Anselm af Canterbury

Anselm¹Denne artikel om Anselm er den tredje artikel i en serie om tre klassiske teologer, som vi sjældent hører om. Artiklerne er ikke udtømmende men er tænkt som inspiration til videre studier. De to første handlede om Irenæus og Athanasius. (1033-1109) var en af de store teologer og filosoffer i middelalderen.  Han kom fra Aoste i det nordlige Italien, og man mener, at hans familie var velhavende. Hans forældre var meget forskellige. Hans far var barsk og havde et voldeligt temperament, mens hans mor var en from kvinde, som gav Anselm en grundig religiøs opdragelse. Anselm ville gerne i kloster, men det var hans far imod. Men efter sin mors død, sluttede Anselm sig alligevel til Benediktinerordenen i en alder af 27 år. Og tre år efter blev han selv leder af ordenen, som fik et bedre og bedre ry og derfor også en del studenter.

I 1093 fik Anselm stillingen som ærkebiskop i Canterbury i England, og der var han indtil sin død.

Anselm er særlig kendt for to emner, som han arbejdede med. Det ene er forsøget på, at forstå Gud eller nærmere at erkende hans væsen ved meditation, og det andet er hans meget klare forklaring af forsoningen.

Gudsbeviset

Anselm var den første, der formulerede det ontologiske gudsbevis, som jeg vil beskrive om lidt. For Anselm var det ikke et gudsbevis men en meditation over Guds væsen. Hele skriftet “Guds virkelighed” er formuleret som en bøn til Gud. Det, Anselm søger, er “en eneste begrundelse, som ikke trængte til anden begrundelse end sig selv alene, og som alene ville være tilstrækkelig til at godtgøre, at Gud i sandhed er til, og at han er det højeste gode, som ikke trænger til noget andet, medens alle ting trænger til ham… Begrundelsen skulle således underbygge alt, som vi ved om guddomsvæsenet.” Efter en lang kamp kom han frem til det han søgte: “Jeg gjorde det som en, der prøver at opløfte sit sind til at betragte Gud, og som søger at få indsigt i det, som han tror.” (Guds virkelighed, Forordet). Denne begrundelse er dog ikke en, som troen skal bygge på. Begrundelsen har baggrund i troen. Eller som Anselm siger: “Jeg søger nemlig ikke at få indsigt, for at jeg kan tro; men jeg tror, for at jeg kan få indsigt. Thi jeg tror også dette: Medmindre jeg tror, vil jeg ikke vinde indsigt.” (Kapitel 1).

Og nu er vi kommet til det, som Anselm virkelig er kendt for. Han er nemlig den første, der formulerer det, der senere er blevet betegnet som det ontologiske gudsbevis. Det er formuleret som en bøn: ”Herre, du som giver troen indsigt… Nu tror vi, at du er et væsen, som ikke kan tænkes at blive overtruffet af noget større. Men er et sådant væsen ikke til, fordi dåren siger i sit hjerte: Der er ingen gud? Men selve denne dåre forstår dog det, han hører, når han netop hører det, jeg siger her. Et væsen, som ikke kan tænkes at overtræffes af noget større. Og det, som han forstår, det er i hans forståelse, også når han ikke indser, at det virkelig er til. Ét er nemlig, at sagen er tilstede i forståelsen, noget andet er at indse, at sagen er virkelig til… Hvis altså det, som ikke kan tænkes at overtræffes af noget større, alene er i forståelsen, så er det, der ikke kan tænkes at overtræffes af noget større, just noget, som kan tænkes at overtræffes af noget større. Men det kan bestemt ikke være tilfældet. Der eksisterer altså uden tvivl et væsen, der ikke kan tænkes at overtræffes af noget større, både i forståelse og i virkeligheden.” (Kapitel 2).

Hvis man skal sætte det lidt mere skematisk op, så mener Anselm: 1) Der findes et væsen som intet andet er større end. 2) Dette væsen må findes i virkeligheden, for det der findes både i virkeligheden og i tanken, er større end det der kun findes i tanken. 3) Dette væsen må være Gud, fordi intet er større end Gud. Altså findes Gud i virkeligheden og intet er større end ham.

