Guds kærlighed

For efterhånden en hel del tid siden talte jeg med en god ven om forskellige emner – heriblandt den forkyndelse, vi begge oplevede at lytte til. Min ven syntes, at der til tider blev prædiket lige rigeligt om Jesu død på korset.

Ikke sådan forstået, at han ikke var glad for evangeliet – men, antydede han, måske bliver det lidt ensidigt? Det snakkede vi så lidt frem og tilbage om. Jeg syntes dengang ikke, at jeg kunne genkende billedet af en så ensidig forkyndelse. Og kan det egentlig heller ikke i dag.

Et stykke tid efter sagde selvsamme person, at han fandt, der blev forkyndt for lidt om Guds kærlighed. Der lød nogle gange for meget om Guds dom og vrede. Det talte vi så også lidt om – frem og tilbage. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene – hverken om den første eller den anden snak.

I mit baghoved rungede samtalen efterfølgende en del. De to udsagn stiller jo det afgørende spørgsmål: Hvad skal vi forkynde? Nu mener jeg, at det i høj grad er et legitimt spørgsmål, som er godt og nødvendigt at drøfte. Da vi ikke er ens, kan forkyndelsen opleves meget forskelligt alt efter temperament og personlige forudsætninger. Det skal der være plads til! De følgende tanker er derfor ikke et debatoplæg men snarere en personlig refleksion.

For i sommers var det, som om jeg fik en lille ahaoplevelse, da jeg læste Første Johannesbrev 4,10: ”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.”

Guds kærlighed i en sum

Det er et vers, som jeg kendte ganske udmærket – det lå, så at sige, på rygraden. En af mine lærere på teologistudiet på Dansk Bibel-Institut hørte jeg engang sige, at evangeliet er budskabet om, at Gud ”sendte sin søn som sonoffer” (bemærk pædagogikken i de mange s´er!).

En god huskeregel – og en god sammenfatning af evangeliet. Evangeliet er budskabet om Guds kærlighed: der er en, der tager min plads! Jesus bliver torteret og pint i mit sted. Han placeres det værste sted, der tænkes kan – under Faderens vrede.

Sagen er, at Guds kærlighed netop lyser på den dystre baggrund, som vi med Luther synger om i salmen Af dybsens nød (SOS 350): ”Thi om du ville se derpå, hvad synd og uret vi begå, da måtte vi fortabes.”

Vi måtte fortabes, hvis vi stod uden Jesus med vores synd og uret.  Men ”dog større er Guds nåde, hans stærke hånd, som alt har gjort, kan vel os fri af våde” (v. 5 i Af dybsens nød).

Centrum i den kristne tro – at Guds vrede blev forsonet, ved at Jesus bar den i vores sted – er netop udtryk for Guds kærlighed! Det blev pludselig meget klart for mig, mens jeg læste. Det er Guds kærlighed i en sum.

Et enten-eller

Og det er egentlig tankevækkende. Hvis vi taler om Jesu død på korset, så forkynder vi i høj grad Guds kærlighed – ja, vi kan faktisk ikke gøre det mere tydeligt. I bibelsk forstand.

Forkyndelsen af korset er forkyndelse af Guds kærlighed. Der er ikke tale om en modsætning. Så hvis min vens fornemmelse af, at vi forkynder for lidt om Guds kærlighed, skal være rigtig, kan hans første udsagn, at vi forkynder for meget om Jesu død på korset, ikke også være rigtig. Forkynder vi én af delene, så forkynder vi begge dele! – Eller også forkynder vi ingen af delene. Sådan er det i bibelsk forstand. Der bliver tale om et enten-eller.

Handlende kærlighed

Det er formentlig ikke de ovenstående baner, min ven har tænkt i. Uden at kende indersiden af hans hoved, tror jeg, at han med Guds kærlighed sigtede mere i retning af Guds generelle omsorg for os, hvilket da også er udtryk for Guds kærlighed. Men i sidste ende er Guds ultimative tegn på omsorg for os vist ét sted. Nemlig på korset.

Og som jeg har gravet i det, synes jeg faktisk, det er temmelig befriende. For hvis min fornemmelse af Guds kærlighed skal bygges på alt det, jeg mærker i mit liv – så tror jeg ikke, min tillid og tro vil holde årene ud. Måske nok, når livet synes let og ukompliceret. Men hvad hvis jeg i morgen bliver ramt af noget? Sygdom, dødsfald eller andre smerter i tilværelsen? Nogle gange kan det opleves, som om Gud svigter. Hvis mit (og andres) liv ligger i ruiner, hvor er Guds kærlighed så?

I Romerbrevet 8,28 skriver Paulus, at ”vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud”. Hvordan kan han være så sikker på det? Det er ikke, fordi han negligerer lidelse og modgang, men fordi han kender kærligheden hos den Gud, ”som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle” (Rom 8,32).

Elsker Gud mig? Ja!

Men jeg mærker det jo ikke, og kan ikke se det? – Nej, måske ikke lige nu, men for 2000 år siden mærkede Jesus det, da han blev pisket og martret i stedet for mig. Fordi han elsker mig!

Så selvom Guds kærlighed ikke altid kan føles og fornemmes, gælder den uafhængig af mig og mit liv – med alt hvad dertil hører af synd, skyld, skam, ubesvarede spørgsmål og svære tider. Det har han vist mig på Golgata.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler