En far henter sit barn i børnehaven. Pigen er i gang med en god leg og vil ikke afbrydes, så hun flipper ud, da faderen vil have hende med hjem. Faderen laver himmelvendte øjne til pædagogen og udbryder: ”Hvor kan børn dog være irriterende.”
–
To veninder er på tur og fortæller hinanden om, hvordan det går deres børn. Den ene kan fortælle om sine børns mange succeser. Den anden hører glæde og taknemmelighed i venindens stemme … men også en mislyd af noget andet. Er det selvhævdelse? Hovmod? Eller er det hendes egen nederlagsfølelse, der spiller hende et puds? Hendes børn går det jo ikke så godt …
–
Et forældrepar sidder til skole/hjem-samtale med deres søn. Læreren beretter om lektier, der ikke bliver lavet og om uro i timerne. Moderen begynder at skælde drengen ud. Faderen sender ham en spydig kommentar.
Vi er forbundne med vores børn. Gud har brugt os til at skabe vores børn, og derefter har han sat os til at sørge for barnet op gennem opvæksten. Forældrerollen ændrer sig med barnets alder – men vi forbliver forældre hele livet.
En sund forældre/barn-relation kræver både nærhed og afstand. Vi har brug for nærhed for at være dét for vores barn, som det har brug for. Og vi har brug for afstand, så vi ikke handler ud fra vores egne behov, men ud fra barnets behov. Den afstand mangler i de tre eksempler ovenfor. I de to af situationerne ovenfor var forældrene nok mere optaget af at undgå, at omgivelserne dømte dem for deres børns opførsel, end de var af at handle konstruktivt i forhold til deres barns behov. Og flere af dem havde måske deponeret for meget af deres selvværd i, hvor ”vellykkede” deres børn var.
Identitet som Guds børn
Vores grundlæggende identitet som kristne er at være Guds børn. Vi er Guds elskede børn for Jesu skyld. Vi er i Kristus, og han er i os. Her får vi kærlighed, anerkendelse og selvværd. Relationen til Kristus er den grundlæggende relation i vores liv. At have det udgangspunkt som forældre kan på én gang bidrage til en sund nærhed og en sund afstand mellem os og vores børn.
Ideelt set befries vi fra en usund overbelastning af relationen til vores børn. Børnene er ikke sat i verden for at opfylde vores drømme og mætte vores behov for anerkendelse og værdi. Vi kan opdrage dem ud fra, hvad vi vurderer, der tjener dem bedst, og ikke ud fra, hvad andre mon tænker om os. Vi er adskilt fra vores børn.
Men at være i Kristus betyder også nærhed til børnene, for vi må gå ind i de opgaver, han giver os. Her har forældreopgaven stor vægt. Gud har betroet os at give børnene mad og tøj, nærhed, omsorg, opdragelse osv. Alt sammen på vegne af ham. Gud er Faderen, og vores forældreskab har navn efter ham (Ef 3,14).
Også børnene er først og fremmest Guds børn. Gud har nok kaldet os forældre til at tage vare på børnene, men han har ikke selv forladt børnene. Gud vil fortsat være der for vores børn. Han vil være børnenes himmelske far. Det kan være en vældig hjælp for os forældre, når vi ikke oplever, at vi slår til i opgaven. Også for børnene er det en hjælp, at de har en direkte adgang til Gud, og at de kan opleve, at også forældrene står under Guds myndighed. Ideelt set giver det et godt udgangspunkt både for barnets respekt for forældrene og for barnets selvstændighedsudvikling. Nærhed og afstand.
Med Herrens opdragelse og vejledning
Forældre formanes i Bibelen til at opdrage børnene ”med Herrens tugt og formaning” (Ef 6,4). Den Frie Bibel oversætter ordene ”med Herrens opdragelse og vejledning”. 1Se denfriebibel.dk Det rammer tonen i de græske ord bedre. Guds måde at være på over for os skal spejle sig i vores måde at være på over for vores børn. Ja stærkere endnu: Det er Guds egen opdragelse og vejledning, vi skal opdrage og vejlede vores børn med.