Anselms ”gudsbevis” og de senere udviklinger af det er blevet kritiseret hårdt i moderne tid. Men hvis man ikke tænker det som et gudsbevis, men som en meditation over Guds storhed, er det en opbyggelig tanke.

Forsoningen

Anselm er også kendt for sin forsoningslære, som man senere har kaldt for den objektive forsoningslære. Den kommer til udtryk i bogen ”Hvorfor Gud blev menneske”. I indledningen gør Anselm rede for menneskets problem: ”Lad os altså antage, at Guds menneskevordelse… aldrig havde fundet sted, og lad det stå fast mellem os, at mennesket er skabt til saligheden, som ikke kan opnås i dette liv, og at ingen kan nå frem til den, uden at synderne er eftergivet…” (Bog 1. Kapitel XI)

Her begynder Anselm med at forestille sig, at Jesus ikke var blevet menneske og at forsoningen derfor ikke har fundet sted. Dette ville betyde, at synderne ikke ville blive tilgivet og at mennesket derfor var fortabt. Men kan Gud ikke bare tilgive synden, og se igennem fingre med den, spørger Anselm så og svarer selv: nej, for problemet er at Guds ære er blevet krænket og: ”Således bør altså enhver, som synder, betale Gud den ære igen, som han har frarøvet ham, og dette er den fyldestgørelse (satisfaktion), som enhver synder må yde Gud.” (Bog 1. Kapitel XI)

Syndens problem er så stort, at kun Gud kan gøre fyldest, og det er kun mennesket der bør gøre fyldest, fordi det er mennesket, der har syndet. Løsningen på problemet er, at Gud-mennesket (Jesus) gør fyldest. Og dette smelter sammen med svaret på, hvorfor Gud blive menneske: ”For at altså et Gud-menneske skal gøre det, er det nødvendigt, at den ene og samme, som skal yde denne satisfaktion, er fuldkommen Gud og fuldkomment menneske, for kun en, som er sand Gud, kan yde den, og kun en, som er sandt menneske bør yde den. Fordi det altså er nødvendigt, at Gud-mennesket findes med begge naturers integritet i behold, er det ikke mindre nødvendigt, at disse to fuldstændige naturer forenes i een person – som legeme og fornuftig sjæl forenes i ét menneske – fordi det ellers ikke kan lade sig gøre, at den ene og samme er fuldkommen Gud og fuldkommen menneske.” (Bog 2. Kapitel VII).

Jesus blev altså menneske, fordi det var den eneste måde, hvorpå forsoningen kunne finde sted på ret vis. Dette sker ved, at mennesket, som bør, og Gud, som kan, bliver en enhed, som soner Guds vrede, ved Jesu inkarnation og døden på korset.  Dette fører til, at Gud kan være både retfærdig og barmhjertig. Fordi mennesket, som er dømt til evig pine og som ikke kan købe sig fri, får at vide: ”Tag min enbårne Søn, og giv ham i stedet for dig, og at Sønnen selv (siger): Tag mig og løskøb dig? Thi sådan siger de, når de kalder og drager os til den kristne tro. Hvad er også mere retfærdigt, end at han, hvem der gives en pris, der er større end al skyld, eftergiver al skyld, når den gives med skyldig kærlighed?” (Bog 2. Kapitel XX.)

Her ser vi, at Anselm er en af dem i kirkens historie, som har forkyndt Kristi stedfortrædende lidelse og død klarest, og dette kan vi lære af ham, og han kan hjælpe os til at fastholde Jesus som forsoneren, og som den eneste grund, til at vi kan blive retfærdiggjort af tro.

Citaterne fra ”Guds virkelighed” af Anselm af Canterbury er taget fra udgaven, som er oversat og udlagt af Regin Prenter og udgivet af Konvent for Kirke og Theologi, 1982. Citaterne fra ”Hvorfor Gud blev menneske” af Anselm af Canterbury er taget fra “Teologiske Tekster” 2. udgave. Aarhus Universitetsforlag.

Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Budskabet.

Foto: Wikimedia Commons