Anfægtelse i et oplevelsessamfund

I udgangspunktet er det ikke noget særligt, at mange i dag kæmper med anfægtelse. Utallige bibeltekster viser, at mennesker altid har kæmpet med Gud. Selvom anfægtelse langtfra er et nyt fænomen, tager den alligevel farve af den tid, vi befinder os i. Faren ved at skitsere samfundstendenser er, at de naturligvis altid både kan modsiges og nuanceres. To nyere bøger sætter alligevel ord på noget, jeg finder rammende. Også hos mig selv. Den første er bogen Utilstrækkelig af højskolelærer Christian Hjortkær, den anden Oplevelsessamfundet, skrevet af den masseproducerende Svend Brinkmann.¹Christian Hjortkjær, Utilstrækkelig. Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge (Klim, 2022) og Svend Brinkmann, Oplevelsessamfundet (Samfundslitteratur, 2023).

Utilstrækkelig i et påbudssamfund

Hjortkærs tese er, at vores samfund, fra at have været et ”forbudssamfund” (ganske uoriginalt er hans eksempel i øvrigt Indre Mission), er blevet et ”påbudssamfund.” Tidligere sagde far, at i dag skal vi besøge bedstefar og dermed basta! Forbud. Ordrer. I dag er tendensen, at far spørger, om ikke du har lyst til at besøge bedstefar? Underforstået: bedstefar vil blive så glad, hvis du kommer på besøg. Nu skal jeg ikke blot besøge bedstefar, jeg skal også have lyst til det.

Vi påbydes ikke længere at følge ydre normer og andres bestemmelser, men at lytte til vores indre trang og lyst. Pointen er, at kravene ikke bliver mindre af den grund; men i stedet for at komme udefra og derfor være lettere at gøre oprør imod, kommer de nu indefra og skaber et mentalt belastende pres. Der er ikke noget eller nogen at gøre oprør mod, for det kommer fra mig selv!

I nogle år var jeg med i arbejdsudvalget for Luthersk Missions Unge på landsplan. I forbindelse med en række drøftelser på en fælles lederkonference var der en af de ældre, der i allerbedste mening sagde, at ”vi unge jo også skulle huske, at det er okay at gøre oprør.” Som en af de unge, husker jeg, at jeg i de efterfølgende år ofte spurgte mig selv, hvad i alverden det var, vi skulle gøre oprør imod?

Selvfølgelig findes der undtagelser fra denne beskrivelse, men tendensen er genkendelig, og præger også kristne. Da jeg for et par år siden deltog i et udvalgsarbejde, der skulle undersøge muligheden for at få flere unge prædikanter, interviewede jeg en række unge. Flere af dem gav udtryk for, at de ofte var bange for at præstere dårligt eller sige noget forkert, men interessant nok var det ikke, fordi de frygtede for omgivelsernes reaktion; de gav tværtimod udtryk for, at de oplevede en ganske stor kvajekvote i Luthersk Mission. Derimod kunne deres egen tvivl og det indre pres være graverende og frimodighedsdræbende.

Følelsesudmattet i et oplevelsessamfund

En anden tendens er det, Brinkmann kalder for oplevelsessamfundet. I Deadline på DR2 illustrerede han det med, at Mette Frederiksen kaldte det seneste folketingsvalg for et tryghedsvalg, hvilket er ironisk, idet kriminaliteten sjældent har været lavere i vores samfund. Ikke desto mindre er oplevelsen af øget utryghed til stede. Og det er oplevelsen, der betyder noget. Uanset om det drejer sig om børnehaven, gymnasiet eller på det øverste politiske niveau, tager vi følelser dybt alvorligt, og ofte giver vi dem vetoret.

Som nævnt er der adskillige nuancer, der kan tilføjes til ovenstående samfundsskitse. Ikke desto mindre giver de to tendenser en ekstra dimension til anfægtelsens anatomi. Jeg vil fremhæve tre eksempler: syndserkendelse, frelsesvished og efterfølgelse af Kristus.

