Med postmodernismens indtog har mange mistet troen på, at der eksisterer en større mening med tilværelsen. Hvert menneske er som sin egen lille tømmerflåde, der driver hvileløst rundt i et stort bølgende hav uden mål, mening og retning. Den eneste mening, der findes, er den, du selv skaber.
Den kristne forkyndelse er på ingen måde efterladt upåvirket. Der har været en bevægelse væk fra stålfast dogmatik og over i retning af erfaringer, autenticitet og bekræftelse. Domsforkyndelsen og den vedholdende insisteren på sandheden er blevet afløst af en betoning af de mere terapeutiske sider af Bibelens budskab.
Ikke sådan at forstå, at udviklingen har været entydigt negativ. For hvor kan det være befriende, når også kristne forbilleder tør være ærlige om det svære og indrømme deres egne svagheder. Ja, man kunne næsten kalde det bibelsk. På samme måde er det vigtigt, at vi lader nuancerne komme til og ikke står hårdt fast på områder, hvor Bibelen faktisk åbner op for, at vi som kristne kan skønne forskelligt.
Men udviklingen rummer også en række udfordringer. For når der ikke er nogen stabil virkelighed uden for mennesket at falde tilbage på, hvad enten det hedder familie eller livsvalg, er der kun én, pilen peger på, når uheldet er ude. Det lægger et enormt pres på det enkelte menneske, der skal komponere sin egen livshistorie efter tidens store mantra: Jeg præsterer, altså er jeg. Og ve den, der skulle ende med en gennemsnitlig præstation i dette hamsterhjul af en optimeringsverden, hvor ”godt” aldrig er godt nok.
Det terapeutiske evangelium
Som en reaktion på denne udvikling har det terapeutiske evangelium fået stadigt større gennemslagskraft i vores tid. Altså budskabet om, at ”Gud elsker mig, som jeg er, og han vil altid være der for mig.”1Daværende LTC-forstander Jakob Højlund skitserede essensen af det terapeutiske evangelium med denne formulering i et foredrag om unge og tro ved Luthersk Missions Medarbejderkonference 2020 Netop dette budskab kan give trøst i en tid med ondt i selvværdet. En tid, der konstant længes efter bekræftelse og savner at høre, at man har værdi, uanset om man kan fremvise en stime af 12-taller, eller hvordan ens liv i øvrigt ser ud på Instagram.
Lad os give det terapeutiske evangelium ret, så langt vi kan. I en tid, hvor mennesker konstant skal selvoptimere, og hvor mange lever efter devisen: ”Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok”2DR1-dokumentar: De perfekte piger. Sendt 9. juni 2015, er det både sandt og velundt at sige, at Gud elsker os med en evig kærlighed, som vi er, og at han ønsker at møde os alle med nåde, uanset hvordan vi præsterer. Vi har uendelig stor værdi for ham. For Gud giver regn og solskin både til gode og onde og sørger for os, fordi vi er dyrebare for ham (Matt 5,45. Luk 12,24).
Det terapeutiske evangelium rummer dog det problem, at det kan give et forsimplet billede af, hvem Gud er, og hvem vi er som mennesker.
For det første er det ikke hele sandheden om mig, at ”Gud elsker mig, som jeg er”. Bibelen lægger ikke skjul på, at alle mennesker er elsket, som vi er – skabt i Guds billede. Men det er ikke alt, der er at sige. For samtidig forkynder Bibelen også, at vi alle sammen har brug for en frelser, der kan redde os fra vores egen syndighed.
Fx beskriver Romerbrevet, hvordan der fra menneskets hjerte fosser onde tanker ud, og at vi alle ville fravælge Gud, hvis det stod til os (Rom 3,11). Med andre ord fortæller Bibelen altså også, at det er et under, at Gud elsker os på trods af dem, vi er.
Derfor må vi overveje, om hele Bibelens budskab bliver forkyndt med det terapeutiske evangelium. Selv om det kan give en umiddelbar trøst og glæde at høre, at ”Gud elsker os, som vi er”, er det ikke alt, der er at sige om vores umiddelbare relation til Gud. Hvilket chok risikerer vores tilhørere ikke at få, når de åbner deres bibel og læser, hvad Guds ord også siger om menneskets syndighed?