Det betyder, at vi skal møde vores børn med kærlighed og myndighed. En myndig kærlighed og en kærlig myndighed, sådan som Gud på én gang er kærlig og myndig. Vi skal være til at stole på, så barnet kan være trygt knyttet til os. Præcis som Gud er til at stole på, så vi kan have tillid til ham. Selve relationen står i centrum af opdragelsen. Og som Gud handler med os ud fra sin visdom, må vi handle over for vores børn ud fra vores større indsigt i livet.
At opdrage i lys af skabelse og syndefald
Formaningerne til børn og voksne sker på en klangbund af det bibelske menneskesyn. Vi er skabt i Guds billede, men også faldet i synd. Tabet af gudbilledligheden er absolut i forhold til Gud, men ikke i forhold til medmennesket og naturen. Her bærer vi fortsat på værdighed, godhed og muligheder for at varetage forvalteransvaret i verden – samtidig med at synden og syndefaldets konsekvenser gør sig gældende.
Tidligere i historien har man pointeret barnets syndighed i en grad, så man har opfattet spædbarnets gråd og det større barns selvstændighedstrang som udtryk for synd. I dag ser mange barnet udelukkende som godt. F.eks. skriver Fie Hørby i bestselleren Drop opdragelsen: ”Det handler om at møde barnet med en forståelse for, at det altid gør sit bedste. For det gør børn, selv når det ikke ser sådan ud” (s. 139). Her mener jeg, at Hørbys forståelse af barnet tipper over. Det leder dog samtidig til mange fremragende eksempler på, hvordan vi kan møde barnet med respekt og forståelse – og gøre det uden at give afkald på vores myndighed. Men Bibelen regner også med det onde hos børn og betoner behovet for, at forældre gennem opdragelse og vejledning af børnene begrænser synden.
Men det er jo ikke bare børnene, der er syndere. Det er forældrene også. Derfor formanes forældrene til ikke at misbruge deres myndighed i forhold til børnene. Myndigheden skal tjene barnet og ikke forældrenes magelighed, magtsyge eller dårlige vaner. Formaningerne er rettet til faderen, som leder af familien og dermed hovedansvarlig for børnenes opvækst: ”Og fædre, gør ikke jeres børn vrede…” (Ef 6,4a) og ”Fædre, I må ikke tirre (provokere) jeres børn, så de mister modet” (Kol 3,21). Bibelen har øje for, at barnet kan reagere på to forskellige måder, når forældre misbruger deres myndighed: De kan reagere udad i vrede eller indad i modløshed.
At opdrage til fællesskab og virke
Vi lever i en individfokuseret tid, hvor balancen mellem individ og fællesskab er tippet. Det bibelske menneskesyn ser imidlertid ikke blot det enkelte menneske som individ, men ser det i samspil med andre mennesker og naturen. ”Herrens opdragelse og vejledning” handler derfor også om at lære børnene at vende sig udad mod det menneskelige fællesskab.
Familien er barnets første og vigtigste træningsrum for fællesskabet. Her kan barnet lære at indgå i relation til forældre og til eventuelle søskende og til andre mennesker, der kommer i hjemmet. Her kan barnet bidrage til fællesskabet. Her kan barnet øves i den vanskelige balance mellem at være et individ med egne behov og ønsker og være en del af et fællesskab.
Gennem hele barndommen er hjemmet også det centrale sted for bearbejdelse af oplevelser i andre sammenhænge. Her kan kristen etik, tro og livssyn bringes i spil, så barnet rustes til et liv i tjeneste for medmennesket og samfundet.
At leve med Gud i familien
Det kristne menneskesyn handler ikke mindst om, at vi er skabt til relation med Gud. ”Herrens opdragelse og vejledning” handler derfor også om at bære børnene til dåben, oplære dem i den kristne tro og tage dem med i det kristne fællesskab.
Guds ord og bønnen må have plads i familiens liv. Netop sådan skabes der plads til Jesus i relationerne. Vi må fortælle bibelhistorie, læse andagter, synge og bede i øjenhøjde med børnene.
Men børnene er ikke familiens centrum. Forældrenes behov må også mødes i familien – og netop dét har børnene også behov for at opleve. Forældrene må få lov til at leve som Guds elskede børn midt i familiens liv – til gavn for både dem selv og deres børn. Her står børn og voksne sammen som børn over for deres fælles himmelske far. Og hos ham kan både børn og voksne leve på det håb, der giver retning i livet, og som kan bære, når livet er svært.
Dårlig samvittighed eller frimodighed?
Mange forældre kender til dårlig samvittighed. Med god grund! Forældreopgaven er vigtig, og vi skal afspejle Gud i vores måde at være forældre på. Derfor er det ikke mindst som forældre, vi kender til fejl og nederlag og må bekende dem som synd. Men vi må også tilegne os Guds kærlighed og tilgivelse på ny. At leve med en hel- eller halvdårlig samvittighed er usundt.
Der kan være tidspunkter, hvor vi må sige undskyld til vores børn. Og der kan være tidspunkter, hvor vi må foretage en revurdering af vores liv: Er vores balance god (nok) mellem arbejde og familieliv og menighedsliv og pauser?
Vi må dog også tjekke, hvad det er, vores samvittighed reagerer på. Vi er omgivet af usunde normer og forestillinger. Nogle forestiller sig, at det må være muligt for alle familier at klare to fuldtidsjobs og stadig være alt det for børnene, som de har brug for. Det kan nogle, men bestemt ikke alle. Andre mener, at hvis du ikke er der fuldtids for dit barn, så svigter du det. Men det er jo ikke sikkert.
Nogle mener, at forældre er eneansvarlige for barnets lykke og trivsel. Men nej, den såkaldte ”forældredeterminisme” er ikke en bibelsk opfindelse (og svarer heller ikke til sund fornuft). Nogle tænker, at det må være forældres opgave at beskytte børnene mod al modgang og sorg. Men nej, det er hverken muligt eller hensigtsmæssigt.
Så når vi rammes af dårlig samvittighed, bør vi vurdere de normer, vi ikke lever op til. Nogle af dem skal forvises fra samvittigheden, mens andre skal respekteres, og synden bekendes. Og da skal vi gennem tilgivelsen tilegne os ny frimodighed i forældreopgaven. Gud har valgt netop os som forældre for vores børn! Det er hans ansvar, og derfor kan (og skal!) vi frimodigt stå i opgaven. Og har vi brug for hjælp til opgaven, må vi opsøge den.
I en ufuldkommen verden
Ingen af os er fuldkomne. Og det handler ikke kun om synd. Det handler også om svaghed, sår på sjælen og sygdom. Og det handler om livsomstændigheder og samfundsstrukturer, der sætter grænser for vores muligheder og gode intentioner.
Men børnene kan klare sig med væsentligt mindre end det fuldkomne. De skal jo netop rustes til at leve i en ufuldkommen verden. Og midt i vores smerte over, hvad vi belaster vores børn med, må vi hente frimodighed i, at vores børn ikke bare er vores børn, men Guds. Vi må lægge os selv, børnene og vores indbyrdes relation over til ham, som er vores himmelske far.
Artiklen er fra Budskabet 05-2024 og er en del af temaet ”Kristus i relationerne”. Flere artikler i samme tema:
- Hustavlens pligter
- Kristus i ægteskabet
- Arbejdstager eller arbejdsgiver? Gud er lige-glad
- Godkender Bibelen slaveri?
Fodnoter:
| ↑1 | Se denfriebibel.dk |
|---|