Syndserkendelse og frelsesvished

De to første eksempler – syndserkendelse og frelsesvished – udfordres markant af det oplevelsessamfund, vi befinder os i. Jævnligt møder jeg folk, der giver udtryk for, at de ikke kan rumme syndserkendelse og frelsesvished på samme tid. Når jeg graver lidt mere i det, mener de som regel, at de følelsesmæssigt ikke kan rumme både dyb syndserkendelse og glæde på samme tid. Som én sagde til mig: ”Når prædikanten på talerstolen advarer mod frafald, hvordan skal jeg så samtidig kunne hvile i troen på Jesus? Hvis jeg skal tage det alvorligt, er jeg vel nødt til at gå rundt og være bange hele tiden?” Vedkommende opfattede advarsler om frafald sådan, at en kristen bør føle frygt konstant.

Her er der meget visdom og åndelig hjælp at hente i den lutherske tradition. Der er dog også en almenmenneskelig pointe, som jeg tror, vi bør italesætte og øve os i: nemlig at rumme ambivalens. At opøve evnen til at rumme modstridende og modsatrettede følelser er en del af det at modnes som menneske, men kan for nogle også blive en åndelig hjælp! Og i en tid, hvor følelserne hersker som det primære erkendeapparat, er en yderligere påmindelse, at vi skal lade være med altid at ”mærke” efter! Ligesom man kan træne evnen til at blive opmærksom på sine følelser – ved f.eks.at lade følelserne få plads i en sorgproces – sådan kan man også træne det modsatte. For mange er problemet ikke neurotisk undertrykkelse, men at de ganske enkelt aldrig har trænet, hvordan man parkerer sine følelser og i stedet lytter til fornuft og vilje.

Den anfægtedes teologi

Samtidig tror jeg, at vi har et stort behov for at genopdage essensen af, hvad Lina Sandell synger om, og Luther og Rosenius sætter ord på i deres skrifter. Man kan med rette kalde luthersk teologi for ”den anfægtedes teologi”. En af de vigtigste lutherske indsigter er, at vi frelses ved tro – ikke ved syndserkendelse! Lovens formål er ganske rigtigt at skabe syndserkendelse, men angeren er i åndelig forstand passiv. Det er ikke noget, jeg skal præstere over for Gud. Syndserkendelse er ikke det samme som at drukne sig selv i skam, men først og fremmest at give Gud ret i hans dom over mig. Anger er derfor ikke nødvendigvis en stærk følelse, men først og fremmest en erkendelse, Gud skaber i mig gennem loven – og den kan så i varierende grad tænkes i hovedet, mærkes i følelserne og stritte i viljen.

I stedet for at anskue syndserkendelse som sønderrivende anger, er det måske for nogle en hjælp at betragte det som en form for kontinuerlig sorgproces.²Jf. Leif Andersen Teksten og Tiden. Bind 1 (Kolon, 2006), s. 251). Sorg skal italesættes med mellemrum, men sorgen skal samtidig fungere sideløbende med hverdagens gøremål og bør ikke lamme initiativ og blokere for glæden.

Konkret synd, der har en tendens til at sætte sig i selvforståelsen (fx pornomisbrug), kan hurtigt fylde hele den mentale horisont. Synd skal bekendes og bekæmpes – og derefter skal vi ikke give den enkelte synd mere opmærksomhed end nødvendigt. Hvis jeg føler, jeg burde føle dyb anger, hver gang jeg falder i en bestemt synd, har jeg måske ikke fanget, hvor dybt synden stikker, og hvor hyppigt den vil vise sit grimme ansigt. Eller også bilder jeg mig ind, at godt nok frelses jeg for Jesu skyld, men hvis jeg nu betaler med lidt stærke følelser i tillæg, er jeg på den sikre side …

På samme måde forveksles frelsesvished ofte med en stærk følelse! Hvad skulle det ellers være, fristes man til at sige? For nylig fik jeg en ahaoplevelse, da jeg læste en bog af den amerikanske lutherske teolog Jack Kilcrease. Han stiller det skarpe spørgsmål, om det ikke er mere korrekt at sammenfatte Luthers retfærdiggørelseslære således, at vi ikke retfærdiggøres ved troen (i sig selv), men at vi tværtimod retfærdiggøres ved Ordet.³Jack Kilcrease, Justification by the Word (Lexham Academic, 2022). Pointen er dybt sjælesørgerisk. Vi frelses ikke af troens intensitet, men af troens objekt! Troen er blot det instrument, der griber om det objektive frelses fundament, nemlig Jesu Kristi død og opstandelse for 2000 år siden.

Luthersk teologi udfordrer os til at fokusere på konkrete handlinger frem for diffuse følelser: Spiser du brødet og vinen i nadveren, i hvilken Kristus kommer konkret til dig? Blev du døbt på en bestemt dato for x antal år siden? Sad du i søndags og lyttede til en prædiketekst? I alle de situationer kommer Kristus og rækker dig evangeliet. Modtagelsen af evangeliet afhænger ikke af, hvorvidt du selv mærkede modtagelsen, men af om du ønsker, at det Kristus lover dig, også må blive dit (Joh 6,37). Kort sagt: Lad være med at mærke efter, men spørg i stedet; Hvad skete der i søndags?

Efterfølgelse af Kristus

Uanset hvor old-school det lyder, er det også stadig en udfordring for mange at forstå sammenhængen mellem retfærdiggørelse og helliggørelse. På den ene side skal vi forkynde og understrege det ubegrænsede ideal, som Bibelen stiller os over for. Kærlighed til næsten kan ikke gradbøjes. Men særligt i et påbudssamfund, hvor mange føler sig utilstrækkelige, tror jeg, at vi samtidig skal italesætte konkrete handlinger, som faktisk kan lade sig gøre. Ligesom jeg ikke kritiserer et barn for ikke at kunne det samme som en voksen, sådan må vi også opmuntre hinanden til at glæde os over de små fremskridt, vi gør i efterfølgelse og kærlighed.

Det handler både om at opbygge en sund kultur, hvor skam kan bearbejdes. Men det handler også om, at vi ikke skal stræbe efter idealer og krav, der, selvom de i sig selv kan være gode nok, ikke nødvendigvis har bibelsk belæg. Selvfølgelig skal jeg sortere skrald og ja, klimaet har det altså temmelig dårligt, så flyrejser bør ikke altid foretages. Et modent kristent menneske skal være bevidst om forvalterskabet. Men vi skal ikke gå rundt med konstant (falsk) skyldfølelse. Man ignorerer ikke efterfølgelsen af Kristus ved en gang imellem at kigge i spejlet og spørge: ”Er det her overhovedet værd at have dårlig samvittighed over?”

Og vi skal turde have god samvittighed! Udtrykt på klassisk vis: Vi skal skelne mellem lov og evangelium! C.F. Wisløff udtrykker det præcist: ”Loven er helliggørelsens fjende, når den får lov til at trænge ind i samvittigheden og diktere, hvad vi skal tænke om gudsforholdet. Der er derfor en betingelse, som er vigtigere end nogen andre for et sundt kristenliv, og det er samvittighedens frihed fra loven.”⁴Carl Fr. Wisløff, Ordet fra Guds munn (Luther Forlag, 1978), s. 175.

Eller som der står i Hebræerbrevet: ”Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed […] så vi er befriet for ond samvittighed … ” (Hebr 10,19-22). Vi er vitterligt sat fri fra Guds vrede og lovens krav i samvittigheden. Derfor har jeg også lov til at glæde mig over de dele af min tilværelse, hvor jeg ser troens frugter (Rom 6,22). Når jeg så kommer til kort, må jeg modtage sakramenterne, lytte til Ordet og øve mig i den ambivalente oplevelse af både at kunne føle mig utilstrækkelig og samtidig hvile i, at Kristus har gjort alt for mig!