For det andet er det ikke alt, der er at sige om Gud, at han altid vil være der for os. Det er rigtigt, at Jesus har lovet at være med os alle dage (Matt 28,20), og at Gud brændende ønsker at frelse alle mennesker (2 Pet 3,9). Men en anden side af virkeligheden er også, at Gud faktisk kan forkaste os, hvis vi vender ham ryggen (Jos 7,12).
Gud vil altid være der. Sandt nok. Men hvordan? Er det Gud som frelser eller Gud som dommer? Uanset hvor højt Gud elsker os, og uanset hvor langt han er gået for at vise dette gennem sin søn på korset, vil Gud ikke længere være der som vores frelser, hvis vi lever i oprør mod ham. Så møder vi Gud i hans vrede. Det er også en del af den virkelighed, som Bibelen forkynder.
Det er hård tale, kan man sige. Men samtidig rummer den fulde forkyndelse af, hvem vi er i vores syndighed, og hvem Gud er i sin hellighed, også et uendelig godt perspektiv. Det er nemlig først, når jeg ser mig selv som en synder, der har brug for en frelser i mødet med Guds dom, at nåden og Jesu død på korset for alvor bliver stor.
De gode nyheder bliver kun virkelig gode nyheder, når vi ser dem på baggrund af syndens alvor og Guds hellighed.
Den terapeutiske forkyndelse fortæller ikke, hvorfor det var nødvendigt, at Jesus døde på et kors. Måske bliver Jesu korsdød fremhævet som et eksempel på, hvor meget Gud elsker os. Men hvis vi ikke ser, hvorfor Jesus måtte dø, bliver korset aldrig rigtig gode nyheder. Tværtimod. Korset risikerer at blive et problem. For det var da egentlig en mærkelig måde at vise sin kærlighed på!
Hvad stiller vi op?
Men hvis en ensidig forkyndelse af det terapeutiske evangelium ikke er svaret, hvad stiller vi så op? Hvad har vi egentlig at tilbyde mennesker, der lever i en kultur, hvor børn allerede i børnehaveklassen lærer, at P står for præstationer?
Den vare, vi har på hylden, er den samme, som kirken altid har haft stående: en troværdig forkyndelse af Guds ord i lov og evangelium.
På en omvendt måde kan der faktisk være noget befriende ved forkyndelsen af loven og Guds dom, fordi den afslører vores egen utilstrækkelighed. Når vi kæmper med, om vi nu er en tilstrækkelig god version af os selv over for andre, er der på paradoksal vis noget forløsende i at høre, at vi aldrig bliver gode nok, og at dét er et generelt problem for mennesker.
Så er det altså ikke kun mig, den er gal med, når jeg ikke kan leve op til mine egne standarder – for slet ikke at tale om andres eller Guds. Når jeg møder en realistisk forkyndelse af, at jeg som menneske både er skabt med nogle begrænsninger, fordi jeg er et menneske og ikke Gud, og samtidig bærer rundt på min syndige natur, så kan jeg underligt nok føle mig genkendt i min utilstrækkelighed.
Her behøver jeg ikke længere fake (lade som om, red.). Her kan jeg smide masken. For Gud ved, hvem jeg er. Jeg er allerede afsløret. Det evindelige selvoptimeringsprojekt er her dømt til at mislykkes på forhånd. Det bringer en forunderlig realisme ind over livet. Og så får vi brug for at høre evangeliet: en absolut forkyndelse af, at den Gud, der ser mig, han elsker mig, allerede mens jeg er en synder (Rom 5,8).
Hvordan forkynde dom og nåde?
Indimellem er forkyndelsen af Guds dom blevet beskyldt for at være grunden til, at mennesker kæmper med dårligt selvværd.
Det er dog en sandhed med modifikationer. Blandt andet fordi selvværdsproblematikken nærmer sig epidemiske tilstande i dagens Danmark og også rammer mennesker, der aldrig kunne drømme om at sætte deres ben i en kirke eller et missionshus. Ofte har fx vores parforhold og nære familiære relationer langt større betydning for vores selvværd, end den kristne forkyndelse nogensinde vil få.
Alligevel er det rigtigt, at domsforkyndelsen kan nedbryde mennesker på en usund måde. Vi kan desværre godt selv komme i tanker om mennesker, der er blevet efterladt med skammen, og hvor det er gået ud over deres syn på sig selv.
Det kan dels hænge sammen med, at forkyndelsen ikke har understreget nok, at vi er underfuldt skabt med værdi og værdighed.
Derudover kan det handle om, at de aldrig er blevet ført fra afsløringen af deres syndighed til frikendelsen ved troen på Jesus. Domforkyndelsen er en ærlig tale om Gud, men dens mål er altid at være et redskab til, at mennesker griber ud efter evangeliet om Jesus.
For det budskab, der for alvor har potentiale til at sætte os fri, er nemlig evangeliet. Tænk, at vi ved troen på Jesus er blevet placeret i et rum, hvor vi slet ikke skal præstere, men kan få lov til at modtage alt af nåde. Her handler det ikke om mig. Hverken om hvad jeg har gjort, eller hvad jeg kan gøre i relation til Gud, men alene om, hvad Jesus har gjort som min frelser.
Her skal vi ikke hele tiden forsøge at vise vores bedste sider frem i håb om at tage os godt ud. Relationen til Gud bygger på, hvad Jesus har gjort. Tænk, at han, der kendte til selv vores mørkeste sider, valgte ikke at holde dem op imod os, men tage dem på sine skuldre og dø på et kors.
Det er et frisættende budskab – ikke mindst i dag. I Jesus har jeg et anker uden for mig selv.
Svært at høre, når selvværdet lider
Samtidig må vi have syn for, at den, der kæmper med selvværdet, kan høre noget andet end det, vi mener. Når vi synger med på linjerne: ”selv er jeg intet, Jesus mit alt”3Fra sangen Salige vished, SOS 544, er det et befriende budskab, vi lægger stemme til. Men kun når vi forstår ordene i deres rette sammenhæng.
Her er det vigtigt, at vi i forkyndelsen skelner mellem et skabelsesperspektiv og et frelsesperspektiv. For frelsen i Jesus udsletter ikke vores værdi som mennesker skabt af Gud. Det er derimod vores forsøg på at bidrage til frelsen, der er fuldkommen værdiløse over for Gud.
Løsningen er således ikke, at vi fortier de alvorlige sider af Guds ord i frygt for, at de kan høres forkert. Det er en reel risiko, og vi gør klogt i at tænke dybt og længe over, hvordan vi formidler budskabet på den bedste måde for at undgå netop det. I sidste ende skal vi dog turde løbe risikoen og samtidig stå klar til at samle mennesker op.
Lindring af dårligt selvværd er en vigtig opgave, for når selvhadet tager overhånd, bliver det hårdt at være menneske. Men måske skal vi i større grad øve os i at betragte det som en særlig opgave for sjælesorgen eller diakonien og derudover huske på, at vi alle har en fælles forpligtelse til at vise hinanden anerkendelse. For i sidste ende er det ikke forkyndelsens hovedopgave, hvordan vi får det godt med os selv, men hvordan vi får det godt med Gud.
De selvudslettende tanker er reelle og skal tages alvorligt. De er blandt de mange konsekvenser af et langt større problem: at vi som mennesker har vendt ryggen til Gud.
Vi må fastholde, at forkyndelsen af evangeliet har potentiale til at afhjælpe mange af disse afledte konsekvenser af synden. Da vækkelserne sidst i 1800-tallet bredte sig i Danmark, blev der gjort tydeligt op med en altødelæggende alkoholkultur. Mennesker blev frelst. Men mange børn fik også en bedre opvækst, og der kom fut i den lokale udvikling. På samme måde har forkyndelsen af evangeliet potentiale til at flytte vores fokus fra os selv og give hvile til dem, der er trætte af sig selv.
Men selv hvis det aldrig skulle ske for os, må vi glæde os over, at Jesus alligevel er i stand til at frelse os, uanset om mindreværdstankerne bliver ved at komme krybende. For frelsen afhænger slet ikke af os – heller ikke af vores gode selvværd eller mangel på samme.
Artiklen har tidligere været bragt i magasinet Budskabet.
Fodnoter:
