte ansvaret over til Gud. Hvis jeg derimod beder om de evige ting, såsom syndernes forladelse, så behøver jeg ikke tilføje: Guds vilje ske. For her har vi ud fra Guds ord og løfte en vished om, at Gud i samme stund, vi beder, vil åbne Himlen og give os del i sin tilgivelse.

Bøn ved sygdom

Ifølge Jesu ord må vi bede om alt det, som er svært i vores liv, hvad enten det er en hårdnakket forkølelse, en celleforandring i kroppen, eller andre ting, der berører vores fysiske og psykiske velbefindende.

På Jesu tid var der nogle, der var så skeptiske, at de ikke kom til Jesus med deres syge. Det betød, at så skete der ikke mange helbredelser. Derfor skal vi komme til Jesus i bøn, når vi er syge eller er bekymrede for vores helbred. Selv når Gud bruger den mellemstation, som hedder læger, medicin, terapi og immunforsvar, er det ham, som helbreder. Han gør det blot gennem naturlige midler. Men ved at bede erkender vi, at den egentlige helbredelse kommer fra ham. Og vi skal ikke undlade at bede, selv når lægens diagnose siger ”uhelbredelig” sygdom. Jesus har vej alle steder.

Paulus nævner en akut livsfare, han og Timotheus engang havnede i (2 Kor 1,10f). De var så langt ude, at de selv havde opgivet håbet om at bevare livet. Alligevel blev de reddet, ikke mindst takket være forbøn fra menigheden.

Sådan må vi bede for dem i vores midte, der kæmper med sygdom. Vi må gøre det til en del af den fælles forbøn ved gudstjenester og møder og supplere med vores personlige bønner i vores hjem. Nogle i det kristne fællesskab er udstyret med et specielt omsorgsgen, og Gud har på en særlig måde lagt dem på hjerte at bede om helbredelse for syge. Paulus kalder dette nådegaver til at helbrede. Det er ikke, fordi deres bønner ”virker” mere end alle andre kristnes. Men Gud har givet dem en særlig gave til at se andres legemlige nød og at omsætte denne nød til forbøn.

Menighedens sygesalvning og forbøn

Ved særligt alvorlige sygdomme nævner Jakobsbrevet 5,14-16 muligheden for at kalde menighedens ældste sammen og salve den syge med olie og bede over ham. Olien er i Bibelen et billede på Helligåndens nærvær, og det, at det er menighedens ældste (ledere og præster), som skal kaldes sammen, skyldes ikke, at deres forbøn er mere virksom end alle andres. Men de synliggør hele menighedens forbøn og konkrete overgivelse af den syge til Guds helbredende kræfter.

”Troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask,” skriver Jakob. Bønhørelsen er frelse og helse. Bemærk, at der bruges ord, som både kan gå på fysisk helbredelse her og nu og på den helbredelse af krop og sjæl, som opstandelsen på den nye jord vil være. Bønhørelse kan ske her og nu, gennem en længere proces eller være skjult og først slå igennem efter døden og opstandelsen. Det væsentlige er den eftertrykkelige overgivelse af den syge til Guds varetægt.

Helbredelse – et tegn, der peger på Jesus

At Jesus helbredte de syge, er med til at skabe en kolossal opmærksomhed omkring Jesu virke. Samtidig kom det i visse situationer til at afspore fokus, sådan at folk blev mere optaget af healeren Jesus end Jesus som Messias. Derfor lavprofilerer Jesus en række steder bevidst denne side af sin tjeneste. Han vil ikke have, at helbredelserne skal skygge for hans egentlige ærinde i verden: at helbrede mennesket fra dets grundskade, dets skyld.

Vi skal altså bruge, men ikke misbruge bønnens og forbønnens gave. Vi skal i det som i alt andet herliggøre Jesus og ikke herliggøre forbederen. Vi må frimodigt bede om helbredelse, også i det offentlige rum og vidne om Guds indgreb offentligt, når og hvor det sker. Men hvis menneskers fokus flytter til det ekstraordinære eller væk fra optagetheden af, hvem Jesus egentlig er, så må vi nedtone offentlighedskarakteren af det, vi gør. Det dybeste lag i dette er Jesu alvorlige ord om, at et menneske kan have gjort mægtige gerninger i hans navn og alligevel miste den evige frelse (Matt 7, 22).

Samtidig viser Jesu helbredelser, at han bekymrer sig om alt i vores liv, også vores krop og vores sundhed. Vi kan bede ham om dagligt brød, om helbredelse fra sygdom, om tålmodighed i lidelser. Og når og hvor han vil, giver han os et lille glimt af den kommende verden, hvor al sygdom skal være fortid.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook