2. Mosebog: En magtfuld, nådig og trofast Gud

2. Mosebog er let at reducere til børnebiblens fortælling om de 10 plager og efterfølgende de 10 bud. Skriftet er dog en medrivende beretning om Guds styrke og trofasthed. Israel skulle ud af Egypten - men Egypten skulle også ud af Israel. Fordyb dig i en introduktion til 2. Mosebog.

Det græske navn for 2 Mosebog er “exodus”. Det er sammensat af ordene “ud” og “vej”. Netop det er hvad bogen handler om – Israels vej ud af Egypten. Men det viser sig hurtigt, at det også handler om at få Egypten ud af Israel!

Israel ud af Egypten (2 Mos 1-19)

Vi kan dele bogen op i to hoveddele: Kapitel 1-18 handler om, hvordan Gud får Israel ud af Egypten. Det er noget Gud gør med stor kraft og vælde. Bogens anden del, kapitel 19-40, handler mest om, hvordan Gud begynder at arbejde med at få Egypten ud af Israel. Det er en væsentligt sværere opgave, noget som ikke bare præger 2 Mosebog, men egentlig resten af det Gamle Testamente.

2 Mosebog begynder med at remse navnene op på Jakobs familie, som flyttede til Egypten. I den første tid levede de under gode vilkår, men efter en tid, kommer der en ny konge i Egypten:

Nu kom der en ny konge over Egypten, som ikke kendte til Josef. (2 Mos 1,8).

Det bliver et vendepunkt i historien, for Israel bliver nu gjort til slaver. Denne oplysning tidligt i bogen er i øvrigt at vigtigt udgangspunkt, når man skal forsøge at sige noget om den historiske holdbarhed af bogen. Det er ikke hensigten i denne artikel at behandle dette indgående, men det lader sig gøre at placere denne begivenhed naturligt sammen med andre oplysninger vi har om denne periode i Egyptens historie.

Egypten blev en periode styret af et semitisk folkeslag, som kom udefra og underlagde sig landet. Efter en tid genvandt egypterne kontrollen. Dette kan forklare hvordan Josef, en semit, kunne få en så vigtig position i riget, og det kan forklare, hvordan det er muligt at en ny konge er fuldstændig uvidende om Josef og hvem israelitterne er. Samtidig er dette en stor og omfattende historisk diskussion, og der er mange løse tråde. Desuden er det ikke en afsluttet debat, men der gøres stadig nye opdagelser.

Men den nye situation medførte i hvert fald, at israelitterne gøres til slaver. Det er mod dette bagtæppe, at Moses bliver født og siden kaldet af Gud. I den forbindelse skal vi bemærke en vigtig tekst i 2 Mos 6:

Gud talte til Moses og sagde til ham: »Jeg er Herren! Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem. Jeg oprettede også min pagt med dem om at give dem Kana’an, det land hvor de boede som fremmede. Nu har jeg hørt israelitternes jamren over, at egypterne har gjort dem til trælle, og jeg husker på min pagt. (2 Mos 6,2-5)

Her kan vi nævne flere ting, men læg særligt mærke til to.

For det første åbenbarer Gud sig under et nyt navn, når han skal udfri Israel. Navnet Herren, JHVH, betyder noget i retning af “han er” og siger noget vigtigt om Gud. Han er konstant, han er altid nutid og han er den aktivt handlende. JHVH er pagtens Gud, relationens Gud. Han er den Gud, som er interesseret i at være nær sit folk, og han er den Gud, som tager bolig midt iblandt sit folk (2 Mos 40,34).

Det andet, vi lægge mærke til, er, at Herren har hørt Israels råb og har husket på sin pagt med Israels fædre. Dette viser tilbage til Guds løfte til Abraham (1 Mos 12,1-3), og det knytter an til Israels nuværende og vanskelige situation (2 Mos 2,23-25).

Herren sender så Moses til farao og det bliver startskuddet på en mægtig demonstration af hvem der er den sande Gud og herre! Farao, solgudens repræsentant på jorden, vil ikke have noget af, at en eller anden obskur ørkengud skal befale over ham (2 Mos 5,1-3), men efterhånden som historien skrider frem, er der ingen tvivl om, at Herren har magten over alle Egyptens guder. Det er i dette lys, vi må læse beretningen om de ti plager der rammer Egypten. Nøglen finder vi i 2 Mos 12:

Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. (2 Mos 12,12).

Vi kan ikke udfolde det i en artikel som dette, men hvis vi sætter os lidt ind i det egyptiske religiøse univers, opdager vi hurtigt at landeplagerne er meget mere end plagsomme hændelser. I det gamle Egypten fandtes der en række guder, og hver eneste af disse guder havde sine egne opgaver – sine domæner. Når plagerne rammer, er det også et angreb på disse guders magt. Når Nilen bliver til blod, er det selve flodgudinden, Hapi, som bløder. Når mørket sænker sig over Egypten, er det selveste solguden, Amon-Re, som har mistet magten. Hele egypternes verdensbillede bliver grundigt vendt på hovedet! Alt det de har at støtte sig til, viser sig fuldstændigt magtesløst i mødet med Herren.

Magtkampen mellem Herren og Farao er ikke slut, før Israels folk er gået tørskoet over “Sivhavet” – formentlig en af søerne som i dag udgør en del af Suez kanalen. Netop Israels lovsang ved Sivhavet (2 Mos 15) indeholder en mængde symbolsprog, som er knyttet til religiøse forestillinger hos Israels naboer. Pointen er tydelig: Herren, Israels Gud, er mægtigere end alle andre guder, magter og myndigheder. Han er den sande Herre, skaber og opretholder af himlen og jorden.

Efter at Sivhavet er krydset, fortsætter Israel sin vandring nedover på Sinai halvøen. Allerede har begynder vi at se sporende af det, som bliver en hovedsag i resten af GT. Det var “enkelt” at få Israel ud af Egypten, men det bliver noget helt andet at få Egypten ud af Israel! Utilfredshed og brok, misfornøjelse og anklager bliver en del af folkets videre historie.

Egypten ud af Israel (2 Mos 19-40)

Efter nogen uger på vandring nedover Sinai halvøen ankommer Israel til bjerget Sinai, eller Horeb som det også kaldes. Normalt identificerer man dette bjerg med Jebel Musa (Mosesbjerget) lige ved St. Catharina-klosteret.

Kapitel 19-24 fortæller om, hvordan Gud indgår en pagt med Israel. Han, der har frelst dem, og båret dem på ørnevinger (19,4) vil nu formalisere relationen. Han giver et løfte om, at de skal være hans “dyrebare ejendom”, “et kongerige af præster” og “et helligt folk” (19,5-6). Dette siger noget om, hvordan folket er skilt ud og inviet til Herrens tjeneste, og disse udtryk bruges i NT om Jesu Kristi kirke (1 Pet 2,9; Åb 1,6).

Gud taler direkte til folket fra bjerget og i 20,1 står der, at han talte «”disse ord”.

“Disse ord» er de ti bud. En teologisk pointe vi skal bemærke, er, at at buddene begynder med at præsentere Herrens frelse (20,2). Det skal være en påmindelse om, at vores gerninger og vores hellige liv altid må udspringe af hvad Herren har gjort for os.

I 21,1 står der om “de love” som Moses skal ligge frem for israelitterne. Skellet mellem “ordene” og “lovene” er vigtig nøgle for, hvordan vi skal forstå al lovgivningen i Moseloven. Det er buddene som lægger grundlaget. De står fast. Afledt af buddene kommer så de mange love. Disse er oftest formuleret som forskellige “cases” og de foreskriver en måde måde at tænke på i mødet med de forskellige “cases”.

Denne pagt bliver i kapitel 24 ratificeret ved at blodet stænkes på alteret og folket, og at budskabet i pagtsbogen læses for folket:

Så tog Moses blodet og stænkede det på folket, og han sagde: »Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord.« (2 Mos 24,8)

Tanken om at pagten mellom Gud og hans folk oprettes på baggrund af pagtens blod, er en vigtig, rød(!) tråd gennem hele Bibelen.

Tænk bare på indstiftelsen af nadveren i Matt 26,26-29, hvor Jesus kalder sit blod for “pagtens blod”. På samme måde som den nye pagt blev indstiftet i et måltidsfællesskab, er måltidet også en vigtig del af pagts indgåelsen ved Sinai (24,9-11).

Moses kaldes derefter op på bjerget og bliver væk i fyrre dage og fyrre nætter (24,18). Deroppe får han anvisninger om, hvordan tabernaklet skal konstrueres, sammen med alle bestanddelene og udstyret. Desuden får han forskrifter om præsterne, deres dragt og deres tjeneste. Tabernaklet er den helligdom, hvor Herren er tilgængelig.

Jeg vil tage bolig iblandt israelitterne, og jeg vil være deres Gud. (2 Mos 29,45)

Herren lover Mosesm at alle hans budskaber skal tales til Israel fra sonings stedet, noget som vi bør tage med os ind i vores eget kristenliv. Den Gud, som vil have os i tale, er en forsonet Gud, og det er på grundlag af forsoningen at han taler.

Dér vil jeg åbenbare mig for dig, og fra sonedækket mellem de to keruber, som er oven på Vidnesbyrdets ark, vil jeg tale med dig om alt, hvad jeg befaler dig om israelitterne. (2 Mos 25,22).

Til at bygge tabernaklet sætter Herren hele folket i sving, men på en særlig måde indvies Besal´el, søn af Uri (31,1-5). Han bliver fyldt med “Guds ånd”. Dette er den første gang i Bibelen, vi kan læse, at Guds ånd bliver givet til et menneske, og den blev givet til ham, som skulle lede arbejdet med at bygge Herrens bolig. Her kan vi trække tråden til NT, hvor Herrens bolig ikke længere er en bygning, men hans eget folk, levende sten, som alle bygger hans bolig og som alle er fyldt af hans Ånd (1 Pet 2,4-5; 1 Kor 3,16).

Men Moses er ikke længe på bjerget. I hans fravær sker den store tragedie. Folket laver en gulvkalv, og får næsten til grunde (32-34). Det er vanskeligt at få Egypten ud af Israel, og skikken med at bruge en kalv – eller i hvert fald en okse – som en repræsentation af Gud er noget de har lært i Egypten. Vi skal ligge mærke til, at der aldrig er tale om noget forsøg på at lave en ny Gud, kalven identificeres med Herren (32,4), og der ofres brændofre og fredsofre (32,5), ofre som forbindes med Israels tilbedelse af Herren.

Men folket bliver ustyrligt og efter at have fået et varsel fra Herren, går Moses ned i lejren. Det syn han møder der, får ham til at knuse tavlerne som indeholder de ti bud (32,19). Det er et meget stærkt udtryk for, at pagten er blevet brudt. Det samme er måden Herren taler til Moses:

Da sagde Herren til Moses: »Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet. (2 Mos 32,7).

Herren talte til Moses og sagde: »Drag nu op herfra sammen med det folk, du har ført op fra Egypten, til det land, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob med de ord: Jeg vil give det til dine efterkommere. (2 Mos 33,1).

Herren vil ikke vedkende sig folket længere. Det gør, at Moses går i forbøn for folket. Han insisterer overfor Gud, at dette er Guds folk, og at det er Guds egen ære som står på spil. Han må huske løftet, han har givet til Israels stamfædre (32,11-13).

Herren gør som Moses beder om. Det er en episode som mere end noget andet lærer os, at Gud er en personlig Gud, og ikke bare en diffus magt. Desuden lærer det os noget vigtigt om hans nåde, noget som også bliver tydeligt i episoden, hvor Moses får lov at se Guds herlighed, men bagfra:

Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn. (2 Mos 34,6-7)

Forholdet mellem Herrens nåde er tre til tusind. Vi skal også bemærke, at Gud råber og forklarer sit navn. Frem til nu har Israel lært, at Herren (JHVH) er den, som frelser dem ud af Egypten. Nu lærer de noget mere om ham, de lærer for alvor hans nåde at kende.

Efter at Moses har tilbragt fyrre nye dage på bjerget, kan han omsider gå ned til folket. I hænderne har han to nye stentavler. Folket får ved selvsyn at se, at pagten er genoprettet, og de møder en Moses som har et ansigt der skinner (24,29).

Derefter bygges tabernaklet akkurat sådan som Herren har beskrevet det, og 2 Mosebog slutter med budskabet om, at Herren flytter ind i teltet og tager bolig midt iblandt sit folk (40,34-38).

 

Artiklen er tidligere blevet bragt på netsiden foross.no.

Oversat af Lars Malmgaard Jensen.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler